Arkiv: maj 2008

« april 2008 | Forside | juni 2008 »

31.05.2008

Tilgroede massegrave

Hvis man kommer forbi Århus (eller simpelthen bor der) inden 8. juni, må man ikke snyde sig selv for udstillingen Smoking Gun i Århus Kunstbygning. Kunstneren Ismar Cirkinagic tematiserer de bosniske massegrave, men gør det uden at vise lig, vold eller grusomheder. I stedet viser han hvor hurtigt glemslen sætter ind og gravene bliver frodige enge. Og ikke mindst er der en gribende installation, der fremkalder fornemmelsen af et gravkammer - inklusive lugten.

Jeg har anmeldt udstillingen til Politiken.

ismar.jpg

30.05.2008

Luftslot-meme

Når maleren er død
Mal dit luftslot blåt
Så står det i al evighed

Ja, anledningen til disse linjer er at jeg er blevet tagged af Erik Steinskog, og det indebærer følgende:

1. Ræk ud efter den nærmeste bog
2. Slå op på side 123
3. Find den femte sætning på denne side
4. Læg denne og de følgende to sætninger ud på din weblog sammen med disse instruktioner.
5. Min tilføjelse: Kommentér citatet.
6. Tag fem andre personer og kreditér den som taggede dig.

Det er mig ganske bekendt for det samme gjorde for over 4 år siden, da den første bølge af dette fænomen rullede: se her.

Allerede dengang foreslog jeg at man burde inkludere at citatet skal kommenteres, så nu har jeg skrevet det ind som et femte punkt. Tilfældige citater er sjovere hvis den citerende skal forholde sig til citatet.

Så nu vil jeg forholde mig til citatet, hvilket ikke er så let da det er tre linjer fra en fiktiv sang, dvs. en sang som næppe findes udenfor bogen, men som synges af en af personerne i Kjartan Fløgstads roman Grand Manila, som jeg har haft lyst til at læse siden dette, og som jeg nu er i gang med, men som jeg har svært ved at blive fanget af. Måske netop Erik Steinskog kan hjælpe mig med at finde gejsten, da han er en erfaren Fløgstad-læser? Eller andre Fløgstad-fans?

Linjerne er fra sangen 'Luftslot i det blå', skrevet af Janne Angelika Thu, som også synger den, og handler om at man skal male sit luftslot blåt, hvilket synes at være en metafor for det at se lyst på tilværelsen uanset hvad der sker. Den bliver fremført af bandet Hulabaken, som spiller folkemusik. Og jeg har lidt svært ved at engagere mig i dette og i personerne, da bogen i lange stræk har karakter af biografiske oversigter over en masse personers liv, men sjældent zoomer ind på enkelte situationer og lader dem udspille sig.

Og nu skal jeg så tagge fem personer, som opfordres til at gøre det samme. Det bliver: Pia,, Dyveke, Christoffer, Caroline og filoffen. Men andre, som har lyst skal være velkomne til at føle sig tagged.

Tilføjelse: Og hvis man ikke har en weblog skal man være mere end velkommen til - som Benjamin A. Wendelboe - at gøre det samme i en kommentar til dette indlæg.

Do you believe in Vocoder or Auto-Tune?

På nummeret 'Believe' af Cher, er der en velkendt elektronisk effekt på stemmen. Men hvordan er den lavet? Det er stadig et mysterium - eller rettere: der er to forskellige forklaringer - producerens egen og så de fleste andres.

Cher.jpg

Jeg fortæller mere nedenfor:

Cher hittede i 1998 med dance-nummeret "Believe", som de fleste kender som det hvor hendes stemme ind imellem går over i en hørbar elektronisk effekt, idet tonerne springer meget mekanisk-præcist fra en eksakt tonehøjde til en anden, ligesom stemmens klang i disse faser har en langt mindre fylde.

