Arkiv: februar 2008

« januar 2008 | Forside | marts 2008 »

26.02.2008

Stemmeret

Det er en almindelig opfattelse at ens (sang-)stemme er en del af ens personlighed, og udtrykker denne mere end noget andet instrument. Det kan man filosofere længe over, men nu har jeg opdaget at der også er et juridisk aspekt af stemmens identitet: både Bette Midler og Tom Waits har rettens ord for at deres stemmer er en del af deres personlige identitet.

Det har jeg skrevet et lille essay om på Det spekulative øre, hvor jeg gennemgår de to retssager og uddrager deres syn på stemmen som udtryk for identitet.

Læs mere her.

24.02.2008

Vinter-quiz: Liget uden hoved

Det er så småt ved at blive en tradition her på bloggen at jeg laver et quiz-spørgsmål pr. årstid, hvor præmien er at man kan udstikke et emne jeg skal skrive om. De andre gange er det rigtige svar kommet ret hurtigt, så jeg vil sørge for at det denne gang bliver svært. Tror jeg nok.

I skal gætte en roman, som jeg citerer fra nedenfor i den danske oversættelse. Hovedpersonens seksårige datter kommer løbende med et chokeret udtryk i ansigtet:

Jeg missede med øjnene og rystede på hovedet, endnu ikke vågen. "Hvad er der, Diana?"
Hun lod sig falde ned på bagdelen ved siden af mig og gispede efter vejret. "Far, du skal komme".
"Hvad er der? Hvad er der galt?"
"En mand, far!"
"En mand? Hvor?"
"Han er i stalden."
"Åh nej, ikke endnu en gæst!" stønnede jeg.
"Nej, ikke en gæst" sagde hun og tog en dyb indånding, hvorefter hun rynkede panden eftertænksomt. Senere undrede jeg mig over, hvordan hun kunne være så rolig og alvorlig. Hvorfor løb hun til mig og ikke til sin mor? Hvordan kunne hun lade være med at skrige efter det, hun havde set? Det var mit blod i hende, afgjorde jeg, den altid nysgerrige og altid rolige og besindige opdagers blod.
"Hvem er så denne mand?"
"Det ved jeg ikke, far!"
"En fremmed?"
Hun trak på skuldrene og rakte armene frem i en afmægtig gestus. "Jeg ved det ikke."
"Hvad mener du? Enten kender du manden, eller også kender du ham ikke."
"Jamen far, jeg kan ikke sige, om jeg kender ham, eller om jeg ikke kender ham!"
"Og hvorfor så ikke?" spurgte jeg irriteret.
"Fordi den stakkels mand ikke har noget hoved, far!"

Ja, den var svær, regner jeg med. Jeg giver ikke nogen bonusoplysninger med mindre der ikke kommer nogen rigtige svar i løbet af de næste par døgn. Så vil jeg give nogle hints, som burde lede til det rigtige svar. Altså: hvilken roman af hvilken forfatter? Præmien er at vælge et emne jeg skal skrive om.

22.02.2008

Det snurrar i min skalle

Jeg ved godt det er sent at omtale den, men hvis nogen endnu ikke har set den bedste musikvideo i 2007, nemlig Familjen: "Det snurrar i min skalle", så er den her. Den er lavet af Johan Söderberg, og sjældent har musik, billeder og et interessant indhold gået op i en højere enhed. Det er religionskritik med et twist, det er sjovt og skræmmende og helt vildt funky.

Jeg har set den igen og igen med jævne mellemrum i de sidste par måneder, og den bliver bare ved med at være god. Her er den:

20.02.2008

Cézanne & Giacometti

I dag åbner den store Louisiana-udstilling med Cézanne og Giacometti. Jeg har anmeldt udstillingen i Politiken, hvor den er slået stort op, og jeg vil anbefale enhver at se udstillingen.

Læs min anmeldelse her.

Nedenfor har jeg 17 supplerende bemærkninger til anmeldelsen og udstillingen:

Supplerende bemærkninger og noter til Cézanne/Giacometti
1. Den vigtigste sammenhæng mellem de to kunstnere er teoretisk, og handler om deres kunstsyn: Begge opfatter alle deres værker som ufærdige; som tilnærmelser til et ideal om at vise tingene synlige essens, at nå ud over tiden og øjeblikket ind til en kerne af sanselig sandhed om verden.

