Torben Sangilds weblog

Grunden til at ville bortforklare autotune er nok faglig stolthed på Chers, og delvist også producerens, vegne. Autotune blev, og bliver stadig, regnet for et redskab til at redde resultatet for de sangere der mere kommer i studiet fordi de ser godt ud end fordi de egentlig kan synge. Noget, som "rigtige" sangere som Cher holder sig for gode til, og som "rigtige" sangere ser ned på. Brugt efter formålet er det en slags "snyd". Dermed ikke sagt, at man ikke kan bruge bivirkningerne fra sådanne effekter i seriøse produktioner, men hvis produceren med det samme havde sagt "ja, effekten er lavet med autotune", så ville mere end én anden producer have sagt til sig selv og hinanden: "hvorfor i alverden havde de overhovedet autotuner på Chers vokal?".

Når man har prøvet autotuner, så er det næsten givet at det er den der er på spil her. Det er helt ekstraordinært nemt at få den til at sige præcis sådan - det er bare et spørgsmål om at skrue nok op for effekten. Og i øvrigt; jo mere falsk sangeren synger på et givet sted, jo tydeligere vil effekten træde frem ...

Ja, det er da en mulighed. Men på den anden side er det vel så normalt at bruge Auto-Tune, at ingen (i hvert fald nu) skammer sig over det. Gjorde man virkelig det dengang?

Vel, jeg var i radio her i norge i slutten av mars og diskuterte autotune og cher-effekt – se http://steinskog.wordpress.com/2008/03/27/radiofront-egenreklame/ , og i den sammenheng var det definitivt knyttet en viss ”skam” (eller fake eller ikke-autentisk) til autotune. At det skulle være juks, og ”bare” være noe man anvender hvis man ikke ”kan” synge. Jeg har også en annen post som diskuterer noe av det samme - http://steinskog.wordpress.com/2008/04/03/vocaloid/
I den sammenheng, selv om jeg kan se det interessant i diskusjonen om hva det er Cher gjør på Believe, så tror jeg nok ”cher-effekten” er mer knyttet til autotune enn vocoder.

Jeg ved ikke om kommentaren er relevant men....oprindelig er jeg uddannet i klassisk sang, allerede dengang var det en kendt sag, at enhver klassisk sanger både skulle, kunne og burde mestre stemmen uden udefrakommende indblanding. Et sted mellem 100 og 120 DB var og er et rimeligt krav at stille til en klassisk sanger, og det kan man forholdsvis let komme i nærheden af, hvis man mestrer den rette teknik. Med den teknik følger i sagens natur også stor kontrol over stemmeorganerne der mindsker risikoen for, at der intoneres (larmes) for højt eller for lavt. Pitching er vist rockens og poppens terminologi for samme.
Det var, og er stadig, en kendt sag, at rock og popsangere med dårlige teknik aldrig kunne klare en tilsvarende (skal vi kalde det udfordring?) opgave uden tekniske hjælpemidler. Til gengæld koster den tekniske kunnen, den som de klassiske sangere har, på stemmens mere individuelle klang. Man ensrettes via teknikken i større grad end man gør som ikke klassisk sanger. Måske minus jazzsangere, der også (generelt betragtet) har en bedre teknik end rock og popsangere.
Spørgmålet er så,hvornår det blev til en selvstændig genre, der ikke fordrer en speciel teknik?

Forvrængningen af stemmen er ikke anbefalelsesværdigt, hvis man skal synge klassisk, og årsagen er at det tager for mange nuancer at sende stemmen igennem "noget". Det omvendte gør sig gældende for rock og popsangere, der koster det potentielt set for meget at lade være.
Min pointe er, at ingen af forklaringerne på Chers brug af phase vocoder behøver at være den rigtige. Man kan vel betragte det således, at en pop/rocksanger er nødt til at have den, hvis udtrykket skal være ensartet i egen genre, mens det for den klassiske sanger vil have den præcis modsatte effekt.

Hvis man spørger en klassisk sanger, hvad fylde i stemmen er, så er forklaringen sammenhængende med noget teknisk, spørger man en pop/rocksanger er jeg overbevist om, at svaret vil se helt anderledes ud i og med genrens egne krav til ensartethed også hvad angår den tekniske side af sagen.

