« Pierrot Lunaire i Diamanten | Forside | Jura er sjovt »

24.08.2007

Bornedals biografistiske patos

Ole Bornedal er endnu en gang på banen med en gang narcissistisk vrøvl om hvad film (og kunst i det hele taget) er for noget:

"Alle mine film handler om mig selv. Kunst må da handle om at tage sin samlede mængde af følelser, og så eksponere dem ind i det værk, som man laver." (Politiken i dag)

Nej, Ole, jeg gider ikke se film der handler om dig, for du er en fuldstændigt ligegyldig person. Hvis dine film virkelig handlede om dig, så ville de have et meget lille publikum.

Da Ole Ornedal lavede filmen Jeg er Dina, udtalte han at han med denne film havde flået alle sine indvolde ud og lagt dem til beskuelse for publikum. Sikke en gang idiotisk vrøvl. Det er en filmatisering af en bog.

Det er meget svært at komme biografismen til livs så længe der stadig er kunstnere der selv tror på den romantisk-ekspressionistiske (og i alle led forfejlede) udtryksteori, der går ud på at en kunstner projicerer sine følelser ind i værket, og at publikum så mærker disse følelser når de forstår værket. Det er samtidig en tro på kunstneren som et særligt væsen, et geni, hvis følelser er mere interessante end alle mulige andres. Alle tre dele (biografismen, udtryksteorien og genitanken) er faktuelt forkerte og desuden ubrugelige som forståelsesmiddel.

En mainstream-film er et virtuelt univers, hvor nogle mennesker kommer ud for noget, som påvirker dem (og hinanden), tilsat stemningsmusik, der som virkemiddel forstærker udtrykket. Hvis vi er revet med af filmen, så kan vi føle med (visse af) med disse personer, ligesom vi kan hade dem og forholde os til dem på anden vis. Men det er netop karakterernes og ikke instruktørens handlinger og følelser vi forholder os til. Det andet er en idiotisk og stærkt selvcentreret indstilling fra en kunstner.

Allerede Nietzsche var stærkt kritisk over for denne opfattelse (og selvopfattelse), og mente med rette at det allerværste var de kunstnere der begyndte at betragte sig selv som genier i romantisk forstand: "Det er et farligt tegn, når mennesket angribes af den gysen over sig selv", som han siger (Menneskeligt, alt for menneskeligt §164).

Ole Bornedal laver et håndværk og benytter sig af forførende virkemidler og teknikker. Men han vil så gerne være et ophøjet menneske, han vil så gerne vise sin sjæl og sine indvolde frem. Men så skulle han måske gå i noget kropsterapi og filme det i stedet for at lave spillefilm. Jeg tvivler bare på at det vil interessere publikum særlig meget.

(Se evt. mere om dette emne: Objektiv sensibilitet)

Kommentarer

Ole Ornedal? Var det med vilje?

He, jeg tænkte nok at spørgsmålet ville komme.

Svaret er: både-og. Det var egentlig en slåfejl, men så fandt jeg de metaforiske og satiriske muligheder for oplagte og lod den stå, så læseren selv kunne overveje om det var med vilje. Den går så ikke mere, nu hvor jeg har forklaret det...

Hvis du er ked af, at joken bliver kastreret, har du min fulde velsignelse til at fjerne kommentaren :-)

Nej, vi lader bare den kastrerede orne stå, for ellers ville en anden sikkert snart spørge alligevel...

Totalt cool vurdering !

Den går helt klart ikke efter manden - selvom man let kunne få det indtryk, men mere efter bolden. Sådan skal det bare gøres.

Ja, det er selvfølgelig vigtigt at understrege at selv om min irritation over manden måske skinner igennem, så er det faktisk det han siger (igen og igen) som det handler om, og som er forkert uanset hvem der siger det. Og der er mange andre end Bornedal der begår denne fejlslutning, men dog ikke så mange kunstnere - det giver det et særligt twist at han selv siger det.

