« Nietzsche: Menneskeligt, alt for menneskeligt | Forside | Bornedals biografistiske patos »

23.08.2007

Pierrot Lunaire i Diamanten

Fredag aften opføres komponisten Arnold Schönbergs hovedværk Pierrot Lunaire i Den sorte diamant med Secession Players Wien og Akiko Nakajima, og det bliver efter alt at dømme forrygende. Læs mere om koncerten her.

I programnoterne er der nogle ret poppede udtalelser fra min mund som udgangspunkt for artiklen. De er bittesmå uddrag af et langt interview over telefonen og er i øvrigt underkastet de sædvanlige interview-betingelser. Ideen er nok at gøre Schönberg spiselig for det brede publikum. Hvis man skulle være interesseret kan man læse teksten her:

Fredag d. 24 august står Arnold Schönberg på koncertprogrammet i Dronningesalen. Publikum vil lytte med blandede følelser. Schönberg er en komponist der deler vandene, han har ry for at være vanskelig.

Det er ikke helt retfærdigt, mener adjunkt Torben Sangild, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Det kan nemlig godt lade sig gøre at lytte sig ind i hjertet af Schönbergs radikalitet. ”Man kan sagtens få samme fornøjelse ved at lytte til Schönberg som til Beethoven. Det er et spørgsmål om åbenhed og tilvænning. Man skal bare ikke forvente at kunne synge med på melodien med det samme”.

I Dronningesalen synger sopran Akiko Nakajima opus 21 fra Pierrot Lunaire. ”Arnold Schönberg benytter sig her af Sprechgesang, hvor tonerne ikke synges, men reciteres som en blanding af tale og sang. I 1912, da værket blev skrevet, var det uhørt i klassisk musik, i dag burde det ikke forstyrre folk. Kan man lide cabaret og Osvald Helmuth, vil man også kunne lide Sprechgesang” lyder det opmuntrende fra Torben Sangild.

Fordi tonaliteten og fornemmelsen af harmoni er væk, har den komponerende Schönberg grebet ud efter tekst som pejlemærke. ”Når han komponerede atonalt var der ikke længere nogen konvention. Der var ingen regel for, hvordan man begyndte, kom videre eller sluttede, derfor er mange værker fra perioden skrevet over en tekst, hvor versefødder fungerer som de eneste holdepunkter.”

Torben Sangild kan ærgre sig over, at publikum ikke giver den østrigske komponist en chance. ”Ved siden af Stravinsky er han en af de helt store. Han fik en enorm indflydelse på de den moderne musik og dens udvikling, og blandt insidere er han kanoniseret,” siger Sangild.

Af jkp

Kommentarer

Hæhæ... ja, det er lidt poppet, men sammenligningen med revyvise-recitation er da rigtig nok. Til gengæld synes jeg, det er irriterende, at det er nødvendigt at berolige folk med, at det ikke er spor vanskeligt. I stedet kunne man jo gøre opmærksom på den attraktionskraft, der ligger i et udfordrende kunstværk.

Schönberg hadde for øvrig også diverse praksis i å skrive for cabaret i Berlin innen han komponerte Pierrot Lunaire. Så måske er det endog genre-messige forbindelser her? Iøvrigt er jeg enig med Jexper; det er litt påfallende - måske irriterende, måske trist - at man må berolige publikum. Dette er 100-år gammel "samtidsmusikk".....

Jeg er fuldstændig enig, og det var også mit udgangspunkt i samtalen: dette er gammel musik, hvor svært kan det være? Men det lader sig åbenbart ikke gøre at omtale Schönberg journalistisk uden at have det udgangspunkt at dette nok skræmmer folk væk fordi det er atonalt. At Schönberg - den konservative revolutionær - har fået det stigma at være indbegrebet af uforståelig musik.

Ensemblet havde til den i øvrigt glimrende koncert et helt andet udgangspunkt, idet omdrejningspunktet var Wien og nattevanvid. I første del var det således et par Schubert-lieder (bl.a. Nacht und Träume) der blev sunget/spillet.

Men det var tydeligt at der stadig blandt publikum befandt sig mennesker for hvem Schönberg lød mærkeligt. Ved siden af mig sad tre unge mennesker i begyndelsen af 20erne (tilsyneladende konservatoriestuderende), som udtrykte stor fremmedgjorthed, og som endda på et tidspunkt fik grineflip efter en lettere overraskende indsats til en af de første dele af Pierroi Lunaire. Heldigvis var jeg i zen-humør og kunne lukke dem ude, så det ikke forstyrrede mig synderligt, men jeg nåede lige at tænke "herregud"...

Kan godt lide sammenligneingen med Kabaret - ret oplagt, synes jeg, når du nu nævner det.
Og ellers enig med de herrer - det burde være undøvendigt at berolige publikum. Hvis det ellers var trykt tekster i koncertsalsprogrammet, er Pierrot Lunaire jo nem at følge med i - man kan jo følge teksten! Og det faktum at hun talesynger, gør da det, at man rent faktisk kan forstå hvad hun siger (hvilket ofte er så godt som umuligt under "normal" operasang...)

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2