Det er en kendt historie, men mindre kendt er nok striden om hvorvidt der er tale om en effekt opnået gennem brug af vocoder eller om der er tale om phase vocoder-programmet Auto-Tune. Selv om det er blevet almindeligt for musiknørder at slynge ud at det var Auto-Tune, og selv om effekten ind imellem omtales som Auto-Tune-effekten, så er det faktisk ikke så simpelt endda. For en af produceren bag hittet, Mark Taylor, har nemlig en anden forklaring. Ifølge ham var det en kombination af en Korg VC10 vocoder og en såkaldt Digitech Talker. Men den herskende fortælling påstår at det er noget han siger for at skjule noget.

Det lyder måske meget nørdet, men nu er jeg begyndt at undersøge sagen, og den er pirrende i al sin mystik. Mens vocoderen er et gammelt instrument (1936/1970), så er AutoTune et software af den type som bruges i al popmusikproduktion i dag til at korrigere tonehøjden hos sangerne. AutoTune-myten siger at Taylor simpelthen skruede ekstremt højt op for tonehøjdekorrigeringen, og det har mange da også gjort siden med lignende resultat. Men hvordan kan de være så sikre på at det også var det, Taylor gjorde?

Den eneste primærkilde man henviser til er denne artikel fra Sound On Sound, februar 1999. Her er et interview med Taylor, hvor han fortæller om kombinationen af Korg Vocoder og Digitech mv. Det er en meget detaljeret og levende beskrivelse fra produceren selv.

Ikke desto mindre har redaktionen af Sound On Sound tilføjet en gul boks til web-udgaven af artiklen, hvor der står at producerne tilsyneladende ville holde deres brug af Auto-Tune hemmeligt, og derfor opdigtede resten. Vi taler her om et seriøst fagblad for producere, og ikke desto mindre kan de kun henvise til at effekten jo er den velkendte Auto-Tune-effekt. Skal der ikke lidt mere til for at betvivle producerens eget udsagn?

På Wikipedia henvises der udelukkende til denne gule boks for at præsentere det som et faktum, at der blev brugt Auto-Tune. Det gælder (mindst) artiklerne Believe, Auto-Tune og Cher effect.

Kay Dickinson skrev i 2001 den akademiske artikel "'Believe'? Vocoders, digitalised female identity and camp" (Popular Music 20/3). Hun kender kun til Taylors forklaring, og hele analysen er bygget op omkring mødet mellem Cher og vocoderen.

Så hvad skal man tro? Jeg ved det ikke, for jeg har hverken prøvet det ene eller det andet af. Men alle dem som mener at Taylor lyver, er nødt til for det første at påvise at det ikke kunne gøres med de redskaber han taler om, og for det andet må de sandsynliggøre at han har et motiv til at lyve. For det er ikke nok argument, at det kan gøres med Auto-Tune. Der kunne jo være flere veje til samme resultat.

Jeg vil meget gerne have input fra folk der ved noget om dette, og som måske kan bringe os nærmere en opklaring af fænomenet. (Men kom også gerne med andre typer kommentarer).

28.05.2008

Maja Ratkje: River Mouth Echoes

Maja Ratkje har i en årrække stået som en af de mest spændende norske komponister og musikere, der bevæger sig på tværs af genreskellene. Hendes nye cd samler en del af hendes kompositionsmusik-værker, og den kan anbefales.

Jeg har anmeldt den i Politiken.

Nedenfor har jeg et par supplerende kommentarer til anmeldelsen:

Supplerende kommentarer til anmeldelsen
Værket Øx kan i passager minde om støj-drone-musik i stil med Merzbow eller ligefrem Lou Reeds Metal Machine Music.

Essential Extensions er ikke lige min kop te. Der er noget lettere corny over den, som jeg har svært ved at sætte fingeren på. Det skyldes delvist instrumenteringen (accordeon, alt-sax og kontrabas), men det er også noget med de skalaer der bruges.