Jeg tror ikke at jeg for mit tænker det så skarpt som du. Når jeg fx. ser Fanny og Alexander af Ingmar Bergmann forholder jeg mig ganske rigtig til karakterernes følelser, og især børnenes...men jeg synes da at Hr. Bergmanns hånd i deres spil er temmelig tydelig, omend en fantastisk hånd. 'Fanny' og 'Alexander' udspiller da hr. Bergmanns følelser, skulle jeg påstå... eller hur? Er han i samme kategori som Ornedalen? Selvsmageriet har de vel til dels, om ikke kvaliteten af deres værker? Med venlig hilsen Henriette

Hr. Bergmans hånd er netop som du skriver en instruktørs hånd og ikke hans inderste sjæl.

Fanny og Alexander udspiller ikke Ingmars følelser, men er vist en filmatisering af en roman af August Strindberg.

På hvilken måde, kunne man spørge, kan du se Bergmans følelser? Hvorfra kender du Bergmans følelser, så du kan se at det er dem der præger filmen? Jeg kender ikke Ingmar Bergman som privatperson, kun som instruktør, så jeg vil nøjes med at udtale mig om den stil han her lægger for dagen. Man bliver ikke klogere på hans film af at lave løse koblinger til mandens privatliv.

Kære Torben Sangild,

Jeg morede mig gevaldigt over dit indlæg om Ole Bornedal (som jeg ellers aldrig havde fundet, hvis ikke jeg havde set dit navn på Modersmålskredsens blog)! Fantastisk underholdende og yderst intelligent samtidig. Da jeg ikke kendte til dig i forvejen, kiggede jeg lidt på din publikationsliste; men det er svært at se på en sådan, hvad man gider at læse; måske du kan henvise mig til nogle ting? Kritiske artikler om kunst og kultur skrevet på en nådesløs, skarp og morsom måde. PS: Jeg kan enormt godt lide din nådesløshed i øvrigt; den er virkelig befriende al den tid, den intellektuelle scene hertillands mere og mere domineres af en kvalm, politisk korrekt eller bare korrekt og pæn tone blottet for enhver humor og ikke mindst lidenskab.

At 'Fanny og Alexander' skulle være en filmatisering af Strindberg er nu nyt for mig. Den slutter rigtig nok med et citat af Strindberg ("Alt kan ske..." fra Drømmespillet), men det til trods, er det nu engang Bergman selv, der har skrevet forlægget – og som sine litterære forbilleder (eller filmens to fædre, som han selv skriver det i 'Billeder') nævner han selv ETA Hoffmann og Dickens.

Uden at det piller ved dit argument om Ole Bornedal er det dog værd at nævne, at Fanny og Alexander oftest regnes for en af Bergmans mest selvbiografiske – ikke mindst fordi den direkte citerer fra hans egen barndom, hvilket man kan se ved at sammenligne den med de erindringer, Bergman fortæller om i bl.a. Bergman om Bergman – eller i førnævnte Billeder, s. 366: [om at skrive Fanny og Aleaxander] "Det mærkes fra begyndelsen, at jeg er havnet i min barndoms verden. [...] Barndommen har naturligvis altid været min hofleverandør, uden at jeg før har keret mig om at finde ud af, hvorfra leverancerne kom." Men også fordi den markerer et skift til en lysere og mere optimistisk tone oven på en film som Høstsonaten (og de forudgående års produktions meget tunge og misantropiske tone) fra året før Fanny og Alexander – et skift Bergman ikke selv er bleg for at lokaliserer til sit personlige sjæleliv: Efter Høstsonaten, og før arbejdet på Fanny og Alexander begyndte, kom han endegyldigt ud af de skattesager, der i flere år havde tynget ham (og i en periode havde gjort, at han boede og arbejde i Tyskland). Og med det forklarer han selv tonen i Fanny og Alexander. Altså ikke meget ulig Bornedal.

For selv om Bergman er en langt større instruktør end førnævnte klamphugger, er det værd at bide mærke i, at Bergman selv måske en af de instruktører, der når alt kommer til alt, har været med til holde den biografiske myte, som du så rigtigt lancerer et opgør med, i hævd. Han var nemlig aldrig bleg for at knytte sine film til sit eget sjæleliv, sin psykologi og sin livsbane. Og det har – og det er derfor, du har så evigt ret – i alt for høj grad præget sekundærlitteraturen om ham – også selv om det er langt mere interessant at se på, hvordan han har formået at objektivisere sine personlige følelser i det færdige værk på en sådan måde, at de ikke længere er relevante for seeren af filmen.