Hvis Cher skulle synge uden phase vocoder ville det lyde lige så dårligt, som hvis en klassisk sanger forsøgte sig med samme. I det første tilfælde ville det koste på intonationen, det ville det også i andet tilfælde. Der er bare tale om to forskellige måder at intonere på.

Debatten om, hvad der er fedest tilhører et helt andet modus. I den forbindelse holder jeg med den klassiske sanger. Selvfølgelig er det federe at kunne et håndværk. Lidt som at arbejde med eller uden stavekontrol :-)

Det er nogle udmærkede betragtninger, Lotte, og du har helt ret i at klassiske sangere ikke vil kunne bruge Auto-Tune.

Men det jeg ikke forstår, er når du kobler til Chers eksperiment med den forvrængede, elektroniske stemme:

Min pointe er, at ingen af forklaringerne på Chers brug af phase vocoder behøver at være den rigtige

Den pointe forstod jeg ikke. Hvad var argumentet for at hverken producerens eller andres forklaring er den rigtige? Denne sætning er den eneste som kommenterer den aktuelle sag, så vidt jeg kan se.

"Grunden til at ville bortforklare autotune er nok faglig stolthed på Chers, og delvist også producerens, vegne"

Skrev David. Jeg skulle nok have adresseret kommentaren til ham, primært. Han blandede stolthed ind i det, og så koblede jeg til det at kunne sit håndværk.

Hvis man ser det som en selvstændig genre, hvor brugen af auto-tune er en nødvendighed, så kan man vel ikke længere kalde det for faglig stolthed? (David)

Men jo, jeg tror at nogen også skammer (hård ord) sig over at bruge den i dag. Det emmer lidt af ikke at kunne sit håndværk. I hvert fald blandt dem der synger klassisk, blues og jazz, der nok må betragtes som de genrer, hvor teknikken er vigtigst.

Auto-tune er vel sånn sett flere ting på en gang. Og i tilfellet Cher (hvis det nå er autotune som brukes på "Believe") så anvendes den til å gjøre noe med stemmen som man behøver teknologi for å gjøre. Det er altså en teknologisk effekt, som gjør noe den "naturlige" stemmen ikke kan gjøre. Og dermed en ekstensjon av stemmen.
Den andre hovedbruken er å "rette opp" pitch, altså at man teknologisk gjør at sangere som ikke helt holder tonen gjør det likevel. Og i denne siste bruken forsøker man ofte å "skjule" autotunen.
Følelsen av skam (eller whatever) er muligens mer knyttet til det andre eksemplet enn til det første. Men min erfaring - blant annet fra diskusjoner med sangere - er at det føles som "juks" å "fikse på" stemmen. Samtidig, og også i sjangere som ikke vil anerkjenne autotune, også innenfor jazz, blues, med mer, anvender man mikrofoner, og gjerne også andre effekter, så stemmen har også her en teknologisk ekstensjon (selv om mikrofon er mindre radikalt).
Selv har jeg problemer med fordømmelsen av autotune også. Det finnes god og dårlig bruk av de fleste teknologier, og for eksempel på Briney Spears' 'Blackout' er teknologiske ekstensjoner av stemmen brukt på virkningsfulle måter. Og hva gjelder 'Cher-effekten' er den virkningsfull allerede hos Cher, men også i sitt videre liv, sist hørt på Cocorosies "God Has A Voice, She Speaks Through Me" (som kan høres/ses over på min blog).

Sasha Frere-Jones har en utsendelse om auto-tune på The New Yorker - http://www.newyorker.com/online/2008/06/09/080609on_audio_frerejones - den kan til og med downloades i mp3-format.

