New romatics
Christian Stokbro har råbt på mig på sin blog så det kunne høres helt herover. Han er tilsyneladende blevet nostalgisk efter at have set 80er-tema på DR2, og vil gerne have mig til at skrive om New Romantics. Det er jeg naturligvis beæret over, og hans bønner er blevet hørt, men om jeg lige får det gjort med det første kan jeg ikke love. Indtil videre må han nøjes med dette:
Jeg så ikke udsendelsen i lørdags, men optager genudsendelsen.
Jeg hørte - som det også fremgår af min liste over verdens bedste popsange - en del new romantics i begyndelsen af 80erne, da jeg var en ung teenager. Jeg var forført af den bittersødme eller melankoli som var i musikken, og jeg mener stadig at Visage: "Fade To Grey" er noget af det smukkeste popmusik der er skrevet.
Og for et par måneder siden havde jeg besøg af Henrik Marstal til en dogme-temaaften hvor vi kun måtte høre vinylplader med electropop/synthpop 1979-1984 (en lidt snævrere genre, men med mange overlapninger). Her kom en del perler frem, og det viste sig at vi ikke havde hørt præcist det samme, men at der var mange musikalske træk der gik igen, som vi straks satte ord på mens rødvinen gik i blodet, og nu har jeg glemt de fleste af vores skarpe, analytiske iagttagelser. Jo, der var vistnok noget med bassens fremtrædende rolle som ostinat-instrument og noget med generelt dårligt intonerede vokaler.
Jeg husker at Henrik havde taget i hvert fald Human League, Ultravox og Orchestral Manouvres in the Dark med. Måske også Soft Cell? Henrik? Jeg spillede i hvert fald Visage, Bronski Beat, Kajagoogoo, tidligt Simple Minds, tidligt Eurythmics og tidligt Talk Talk. Resten husker jeg ikke lige nu, men det dukker nok op.
New Romantics-begrebet ville nok udelukke Bronski Beat, men til gengæld inkludere navne som Spandau Ballet, Adam Ant, Culture Club og Duran Duran, der benytter sig af mere traditionelle rockinstrumenter sammen med de elektroniske, omend synthesizeren er uomgængelig. Som genre er new romantics derfor også lidt vag - den betegner det meste af dén britiske popmusik i begyndelsen af 80erne som trak mere på Roxy Music end på Sex Pistols - men måske er der nogle fælles musikalske tendenser som er typiske og som man kunne beskrive nærmere. Det ville kræve en nærmere analyse, som jeg desværre ikke har tid til, idet min sparsomme nuværende forskningstid bruges på electronica og teoretiske problemstillinger om lydlig betydningsdannelse.
En ting som er slående er hvor tidstypisk denne musik er. Derfor er det også svært at overbevise folk som ikke hørte det dengang om musikkens kvaliteter. Der er en god portion nostalgi i det for folk som Henrik og jeg.
Men opfordringen er hermed givet videre: lav en analyse af new romantics-bevægelsen som musikalsk genre og kulturelt fænomen. Du skal være velkommen til fx at sende det til Det spekulative øre, hvor jeg jo også modtager gæste-essays i rollen som redaktør.
Kommentarer
Der har garanteret været en del nostalgi forbundet med min lørdagsseance, men faktisk brød jeg mig ikke særligt om 80'er-musikken (sådan helt generelt betragtet). Min overraskelse hang sammen med, at jeg opdagede, at musikerne var teknisk dygtige og åbne over for eksperimenter, der gav nogle overraskende udtryk. Jeg tror egentlig ikke, at de var så tidsbundne igen ... du nævner selv Fade to Grey, men meget af det jeg hørte med Visage og Soft Cell havde en sprød friskhed over sig endnu - og det kan man næppe sige om f.eks. Adam Ant and the Ants, der i langt ringere grad formåede at overskride det givne skema.