River Mouth Echoes er som nævnt et fantastisk værk, som jeg kan nyde igen og igen. Det er som om der er ekkoer af nogle af det 20. århundredes store strygekvartetter: Webern, Bartok Cage. Og så også ind imellem noget der kan minde mere om Bent Sørensen. Og elektronisk musik. Men trods alt dette er der virkelig en egen tone, som også er gambens. Og en stramhed uden lige, der klæder instrumentet godt. Det er delt op i en masse korte satser med hver deres karakter. Utroligt nok er det en revideret version af et værk oprindeligt lavet til en digtrecitation.

Waves IIB er også skidegodt, mere komplekst i sine klanglige virkemidler - ikke ulig Poul Ruders. Der er en fornemmelse af klanglig kompleksitet kombineret med en lige så stor fornemmelse af harmonisk sammenhæng, selv om den er mikrotonalt opbygget.

Sinus Seduction er OK, men lidt for abstrakt til mig, især i begyndelsen. Det er som om saxofonen og det elektroniske først mødes et godt stykke inde i værket.

26.05.2008

Den kontemplative due

I går så jeg en due i vaskehuset. Det er måske ikke i sig selv usædvanligt, men denne due flaksede ikke rundt, ivrig efter at finde en udvej. Den ledte heller ikke efter føde på gulvet eller andre normale due-aktiviteter. Den sad helt stille og så på tørretumbleren køre rundt og rundt. Den var fuldstændig ligeglad med min ankomst, og koncentrerede sig 100% om underholdningen på skærmen, som var den opslugt af et sublimt kunstværk. Den var som hypnotiseret.

Heldigvis har jeg nu købt en mobiltelefon med kamera - netop med et formål at kunne indfange den slags øjeblikke.

Due 2 (lille).jpg

Senere blev duen set udenfor af min hustru, gående rundt og rundt i stædige cirkler omkring en afløbsrist i gården. Den kiggede ned i risten og forsøgte ind imellem at gå ud på tremmerne. Den var blevet interesseret i noget dernede. Noget uudgrundeligt.

Min research bragte mig også til to kvinder i gården, som fortalte at duen tidligere på dagen havde "stalket" dem, altså været meget nærgående over for dem. Jeg vil lige tjekke op på deres beretning, så jeg bedre forstår hvad det handlede om.

I hvert fald har vi at gøre med en due der er usædvanligt nysgerrig og usædvanligt eftertænksom. En due der har opdaget at der er en verden ud over mad, parring og ungeopdræt. En due der har opdaget at verden er fuld af mysterier og spændende oplevelser, herunder de æstetiske. En due der sikkert er for intelligent til den hårde duetilværelse og må lide døden som en intellektuel i en fuglekrop.

19.05.2008

De sorte spejdere

Forleden morgen stod jeg ude foran min arbejdsplads og knækkede sammen til almindelig måben for de forbipasserende. Ikke fordi jeg havde det dårligt, men fordi jeg havde fået grineflip. Jeg hørte som altid De sorte spejdere, og de bragte et fantastisk indslag med et klip fra en P1-udsendelse, hvor en bornholmsk kvinde fortalte om de væsener hun kendte fra skoven – heriblandt hundedjævle og bækalfer. Jeg skal ikke begive mig ud i at forklare hvorfor det var så morsomt, for den slags falder altid til jorden. Hør det selv: det er De sorte spejderes podcast fra torsdag 15. maj 2008, 40 minutter inde i podcasten.

De sorte spejdere.jpg

Jeg har længe gerne villet skrive om De sorte spejdere, men jeg har bare ikke haft tiden og anledningen. Her er en lille, foreløbig hyldest til det program, der er med til at redde mit humør hver dag:

For dem som ikke kender De sorte spejdere, er det kort fortalt et snakkeprogram, nej, rettere: et sludreprogram med en høj grad af ægte improvisation og spontane indfald, med Anders Breinholt og Anders Lund Madsen bag mikrofonerne. Det er et af de mest populære radioprogrammer og deres podcast er Danmarks mest downloadede med over en million i 2007.

