Torben Sangilds weblog

For dem som ikke kender De sorte spejdere, er det kort fortalt et snakkeprogram, nej, rettere: et sludreprogram med en høj grad af ægte improvisation og spontane indfald, med Anders Breinholt og Anders Lund Madsen bag mikrofonerne. Det er et af de mest populære radioprogrammer og deres podcast er Danmarks mest downloadede med over en million i 2007.

Jeg er tosset med De sorte spejdere, og det er langtfra første gang jeg har spruttet af grin på upassende steder, for selv om det ind imellem går meget langsomt med at få afviklet indslagene på grund af småsnak, gentagelser, digressioner og lange optakter – nej, ikke ”selv om”, men også fordi de sætter dette umulige tempo – sker der ofte ting som ikke ville kunne ske i nogen andre radioprogrammer. Der opstår uberegnelige øjeblikke af sublim satire, ikke mindst som følge af samspillet mellem Breinholt, Madsen og det stof og de mennesker de støder ind i.

Satiren er ofte grovkornet, med mange klip fra andre medier, men der er altid en kærlig tone, og i sidste ende handler det om at folk skal være gode ved hinanden. Kæledyr, clairvoyante, Malou Aamund og Moonjam er blandt yndlingsofrene, mens heltene bl.a. er Sigur Ros, Audi, polet-bolcher, slagter-Lars og lytterne.

Hvad angår lytterne, så kommer de til orde hver dag i spillet ”tillidsbingo”, hvor man ringer ind når man mener, man har bingo. Dette afføder en T-shirt og en kaskade af spørgsmål fra værterne. En af lytterne er blevet et fast indslag, nemlig den 18-årige landbrugselev Kasper fra Thy, som de elsker fordi han ikke lefler for dem og på mange måder er deres modsætning.

Jeg vil ikke forsøge at forklare hvad det morsomme ved De sorte spejdere er – man må selv teste om det er muligt at høre et helt program igennem uden at grine. Hvis man kan det, er man Flemming Krøll.

Deres stil er præget af det underspillede, det småsnakkende, det kærlige, det grove, det sarkastiske, det fnisende, det eftertænksomme og det platte. De fungerer i høj grad fordi de som duo supplerer hinanden, ægger hinanden, afbryder hinanden, opildner hinanden. Det står klart de dage hvor den ene af dem mangler – der mister programmet en stor del af sin dynamik.

For dem, som stadig hører egentlige radiosignaler (et snart glemt medium, der havde sin berettigelse i det 20. århundrede), skal det også nævnes at De sorte spejdere på heroisk vis har undsluppet sig P3s totalitære musiksystem, og faktisk selv får lov at bestemme hvilken musik der spilles. Det betyder at der fx spilles meget Sigur Ros, Oasis og Blue Foundation. Musikken kommer ikke med på podcasten, og det kan man nyde eller begræde alt efter musiksmag. Det betyder i hvert fald at den er mere koncentreret og kun varer den halve tid.

Jeg elsker når De sorte spejdere hidser sig op over nogen der er så overdrevent søde at de netop trænger til et spark: Mickey Mouse, Tommy og Annika og ikke mindst delfinerne, som Breinholt gav en svada uden lige for et par år siden. Jeg elsker når de drukner Kasper i deres altomfavnende kærlighedserklæringer. Jeg elsker når produceren Gry Fried-Nielsen siger ”Red Hot Chili Peppers”, så man bliver helt varm indeni. Når de skyder katte, læser op fra Hjemmet og tusind andre enestående påfund.

Men frem for alt elsker jeg når jeg forhindres i at opretholde en passende facade i det offentlige rum og sprutter af grin. Det er nemlig sundt.