« Kunstens væsen? | Forside | Absurd poesi, landkort og kulørte platter »

01.05.2008

God og dårlig crossover-musik

Når jeg i øjeblikket bliver sat til at anmelde musik på Politiken er det ofte CD'er, der ikke lige kan rubriceres genremæssigt, men som er havnet hos det, de kalder for "klassisk musik". Og de seneste to plader jeg har anmeldt er netop præget af det, som i 90'erne hed "crossover", altså en blanding af genrer, der ellers holder til hver for sig, musikalsk såvel som institutionelt. Det er nu ikke fordi jeg selv dyrker crossover mere end det stilrene, men dér er der åbenbart brug for mig lige nu.

De to plader, jeg har anmeldt i april, kan tjene som eksempler på god og dårlig crossover. Den gode crossover er den man finder hos Paul Giger og Marie-Louise Dähler; den dårlige er den man finder hos den ellers så feterede komponist Heiner Goebbels.
Læs min anmeldelse af Giger/Dähler
Læs min anmeldelse af Heiner Goebbels
Og nej, jeg har hverken skrevet overskrifter eller manchetter til web-versionerne, så lad være med at hænge jer i dem. Endelig er det også en fejl at Thomas Michelsen er krediteret for Goebbels-anmeldelsen; det er altså mig der har skrevet den. Michelsen har forgæves forsøgt at få det rettet. Det går hurtigt på aviser, og man kan åbenbart ikke tage sig af den slags detaljer.

Man kan naturligvis være uenig i min smagsdom, men jeg står ved den og jeg vil benytte lejligheden til at sammenligne de to CD'er og efteranalysere hvad kriterierne egentlig er når vi taler om crossover. Desuden har jeg et par supplerende bemærkninger nedenfor

Sammenligning
Det gode ved Giger/Dählers crossover er for det første at de to genrer har noget fælles at mødes om, som bliver rendyrket. For det andet at musikerne kender genrene til bunds: De kan deres Bach såvel som deres Ligeti og deres improvisationsmusik Det giver en overbevisende dybde og fornemmelse af musikalsk mening. For det tredje er det simpelthen bare god musik.

Det dårlige ved Goebbels er ikke i sig selv at han blander genrerne. Det er for det første at der ikke viser sig nogen sammenhæng eller interessante korrespondenser. For det andet at disse genrer behandles overfladisk af nogle musikere der ikke har et forhold til dem. Men for det tredje er det simpelthen bare ikke god musik. Jeg er ikke ét sekund grebet eller forført eller overrasket af Goebbels' musik. Det er corny, og meget crossover er netop corny på den ufede måde. Det er patetisk uden at være udtryksfuldt, mens det omvendte ville være at foretrække. Og det er synd når nu tekstmaterialet har så store potentialer. Måske er det anderledes på scenen, men jeg skulle anmelde CD'en.

Supplerende kommentarer
Track 3, 8 og 12 på Goebbels-CD'en kan tjene til at illustrere den corny patos: Gertrude Steins tekst deklameres højtideligt ind over militærtrommer. Det samme med T.S. Eliots nøgterne opremsning, der også får en alt for højtidelig kor-deklamation. Det fungerer bare ikke - i hvert fald ikke på plade.

Giger/Dähler-CD'en skæmmes af en frygteligt patetisk covernote-tekst af en vis Peter Surber, der står i skærende kontrast til den nøgternhed, der præger musikken. Det er en romantisk, lommepoetisk tekst om hjerte og stilhed og natur og spiritualitet. Glem alt det røgelsesfyldte bullshit og hør pladen. Den er ikke for fem flade øre romantisk. Den er præcis lige så cool som metalstrengen på et cembalo.

Kommentarer

Det er interessant å se dine innledende betraktninger om "cross-over", sjangere, og kategoriseringere. Og jeg smiler litt for meg selv der jeg ser at Politiken har kategorisert Miles Davis som 'rock/pop'(eller beat som dere noen ganger sier i Danmark), og ikke under jazz (og det selv med "Bag's Groove". I mitt eget anmelderi har jeg også til stadighet plater som er vanskelige å kategorisere, og da særlig hvis man ikke har nok kategorier. Og det leder meg sånn sett til det jeg gjerne ville spørre deg om: synes du 'cross-over' er et godt begrep? I dag? Du skriver vel implisitt at det er 90-ish, og jeg tenker at vi - dvs anmeldere og musikologer for eksempel - trenger andre kategorier for å fange inn den musikken vi skriver om. Så langt jeg kan se er dagens sjangerkategorier først og fremst viktige i markedsføringsøyemed. Men ellers, jeg har ikke fått hørt Goebbels-cd'en enda, men jeg forstår likevel godt hva du sier. Det er også noe med plateselskapets (ECMs) estetikk her, der jeg ofte får tanker som ligner på dine - noen ganger bærer det med blandingene (eller hva vi nå skal kalle det), mens andre ganger, vel, så gjør det bare ikke det.

Ja, jeg bruger sjældent selv begrebet crossover og aldrig i anmeldelser og aldrig som genrebetegnelse. Når jeg har brugt det i mine betragtninger her, er det mest fordi dette begreb bekvemt kunne benævne det eneste som de to plader har til fælles: genreoverskridelser.

Jeg foretrækker faktisk at undlade at give en kategori til det som ikke er kategorisk. Så frem for at finde på en ny kasse, så kan man undlade at putte musikken i en sådan (men i stedet beskrive dens elementer, herunder genrereferencer), og så reservere ordet "crossover" (eller måske simpelthen genresammenblanding) til når man specifikt vil pege på dette fænomen mere generelt. Det ville være mit bud.