Jeg er tosset med De sorte spejdere, og det er langtfra første gang jeg har spruttet af grin på upassende steder, for selv om det ind imellem går meget langsomt med at få afviklet indslagene på grund af småsnak, gentagelser, digressioner og lange optakter – nej, ikke ”selv om”, men også fordi de sætter dette umulige tempo – sker der ofte ting som ikke ville kunne ske i nogen andre radioprogrammer. Der opstår uberegnelige øjeblikke af sublim satire, ikke mindst som følge af samspillet mellem Breinholt, Madsen og det stof og de mennesker de støder ind i.

Satiren er ofte grovkornet, med mange klip fra andre medier, men der er altid en kærlig tone, og i sidste ende handler det om at folk skal være gode ved hinanden. Kæledyr, clairvoyante, Malou Aamund og Moonjam er blandt yndlingsofrene, mens heltene bl.a. er Sigur Ros, Audi, polet-bolcher, slagter-Lars og lytterne.

Hvad angår lytterne, så kommer de til orde hver dag i spillet ”tillidsbingo”, hvor man ringer ind når man mener, man har bingo. Dette afføder en T-shirt og en kaskade af spørgsmål fra værterne. En af lytterne er blevet et fast indslag, nemlig den 18-årige landbrugselev Kasper fra Thy, som de elsker fordi han ikke lefler for dem og på mange måder er deres modsætning.

Jeg vil ikke forsøge at forklare hvad det morsomme ved De sorte spejdere er – man må selv teste om det er muligt at høre et helt program igennem uden at grine. Hvis man kan det, er man Flemming Krøll.

Deres stil er præget af det underspillede, det småsnakkende, det kærlige, det grove, det sarkastiske, det fnisende, det eftertænksomme og det platte. De fungerer i høj grad fordi de som duo supplerer hinanden, ægger hinanden, afbryder hinanden, opildner hinanden. Det står klart de dage hvor den ene af dem mangler – der mister programmet en stor del af sin dynamik.

For dem, som stadig hører egentlige radiosignaler (et snart glemt medium, der havde sin berettigelse i det 20. århundrede), skal det også nævnes at De sorte spejdere på heroisk vis har undsluppet sig P3s totalitære musiksystem, og faktisk selv får lov at bestemme hvilken musik der spilles. Det betyder at der fx spilles meget Sigur Ros, Oasis og Blue Foundation. Musikken kommer ikke med på podcasten, og det kan man nyde eller begræde alt efter musiksmag. Det betyder i hvert fald at den er mere koncentreret og kun varer den halve tid.

Jeg elsker når De sorte spejdere hidser sig op over nogen der er så overdrevent søde at de netop trænger til et spark: Mickey Mouse, Tommy og Annika og ikke mindst delfinerne, som Breinholt gav en svada uden lige for et par år siden. Jeg elsker når de drukner Kasper i deres altomfavnende kærlighedserklæringer. Jeg elsker når produceren Gry Fried-Nielsen siger ”Red Hot Chili Peppers”, så man bliver helt varm indeni. Når de skyder katte, læser op fra Hjemmet og tusind andre enestående påfund.

Men frem for alt elsker jeg når jeg forhindres i at opretholde en passende facade i det offentlige rum og sprutter af grin. Det er nemlig sundt.

15.05.2008

Hornsleths våbeninvesteringsprojekt

Når nogen laver et kontroversielt og spektakulært kunstprojekt, bliver man ofte ringet op af journalister for at udtale sig om det - som regel inden man har sat sig ind i hvad det egentlig handler om. Det mærkelige er, at deres mest påtrængende spørgsmål ofte er: "er det kunst?" og ikke: "hvad siger dette om verden?" eller: "hvad er pointen?". Jeg skulle ellers til enhver tid mene at disse spørgsmål er vigtigere.

