Torben Sangilds weblog

Denne overskrift lyder måske ikke særligt overbevisende, og jeg var da også en kende skeptisk da Claus Krogholm lancerede dette slogan. Han gjorde dog med disse indlæg enhver skepsis til skamme - jura er sjovt. Eller kan i hvert fald være det.

Det bestyrkes af denne liste, som (hvis den er korrekt) må være det endelige bevis. De sjoveste love er som regel dem der er blevet til overs fra en fjern fortid, såsom den med at man må skyde skotter der færdes med bue og pil i York.

Så er der omvendt den jura som er dybt bekymrende. Men det er anden snak.

Skrevet af Torben Sangild kl. 18:33 | Kommentarer (4)
Kategorier: Links

Ole Bornedal er endnu en gang på banen med en gang narcissistisk vrøvl om hvad film (og kunst i det hele taget) er for noget:

"Alle mine film handler om mig selv. Kunst må da handle om at tage sin samlede mængde af følelser, og så eksponere dem ind i det værk, som man laver." (Politiken i dag)

Nej, Ole, jeg gider ikke se film der handler om dig, for du er en fuldstændigt ligegyldig person. Hvis dine film virkelig handlede om dig, så ville de have et meget lille publikum.

Da Ole Ornedal lavede filmen Jeg er Dina, udtalte han at han med denne film havde flået alle sine indvolde ud og lagt dem til beskuelse for publikum. Sikke en gang idiotisk vrøvl. Det er en filmatisering af en bog.

Det er meget svært at komme biografismen til livs så længe der stadig er kunstnere der selv tror på den romantisk-ekspressionistiske (og i alle led forfejlede) udtryksteori, der går ud på at en kunstner projicerer sine følelser ind i værket, og at publikum så mærker disse følelser når de forstår værket. Det er samtidig en tro på kunstneren som et særligt væsen, et geni, hvis følelser er mere interessante end alle mulige andres. Alle tre dele (biografismen, udtryksteorien og genitanken) er faktuelt forkerte og desuden ubrugelige som forståelsesmiddel.

En mainstream-film er et virtuelt univers, hvor nogle mennesker kommer ud for noget, som påvirker dem (og hinanden), tilsat stemningsmusik, der som virkemiddel forstærker udtrykket. Hvis vi er revet med af filmen, så kan vi føle med (visse af) med disse personer, ligesom vi kan hade dem og forholde os til dem på anden vis. Men det er netop karakterernes og ikke instruktørens handlinger og følelser vi forholder os til. Det andet er en idiotisk og stærkt selvcentreret indstilling fra en kunstner.

Allerede Nietzsche var stærkt kritisk over for denne opfattelse (og selvopfattelse), og mente med rette at det allerværste var de kunstnere der begyndte at betragte sig selv som genier i romantisk forstand: "Det er et farligt tegn, når mennesket angribes af den gysen over sig selv", som han siger (Menneskeligt, alt for menneskeligt §164).

Ole Bornedal laver et håndværk og benytter sig af forførende virkemidler og teknikker. Men han vil så gerne være et ophøjet menneske, han vil så gerne vise sin sjæl og sine indvolde frem. Men så skulle han måske gå i noget kropsterapi og filme det i stedet for at lave spillefilm. Jeg tvivler bare på at det vil interessere publikum særlig meget.

(Se evt. mere om dette emne: Objektiv sensibilitet)

Skrevet af Torben Sangild kl. 11:40 | Kommentarer (22)
Kategorier: Film | Kendsgerninger og myter | Kunst | Objektiv sensibilitet

Fredag aften opføres komponisten Arnold Schönbergs hovedværk Pierrot Lunaire i Den sorte diamant med Secession Players Wien og Akiko Nakajima, og det bliver efter alt at dømme forrygende. Læs mere om koncerten her.

I programnoterne er der nogle ret poppede udtalelser fra min mund som udgangspunkt for artiklen. De er bittesmå uddrag af et langt interview over telefonen og er i øvrigt underkastet de sædvanlige interview-betingelser. Ideen er nok at gøre Schönberg spiselig for det brede publikum. Hvis man skulle være interesseret kan man læse teksten her:

Fredag d. 24 august står Arnold Schönberg på koncertprogrammet i Dronningesalen. Publikum vil lytte med blandede følelser. Schönberg er en komponist der deler vandene, han har ry for at være vanskelig.

Det er ikke helt retfærdigt, mener adjunkt Torben Sangild, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Det kan nemlig godt lade sig gøre at lytte sig ind i hjertet af Schönbergs radikalitet. ”Man kan sagtens få samme fornøjelse ved at lytte til Schönberg som til Beethoven. Det er et spørgsmål om åbenhed og tilvænning. Man skal bare ikke forvente at kunne synge med på melodien med det samme”.

I Dronningesalen synger sopran Akiko Nakajima opus 21 fra Pierrot Lunaire. ”Arnold Schönberg benytter sig her af Sprechgesang, hvor tonerne ikke synges, men reciteres som en blanding af tale og sang. I 1912, da værket blev skrevet, var det uhørt i klassisk musik, i dag burde det ikke forstyrre folk. Kan man lide cabaret og Osvald Helmuth, vil man også kunne lide Sprechgesang” lyder det opmuntrende fra Torben Sangild.

