Underskriftindsamlinger på nettet
Jeg modtager jævnligt emails med opfordringer til at "skrive under" på denne eller hin gode sag. Man skal bare klikke på et link og udfylde ens navn, så er den ged som regel barberet. Nogle gange skal man dog udfylde flere ting, såsom postnummer eller email-adresse.
Som regel opfatter jeg den slags henvendelser som en slags velmenende kædebreve uden politisk effekt, og gør derfor ikke mere ud af det. Enkelte gange har jeg dog alligevel "skrevet under", såsom for nylig med Tibet, for hvis nu der var en effekt af det vil jeg da ikke være smålig. Men jeg er meget i tvivl om, hvorvidt det hjælper noget som helst.
Nu spørger jeg så folk der er klogere end mig:
1. Er der nogensinde en politisk effekt af disse online-undersøgelser? Eksempler udbedes.
2. Har de samme status som rigtige underskrifter?
--2a. Hvis nej, hvilken status har de så?
--2b. Hvis ja, hvordan kan de have det, når man så let som ingenting kan skrive en masse navne på?
3. Hvad sker der egentlig med "underskrifterne"? Ligger de bare på en lang liste på en hjemmeside, og så sender man den kinesiske regering en email med "hey, vi har en million underskrifter for Dalai Lama, klik her og så tror jeg nok I vil ændre jeres Tibet-politik", hvorefter den kinesiske regering kigger på navnene og tænker: "Det var liggodt pokkers. En million, det svarer jo til 0,13% af den kinesiske befolkning. Vi må hellere sætte 1000 mand til at tjekke at navnene ikke er falske, og så ellers tage vores politik op til overvejelse." Eller hvad?



Kommentarer
en underskriftindsamling mod underskriftindsamlinger..?
Posted by: klaus | 27.03.2008 23:08
Nu ved jeg at for eksempel Amnesty International bruger online underskriftsindsamlinger og endda underskriftsindsamlinger over mobiltelefonerne i deres kampagner.
Argumentet med at man kan skrive flere navne på end ens eget gælder vel også når man underskriver i hånden.
Jeg ved at Amnesty International har stor effekt med deres underskriftsindsamlinger og ofte får løsladt politiske fanger, så noget effekt må det have.
Lige når det kommer til Kina tror jeg ikke underskrifterne i sig selv er midlet, derimod er det mediedækningen af selve underskriftsindsamlinger der er den store gevinst.
Posted by: David Kofoed Wind | 28.03.2008 00:10
Heh. Jeg mindes Lillebror om email-kædebreve i De Uaktuelle Nyheder ("Det er de intellektuelle måde at måle hvem der har den længste pik") eller sluk lyset for fred-mailen ("Du skriver jo under for at have god samvittighed når du kører hjem til Hellerup i in BMW)..citeret fra hukommelsen (man kan jo ikke finde noget via dr.dk).
Han har jo ret - der er noget latterligt over dem - ligesom diverse facebook grupper. Det er så let, så løst, så ligegyldigt.
Eller hvad med den fantastiske hoax bonsaikitten - som fik tusinder af dyreelskenede (yes, her kommer den) KVINDER til at skrive under og sende harmdirrende mails verden rundt.
http://en.wikipedia.org/wiki/Bonsai_Kitten
Jeg sletter alle de der mails. Med det samme.
Posted by: Henrik Moltke | 30.03.2008 00:44