« Control og Joy Division | Forside | Det snurrar i min skalle »

20.02.2008

Cézanne & Giacometti

I dag åbner den store Louisiana-udstilling med Cézanne og Giacometti. Jeg har anmeldt udstillingen i Politiken, hvor den er slået stort op, og jeg vil anbefale enhver at se udstillingen.

Læs min anmeldelse her.

Nedenfor har jeg 17 supplerende bemærkninger til anmeldelsen og udstillingen:

Supplerende bemærkninger og noter til Cézanne/Giacometti
1. Den vigtigste sammenhæng mellem de to kunstnere er teoretisk, og handler om deres kunstsyn: Begge opfatter alle deres værker som ufærdige; som tilnærmelser til et ideal om at vise tingene synlige essens, at nå ud over tiden og øjeblikket ind til en kerne af sanselig sandhed om verden.

2. Forskellige kunstnere og tænkere har kunnet bruge Cézanne til alt muligt: fx symbolismen, den sene impressionisme, ekspressionismen, kubismen og den abstrakte kunst, der tager fat i hver deres aspekt. Han bliver næsten et spejl for æstetiske overvejelser. Det er han også for Giacometti, som gør kraftigt op med bl.a. den kubistiske opfattelse af Cézanne, i hvilken det malede motiv er et ligegyldigt påskud for at male kuber, kegler og kugler. Giacometti ser Cézanne som kritisk realist, som en der er optaget af tingene selv, og som mener, at vi bliver bedre til at se dem, hvis vi får et andet blik på dem gennem kunstens fremmedgørende virkemidler.

3. Giacometti ser Cézanne ligesom fænomenologien gør det, som et medie for refleksion over forholdet mellem sansning og virkelighed. Virkeligheden giver sig ikke i ét blik, for den er i konstant forandring, og eftersom både maleriet og skulpturen fryser øjeblikket, er det dømt til at mislykkes. Vi kan aldrig eftergøre perceptionen af virkeligheden i et kunstværk. Og dette er for Giacometti et vilkår. Hvor Cézannes værker er ufærdige er Giacomettis umulige at færdiggøre.

4. Man kan blive ved med disse mere teoretiske og æstetiske overvejelser i forlængelse af Giacomettis udsagn om Cézanne, og der er masser af læsestof om disse ting i det engelsksprogede katalog, som er markant større og flottere end det danske. Til gengæld er det sikkert dyrt, men jeg har ikke fået oplyst prisen.

5. Samtidig kan man også sidde i 2008 omgivet af samtidskunsten og tænke at disse overvejelser på sin vis hører en bestemt historisk epoke til; at det er andre spørgsmål der virker påtrængende for kunsten i dag. Min bemærkning om at Louisianas spidskompetence ligger i modernismen skal ses i dette lys. Og ligeså mit forslag om at lave en fremadrettet Giacometti-udstilling, der fokuserer på rummet og konteksten.

6. Jeg må derfor svare igen når visse koldkrigere mener at have fanget mig som ideologisk gammelmodernist fordi jeg kan hylde Louisianas udstilling. Men jeg er ikke koldkriger eller powerplayer; jeg er pluralist. Jeg mener ikke at det er et problem i sig selv at Louisiana præsenterer modernistisk kunst på modernismens præmisser. Det ville først være et problem hvis det var den eneste udstillingspraksis. Det er det heldigvis ikke. Nej, Cézanne og Giacometti er ikke politisk kunst. Men det betyder ikke at der ikke i sidste ende kan være et interessant gehalt som også rummer ideologiske og kulturkritiske perspektiver. Det handler om at se på verden og på mennesket på andre måder, som i dag måske er velkendte, som i deres respektive samtid bestemt ikke var det.

7. Jeg er meget fascineret af de Giacometti-figurer som er helt små, nærmest tændstik-størrelse, og som står på nogle gigantiske sokler. Det er lidt som om mennesket bliver meget småt og skrøbeligt og tynget voldsomt ned. Det er også som at se en skikkelse på lang afstand.

