Arkiv: januar 2008

« december 2007 | Forside | februar 2008 »

30.01.2008

Ny dansk kunst 07

Jeg er for nylig blevet hyret til at anmelde kunst på Politiken. (Jeg er derfor også stoppet med at anmelde filosofi på Jyllands-Posten). Min første anmeldelse er en boganmeldelse af Kopenhagens årbog Ny dansk kunst 07, som blev bragt i søndags. Den kan læses her.

Det er ikke let at anmelde en tyk årbog fuld af alle mulige tekster af meget forskellig slags på den lille plads man har i en avis. Det endte derfor med et rent fokus på debat-perspektivet. Nedenfor har jeg bragt et lille uddrag om de mere præsenterende side af bogen, som der ikke blev plads til.

Så skal jeg også bringe en rettelse: i avisversionen kom jeg til at skrive at Uwe Max Jensen anklagede Mette Sandbye for at ønske "politisk korrekt kunst". Det var en fejl, idet han kaldte det "kunstnerisk korrekt politisk kunst". Det gør naturligvis en forskel, og jeg beklager. Det er rettet i web-udgaven.

Fraklip fra anmeldelsen
Bogen prøver ikke at give et samlet overblik over hvad der skete i Danmark på kunstens område i 2007, men fokuserer specifikt på det, der kaldes samtidskunsten, hvilket vist betyder: det som er trendy og laves af kunstnere som er yngre end 45 (med enkelte undtagelser). Og det gør det til en mere fokuseret og gennemskuelig udgivelse. Her er ingen keramikvaser, men til gengæld Andreas Schulenbergs absurde keramikskulpturer. Her er ingen Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard, men masser af Jeppe Hein og Jesper Just. Den henvender sig til præcis dem der interesserer sig for hvad der rører sig på og omkring denne scene. Og det gør den godt.

Den centrale del udgøres af præsentationer af 61 udstillinger, der af redaktionen vurderes som ”markante”. Her er bredden stor – fra maleri til interventionskunst – og afspejler nutidskunstens udogmatiske forhold til medier og udtryksformer. Der er et væld af gode illustrationer og en præsenterende og (ofte rutinemæssigt) rosende tekst til hver udstilling. Undtagelsen til denne ukritiske stil finder man i omtalen af Hornsleths berygtede Uganda-projekt, hvor en fattig landsby fik geder og grise til gengæld for at tage navnet Hornsleth – her mere end antyder Mathilde Digmann at hun finder selvpromoveringen smagløs.

Et andet bidrag der skiller sig ud er Mikkel Bolt og Jakob Jakobsens rapport fra deres eget seminar om den situationistiske bevægelse i Folkets Hus, der ved et tilfælde fik en stærk aktualitet da Ungdomshuset lige var blevet ryddet og seminaret helt konkret blev flettet sammen med den nutidige aktivisme. Som der med et glimt i øjet står om det politiopbud der holdt til lige uden for seminaret: ”Det tog vi som et udtryk for at politiet også er interesseret i, hvordan kunst og revolution kan gå op i en højere enhed”.

24.01.2008

Selvsving

Det er interessant at se hvad der sker når medierne går i selvsving, og selv noget så harmløst som mine udtalelser om Facebook til Information kan ende som saftigt citat i en anden avis.

Jeg har netop fundet ud af at jeg i dagens MetroXpress er citeret øverst på en side med store typer for udsagnet (og kun udsagnet) "Facebook er først og fremmest overfladisk tidsspilde". Ved siden af denne one-liner er der et billede af mig fra år 1999, hvor min profil er skåret ud og sat på avissidens hoved, og der er nævnt at jeg selv (underforstået: alligevel) har en Facebook-profil.

MetroXpress.jpg

Nu var den citerede sætning jo altså blot en retorisk indledning til det store "men" som resten af mine udtalelser handlede om: at man sagtens kan få interessante ting ud af Facebook, at der sker sociale møder som ellers ikke ville være fundet sted, at det også er en platform for visse kunstnere og forfattere etc. Så budskabet var (og er) egentlig at Facebook godt kan noget.

Jeg er blot en lille forsker/blogger/freelancer, og oplever alligevel ofte at turen gennem de trykte medier er en forvrængning uden lige. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan det må være at være politiker eller berømthed. Men så længe det bare handler om mine selvfølgelige udtalelser om Facebook kan jeg stadig grine af det - og bruge denne weblog som et modsvar.