Nu har Kristian von Hornsleth lavet et projekt, hvor han har oprettet et firma som investerer i våbenaktier (krigsvåben, inklusive klyngebomber) og lader halvdelen af overskudet gå til velgørenhedsprojekter. Aktierne, som man kan købe for 20.000 kr. er dekoreret med jagerfly, atombombe, kranier gribbe og nøgne damer. Desuden bærer de indskriften "Per Ruinam ad Humanitatem", som også er udstillingens titel, og som vist betyder noget i retning af "fra undergang til menneskelighed".

Allerede et par dage før udstillingen åbner, kontaktedes jeg af en journalist fra Politiken, der gerne vil have en faglig vurdering. I dag er der så en stor artikel på forsiden af 2. sektion (kun i papirudgaven) om Hornsleths projekt og så nogle udtalelser fra fire forskellige mennesker - en nødhjælpsarbejder, en såkaldt "kunsthistoriker" (mig), Museumsdirektøren Karsten Ohrt og en investeringsekspert. Det er udmærket at sagen belyses fra flere sider med hver sin vinkel.

Den udtalelse, som krediteres mig, er en slags lakonisk resumé af en længere samtale med langt flere nuancer, og derfor vil jeg gerne - når nu jeg har alligevel har åbnet for loppesækken - selv formulere hvad jeg indtil videre har at sige om Hornsleths projekt:

1. Jeg har ikke set udstillingen og der er stadig mange ubekendte. Jeg vil ikke fælde nogen dom om et værk, jeg kun har hørt om. Det er især vigtigt at holde sig på måtten med den slags, når der er tale om kontroversielle værker. Jeg ved altså ikke hvad jeg i sidste ende skal mene om projektet. Tiden må også vise hvad der sker med det.

2. Til spørgsmålet hvorvidt det er kunst kan jeg kun svare: ja, hvorfor ikke? Det interessante er ikke om det er kunst, men om det er interessant som kunst. Se mere her.

3. Hvis værket er interessant, er det fordi det skamløst og kynisk peger på nogle sammenhænge mellem krig og profit og mellem velgørenhed og profit, som vi ellers gerne vil holde adskilt. Hvis Hornsleth har ret i, at en del af de penge der bruges på nødhjælp og velgørenhed kommer fra skatteindtægter fra våbenfirmaernes overskud, så er det noget de fleste af os er uvidende om eller helst ikke vil tænke på. I bedste fald kan projektet - ved at spille på de selv samme mekanismer - sætte fokus på nogle af disse ting.

4. Det er for mig helt afgørende om Hornsleth-firmaets investeringer i våbenindustrien i sidste ende betyder flere dræbte. Det kan jeg ikke gennemskue. Hvis det gør, finder jeg det moralsk meget problematisk. Hvis nogen har forstand på det økonomiske kredsløb for krigsvåben, må de meget gerne byde ind med mere information. Spørgsmålet er: bliver der solgt flere våben til krige ved at der investeres flere penge i våbenindustriens aktier? Får Hornsleth blod på hænderne?

5. Jeg har det generelt svært med Hornsleth - især med hans malerier. Der er noget letkøbt over projektet. Men man må give ham at både Uganda-projektet og dette projekt sætter et eller andet i gang. Spørgsmålet er bare hvor dybt det stikker.

6. Hornsleth er god til at spille på en slags dobbeltkontrakt i sine udsagn: på den ene side fremstår han som kapitalismekritiker, på den anden side som liberalistisk hylder af kapitalismen. På den ene side fremstår han moralsk indigneret, på den anden side siger han fx "jeg er ikke ude i et særligt moralsk anliggende". På den ene side handler hans projekter om verden omkring os, på den anden side er det én stor, effektiv selvpromovering. Han befinder sig i et uafgørlighedsfelt, der sådan set er interessant fordi hans projekter ikke kan koges ned til et entydigt budskab.