2. Forskellige kunstnere og tænkere har kunnet bruge Cézanne til alt muligt: fx symbolismen, den sene impressionisme, ekspressionismen, kubismen og den abstrakte kunst, der tager fat i hver deres aspekt. Han bliver næsten et spejl for æstetiske overvejelser. Det er han også for Giacometti, som gør kraftigt op med bl.a. den kubistiske opfattelse af Cézanne, i hvilken det malede motiv er et ligegyldigt påskud for at male kuber, kegler og kugler. Giacometti ser Cézanne som kritisk realist, som en der er optaget af tingene selv, og som mener, at vi bliver bedre til at se dem, hvis vi får et andet blik på dem gennem kunstens fremmedgørende virkemidler.

3. Giacometti ser Cézanne ligesom fænomenologien gør det, som et medie for refleksion over forholdet mellem sansning og virkelighed. Virkeligheden giver sig ikke i ét blik, for den er i konstant forandring, og eftersom både maleriet og skulpturen fryser øjeblikket, er det dømt til at mislykkes. Vi kan aldrig eftergøre perceptionen af virkeligheden i et kunstværk. Og dette er for Giacometti et vilkår. Hvor Cézannes værker er ufærdige er Giacomettis umulige at færdiggøre.

4. Man kan blive ved med disse mere teoretiske og æstetiske overvejelser i forlængelse af Giacomettis udsagn om Cézanne, og der er masser af læsestof om disse ting i det engelsksprogede katalog, som er markant større og flottere end det danske. Til gengæld er det sikkert dyrt, men jeg har ikke fået oplyst prisen.

5. Samtidig kan man også sidde i 2008 omgivet af samtidskunsten og tænke at disse overvejelser på sin vis hører en bestemt historisk epoke til; at det er andre spørgsmål der virker påtrængende for kunsten i dag. Min bemærkning om at Louisianas spidskompetence ligger i modernismen skal ses i dette lys. Og ligeså mit forslag om at lave en fremadrettet Giacometti-udstilling, der fokuserer på rummet og konteksten.

6. Jeg må derfor svare igen når visse koldkrigere mener at have fanget mig som ideologisk gammelmodernist fordi jeg kan hylde Louisianas udstilling. Men jeg er ikke koldkriger eller powerplayer; jeg er pluralist. Jeg mener ikke at det er et problem i sig selv at Louisiana præsenterer modernistisk kunst på modernismens præmisser. Det ville først være et problem hvis det var den eneste udstillingspraksis. Det er det heldigvis ikke. Nej, Cézanne og Giacometti er ikke politisk kunst. Men det betyder ikke at der ikke i sidste ende kan være et interessant gehalt som også rummer ideologiske og kulturkritiske perspektiver. Det handler om at se på verden og på mennesket på andre måder, som i dag måske er velkendte, som i deres respektive samtid bestemt ikke var det.

7. Jeg er meget fascineret af de Giacometti-figurer som er helt små, nærmest tændstik-størrelse, og som står på nogle gigantiske sokler. Det er lidt som om mennesket bliver meget småt og skrøbeligt og tynget voldsomt ned. Det er også som at se en skikkelse på lang afstand.

8. Der er noget Samuel Beckett over Giacometti. Mennesket skrællet ind til benet. Det er ikke kønt, men det er stærkt og lidt absurd.

9. Begge kunstnere er retinale, siger Poul Erik Tøjner, dvs. de fokuserer på det at se, snarere end på et indhold. Alligevel insisterede Giacometti på at objektet aldrig var lige meget - hverken hos Cézanne eller hos ham selv. Og jeg vil også vove at påstå at især det taktile, følesansen, spiller en stor rolle hos Giacometti. Og de surrealistiske værker taler desuden i høj grad til mellemgulvet og de indre organer.

10. Begge kunstnere er gestiske uden at være ekspressive.

11. Nogle af skulpturerne er placeret sådan at man ikke kan gå rundt om dem. Det er især de skulpturer som er buste-agtige, og som derfor har en klar forside. Men det er skulpturen som billede. Heldigvis er de fleste skulpturer placeret sådan, at man kan går rundt og se dem fra mange sider.

12. Jeg er fascineret af Cézannes ungdomsværk Mandlige og kvindelige badende (1870). Det er det mest dystre Cézanne-billede jeg kender. Det er enten overskyet på grænsen til torden eller også aften. Kroppene er meget skitseagtigt moduleret, og skikkelserne derfor utydelige, som de jo er når det er mørkt.

13. Jeg er fascineret af Giacomettis maleri Kvist i en vase, flasker og æbler (1957), ikke på grund af det kedelige motiov, men fordi maleriet nærmest er monokromt lysegråbrunt. Genstandende er kun skitseagtige silhuetter, der trues med at forsvinde i den lyse tåge.