Og det samme kunne man, skulle man gå til forsvar for Bornedal (hvilket jeg ellers aldrig vil gøre), også kunne sige om Kærlighed på film. Et er, hvad han selv postulerer, den gode Ornedal, et andet er, hvordan fanden det kommer til udtryk i filmen. For det er vel først, når interviewet og sjæleudkrængningen bruges som intentionel nøgle for læsning, at det bliver rigtig kritisk. Ellers er det jo bare en opblæst håndværkers (og en sjusket en af slagsen) lidt for store tanker om sig selv, vi har med at gøre. At de så er med til at holde myten om kunstnergeniet i hævd er så en anden sag.

Men rent faktisk tror jeg slet ikke, at Bornedal ville være uenig med dig i følgende udsagn:

”En mainstream-film er et virtuelt univers, hvor nogle mennesker kommer ud for noget, som påvirker dem (og hinanden), tilsat stemningsmusik, der som virkemiddel forstærker udtrykket.”

For filmen er nemlig så indspundet i meta-kommentarer (fra den første scene, hvor filmens fortæller i slet skjult reference til Billy Wilders Sunset Blvd. findes død), at Bornedal hele tiden skal gøre opmærksom på, at han hvis han ved en ting her i livet, så er det netop det, du siger. At fiktionen er en konstruktion, og at han – eller fortælleren – styrer slagets gang og gør det for at fremkalde de rette følelser hos publikum. Handler filmen om Bornedal selv, så har han med Kærlighed på film afsløret, at hans indre organer, som nu ligger udkrænget til offentlig skue, består i en dramaturgisk grundbog for gymnasielever tilsat et mildt mismod over myten om den sande, og evige kærlighed.

Lorand: tak for kommentaren - jeg tror jeg svarer på email.

Thure: Først må jeg lige beklage min fejlslagne hurtighed i at kalde Fanny & Alexander et Strindberg-værk. Det er naturligvis forkert. Jeg vender tilbage senere med en egentlig kommentar.

Så er jeg tilbage: Ja, vi er vist helt enige, Thure. Jeg har også altid været irriteret over at Bergmans film blev læst som udtryk for hvordan det gik med hans skattesager, kærlighedsforhold og diarré. Og han er selv delvist ude om det, men filmvidenskabsfolk og journalister burde måske forholde sig lidt mere kritisk til disse myter end de gør.

Det giver mig anledning til at udkaste en tese: jeg tror at en af grundene til at biografismen er så udbredt er at den er bekvem. Hvis man skal introducere en Bergmanfilm kan man altid begynde med at kigge i hans biografi/selvbiografi og se hvordan det gik i perioden. Så slipper man for at begynde med at skulle forstå filmen.

Det minder mig lidt om de studerende, der for at komme i gang med deres oplæg eller opgave begynder med at fortælle hvornår en eller anden er født og hvornår han/hun døde og lidt om hans/hendes liv, før de går til sagen, der som regel er et værk eller en tankegang. Jeg opfordrer dem altid til at lade være og fokusere på årstallet for det værk de skal fortælle om.

Og min pointe er fortsat at man sagtens kan lade sig inspirere af hændelser i sit eget liv når man konstruerer en fiktion, men det er så bare en af de stofkilder man trækker på - det gør ikke filmen spor mere autentisk, og man bliver ikke klogere på filmen af at sige at den bygger på instruktørens eget liv. Nå? Gør den det? Og hvad skal vi så med den oplysning? Vi skal bilde os ind at filmen er mere ægte, skal vi, og det er et bedrag.

Hvad angår Bornedals trang til overpædagogisk intertekstualitet, så husker jeg stadig det øjeblik hvor jeg mistede alt for ham: i Charlot og Charlotte, hvor Tommy Kenter er klædt ud som Orson Welles i Touch of Evil. Han hedder endda "Orson". Men ikke nok med det, ornen skulle absolut skære det ud i pap i en af afslutnings-scenerne, hvor noget i stil med følgende pinagtige replik kommer fra en af de to hovedpersoner (citeret efter hukommelsen):

"Hey, Orson? Ved du godt at du ligner Orson Welles? Og så hedder du endda Orson!"

Måske er det endda så dumt at Orson svarer "Hvem er det?" til første spørgsmål, og så får Charlot(te) lov at fortælle om Orson Welles.