8. Der er noget Samuel Beckett over Giacometti. Mennesket skrællet ind til benet. Det er ikke kønt, men det er stærkt og lidt absurd.

9. Begge kunstnere er retinale, siger Poul Erik Tøjner, dvs. de fokuserer på det at se, snarere end på et indhold. Alligevel insisterede Giacometti på at objektet aldrig var lige meget - hverken hos Cézanne eller hos ham selv. Og jeg vil også vove at påstå at især det taktile, følesansen, spiller en stor rolle hos Giacometti. Og de surrealistiske værker taler desuden i høj grad til mellemgulvet og de indre organer.

10. Begge kunstnere er gestiske uden at være ekspressive.

11. Nogle af skulpturerne er placeret sådan at man ikke kan gå rundt om dem. Det er især de skulpturer som er buste-agtige, og som derfor har en klar forside. Men det er skulpturen som billede. Heldigvis er de fleste skulpturer placeret sådan, at man kan går rundt og se dem fra mange sider.

12. Jeg er fascineret af Cézannes ungdomsværk Mandlige og kvindelige badende (1870). Det er det mest dystre Cézanne-billede jeg kender. Det er enten overskyet på grænsen til torden eller også aften. Kroppene er meget skitseagtigt moduleret, og skikkelserne derfor utydelige, som de jo er når det er mørkt.

13. Jeg er fascineret af Giacomettis maleri Kvist i en vase, flasker og æbler (1957), ikke på grund af det kedelige motiov, men fordi maleriet nærmest er monokromt lysegråbrunt. Genstandende er kun skitseagtige silhuetter, der trues med at forsvinde i den lyse tåge.

14. Giacomettis portrætter er et kapitel for sig, og har gjort et stort indtryk på mig. Ikke mindst portrættet af Annette (1964), hvor øjnene suger alt til sig - næsten som på Arnold Schönbergs ekspressionistiske malerier, bare uden ekspressionismen.

15. Jeg gik ombord i Per Højholts bog, Cézannes metode (1967), men det er svært helt at se hvad det er, Cézanne gør for Højholt. Han forsøger at forklare det i kapitel 2, men lige nu kan jeg ikke huske andet end at Højholt forsøger at gøre det samme ved naturen i sine digte, som Cézanne gør i sine malerier.

16. Til gengæld kunne jeg skrive længe om Merleau-Pontys forhold til Cézanne, som det viser sig i essayet Cézannes tvivl (1946), for det har jeg læst adskillige gange og har også undervist i det. Af samme grund fører det for vidt at skrive om det her.

17. Det var en stor oplevelse og et stort privilegium at få lov at se udstillingen alene (dog omgivet af vagter). Jeg håber ikke at det store publikum som formentlig vil besøge udstillingen kommer til at forstyrre oplevelsen for meget ved at gå i vejen for hinanden og gøre det til en stressende oplevelse. Jeg vil anbefale at man tager derhen på et tidspunkt hvor der ikke er så mange andre - fx en tirsdag formiddag eller aften (Louisiana har nu aftenåbent fra mandag til fredag).

Kommentarer

Hej Torben
Tak for dine reflektioner:

Lad mig først sige at jeg er stor Giacometti beundrer. Det er først og fremmest Louisiana's fortjeneste..tak, tak..ja det ligger i tiden at takke og fortælle om det hårde arbejde med kunst. I 30 år har jeg bevæget mig på Louisiana's bonede gulve. Kender nok alle de permanente Giacommetti værker som lommeuldet i min tomme lomme. Ja..du siger det selv..PENGE...MONEY...VALUE.Det er jo klart at man kan stable 'hårdt op' når man allerede har permanente værker til at 'stå frem'. Men det har vi jo set. så på med en teoretisk 'Cezanne'..Yes, og så er der value for money.

Jeg tror faktisk at Giacometti var flintrende ligeglad med et, to eller tre stykker bløde og hårde frugter !! Qoute: 'If I make a tree, it can only come out a banal little tree that has already been made before'...Beklager, men jeg køber ikke denne 'teoretiske' fiasko !!!

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2