7. Med forbehold for at jeg ikke kender Hornsleths projekt til bunds, lyder det ikke umiddelbart lige så skarpt, modigt og præcist som Jakob S. Boeskovs vellykkede Empire North-projekt (2002), hvor det lykkedes ham at komme med på en international våben-messe i Kina og (med sit slips og gode manerer) vække seriøs kommerciel interesse for sit fiktive våben, The ID Sniper. Her kan man tale om en meget præcis intervention i våbenindustriens eget miljø, og det uden faktisk at bidrage til våbensalget. Her kobles der ganske vist ikke til nødhjælpsarbejde, men gennem Boeskovs beretninger får man et meget konkret og tankevækkende indblik i en ellers lukket og meget kynisk verden.

10.05.2008

Musical-fremskrivning

Alt er blevet til musicals. Poul & Nulle, Olsen-Banden, Matador. Og man kan lave spillefilm ud af Polle fra Snave og computerspil som Lara Croft. Det er et tegn på at kulturen er sprællevende og at man kan tjene mange penge på en god ide. Jeg har forlængst fundet ud af at det ikke er elektronisk musik og avantgardekunst man tjener penge ved, så derfor har jeg besluttet at sadle om. Jeg vil nu producere musicals ud fra egne ideer. Her er nogle af de kommende projekter:

Ud & se med Harry & Bahnsen: Storslået musical baseret på de populære reklamer med en lilla tøjdukke og Søren Pilmark. Phillip Glass komponerer en togrytmebaseret musik, hvorover der ligger glansnumre som Harrys frække sang "Mig og min Corolla" og ikke mindst Bahnsens smukke "Ode til togrejsen", der ikke efterlader et øje tørt. Bahnsen spilles af Stig Rossen og Harry af Peter Belli. Instruktør: En entusiastisk Peter Langdal.

TV Shop - The Musical: De folkekære produkter fra TV Shop får nu endelig deres egen forestilling i højt humør og med mulighed for at købe alle produkterne i pausen. Mød den techno-energiske Thigh Trainer (sunget af en stadigt slankere Stig Rossen), den skarpe ledningsfri elektriske kniv, Sonic Blade (sunget af Jimmy Jørgensen), og ikke mindst de smarte Super Pack opbevaringsposer (sunget af en farverig Peter Frødin). Instruktør: En euforisk Peter Langdal

FunWall - en Facebook musical. En kædedans med de altid sjove rundsendte gækkerier fra Facebooks populære FunWall. Gør brug af den nyeste teknologi - et sansebombardement af tekst, billeder og video. Alle tekster synges af Stig Rossen - din egen Facebook-ven. Instruktør: En hypermoderne Peter langdal med fingeren på pulsen.

Tetris: Det midaldrende publikum vil sikkert huske det tidlige computerspil tetris, men også de unge og de ældre kan være med, for nu bliver det udødelige spil omsat til action-musical! For at få brikkerne til at falde på plads har Nørrebro Teater hyret de bedste sangere og artister. Ikke alle roller er på plads endnu, men i rollen som den sværeste brik har vi allerede fået tilsagn fra Stig Rossen, der således vil synge det kommende hit med omkvædet "Åh, jeg falder / Jeg har to arme og to ben / Mon jeg passer ned i bunken under mig?". Instruktør: En kamikaze-kåd Peter Langdal.

Så er pensionen sikret.

06.05.2008

Absurd poesi, landkort og kulørte platter

I lørdags (3/5) havde jeg tre kunstanmeldelser i Politiken:

Storm P's arvtagere i samtidskunsten udstiller deres herlige absurditeter i Brøndsalen på Frederiksberg, og det kan anbefales. Læs anmeldelsen her.

På Overgaden er kunstnere inviteret til at bruge landkort-mediet. Det er desværre langtfra dem allesammen, der har udnyttet muligheden til at gøre noget interessant. Læs min anmeldelse her.

Adam Saks er en kulørt kunstner, der har stor succes i øjeblikket. Det forstår jeg ikke, og jeg giver hans seneste udstilling en hård og lakonisk medfart her.