(Hvis nogen har et manus eller en DVD kunne det være sjovt at få det præcise citat).

Hvordan kan Bornedal dog mene at dette fungerer? Han vil på den ene side tækkes de filmkyndige med en sådan reference, men på den anden side synes han at han lige skal fortælle alle andre (som vel må formodes at være ligeglade) at nu har han lige lavet en intertekstuel reference. Det svarer til at forklare en vittighed for dem der slet ikke anede at man lige havde fyret én af, og så ryger vitsen som bekendt fløjten. Nej, det er faktisk endnu værre end det.

Der er også den mulighed, at Bornedal netop ikke vil tækkes de filmkyndige, men derimod demonterer den såkaldte "smarte læser". Han lægger madding ud i form af en intertekstuel reference til Welles, men demonterer den så igen før den filmkyndige/"smarte læser" kan nå at brillere. Lynch gør det samme i Twin Peaks med "One Eyed Jacks" (og Bornedal har sikkert stjålet det fra Lynch).
Er hele denne diskussion ikke i fare for selv at blive biografistisk? Står Bornedals udtalelser til troende; m.a.o. skal man tage interviews som seriøse udsagn om, hvordan man skal forstå Bornedal ifølge Bornedal? Man skal ikke gøre Bornedal mere naiv end højst nødvendigt. Der kan lige så vel være tale om, at Bornedal "brander" sig selv som en kunstner, der laver dybt personlige film. Jeg tror såmænd Bornedal er ganske klar over, at det gør han ikke (han smører for tykt på til, at man kan tage det alvorligt), men han kan få Politiken til at slå det stort op. Han har jo en film, han skal sælge.

1. Hvorfor bruge en masse klodset tid på at demontere en smart læser? I øvrigt havde denne smarte læser masser af tid til at opdage at Orson ligner Orson Welles før "demonteringen" til allersidst. Uanset hvad, så virker det ualmindeligt klodset. Der er elegante og så er der uelegante intertekstualiteter. Lynch er adskillige niveauer over dette.

2. Som det turde fremgå er pointen med mit oprindelige indlæg ikke møntet på Bornedal som person, men på hans udsagn om at alle hans film handler om hans inderste føleler og at alle interessante film handler om instruktørens følelser i det hele taget. Det er ikke bare noget han finder på nu, det har han som sagt altid bekendt sig til. Og det er at fodre den biografistiske syge som præger alt for meget kunst-/film-/litteratur-/musik-reception.

At vi så diskuterer videre om Bornedal er fordi Thure kom ind på det andet aspekt ved Bornedal, nemlig hans ulideligt pædagogiske intertekstualitet.

Så nej til begge dele: Bornedal er ikke smart og interessant i sine intertekstuelle spil. Og nej, jeg læser ikke Bornedal biografistisk, men diskuterer hans almene udsagn om film og følelser. Jeg har på intet tidspunkt forholdt mig til Bornedal som privatperson, kun som en der ytrer sig i offentligheden og som laver film.

I øvrigt: Hvis han ikke selv tror på det og bare vil brande sig på den største kunstnerkliché af alle, så burde det vel ikke betyde at han immuniserer sig over for kritik af denne kliché og af hans måde at agere i medierne på. Uanset om han selv tror på det eller ej, så er min kritik vel lige relevant, så vidt jeg kan se.

ad 1) Jeg siger ikke noget om, at Bornedal er interessant eller smart, fordi han demonterer den smarte læser. Jeg giver et muligt svar på det spørgsmål, du selv stiller om, hvorfor han kan mene, det fungerer - og prøver bare at sige, det måske ikke er for at praktisere pædagogisk intertekstualitet. Om det er elegant eller klodset udført er i den sammenhæng ligegyldigt. Hvorfor han så bruger tid på det, tja, fordi Lynch gør det. Bornedal stjæler, hvor han kan komme til det. Jeg synes ikke, hans film er særlig interessante, men det er en anden sag.
ad 2) Jeg er godt klar over, du ikke taler om Bornedal som privatperson. Men af grundene til at biografismen er sejlivet, er så vidt jeg kan se, at vi bruger proprium, når vi taler om kunst/film/litteratur/musik etc. Dermed kommer vi besnærende tæt på et biografisk subjekt bag værket. Du vælger at skrive "Ole Bornedals biografistiske patos" som overskrift frem for at lægge fokus på, at Politiken slår interviewet stort op, hvilket jeg ser som et større problem. Det er medierne, der svælger i biografistisk patos omkring film, kunst, litteratur mm. Det kommer også besnærende tæt på det biografiske, når du nu argumenterer med, hvad Bornedal "altid" har "bekendt sig til". Og at Bornedal "immuniserer sig over for kritik af denne kliché og af hans måde at agere i medierne på". Her er vi igen meget tæt på et biografisk subjekt, der agerer. Det er jo ikke et spørgsmål om, hvorvidt Bornedal immuniserer sig eller ej - det kan være ligegyldigt - men om, hvordan medier vælger at mediere denne ageren. Bornedal er uinteressant.