Fordi tonaliteten og fornemmelsen af harmoni er væk, har den komponerende Schönberg grebet ud efter tekst som pejlemærke. ”Når han komponerede atonalt var der ikke længere nogen konvention. Der var ingen regel for, hvordan man begyndte, kom videre eller sluttede, derfor er mange værker fra perioden skrevet over en tekst, hvor versefødder fungerer som de eneste holdepunkter.”

Torben Sangild kan ærgre sig over, at publikum ikke giver den østrigske komponist en chance. ”Ved siden af Stravinsky er han en af de helt store. Han fik en enorm indflydelse på de den moderne musik og dens udvikling, og blandt insidere er han kanoniseret,” siger Sangild.

Af jkp

Skrevet af Torben Sangild kl. 15:13 | Kommentarer (4)
Kategorier: Musik

Jeg har anmeldt den danske oversættelse af Friedrich Nietzsches "Menschliches, Allzumenschliches" til Jyllands-Posten. Anmeldelsen var i avisen i fredags, og er indtil videre den eneste i den danske presse af Menneskeligt, alt for menneskeligt, som Det lille forlag i al ubemærkethed har udgivet. Det er på mange måder en typisk Nietzsche-bog, der veksler mellem fræk indsigt og rent sludder.

Læs anmeldelsen her.

(I denne web-version har JPs webudlægger valgt at slå de ellers adskilte citater (som var i en boks for sig) sammen i en stor pærevælling, så de ser ud som en sammenhængende tekst. Det er de ikke. Der er i stedet tale om fem forskellige aforismer uden indbyrdes sammenhæng.)

Da jeg aldrig fik fulgt op på min Heidegger-anmeldelse vil jeg ikke love at jeg får skrevet et indlæg med supplerende kommentarer fra mine noter her på bloggen, men det er i så fald manglende tid og overskud, snarere end manglende vilje. Til gengæld skal du være velkommen til her at stille spørgsmål til anmeldelsen eller til Nietzsches bog, så skal jeg forsøge at svare. Men læs lige anmeldelsen først.

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:01 | Kommentarer (3)
Kategorier: Bøger | Filosofi

I mandags sendte Apropos på P1 et interview med mig og Mette Sandbye om provokationer og provokerende kunst. Vi kommer hurtigt igennem slørhaler i blendere, udstoppede hundehvalpe, SWINE, Hornsleth det hollandske nyre-tv-show og meget andet. Men også mere klassiske eksempler som Manet og Klimt bliver berørt. Der er ikke plads til de dybere analyser, men jeg synes faktisk vi begge gør det OK, hvis jeg selv skal sige det.

Læs mere og hør udsendelsen her

Skrevet af Torben Sangild kl. 14:55 | Kommentarer (0)
Kategorier: Kunst | Medier

Strøm-festivalen åbnede i går med en koncert med Else Marie Pade og Bjørn Svin. Den var annonceret i programmet, men publikum fik bare ikke lov at være med. Efter sigende blev der kun solgt 20 billetter ud over dem der var skrevet i døren, og der stod flere hundrede mennesker som var gået forgæves fordi de selvfølgelig gerne ville til denne annoncerede koncert og havde glædet sig til det. Det er rigtig dårlig stil at annoncere en lukket begivenhed som om den var åben. Om igen!

Skrevet af Torben Sangild kl. 08:07 | Kommentarer (2)
Kategorier: Musik

Nu har man fundet Adolf Hitlers pladesamling. Det er måske ikke så overraskende når man kender dobbeltmoralen hvad kunst blandt de nazistiske ledere angår, men pladesamligen består ikke kun af de arisk-tyske komponister og musikere han hyldede, men såmænd også russiske komponister og jødiske musikere (Tchaikovsky, Borodin, Rachmaninov etc.). Se mere her.

Skrevet af Torben Sangild kl. 14:40 | Kommentarer (3)
Kategorier: Musik

Så har Bo Elkjær fået sit interview med statsministeren.

Det som generelt undrer mig ved den nuværende debat om Irak-krigen er, at diverse folk som gik ind for krigen virker overraskede over at det irakiske folk ikke er homogent og ikke synes modne til demokrati. Det har været almen viden i 15 år. Og jeg mener virkelig almen viden.

Da Golfkrigen i Kuwait fandt sted var der allerede mange spekulationer om hvad der ville følge efter Saddam Husseins fald, og alle mainstream-medier understregede at irakerne var en blanding af uforsonlige klaner og grupperinger, heriblandt kurdere, shia-muslimer, sunni-muslimer og verdslige. Jeg (som ellers ikke ved noget) vidste at der under diktaturet lå en hvepserede af heterogene grupperinger, der ikke i uforsonlighed er væsensforskellig fra den jugoslaviske. Hvordan kan det være undgået diverse politkeres og højreintellektuelles opmærksomhed? Det forstår jeg ikke. Hvordan kunne de tale om et irakisk folk som en enhed, der bare skulle befries? Der var intet der understøttede dette.

