« Google-lyrik | Forside | Roy er tilbage »

03.02.2008

Skulpturi.dk - Kritisk form

Skulpturi.dk's udstilling "Kritisk form" tager ikke skulpturmediet højtideligt, men udstiller toiletrullerør, kasseboner og udtrådte kondisko. Det er konceptuel skulptur, og der er mange gode og sjove værker imellem, men de bliver ikke allesammen formidlet klart nok, og udstillingens undertitel "skulpturen som samfundsrevser" og den generelle selvopfattelse af at provokere publikum holder ikke helt vand.

Jeg har anmeldt udstillingen i Politiken.

Kommentarer

Hvad synes du egentlig om at skulle karakteranmelde kunst (altså give X ud af Y hjerter)? Finder kunstanmeldere, eller i hvert fald du, generelt den slags lige til højrebenet, eller forekommer det ikke én lidt akavet? Det er naturligvis en Politiken-konvention, men derfor må man alligevel have nogle betænkeligheder, selv om man måtte kunne affinde sig med systemet.

Man må vel gøre sig selv nogen tanker om den slags, om karakteranmeldelsesgivningsprocessen så foregår bevidst eller intuitivt - eller ad hoc, hvis man skulle være kynisk.

Det er et godt spørgsmål, som kræver et nuanceret svar.

Mit professionelle svar er at hjertesystemet er præmissen for at skrive på Politiken (sammen med en række andre konventioner). Hvis ikke jeg kan affinde mig med det, skal jeg ikke anmelde der. Så det kan jeg godt. Ingen klynkeri herfra.

Når det er sagt, så er der ind imellem nogle problemer og irritationer forbundet med at alt skal have en hjerte-karakter som overskrift:

1. Den er det første man ser, og den kan nogle gange skygge for nuancerne i teksten selv. Jeg opfordrer hermed alle til aldrig at vurdere en anmeldelses udsagn på antallet af hjerter. Læs altid teksten nedenunder og find ud af hvad kritikken/begejstringen præcist går på.

2. Det kan tit være svært at bestemme sig for en karakter, og der er ikke nogen klare retningslinjer for dem. Ofte vil man ligge på 3½ eller 4½, men der gives ikke halve karakterer. Ofte giver det slet ikke mening at give karakterer. Som faste læsere af bloggen vil kunne huske var der nogen der spurgte hvorfor jeg kun gav Heideggers hovedværk Væren og tid 5 stjerner i Jyllands-Posten (se her), og det kan jeg sådan set godt forstå. Men det at skulle give et filosofisk hovedværk karakterer er i sig selv en umulig opgave, og retningslinjen var at jeg skulle anmelde værket qua oversat og introduceret på dansk, og da jeg fandt et par småfejl og i øvrigt faktisk mener at Heidegger er problematisk på nogle punkter (som der kun er plads til at antyde i en anmeldelse), blev det altså 5 stjerner. Igen apellerede jeg til at man læser hvad jeg skriver frem for at fiksere på karakteren. Og igen: jeg kan sagtens affinde mig med det, for ellers kan jeg jo bare sige nej til at anmelde.

3. Ind imellem har jeg faktisk glædet mig over at der var karakterer. Det var især i min tid som musikanmelder på JAM Magazine og senere Blender, at jeg erfarede at karakteren nogle gange kan give én den frihed at man kan bruge den korte plads på at beskrive musikken uden at skulle samle op til sidst i anmeldelsen og sige: ja, pladen er altså god, men så god er den heller ikke. Disse sætninger er tit ikke så spændende at skrive, men en anmeldelse skal fælde en dom. Nogle gange kan man lade den præge ens beskrivelser og behøver så ikke skære det ud i pap hvis man giver en karakter.

4. Punkt 3 modsiger tilsyneladende punkt 1. Men det er fordi det ikke er så simpelt når det kommer til stykket. Der er to sider af den her sag.

5. Grunden til at Politiken har hjerter, er at de kan bruges i iByen-sektionen til oversigterne, så man hurtigt kan danne sig et overblik. Det kan man så nyde eller hade alt efter temperament. Uanset hvad, så er der mange der bruger dem som forbrugeroplysning på godt og ondt. Jeg gør det selv.

6. Det har altid undret mig at bøger er undtaget fra hjerte-systemet i Politiken. Er det fordi bøger opfattes som hævet over andre udtryksformer? har jeg tænkt. Svaret er vist nok historisk/strukturelt: det handler om at Bøger har sin egen redaktion med sine egne retningslinjer.

Nu er der kommet en "læseranmeldelse" på politiken.dk, der venligt kommenterer min anmeldelse.

Her vil jeg bare understrege at det som Gunhild Paabøl opfatter som en skepsis over for kunstnerstyrede udstillinger, faktisk er en respekt for samme. Det jeg skriver er jo at skulpturi.dk ikke har de privilegier, som visse kunstnersammenslutninger har haft i årtier, nemlig en særret til at udstille på Charlottenborg en gang om året.

Noget tyder på at Paabøl har misforstået denne bemærkning og overset ordet "uden" i sætningen "Det er kunstnerstyret og kan minde om en slags åben kunstnersammenslutning uden hæderkronede privilegier om årlige udstillinger på prominente steder."

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2