Nedenfor et par supplerende bemærkninger - især om dadaismens rolle som projektion for diverse generaliseringer:

Supplerende bemærkninger til anmeldelserne
Det er interessant at se hvor stor en rolle dadaismen stadig spiller som inspirationskilde og referencepunkt den dag i dag. Desværre bliver der tit sagt noget vrøvl eller der generaliseres unødigt: dadaisterne gjorde dit, dadaisterne mente dat. Sagen er at dadaismen ikke var et fælles projekt med en dagsorden, men en lang række forskellige tricks til at nedbryde vanetænkningen og forvirre os.

Til to af ugens udstillinger står der sådanne udsagn:

1. Toke Lykkeberg skriver: "Mens dadaisterne forvandlede liv til kunst, nøjedes Storm P med at rette blikket mod kunsten i livet gennem sine tegninger"
Det er altsammen Peter Bürgers skyld. Han har i sin bog formået at bilde titusindvis af studerende ind at dadaismen (og avantgarden i det hele taget) i sin essens handlede om at ophæve skellet mellem kunst og liv. Og det bliver så her til at dadaisterne gør livet til kunst. Men hvad betyder det? Er dét at lege med ord uden betydning at forvandle liv til kunst? Er Max Ernsts dadaistiske collager mere liv end Degas' malerier af prostituerede i Paris? Er Hugo Balls mærkelige Karawane-performance i Cabaret Voltaire mere liv end Stravinskys Sacre du Printemps? Det holder så vidt jeg kan se ikke spor at opretholde den ide. Men den er blevet gentaget så mange gange, at den er blevet et faktum, som man er holdt op med at overveje hvad betyder.

2. Johanne Løgstrup skriver til Overgaden-udstillingen: "Dadaisterne brugte kortet som en automatskrift på byens rum". Det lyder flot, og måske er der endda en eller to der på et tidspunkt har gjort det, men vi får ikke at vide hvem eller hvordan. Det er bare noget "dadaisterne" gjorde. Udsagnet svarer lidt til at sige at socialdemokraterne går med Gucci-tasker for at være smarte eller at de danske kunstnere i dag bruger tatoveringer i deres billeder som et tegn på globaliseringen. Jeg kender ikke nogen dadaistiske eksempler på denne brug af kort - mig bekendt er det et fænomen der opstår inden for situationismen - men jeg ville da egentlig gerne vide mere hvis det er rigtigt.

Jeg elsker dadaismen, men jeg er træt af at se den generaliseret i den ene eller den anden sammenhæng. Dadaisterne gjorde alt muligt, og der var ingen regler, intet fælles projekt. Men måske en fælles reaktion på nogle af de samme ting.

Toke Lykkeberg påstår i øvrigt også at Duchamp med sine readymades dyrkede genitanken, modsat den beskedne Storm P, der var jævn og folkelig. Det synes jeg nok er at trække den endog meget langt. Jeg kan ikke se at readymades er en dyrkelse af ophavsmanden som "enestående geni". Javel, jeg kan godt se at Duchamp på sine ældre dage nød sin nyvundne stjernestatus blandt New York-avantgarden, men det er altså ikke noget argument for at readymade-æstetikken er genidyrkende.

En sidste kommentar til dette katalog: i forordet skriver Mads Lebech og Grethe Rostbøll om Storm P's "fokus på innovation". På næste side kritiserer Jens Bing fra Storm P-museet hvordan politikere tager den slags ord til sig for at give illusionen af fremskridt og effektivitet, men at kunsten gør det stik modsatte - sætter en kæp i hjulet for at få os til at stoppe op. Og man kunne så tilføje at netop den absurde maskine (hos fx Duchamp og Storm P) er en slags kritisk parodi på hele den tekniske fremskridtsideologi, hvor der fremstilles komplicerede maskiner, der kan meget lidt i forhold til indsatsen.