Når en person vælger at udtale sig i medierne, vælger vedkommende også at udsætte sig for kritik. Ligesom du skriver "du" når du diskuterer hvad jeg har skrevet her, så skriver jeg "Bornedal" når jeg kritiserer hans udtalelser. Hvis jeg kører lidt på ham, er det fordi jeg generelt er irriteret på ham, både som instruktør og som formidler af sit kunstneriske virke. Det skinner sikkert igennem.

Jeg har længe haft planer om at skrive en mere generel kritik af biografismen, men i denne omgang blev det kun til Bornedals udtalelser. At det er ham der udsiger det og derfor kritiseres handler netop om udsigelse, og udsigelsespositionen er altid vigtig. Det er ikke det samme som biografisme.

Det er ikke det samme som biografisme, men peger måske netop på, hvorfor biografismen er en sejlivet genre. Når "du" skriver "Bornedal" og "jeg" skriver "du", så bruger "vi" gåseøjne som en markør, der siger, at "vi" ikke mener vi - du og jeg som biografiske subjekter. Uden markører - og sådan er det generelt i medierne - er forveksling med det biografiske subjekt altid snublende nær.

Jeg vil gerne skelne mellem biografisk subjekt og udsigelsessubjekt og påstå at det er det sidste jeg henviser til når jeg skriver Bornedal.

Jeg vil også gerne skelne mellem:
A. Troen på eksistensen af biografiske subjekter på den ene side

og så

B. Biografismen, som den ide at man finder forklaringen på kunstneres værker ved at rode i deres liv, på den anden.

Jeg kan godt tro på din eksistens som biografisk subjekt uden at ville forklare dine udtalelser i denne debat med henvisninger til dit liv i øvrigt.

Der er altså tre niveauer her:
1. Biografismen
2. Det underforståede biografiske subjekt
3. Udsigelsessubjektet

Jeg er et almindeligt menneske, en gennemsnitlig Q, samtidig er jeg stor fan af Herbjörg Wessmo. At se Ole B's film om DINA ... det var næsten overgreb og intet mindre end helligbrøde...

Om han kan det ene eller andet, er uinteressant. Det bedste han har lavet er "Nattevagten" ... og det forbliver nok det bedste, er min ydmyge formodning....

Fin blog. Interessant.

Haha, god kommentar Torben. Ornedal er bare på alle måder så skideirriterende og selvsmagende, og det er en fryd at se (læse) ham blive spiddet så grundigt. Biografismen er en tåbelig forenkling af forholdet mellem kunstner/værk/modtager, og alle der selv har forsøgt at skrive ved, at der alene er tale om et forsøg på at skabe en stemning af ophøjethed omkring skabelsesprocessen, der muligvis kan give respekt og virke kvindebedårende, men som i sidste ende ikke spiller den store rolle. Følelser er nok nødvendige for at skabe, men de skaber jo ikke noget i sig selv. Hvad forskel gør det, at Bornedal har følt store følelser, hvis hans film er noget lort? Og hvad forskel gør det, at han ikke har følt noget, hvis filmen virker? Vi skal kort sagt have fat i Ockhams ragekniv...

I øvrigt interessant at høre forskræppet om Bornedals nye film, Fri os fra det onde. Den handler om hvor dumt et svin et menneske kan være.

Det bliver spændende at se om han endnu en gang går ud og siger at alle hans film bare handler om ham selv...

Bornedal er i hvert fald selvsmagende og refererer til sit eget liv i dagens Politiken-artikel.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2