14. Giacomettis portrætter er et kapitel for sig, og har gjort et stort indtryk på mig. Ikke mindst portrættet af Annette (1964), hvor øjnene suger alt til sig - næsten som på Arnold Schönbergs ekspressionistiske malerier, bare uden ekspressionismen.

15. Jeg gik ombord i Per Højholts bog, Cézannes metode (1967), men det er svært helt at se hvad det er, Cézanne gør for Højholt. Han forsøger at forklare det i kapitel 2, men lige nu kan jeg ikke huske andet end at Højholt forsøger at gøre det samme ved naturen i sine digte, som Cézanne gør i sine malerier.

16. Til gengæld kunne jeg skrive længe om Merleau-Pontys forhold til Cézanne, som det viser sig i essayet Cézannes tvivl (1946), for det har jeg læst adskillige gange og har også undervist i det. Af samme grund fører det for vidt at skrive om det her.

17. Det var en stor oplevelse og et stort privilegium at få lov at se udstillingen alene (dog omgivet af vagter). Jeg håber ikke at det store publikum som formentlig vil besøge udstillingen kommer til at forstyrre oplevelsen for meget ved at gå i vejen for hinanden og gøre det til en stressende oplevelse. Jeg vil anbefale at man tager derhen på et tidspunkt hvor der ikke er så mange andre - fx en tirsdag formiddag eller aften (Louisiana har nu aftenåbent fra mandag til fredag).

17.02.2008

Control og Joy Division

Jeg var inde at se filmen Control i går – den der handler om Ian Curtis fra Joy Division, set gennem hans kones øjne. Jeg var på forhånd lettere skeptisk, men jeg blev virkelig positivt overrasket. Det handler ikke mindst om de musikalske passager med bandet, der virkelig fremstår som band. Det skriver jeg lidt om her:

Få bands har betydet så meget for mig som Joy Division. Jeg har hørt deres tre albums igen og igen og igen i tre årtier, og de synes uopslidelige. Mens andre postpunk-bands, som jeg hørte mere dengang, er falmet betydeligt (fx Sisters of Mercy, Bauhaus, The Cure etc.), så står Joy Division tilbage som den mørke diamant, der ikke tæres af tiden. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor. Når jeg forsøger, havner jeg i autenticitetsklichéer om ’nerve’ og ’upolerethed’ og den slags, som ikke for alvor forklarer noget. Deres musik er så simpel at det virkelig ikke burde være noget særligt. En del af det er nok den måde, hvorpå Curtis’ eklatant uskolede stemme slynger sig ind og ud imellem de minimale bas- og guitarfigurer. Men det er ikke det hele. Jeg har lyst til at sige at det er melodierne – men de er så banale at det er svært at sandsynliggøre. Jeg kunne blive ved med disse forsøg, men sagen er slet og ret at Joy Divisions musik påvirker mig stærkere end noget andet af samme skuffe.

Min skepsis i forhold til filmen gik på at jeg egentlig hellere ville se dokumentarfilmen om bandet end den biografiske historie om Curtis. Der kan hurtigt gå Oliver Stone i den, og jeg var bange for flere faldgruber på én gang: at filmen ville glemme den musik der er hele grunden til at interessere sig for Curtis; at den ville give et unuanceret billede af Curtis; at den ville ty til biografistiske koblinger mellem liv og musik, og postulere at hver eneste Joy Division-sang var et produkt af hændelser i Curtis’ plagede liv. Men den holdt sig virkelig på måtten.

En del af grunden til dette er nok faktisk at konen, Debbie, har været inde over hele filmen, og derfor har kunnet korrigere diverse myter og give et nuanceret billede af Curtis. Man ser ikke bare en depressiv, asocial mand i en grå by. Man ser ikke bare manden der ikke kunne klare sit alt for tidlige ægte- og faderskab. Man ser fx også Curtis som den søde, samvittighedsfulde og imødekommene socialarbejder på den lokale arbejdsformidling. Der er i det hele taget en masse nuancer i personskildingen, og dramaerne er nedtonet og ofte tvetydige. Der er humor, tilfældigheder og snavset undertøj, langt fra den myte en Oliver Ornedal kunne have pumpet op.