Hvad angår Adam Saks er min anmeldelse meget hård, men også ærlig: jeg prøvede virkelig at finde nogle kvaliteter i hans værker, men der var ikke noget i hverken form eller indhold der havde noget at byde på. Hvis nogen vil forsvare Saks og fortælle hvilke kvaliteter hans kunst har, så skal de være velkomne her. Inklusive kunstneren selv, forstås. Jeg vil til enhver tid gerne diskutere det.

01.05.2008

God og dårlig crossover-musik

Når jeg i øjeblikket bliver sat til at anmelde musik på Politiken er det ofte CD'er, der ikke lige kan rubriceres genremæssigt, men som er havnet hos det, de kalder for "klassisk musik". Og de seneste to plader jeg har anmeldt er netop præget af det, som i 90'erne hed "crossover", altså en blanding af genrer, der ellers holder til hver for sig, musikalsk såvel som institutionelt. Det er nu ikke fordi jeg selv dyrker crossover mere end det stilrene, men dér er der åbenbart brug for mig lige nu.

De to plader, jeg har anmeldt i april, kan tjene som eksempler på god og dårlig crossover. Den gode crossover er den man finder hos Paul Giger og Marie-Louise Dähler; den dårlige er den man finder hos den ellers så feterede komponist Heiner Goebbels.
Læs min anmeldelse af Giger/Dähler
Læs min anmeldelse af Heiner Goebbels
Og nej, jeg har hverken skrevet overskrifter eller manchetter til web-versionerne, så lad være med at hænge jer i dem. Endelig er det også en fejl at Thomas Michelsen er krediteret for Goebbels-anmeldelsen; det er altså mig der har skrevet den. Michelsen har forgæves forsøgt at få det rettet. Det går hurtigt på aviser, og man kan åbenbart ikke tage sig af den slags detaljer.

Man kan naturligvis være uenig i min smagsdom, men jeg står ved den og jeg vil benytte lejligheden til at sammenligne de to CD'er og efteranalysere hvad kriterierne egentlig er når vi taler om crossover. Desuden har jeg et par supplerende bemærkninger nedenfor

Sammenligning
Det gode ved Giger/Dählers crossover er for det første at de to genrer har noget fælles at mødes om, som bliver rendyrket. For det andet at musikerne kender genrene til bunds: De kan deres Bach såvel som deres Ligeti og deres improvisationsmusik Det giver en overbevisende dybde og fornemmelse af musikalsk mening. For det tredje er det simpelthen bare god musik.

Det dårlige ved Goebbels er ikke i sig selv at han blander genrerne. Det er for det første at der ikke viser sig nogen sammenhæng eller interessante korrespondenser. For det andet at disse genrer behandles overfladisk af nogle musikere der ikke har et forhold til dem. Men for det tredje er det simpelthen bare ikke god musik. Jeg er ikke ét sekund grebet eller forført eller overrasket af Goebbels' musik. Det er corny, og meget crossover er netop corny på den ufede måde. Det er patetisk uden at være udtryksfuldt, mens det omvendte ville være at foretrække. Og det er synd når nu tekstmaterialet har så store potentialer. Måske er det anderledes på scenen, men jeg skulle anmelde CD'en.

Supplerende kommentarer
Track 3, 8 og 12 på Goebbels-CD'en kan tjene til at illustrere den corny patos: Gertrude Steins tekst deklameres højtideligt ind over militærtrommer. Det samme med T.S. Eliots nøgterne opremsning, der også får en alt for højtidelig kor-deklamation. Det fungerer bare ikke - i hvert fald ikke på plade.

Giger/Dähler-CD'en skæmmes af en frygteligt patetisk covernote-tekst af en vis Peter Surber, der står i skærende kontrast til den nøgternhed, der præger musikken. Det er en romantisk, lommepoetisk tekst om hjerte og stilhed og natur og spiritualitet. Glem alt det røgelsesfyldte bullshit og hør pladen. Den er ikke for fem flade øre romantisk. Den er præcis lige så cool som metalstrengen på et cembalo.

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2