« De sorte spejdere | Forside | Maja Ratkje: River Mouth Echoes »

26.05.2008

Den kontemplative due

I går så jeg en due i vaskehuset. Det er måske ikke i sig selv usædvanligt, men denne due flaksede ikke rundt, ivrig efter at finde en udvej. Den ledte heller ikke efter føde på gulvet eller andre normale due-aktiviteter. Den sad helt stille og så på tørretumbleren køre rundt og rundt. Den var fuldstændig ligeglad med min ankomst, og koncentrerede sig 100% om underholdningen på skærmen, som var den opslugt af et sublimt kunstværk. Den var som hypnotiseret.

Heldigvis har jeg nu købt en mobiltelefon med kamera - netop med et formål at kunne indfange den slags øjeblikke.

Due 2 (lille).jpg

Senere blev duen set udenfor af min hustru, gående rundt og rundt i stædige cirkler omkring en afløbsrist i gården. Den kiggede ned i risten og forsøgte ind imellem at gå ud på tremmerne. Den var blevet interesseret i noget dernede. Noget uudgrundeligt.

Min research bragte mig også til to kvinder i gården, som fortalte at duen tidligere på dagen havde "stalket" dem, altså været meget nærgående over for dem. Jeg vil lige tjekke op på deres beretning, så jeg bedre forstår hvad det handlede om.

I hvert fald har vi at gøre med en due der er usædvanligt nysgerrig og usædvanligt eftertænksom. En due der har opdaget at der er en verden ud over mad, parring og ungeopdræt. En due der har opdaget at verden er fuld af mysterier og spændende oplevelser, herunder de æstetiske. En due der sikkert er for intelligent til den hårde duetilværelse og må lide døden som en intellektuel i en fuglekrop.

Kommentarer

Fedt billede.

Kan det mon tænkes, at den kedelige og sørgelige forklaring er, at den lille fugl er syg? Jeg hader selv, når afvigende ting automatisk bliver sygeliggjort, men det kunne jo være skægt, hvis det viste sig ikke at være tilfældet. Så vidt jeg ved, er det sådan, at jo mere intelligent en dyreart er, des mere almindeligt er det, at der er nogle af dem, der opfører sig anderledes, uden at det er et sygdomstegn. Men jeg ved ikke, hvor intelligente duer er i almindelighed.

jonathan livingston seagull, nu som due..?

Den ventede vel bare på, at dens vasketøj var tørt. Hvad er der nu galt i det??

Den havde da lagt æg i tøjets lommer: Alletiders power-udrugning!

Evolution?

Ja, jeg overvejede kort en teori om et muligt spring i evolutionen, men nu er jeg jo gift med en biolog, og hvis der er noget jeg er blevet bevidst om, så er det at evolutionen ikke skal forstås som en udvikling fra dyr til menneske, men at den menneskelige intelligens kun er én af flere millioner specialiseringer i den evolution, der også foregår blandt edderkopper og amøber og flagermus og fugle.

Og som jeg antyder i mit indlæg, så er det tvivlsomt om duer har en genetisk fordel af at være kontemplativt nysgerrige. Jeg tror det er en større fordel at kunne søge føde og kurre på den fede måde som tiltrækker det modsatte køn.

Homo Sapiens' fordel ved den højere intelligens lå i at kunne opfinde redskaber og tænke langsigtet og en masse andre ting, som kan være en fordel når man skaber et samfund og er er pattedyr, der går på bagbenene og har en ret lang livscyklus.

Duen har slet ikke tid til at sidde og kigge på tørretumleren.

Det slår mig at det kan være melankoli. Måske har duen mistet sin partner og er blevet melankolsk og lidt småskør. Duer er jo serielt monogame, og det skulle undre mig meget om det ikke påvirker dem at miste den partner, de er i færd med at stifte familie med. Og så på et tidspunkt hvor alle de andre har fundet deres partnere.

Jeg kan ikke gennemskue om det er en han eller en hun, men under alle omstændigheder kan han/hun jo også have mistet æggene eller ungerne, og så er jeg overbevist om at det er traumatisk, selv for en due.

Nu bliver jeg helt øm om hjertet, og har lyst til at hjælpe den med at komme videre.

Kunne det have noget at gøre med lyden fra tørretumbleren eksempelvis? At duen eventuelt et kort øjeblik havde forvildet sig ind i vaskehuset (af uvisse årsager) men til dens (og vores) store forbavselse, er den blevet ramt af noget, for den, udefinerbart lydmateriale, som kunne have en utilsigtet effekt på duen?