Og så er der musikken, som igen gik lige i mit centralnervesystem. Og her skete det som reddede hele filmen for mig, og gør det ikke bare til en god film, men til en virkelig god film. Der er nemlig en række klip med bandet in action, og her er det faktisk skuespillerne der spiller numrene, og det gør de utroligt overbevisende. Det var næsten* umuligt at finde øjeblikke hvor ikke enhver af musikernes bevægelser stemmede perfekt med hvad vi hørte. Og netop fordi det er koncerter, accepterer vi at numrene lyder en smule andereledes end på pladen. Jeg har aldrig set noget så overbevisende i fænomenet skuespillere-spiller-musikere. De må virkelig have øvet sig intenst. Ikke at det i sig selv er svært at spille Joy Divisions numre (trommerne er det eneste som er lidt krævende i deres maskinelle præcision), men at spille det præcist som Joy Division, det er svært. Disse koncertoptagelser var for mig de mest intense øjeblikke i filmen; det var faktisk som om jeg sad og så Joy Division live. Jeg troede på illusionen.

Befriende var det også, at det ikke blev postuleret at Joy Division var Ian Curtis, og at sangene og hans sceneoptræden var direkte forlængelser af hans liv. De andre bandmedlemmer var distinkte personligheder trods at de var biroller i filmen. Kun i forhold til ”She’s Lost Control” of ”Love Will Tear Us Apart” blev der knyttet an til specifikke oplevelser, og hvad førstnævnte angår er det vist et faktum at teksten handler om en epileptisk pige. Det genrelle billede er, at Curtis er en anden når han går på scenen, og at bandet skaber en musikalsk dynamik sammen, der faktisk handler om at spille.

*Nørd-note: Den elektriske tromme i ”Insight” ser man aldrig – man hører den kun. Og det kunne se ud som om den ikke er på trommesættet. Der er sikkert flere andre småting, som andre nørder har spottet.

14.02.2008

Bliven-dyr, grynt og sprogets grænse i rockmusikken

Jeg elsker når Nick Cave bliver et dyr, når hans stemme efterhånden slipper sproget og eksalterer i dyriske grynt. Det er især i de gamle Birthday Party-numre, man hører det: fx "Happy Birthday" og "King Ink".

Som ung elskede jeg også når Peter A.G. fra Gnags råbte ekstatiske vrøvleord som "hulled" ved live-koncerter når det gik højt. (Efterhånden blev det dog manér og Gnags blev kedeligere og kedeligere).

Det er et par dyriske eksempler på hvordan sangeren kan udtrykke en frustration over at sproget ikke slår til. Kom gerne med flere - helst nogen hvor sproget glider ud i det dyriske. Og jeg tænker ikke på be-bop-a-lula her; man skal have en fornemmelse af at der er tale om spontane grynt (uanset hvor iscenesatte de så end er).

Den amerikanske rockskribent Greil Marcus går så vidt som til at sige at rockmusik er bedst når man fornemmer en frustration hos sangeren over at ord ikke slår til. Det er en typisk bombastisk generalisering af et enkelt virkemiddel, men man må da give ham at det har noget. Han taler ikke om det dyriske, og der er jo netop også mange andre måder man kan udtrykke sprogets begrænsning. Ikke mindst ved at skrige, som mange rocksangere jo gerne gør.

13.02.2008

Satire, 80'er-maleri og memento mori

I lørdags havde jeg tre små kunstanmeldelser i Politiken:
- Surrends satiriske plakater (se her)
- Ismar Cirkinagics planter fra bosniske massegrave (se her)
- A.R. Pencks malerier (se her)

Der var desværre sket en fejl i avisen, så billedet (fra Herbarium) var blevet beskåret så man kun så det ene hjørne af det. Det gav et manglende eller forkert indtryk af det æstetiske.

Spørgsmål, kommentarer og diskussion er velkomne.

05.02.2008

Hvem vil til bondefanger-middag?

Jeg har fået en personlig invitation fra bondefanger-foretagenet EcomTrainers / StoresOnline. De har fået fat i min postadresse (formentlig fordi nogen ulovligt har distribueret den videre i forbindelse med en formular jeg har udfyldt på nettet), og har sendt mig et brev med en indbydelse med ledsager til middag på SAS Radisson, hvor jeg ikke blot bliver overdænget med tvivlsomme gaver, men også får en middag og et kursus i at tjene lette penge på nettet.

Bondefangeri.JPG

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at det de gør er ulovligt (eller burde være det); at de vil bruge deres talegaver til at overtale dem der møder frem til at skrive under på tvivlsomme kontrakter; at dem der slår til ikke kommer til at tjene pengene hjem; at hele foretagenet er en stor modbydelig omgang svindel.

Jeg kan undre mig lidt over at jeg regnes for målgruppen, men det kan jo være et tegn på at de ikke ved andet om mig end min postadresse.