Hvorfor skriver jeg så først om det nu? Fordi der blev skrevet rigeligt om det da invasionen fandt sted. I stort set alle medier. Men det blev afvist som venstreorienteret propaganda af folk som Ulrik Høy og Jens Christian Grøndahl, der nu angrer og indrømmer at de tog fejl. Og hvad med Anders Fogh Rasmussen? Ja, der er ikke meget at komme efter.

Skrevet af Torben Sangild kl. 21:26 | Kommentarer (3)
Kategorier: Politik

Det er næppe et spændende job at sidde ved kassen i et supermarked. Dette job, som en gang hed "kassedame", men som nu snarere hedder "ekspedient" eller "kassemedarbejder", er på ingen måde misundelsesværdigt. Det er monotont, stressende, lavstatus og dårligt betalt. Netop derfor bør man være fuld af respekt over for disse hårdtarbejdende mennesker, der dag ud og dag ind sørger for at vi andre bare kan gå ind i et supermarked og købe det vi vil have.

Ofte oplever man kunder som opfører sig yderst ubehøvlet over for kassepersonalet og giver direkte udtryk for at de synes det går for langsomt eller andre småting - på trods af at det er tydeligt at ekspedienten gør hvad han/hun kan.

For eksempel har jeg oplevet folk som i Netto bliver sure over at ekspedienten for at skåne sin ryg ikke læner sig forover for at række byttepengene helt ned for enden af båndet hvor der står en eller anden emsig forretningsmand og hidser sig op. Det er altså kunden som enten må læne sig forover eller også gå hen på langsiden og modtage pengene. Kassemedarbejdere lider i stor udstrækning af rygproblemer, hvilket ikke kan undre nogen.

Så respekter din kassemedarbejder, også når det går lidt langsomt. Hvis du vil have god betjening, god stemning og korte køer, så gå i Irma, hvor de behandler deres personale ordentligt.

Og beundr din kassemedarbejder når vedkommende har overskud til at være ekstra venlig eller hjælpsom. Forleden i Netto i Hollænderdybet, midt i "myldretiden", var der en midaldrende, mandlig kassemedarbejder, der smilede, konverserede og sagde "hav en god dag" til alle - endda på trods af at en kunde tidligere havde stået og kværuleret helt urimeligt. Dette er ikke hvad man kan forvente - det er bonus, og det var lige før jeg gav manden drikkepenge, for han formåede at løfte humøret i hele den ellers så triste butik. Han burde få en medalje. Han burde hyldes på linje med vores største sportsfolk. Han burde få det dobbelte i løn. Men det sker jo nok ikke.

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:49 | Kommentarer (12)
Kategorier: Levned

Nu hvor jeg er i gang med at markere spredningen af min maniske blog-aktivitet, så lad mig reklamere for sitet De vrede mænd, hvor jeg er blevet løst tilknyttet som en af skribenterne. Her vil jeg komme af med galde når det passer mig - indlæg der er for pedantisk sure til at høre hjemme her, og som det sikkert er sjovere at skrive end at læse, men som det vil gøre godt at få afløb for. Intet emne er for småt og for gnavent. Brok, brok, brok. Ja, det er sikkert ulideligt og virkelig dårlig smag, men du behøver heldigvis heller ikke læse den, jeg er nemlig bare så pisseligeglad. Og sur, ikke mindst.

(Faktisk kan det måske være ganske morsomt at læse. Men sig det ikke til nogen. Så bliver jeg bare vred.)

Hvis du selv er vred kan det være du kan få lov at være med. Det er ikke mig, men Mads Sabroe der bestyrer bloggen. Han er meget vred, men hvis du sender en sur ansøgning til ham (fx ved at kommentere på dette link), så kan du være heldig at få et svar.

Skrevet af Torben Sangild kl. 14:18 | Kommentarer (10)
Kategorier: Links

Som bekendt rummer denne weblog ikke meget af mit privatliv, bortset fra når det er relevant til at belyse et emne, og sådan vil det fortsætte. Når jeg så nu fortæller at jeg skal være far til jul, så er det for samtidig at gøre opmærksom på et lille, diskret sideprojekt jeg har kørt i nogen tid, nemlig en weblog om at blive far: Farbar, hedder den. Den har en anden stil end denne og et helt specifikt emne.

Den er bestemt ikke for alle og enhver, men kun for dem der interesserer sig for graviditet, fødsel, faderroller og børn. Andre skal være velkomne til at holde sig væk - jeg er ikke ude på at udstille mit faderskab for alverden, men er ude på at beskrive og debattere det at blive far. Der er utallige mor-blogs på nettet, men næsten ingen far-blogs.

Det er meningen at jeg efter fødslen vil fortsætte i det omfang jeg får tid og overskud.

Skrevet af Torben Sangild kl. 19:37 | Kommentarer (10)
Kategorier: Levned | Links