Til Lottes kommentarer; Autotune er ikke en nødvendighed inden for genren, hvis bare sangeren kan synge rent/pitche/intonere/hvad man nu lige vil kalde det. Hvis sangeren ikke formår det i indspilningssituationen, så kan produceren i nogle tilfælde coache sangeren til at levere det ønskede resultat. I andre tilfælde må der autotune til - når sangeren rent faktisk ikke er i stand til at synge rent ved egen kraft. Cher er kendt som sanger af den gamle skole - dem, der kan deres håndværk. Hun er ikke en type sanger man ville forvente havde brug for autotune. Andre sangere, som de fleste i boybands, Britney Spears m.fl., er ret åbenlyst hevet ind i studiet fordi de kan se godt ud på et cover, agere rigtigt på MTV, i sladderblade m.m., og mindre (eller slet ikke) fordi de kan synge. Her er autotune en mere accepteret del af betingelserne for at der overhovedet kommer lyd ud til publikum i en kvalitet der ikke får alle til at slukke med det samme.

"Autotune er ikke en nødvendighed inden for genren"

Det er jeg klar over, og så er det jeg tilføjer, at man kan betragte brugen af autotune som en tilnærmen sig en ny genre med henblik på at slippe udenom værdiladningen i at bruge den. Faktum er, at det man gør med en autotune kan IKKE lade sig gøre "bare" ved stemmens egen brug. Årsagen til Chers brug af den, hvis det er det, der er tale om, behøver altså ikke at være et spørgsmål om at kunne meste sin stemme og teknik.

Min grundliggende pointe er intet andet end, at autotune genererer en ny lyd, der kan neutralisere mistanken om - ok skal vi i dagens anledning kalde det svagpisseri udi forestillingen om, hvad intonation og pitching skal, kan og bør have af betydning for et stykke musik.

Personligt tror jeg ikke på, at man kan coache en sanger ret langt, hvis potentialet ikke er til stede.
Det er ikke beskåret enhver (og det her mener jeg ikke negativt) at kunne synge hvad som helst. Lige så lidt som det er beskåret enhver at kunne løbe 100m hæk og opnå en præmie i samme.

Med mindre at du med coaching mener teknisk indgriben?

Mine synspunkter er i og for sig forholdsvis banale MEN konsekvensen af det synspunkt skulle gerne være, at man slipper for at værdilade brugen af f.eks. autotune så voldsomt. Det har den indlysende konsekvens, at musik efterfølgende kan betragtes som enestående fænomen man principielt set, kan nøjes med at kategorisere i div. genrer. Konklusionen ændrer ved smagsdommen.

Den slags potentielle neutralitetstænkning, kan jeg godt lide.

Jeg kender f.eks. ikke en eneste sanger, der ikke har en mening om brugen af autotune. Og alt i mens man har den (ligegyldige) snak, forsvinder den mere frugtbare debat om musikken.

:-)

Musikere og producere har det med at tale højt om de produkter, som de får sponsoreret og mindre højt om alle de andre værktøjer de bruger. Ud fra lytning til Cher's Believe vil jeg mene, at der helt klart er tale om phase vocoding i passager med hurtige intonationsskift (på tidspunktet vist kun muligt med Auto-Tune). Men der er store variationer i effekterne i nummeret. Nogle steder er der passager, hvor Cher bliver givet en langt mere metallisk 'robotagtig' klang (som retfærdiggør noget af Kay Dickinsons lidt rigeligt fantasifulde analyse) og som det er lidet sandsynligt skyldes autotune alene. Der vil jeg mene at producernes forklaring sagtens kan være rigtig, men også at det er et ufuldstændigt svar. Sagen synes at have flere sider, præcist som du foreslår Torben. Ud fra en gennemlytning vil mit bud være, at der både er brugt Auto-Tune, men også andre typer effekter som sagtens kunne være Korgs vocoder og Digitechs Talker. Men det er jo alt sammen gætværk, når man ikke har en troværdig kilde til hvad der faktisk er sket i studiet.

Den nemmeste måde at opklare mysteriet på, er vel nok at prøve at skabe kontakt til producerne selv. Med lidt vilje, vel nok ikke en umulig opgave for en forsker. ;-)

Det kunne være interessant at høre om du er kommet dybere ned i sagen siden du skrev indlægget.

Tak for din kyndige kommentar, Jesper.

Hvad angår at kontakte producerne, så ligger det langt uden for min forskning. Jeg har skrevet om det fordi det er en sjov fodnote til min forskning, ikke forskningen selv.

Desuden er produceren jo flere gange blevet interviewet, og fastholder stædigt sin forklaring.