Nå, men jeg glæer mig til at læse eventuelle analyser. Tak herfra :)
Posted by: Stokbro | 03.07.2007 12:48
Jeg var selv for ung til at opleve New Romantics i start-80'erne, og hadede popmusik indtil jeg begyndte at nærme mig de 30 (bortset fra pop fra før ca. 1970, som jeg altid har elsket). Men jeg begynder mærkeligt nok at sætte større og større pris på New Romantics og electropop'en i det hele taget. Måske fordi man ikke kan undgå stilen for tiden, måske af andre grunde. Nostalgi kan det i hvert fald næppe være.
Posted by: Lars Hvidberg | 05.07.2007 19:34
New Romantics var heller ikke just min kop te back in those days. Der var dog enkelte undtagelser - sjovt nok var "Fade to Grey" en af dem. Og så var der Soft Cell og Depeche Mode (men er de new romantics?). Ellers var jeg mere til den mere dystre del af post-punken. New Romantics blev betragtet som dekadent og useriøst.
Skal man se mere kulturhistorisk på det, så kan New Romantics måske netop betragtes som den dekadente udløber hele 'no future!'-attituden. Hvor punken var en anarko-nihilistisk reaktion på en håbløs social situation, så var New Romantic en dekandent holdning til samme. "Fuck it! Let's Dance!" var der nogle der sagde.
Set i lidt større perspektiv, så er det oplagt, at Roxy Music var foregangsmænd. Men i det hele taget er det muligt at se New Romantics i en kontekst, der præger især britisk ungdomskultur. Allerede tilbage i 50'erne var der de såkaldte teddy-boys (ingen relation til Adorno, sorry). Navnet kom af deres forkærlighed for gamle jakkesæt, såkaldte Edwardian suits, de fandt i genbrugsbutikker. Det var oprindelig aristokratiets klædedragt i begyndelsen af århundret, men blev altså nu approprieret af en arbejderklasseungdomskultur. Det gentog sig til dels i 60'erne med mods - moderns - hvor det igen var unge fra arbejderklassen, der tillagde sig en stil, der overdrev - og udstillede - aristokratiske værdier.
Det giver for mig at se mening at se New Romantics i samme lys. En forklaring på at denne (re-)appropriering af aristokratisk stil og værdier - omend overdrevet og tildels parodisk - især kendetegner britisk ungdomskultur, kan måske findes i de engelske art-schools, hvor også arbejderklassens unge fik adgang til den æstetiske dannelse. John Lennon, Pete Townshend og Bryan Ferry har alle gået på art-school.
Så måske skal man se New Romantics som en appropriering af en uddød, dekadent aristokratisk livsstil på et tidspunkt, hvor den 'autentiske' britiske arbejderklassekultur selv var ved at uddø - godt hjulpet på vej af Margaret Thatcher.
Posted by: Claus Krogholm | 05.07.2007 20:40
Jeg synes især de to første Roxy Music albums er interessante på en speciel måde, og det slog mig lige: De er jo et slags bindeled mellem en særligt britisk eksperimenterende progressiv rock og 70'er-/glam-typisk flirten med 50'erne på den ene side og start-80'ernes glittede og sminkede new romantics-udtryk på den anden. Hvor mange plader kan man egentlig sige det om?
Og så kunne jeg da lige tilføje at jeg hos Adam & The Ants, som Stokbro ikke regner for noget særligt, synes jeg hører noget af den samme engelske udflippethed, det gjorde det tidlige Roxy Music spændende... I hvert fald synes jeg ikke man kalde "Stand and Deliver" for en single, der ikke "overskrider noget skema". Produktionen er da for langt ude!
Posted by: Martin Nielsen | 13.07.2007 14:26
Den engelske musikjournalist Simon Reynolds har skrevet en meget informativ bog om "post-punken", 1978-1984, som også omhandler de fleste interessante new romantics-band. Bogen hedder "Rip it up and start again". Tjek hans hjemmeside: www.simonreynolds.net.
Posted by: Martin Skov | 29.07.2007 10:51
Ja, jeg har også Reynolds' bog, men har ikke rigtig fået kigget så meget i den. Kunne være jeg skulle gøre det ved lejlighed.
Posted by: Torben Sangild | 29.07.2007 16:46