Jeg hader bondefangeri. Jeg hader det virkelig. Jeg synes ikke det er en uskyldig ting. Dem der hopper på limpinden er som oftest de svageste og mest desperate. De er nemmest at narre. Jeg hader spam, pyramidespil, kvaksalveri og tricktyveri. Jeg hader allerede firmaet StoresOnline - eller Ecomtrainers eller hvad de nu hedder. For det er mistænkeligt nok ganske uklart hvem der står bag invitationen.

Jeg troede i øvrigt ikke at plattenslageren Anders Bircow (ham den lille fra Linje 3) kunne synke dybere end han allerede havde gjort, men det viser sig at han er dybt involveret i at score kassen på pyramidespil-lignende bondefangeri.

Men tilbage til min invitation. I stedet for bare at brokke mig, så ville jeg gerne ramme de ansvarlige. Med lovlige midler. Genere dem så de ikke har så let ved deres platte spil. Gå til middagen og spytte dem ansigtet. Optage det hele med skjult kamera og finde ud af hvem de folk er. Klandre Radisson SAS for at lægge lokaler til den slags pis. Lave en aktion der får mødelederne til at tabe ansigt. Eller noget.

Men egentlig er jeg ikke den rette til det. Jeg har for travlt og er ikke fræk nok. Jeg er ikke nogen Morten Spiegelhauer. Så egentlig vil jeg gerne give budet videre til nogen der har tid, lyst og overskud til at gå derhen. Der er tre muligheder: Onsdag 13/2 kl. 18, torsdag 14/2 kl. 12 og samme dag kl. 18. Det er altså på Radisson SAS, Hammerichsgade 14 i København. Gå derhen og lav en happening eller optag det hele og opsnap nogle navne på bagmændende.

Der er bare et problem. For at aktivere invitationen skal man ringe på et nummer og indtaste en kode. Jeg er bange for at hvis jeg udleverer min personlige kode, så får jeg ikke fred for dem (og deres "samarbejdspartenere") i al fremtid. Og det slår mig at der måske slet ikke er nogen middag, men at de blot skal have folk til at aktivere koden.

Men måske er der en måde at komme uden om denne tilmelding på? Er du journalist eller har du lyst til at nakke nogle bondefangere, så skal du være velkommen til at sende mig en email og få detaljer omkring arrangementet og min invitation. Og husk: invitationen gælder for to personer!

04.02.2008

Roy er tilbage

Roy Jensen er tilbage! Roys Container er måske det mest originale bidrag til det danske sprog i nyere tid og en af de mest originale og morsomme skribenter. Jeg tøver ikke med at sige det: Roy ere gheniaal!

(For dem som ikke fatter en meter: Roy skrev for år tilbage på Roys Container sin weblog i et sært sprog om nutiden set gennem en åndeligt set meget gammeldags person. Sproget, som er svært at bestemme er dansk, stavet lidt i stil med 1800-tals retsstavning, men bare langt værre.)

Vi var en trofast læserskare der græd da Roys container gik i stå. Nu jubler vi over hans genkomst i den nye Roys Container. Her til aften har han åbent hus hvor man kan spørge ham om alt. Vær vis på at han har sin helt egen vinkel på tingene. (Husk at klik på kommentarerne på forsiden - de er lige lovligt diskret markeret).

Nu mangler vi bare et arkiv med alle de gamle blogposter, inklusive kommentarer. Få nu fingeren ud af mæhren, Roy, og publicer dine samlede værker!

03.02.2008

Skulpturi.dk - Kritisk form

Skulpturi.dk's udstilling "Kritisk form" tager ikke skulpturmediet højtideligt, men udstiller toiletrullerør, kasseboner og udtrådte kondisko. Det er konceptuel skulptur, og der er mange gode og sjove værker imellem, men de bliver ikke allesammen formidlet klart nok, og udstillingens undertitel "skulpturen som samfundsrevser" og den generelle selvopfattelse af at provokere publikum holder ikke helt vand.

Jeg har anmeldt udstillingen i Politiken.

02.02.2008

Google-lyrik

Jeg bor i hus. Tyverisikring. Se dit hus med tyvens øjne. Test dit hus. Jeg bygger om. Jeg flytter. Jeg er ikke hjemme. Jeg er hjemme. Mit indbo. Nabohjælp!

Dette prosadigt er ikke skrevet af nogen. Det fremkom som et resultat af Google-søgningen "huset med øjne" (uden anførselstegn). Men det er ikke desto mindre stærkt udtryksfuldt. Endnu et bevis for at den romantiske ide om at et emotionelt stærkt kunstnerisk udtryk kommer fra en kunstner i affekt, er en myte. Død over den romantisk-ekspressionistiske udtryksteori! Længe leve den objektive sensibilitet!

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2