Torben Sangilds weblog

Få bands har betydet så meget for mig som Joy Division. Jeg har hørt deres tre albums igen og igen og igen i tre årtier, og de synes uopslidelige. Mens andre postpunk-bands, som jeg hørte mere dengang, er falmet betydeligt (fx Sisters of Mercy, Bauhaus, The Cure etc.), så står Joy Division tilbage som den mørke diamant, der ikke tæres af tiden. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor. Når jeg forsøger, havner jeg i autenticitetsklichéer om ’nerve’ og ’upolerethed’ og den slags, som ikke for alvor forklarer noget. Deres musik er så simpel at det virkelig ikke burde være noget særligt. En del af det er nok den måde, hvorpå Curtis’ eklatant uskolede stemme slynger sig ind og ud imellem de minimale bas- og guitarfigurer. Men det er ikke det hele. Jeg har lyst til at sige at det er melodierne – men de er så banale at det er svært at sandsynliggøre. Jeg kunne blive ved med disse forsøg, men sagen er slet og ret at Joy Divisions musik påvirker mig stærkere end noget andet af samme skuffe.

Min skepsis i forhold til filmen gik på at jeg egentlig hellere ville se dokumentarfilmen om bandet end den biografiske historie om Curtis. Der kan hurtigt gå Oliver Stone i den, og jeg var bange for flere faldgruber på én gang: at filmen ville glemme den musik der er hele grunden til at interessere sig for Curtis; at den ville give et unuanceret billede af Curtis; at den ville ty til biografistiske koblinger mellem liv og musik, og postulere at hver eneste Joy Division-sang var et produkt af hændelser i Curtis’ plagede liv. Men den holdt sig virkelig på måtten.

En del af grunden til dette er nok faktisk at konen, Debbie, har været inde over hele filmen, og derfor har kunnet korrigere diverse myter og give et nuanceret billede af Curtis. Man ser ikke bare en depressiv, asocial mand i en grå by. Man ser ikke bare manden der ikke kunne klare sit alt for tidlige ægte- og faderskab. Man ser fx også Curtis som den søde, samvittighedsfulde og imødekommene socialarbejder på den lokale arbejdsformidling. Der er i det hele taget en masse nuancer i personskildingen, og dramaerne er nedtonet og ofte tvetydige. Der er humor, tilfældigheder og snavset undertøj, langt fra den myte en Oliver Ornedal kunne have pumpet op.

Og så er der musikken, som igen gik lige i mit centralnervesystem. Og her skete det som reddede hele filmen for mig, og gør det ikke bare til en god film, men til en virkelig god film. Der er nemlig en række klip med bandet in action, og her er det faktisk skuespillerne der spiller numrene, og det gør de utroligt overbevisende. Det var næsten* umuligt at finde øjeblikke hvor ikke enhver af musikernes bevægelser stemmede perfekt med hvad vi hørte. Og netop fordi det er koncerter, accepterer vi at numrene lyder en smule andereledes end på pladen. Jeg har aldrig set noget så overbevisende i fænomenet skuespillere-spiller-musikere. De må virkelig have øvet sig intenst. Ikke at det i sig selv er svært at spille Joy Divisions numre (trommerne er det eneste som er lidt krævende i deres maskinelle præcision), men at spille det præcist som Joy Division, det er svært. Disse koncertoptagelser var for mig de mest intense øjeblikke i filmen; det var faktisk som om jeg sad og så Joy Division live. Jeg troede på illusionen.

Befriende var det også, at det ikke blev postuleret at Joy Division var Ian Curtis, og at sangene og hans sceneoptræden var direkte forlængelser af hans liv. De andre bandmedlemmer var distinkte personligheder trods at de var biroller i filmen. Kun i forhold til ”She’s Lost Control” of ”Love Will Tear Us Apart” blev der knyttet an til specifikke oplevelser, og hvad førstnævnte angår er det vist et faktum at teksten handler om en epileptisk pige. Det genrelle billede er, at Curtis er en anden når han går på scenen, og at bandet skaber en musikalsk dynamik sammen, der faktisk handler om at spille.

*Nørd-note: Den elektriske tromme i ”Insight” ser man aldrig – man hører den kun. Og det kunne se ud som om den ikke er på trommesættet. Der er sikkert flere andre småting, som andre nørder har spottet.