Jeg tilslutter mig Jonathan Livingston Seagull-tanken som foreslået ovenfor. Ikke at det er en særlig god forklaring (bogen var jo heller ikke specielt god), men snarere fordi det giver mening (på en spøjs måde), at have idéen om en særligt kontemplativ due blandt de mere ordinære og evolutionært betingede duer med sig i dagligdagen. Hvorfor det forholder sig sådan, skal jeg ikke kunne sige, men det gør det altså. Tror jeg..

Jeg tror fuldt og fast på, at alle dyr er selvbevidste, men det er dog alligevel sjældent vi ser duer filosofere over tilværelsen. Uanset hvad, så tak for en fin lille historie fra det virkelige liv.

Hmm, det var ligegodt en mærkelig udtalelse, at alle dyr skulle være selvbevidste. Hvad forstår du ved selvbevidst? Og på hvilken måde er en myg selvbevidst? Og endelig: hvorfor "tror" du "fuldt og fast" på det?

Jeg tror ikke at mennesket er det eneste dyr med en opfattelse af selvet eller med evnen til at forundres eller fascineres. Det virker snævertsynet og arrogant på mig, at antage at mennesket skulle være den eneste race som kan disse ting. Jeg tror det er mere udbredt hos os, fordi vi befinder os i en position, hvor vi har overskud til at videreudvikle de sider af vores natur.

Det er lidt ligesom jeg tager det for givet, at der er flere livsformer på andre planeter end vi kan tælle. Det virker bare logisk.

Det jeg prøver at sige er, at jeg ikke tror vi som dyr er anderledes end andre. Vi er bare højere oppe på fødekæden og har udviklet os i en retning, som gør det nemt for os at antage, at vi er noget særligt (sådan i den store, universelle sammenhæng).

Egentlig er mine tanker alt for spredte i skrivende stund, og jeg er ikke sikker på, om mine ord giver mening i sammenhængen. Jeg beklager dette manglende fokus. :)

Så kommer biologen lige på banen!
Det her med selvbevidsthed er noget ret specielt, som først sker for mennesket når det er 3-4 år gammelt og ellers kun ses hos menneskeaberne - og måske delfinerne? Andre aber fatter fx ikke en meter. Selvbevidsthed viser sig fx som evnen til at opfatte at et spejlbillede forestiller "en selv" - de fleste dyr vil opfatte det som "en anden" og angribe/kurtisere/ignorere denne anden. Nu har jeg lige læst en artikel om blæksprutter, som er ret avancerede - de er nok de eneste hvirvelløse kandidater til selvbevidsthed. Gad vide om de er undersøgt?
Men ellers er jeg da helt enig i at mennesket blot er et dyr blandt andre dyr og mest af alt er noget særligt, fordi vi er de eneste, der kan stemme i den konkurrence.
Og også enig i at der må være liv andre steder i universet.

Er jeg for øvrigt den eneste, der synes, at tanken om en selvbevidst blæksprutte er helt utroligt fascinerende og skræmmende? Kraken, anyone?

I er en flok æggehoveder :-)

Opdatering: Jeg har nu fået uddybning fra den ene af de to kvinder, som blev antastet af duen nede i gården. Julie beretter:

"Den forstod ikke et vink med et vognstang, om at den ikke var velkommen! Den begyndte med at hoppe op på min vandflaske, der lå lige bag mig og så forsøgte jeg selvfølgelig at skræmme den væk ved at vifte med et blad, rejse mig og trampe i jorden - og til sidst forsøgte jeg bare at fjerne mig fra den, men den fulgte bare efter. Først da jeg gik over på en helt anden græsplæne blev jeg fri for den. Ja, det var såmænd bare det. Men ret creepy at blive forfulgt af en due..."

Dette lægger jo helt klart nye aspekter frem i analysen af denne dues mentale tilstand.

Måske vil den simpelthen ikke være due, men menneske. Derfor forsøger den at opføre sig som mennesker og at mingle med dem.

Måske lider den af en manglende dømmekraft og manglende evne til at forstå en afvisning, inklusive et truende angreb.

Jeg tror måske den har levet en ret beskyttet tilværelse inde i byen, og alle de dér naturlige instinkter gider den ikke, det er simpelthen for gammeldags. Føde er der rigeligt af, og den har måske aldrig for alvor været i livsfare. Så hvorfor ikke læne sig tilbage, nyde ting der hvirvler rundt, undersøge skakter og lægge an på nogle damer?

Damn, det er et godt billede!

Har samme melankolske kvalitet som et landskabsmaleri af Poul Anker Bech, hvor der står en gul hund og kigger tomt, gået i stå midt i det hele.

Det her må være den urbane variant.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2