Se også
Kommentar til interviewet
Evaluering af Facebook

Ord der gør fysisk ondt

Der er visse ord og begreber som jeg ikke bryder mig om fordi de gør fysisk ondt når jeg hører dem. Jeg kan lige nu komme i tanker om to eksempler:

"Barberhøvl": Et meget ubehageligt ord for en barberskraber. En høvl er noget der skærer skiver af den overflade den kører henover - i dette tilfælde huden. At barberhøvlen skulle gøre det samme ved huden som en træhøvl gør ved et gulv eller (endnu værre) som en ostehøvl gør ved en ost, det er mig fysisk stærkt ubehageligt.

"En sød tand": Umiddelbart et uskyldigt udtryk, som jeg tror jeg er ret ene om at finde smertefuldt. Men det minder mig altså om tandpine. Jeg elsker chokolade og den slags, men det er altså ikke min tand der elsker det - det er min tunge. For min tand er sukker en fjende. En sød tand er en selvdestruktiv tand; en tand der beder om at blive boret.

Jeg mener at huske at der er flere ord der gør ondt på mig, og hvis jeg støder på dem (av!) vil jeg tilføje dem. Hvis du kender ord eller udtryk der gør ondt på dig, må du endelig bidrage.

23.01.2008

Interview om Facebook + Ejler Nyhavn

Jeg er blevet interviewet til Dagbladet Information om Facebook med særligt henblik på kunst og litteratur. Det kan læses her. Interviewet er blevet til under de sædvanlige betingelser.

Jeg vil gerne tilføje to af de pointer der ikke blev plads til i artiklen og så følge op på Ejler Nyhavn-historien:

1. Colonel / Thierry Geoffroy går dobbelt til Facebook som kunstner: han bruger det som redskab og undersøger det samtidig. Facebook bliver altså både materiale og indhold.

2. Forfatterne på Facebook bruger det ganske forskelligt. Mens nogen bruger det udelukkende som privatperson uden nogen litterære projekter, har andre et projekt med Facebook (som fx Ejler Nyhavn), og begge dele er helt fint. Det er klart at det er projekterne der er mest interessant i en større sammenhæng.

Interviewet fandt sted for et par uger siden, og i mellemtiden er der sket det at jeg har haft en længere Facebook-korrespondance med Ejler Nyhavn (om lyrik, jazz og andet). Han siger at det ikke er ham der har kommenteret i hans navn på min blog. Han henviser til at han skriver bedre vers end den "Ejler Nyhavn" der har kommenteret (med "dårlig versteknik" og "dårlige rim"). Hermed bliver det lidt kompliceret: hvem kan egentlig gøre krav på at være Ejler Nyhavn? Hvad er autentisk i denne sammenhæng? Han var i øvrigt også lidt fortørnet over at jeg regnede ham som en fiktiv person, men det må han finde sig i indtil han viser sig i den fysiske verden. Og måske er man ikke mindre værd for det. Jeg har i hvert fald nydt vores korrespondance.

Endelig bør det måske nævnes at der er kommet to Ejler Nyhavn-lignende figurer til: Preben Klystrup og Bing Ingerslev. Sidstnævnte virker som den mest interessante, og han mere end antyder at der står en "Lars" bag. Bukdahl? Skinnebach? Eller...?

Se også
Facebook - en evaluering

11.01.2008

Cover-versioner (hos Krogholm)

Blandt de cirka 800 emner, jeg gerne snart ville skrive et blog-indlæg om, er fænomenet: cover-versioner af musikalske numre. Hvad er en god coverversion? Hvilke typer coverversioner kan man tale om? Hvilken rolle spiller coverversioner i forhold til ideen om et værk? (Sagt mindre langhåret: i hvilken forstand er der tale om det samme nummer, og hvad betyder det at det er det samme? Hvor langt kan man gå før det ikke længere er det samme?). Nogle af disse spørgsmål knytter også an til remix-fænomenet, som jeg også gerne ville ytre mig mere om ved lejlighed.

Men da jeg ikke har lige så meget tid til at blogge som jeg har lyst, er det glædeligt at Claus Krogholm tager emnet op på sin blog, med udgangspunkt i nogle meget forskellige coverversioner af "Smells Like Teen Spirit". Det er indtil videre et herligt eksempel på hvordan en god weblog-diskussion (i den mere langhårede ende af spektret) kan udfolde sig i konstruktiv uenighed.

Læs og deltag i diskussionen her.

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2