« Satire, 80'er-maleri og memento mori | Forside | Control og Joy Division »

14.02.2008

Bliven-dyr, grynt og sprogets grænse i rockmusikken

Jeg elsker når Nick Cave bliver et dyr, når hans stemme efterhånden slipper sproget og eksalterer i dyriske grynt. Det er især i de gamle Birthday Party-numre, man hører det: fx "Happy Birthday" og "King Ink".

Som ung elskede jeg også når Peter A.G. fra Gnags råbte ekstatiske vrøvleord som "hulled" ved live-koncerter når det gik højt. (Efterhånden blev det dog manér og Gnags blev kedeligere og kedeligere).

Det er et par dyriske eksempler på hvordan sangeren kan udtrykke en frustration over at sproget ikke slår til. Kom gerne med flere - helst nogen hvor sproget glider ud i det dyriske. Og jeg tænker ikke på be-bop-a-lula her; man skal have en fornemmelse af at der er tale om spontane grynt (uanset hvor iscenesatte de så end er).

Den amerikanske rockskribent Greil Marcus går så vidt som til at sige at rockmusik er bedst når man fornemmer en frustration hos sangeren over at ord ikke slår til. Det er en typisk bombastisk generalisering af et enkelt virkemiddel, men man må da give ham at det har noget. Han taler ikke om det dyriske, og der er jo netop også mange andre måder man kan udtrykke sprogets begrænsning. Ikke mindst ved at skrige, som mange rocksangere jo gerne gør.

Kommentarer

Et nyere band der gør det ret godt er Animal Collective. Bedste eksempel er måske sangen Grass fra Feels-albummet, hvor en ellers melodisk popsang afbrydes af et omkvæd hvor eneste vokal er en vildt, ekstatisk primalskrig.

http://youtube.com/watch?v=IgCmMnTdZuQ

Bjørk brugte slet ikke ord i en periode - da hun sang i Kukl, mener jeg. Og hendes forklaring var vist noget med at ord ikke slog til, når følelser skulle formidles.

Der er mange eksempler hos John Cale, fx "Fear (is a man's best friend)". Da jeg ikke lige kan finde den på Youtube er her i stedet et link til "Heartbreak Hotel", hvor "so lonely I could die" glider over i en form for animalsk dødsskrig http://www.youtube.com/watch?v=AHF7b326ydg
(og så er det med Andy Summers fra Police på guitar!)

Ryan Adams' "Fuck the Universe" fra den kongeniale Love Is Hell.

Der går udsagnet I'm a faker over i rent primalskrig og distortionopløsning.

Nummeret kan høres hvis man trykker på play-knappen i første indlæg her: http://mog.com/music/Ryan_Adams/Love_Is_Hell

Arto Lindsay i det gamle DNA er et godt bud.

Synes også noget af det gamle Throbbing Gristle live kan være rimelig derhen ad.

Og måske er den lidt tynd men med lidt overdreven god vilje er noget af Tom Waits piratdyrs lyde og lidt tæt på.

Og stadig med den gode vilje intakt kan man måske gå så langt og sige at Elisabeth Fraser fra Cocteau Twins kunne lyde som det blideste (dog temmeligt insisterende) dyr når hun gik i selvsving med hendes glossolalia som det hedder.

Tak for input og links.

Jeg ved ikke helt om Björks vrøvesprog falder i denne kategori. Elizabeth Fraser kan jeg bedre acceptere - ikke fordi hun synger vrøvleord, men snarere fordi hendes særegne knæk med stemmen har noget overmenneskeligt over sig. Men måske er det en bliven-engel snarere end en bliven-dyr?

Du får lige den her med fra Skinny Puppy. Der er næsten altid noget bestialsk over sangen hos Skinny Puppy - og sangeren hedder da heller ikke for ingenting Nivek Ogre. http://www.youtube.com/watch?v=bFgUV44TTpY

Diamanda Galás kan godt kom tæt på det dyriske - eller måske djævelske? Hendes teknisk overlegenhed gør at hun måske aldrig helt når derhenne. I de senere år kan der også kom nogle troldeagtige ur-lyde ude af Mark E. Smith, hvis han har glemt at sætte sin gebis på plads! Og så er der Nick Cave's gammel legekammarat Blixa Bargeld ...

Mary Margaret O'Hara? Damo Suzuki? Jim Thirlwell? Alan Vega?

Der var et vidunderligt engelsk anarcho-syndicalist thrash-punk band CrAss (med den obligatoriske cirkel rund om a'et) jeg havde fornøjelse at se live engang i starten af 80'erne. De ku' skrige.

Naturligvis: Galás og Blixa er selvskrevne!

Jeg havde i øvrigt fornøjelsen af at interviewe Diamanda Galás tilbage i 1996, hvilket var en stor oplevelse. Det var mit første interview med en udenlandsk stjerne, og jeg var lidt nervøs - også fordi jeg forestillede mig at hun muligvis ville være arrogant. Men hun var helt vildt sød, vi havde en dejlig snak, og på min opfordring tog hun et nummer med i koncerten, som hun ellers ikke skulle have spillet - "Last Man Down".

Nå, gamle minder. Kan være jeg skulle lægge interviewet ud på nettet snart...

Lige et par indspark :

Mike Patton - http://youtube.com/watch?v=mwrMdusKOMw

Typisk volapyk growl og skrig fra Mike Patton - som iøvrig har lagt lyd på monstrene i fiaskofilmen "I Am Legend".

Naked City - http://youtube.com/watch?v=sBQDepf7sFA

Volapyk growl igen igen

Atari Teenage Riot (To skrigeballoner + en MC) - http://youtube.com/watch?v=gLvVJ1fipMM

Alec Empire og Henan Elias i deres velmagtsdage - en masse skrig kryderet med slagord "go", "Atari Teenage Riot", "Fuck", etc.

Deftones - http://youtube.com/watch?v=w4rdW9a7vQs

Metal skrål fra Chino Moreno...

Mugison - http://www.youtube.com/watch?v=_nX3K54ia08

Det islandske svar på en krydsning af Beck og Tom Waits...

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2