« Chewbacca i satiretegninger (Zielers skitser) | Forside | Verdens dårligste musiknummer »

07.04.2008

Plastikdyr, absurde maskiner og keramikklumper

Jeg har anmeldt tre galleriudstillinger til Politiken i sidste uge, og de to af dem kan jeg varmt anbefale.

Linda Hansen har lavet en række close-up-portrætter af legetøjsdyr i plastic, og det er en fantastisk lille udstilling. Læs min anmeldelse her.

Den tyske kunstner, Alexander Laner, har lavet en cykel om til pladespiller, et rigtigt flygel af spånplader og andre absurde apparater som indtages under påvirkning af hvidvin, der skænkes i galleriet fra en særlig vinkøler. Læs anmeldelsen her.

Endelig er jeg ikke udelt begejstret for Richard Deacons lerskulpturer, som jeg dog må understrege er ganske flotte. Læs anmeldelsen her.

Nedenfor kommer et par supplerende bemærkninger:

Supplerende bemærkninger til Linda Hansen
Elefanten er mærkelig - sort med en meget rød tunge, og selv om den ser aggressiv ud, har den ikke slået ørerne ud.
Også næsehornet er sort og har overdrevent røde næsebor.
Ulven ligner en unge, og er mere sød end farlig.
Kamelen har et gådefuldt udtryk, der kan opleves som både kærligt og spottende. I hvert fald selvsikkert.
Bjerggeden er meget flot. Og ligesom hesten og zebraen nærmer den sig det skulpturelle snarere end det realistiske.

Supplerende bemærkninger til Alexander Laner
Jeg har en gang holdt et foredrag om absurde maskiner i kunsten, og pointerne derfra ville være ganske relevante i forhold til denne udstilling. Det fører for vidt her, men lad mig nævne den generelle pointe om at maskiner oprindeligt skal bibringe effektivitet og rationalitet, og at den absurde maskine vender dette på hovedet ved at bruge en masse energi på at fremstille spektakulære maskiner, der udfører ligegyldige eller banale ting. Nogle gange endda maskiner som spænder ben for sig selv eller ødelægger sig selv. Så langt går Laner dog ikke - han virker tilfreds med at lege humoristisk med apparater, og det er han til gengæld meget dygtig til.

Supplerende bemærkninger til Richard Deacon
Jeg har ikke ladet mig påvirke af pressemeddelelsen, må jeg hellere lige understrege, men den er ind imellem ganske forvrøvlet. Tre eksempler fra de to pressemeddelelser til udstillingen:

1. "Bearbejdningen og det nye udtryk tvinger os til at se på materialet med andre øjne". Jeg har før skrevet om hvorfor det er noget vrøvl at man skulle kunne tvinge den slags frem - se her. I det specifikke tilfælde er materialebrugen ikke så original at det på nogen måde tvinger mig til at se ler på en ny måde. Jeg har set en del mærkeligere ting i det materiale, og at det kan krølles sammen er da meget sjovt, men ikke afgørende for mit blik på keramik som sådan.

2. "[...] Denne udvidede sensibilitet over for de ellers "stabile" og "uforanderlige" materialer kan eventuelt påvirke hele vores sanseapparat og tvinge os til at se og sanse på ny."
Jeg er ikke sikker på at det prætentiøse og tvangen er reddet med ordet "eventuelt". Og hvornår var det lige at jeg opfattede ler som et stabilt og uforanderligt materiale? Jeg var da egentlig tilbøjelig til det modsatte: at opfatte det som et ustabilt og fleksibelt materiale som man kan modellere alt muligt af.

3. Men den værste gang vrøvl kommer her: "Ved at manipulere og twiste sine materialer opnår Richard Deacon en direkte kontakt til beskueren...".
Hvad? Her ville jeg gerne vide hvori den direkte kontakt består. Jeg er ikke i direkte kontakt med kunstneren med mindre jeg til ferniseringen går hen og trykker ham i hånden. At se hans skulpturer er ikke en direkte kontakt med kunstneren. Og det gør ingen forskel om de manipulerer og twister deres materiale. Hvorfor skulle netop dette twist bringe os i direkte kontakt med ophavsmanden?

Det er klichéfyldt, metafysisk mumbojumbo, og der er alt for meget af det i kunstformidlingen. Der cirkulerer en lang række klichéer der ikke har noget på sig, men som bare er buzzwords med en positiv klang. Det er positivt at blive mere bevidst, det er positivt at blive involveret, det er positivt at tage kritisk stilling, det er positivt at se verden med nye øjne, det er positivt at være i kontakt med kunstneren og det er åbenbart også positivt at blive tvunget. Ja, det er altsammen udmærket (bortset fra kontakten med kunstneren, som egentlig er noget crap og tvangen som er totalitær), men det sker jo ikke automatisk. Gem dog klichéerne af vejen og brug dem eventuelt når de virkelig har deres berettigelse!

Nå, det blev altså en kommentar til presemeddelelsen, men der er ikke så meget andet at sige om udstillingen end jeg allerede har sagt. Den er pæn. Lidt for pæn.

Kommentarer

Alexander Laner er bestemt lir for øjnene. Faldt pladask for hans cykel. Der er noget nærmest befriende over den enkelthed værket er bygget op omkring plus at jeg per automatik bliver draget af noget skævt og humoristisk. Og ligeledes er der en god del håbløshed eller endda hudløs ærlig håbløshed over de værker. Man kan jo nærmest kun trække på skuldrene over dem og føle resignation samt begejstring som i 'det-var-jeg-sgu-alligevel-ikke-helt-forberedt-på'

Hans værker er jo også samtidig en udvidelse eller opfølgning på hele spørgsmålet omkring hvad det i grunden er, at kunst skal kunne. Hans måde at sige: "jamen jeg har sgu bare pisse meget lyst til at bygge en kæmpestor vinkøler" Det kan jeg godt lide. Storm P'isme er undervurderet og fantastisk når det så endelig formår at ramme plet.

Linda Hansens udstilling virker godt nok gribende, og undulaten på billede i din artikel godt nok ond. Man kan jo ikke undlade at tænke på en eksotisk udgave af Hitchcocks klassiker The Birds..

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2