Ja, der er måske noget med ECM og mig, som går langt tilbage til begyndelsen af 90'erne, men som også er ambivalent. De har udgivet en lang række plader som har betydet meget for mig, men de lukker også ind imellem en ordentlig gang kitsch ud. Jeg elsker dette selskab fordi det har spillet en helt afgørende rolle i at give plads til musikere som Hilliard Ensemblet, Gidon Kremer og Paul Giger og for komponister som Arvo Pärt og György Kurtag.

Her har alliancen mellem ny og gammel musik uden om romantikken sit primære talerør.

Jeg er usikker på om crossover og sjangeroverskridelse faktisk betegner det samme. Jeg kan i en viss forstand være med på at det gjorde det for enkelte plater og musikere på 90-tallet, men synes vel tingene har utviklet seg så meget at jeg ikke er sikker lengre. En del sjangerovergripende prosjekter har så mange dimensjoner i seg, at de ikke lengre lyder som det vi kalte crossovers på 90-tallet.
Men ellers er jeg enig med deg i at å unngå kategoriseringene er en god strategi for å beskrive musikken her, og altså heller forsøke å beskrive dens elementer etc. Dog kan det være litt komplisert i korte avis-anmeldelser; for egen del er mine korteste på 1000 tegn, og da er det begrenset hvor mye man kan beskrive, og dermed kan sjangerbetegnelser være en short-cut til å få sagt relativt mye med få ord. Det var slik sett grunnen til at jeg noen ganger ønsker meg flere kategorier snarere enn færre. Og dermed er jeg vel igjen i nærheten av det jeg i forrige post kalte markedsføringsøyemed; i anmeldelser er det ikke markedsføring som sådan, men en tilpassning til de kategoriene aviser (og dermed også cd-butikker?) har til rådighet.
Jeg tror jeg har det mer ambivalent enn deg i forhold til ECM. Selskapet har også gitt ut plater som står høyt hos meg - og gjør det fortsatt - men jeg tror det særlig er i de mer jazz-relaterte utgivelsene fra 90-tallet at jeg også hadde diverse problemer. Det sagt så kjenner jeg meg igjen i din post likevel.
Og, du har en fantastisk siste-setning. Romantikken (hva nå enn den er) har fått altfor stor plass i musikklivet - både på konserter, plater, i utdannelser, etc. - og det er viktig at man finner andre innganger; at man kan unngå dens hegemoni. Og, ikke minst, at den ikke blir målestokken for hva som er "god" (eller "riktig") musikk.

Angående cross-over, er jeg kommet på sporet af den amerikanske komponist Gunther Schullers opera "The Visitation". Den blev uropført i Hamborg i 1966 og har fået god omtale i avisartikler, specielt tyske, men også anmelderen i Information Hangeorg Lenz har omtalt den. Jeg har aldrig stødt på ordet cross-over i en musikvidenskabelig terminologi, selvom navnet florerer i diverse magasiner og tidsskrifter. Derimod er f.eks. Themes on a Poem by Gertrude Stein et af Gunther Schullers bidrag til third stream retningen (som blev coinet af hamselv i 1957.)

Crossoverdiskussionen finder jeg ganske interessant. Som seelvstændigt genrebegreb er jeg enig med Torben Sangild i, at det ikke fungerer. Den der komponerer, har dog altid kunnet stjæle fra andre musikere, inklusive citater (f.eks. havde Duke Ellington engang et citat fra Tjajkovskijs Nøddeknækkeren. ) Og i Visitation forekommer der en interpolation af Bessie Smiths "Nobody Knows When You're down and out".

Spørgsmålet, der må tages op, kan jeg ikke se er musikanalytisk begrundet, idet al musik består af harmoni, rytme, melodi, instrumentation osv, ligemeget om det hedder cross over eller whatsoever. Men derimod er spørgsmålet for mig at se: i stedet for at tænke så meget over hvad der kan defineres som god eller dårlig musik, så hvorfor dog ikke lave publikum til medkomponister af klaverstykket, så ideen med crossoverkonceptet bliver afprøvet endnu bedre. For mig at se består ideen med cross over i at musikstykket bliver mere "participatory", og at flere mennésker får indflydelse på den samme musik. Jeg ser musiklivets vandetrædning primært i at det ikke integrerer stilpluralisme på en bedre og mere demokratisk måde.

Hvad angår third stream, så er det jo en meget specifik betegnelse for Gunther Schullers egen musik, der blander klassisk og jazz.

Hvad angår crossover i musikvidenskaben, så er der i hvert fald et eksempel, nemlig Svend Ulstrups speciale og prisopgave fra 1997 (så vidt jeg husker).

Det er rigtigt at betegnelsen third stream står for noget specifikt, men er ikke meget nyere musik netop specifik, forstået sådan, at den stiller særlige krav til instrumentation og opførelsespraksis?

Schuller siger om third stream, at det var intenderet som en "betegnelsens frihed", dvs. et udtryk ment som et adjektiv - f.eks. ligesom "rød" eller "blå".

Man kan måske også betragte third stream som en udløber af nogle retninger i jazz, der har været påvirket af kompositionsmusik - cool jazz er et eksempel på det. Selve coolidealet eller cool-konceptet er repræsenteret i meget moderne musik, f.eks. nyere jazz, ECM osv.

Opførelsesmæssigt er der i third stream krav om tilstedeværelsen af en jazzgruppe. Jeg har ikke hørt third stream musik udover den CD der hedder "The Birth of The Third Stream", men også Jimmy Giuffre og Dizzy Gillespie ("Perceptions") har lavet third stream musik.

Betegnelsen er måske konstrueret, foranlediget af en koncert i 1957, der var et tidligt eksempel på hvordan forholdet mellem improvisation og komposítion (se Knauer: Zwischen Bebop und Free Jazz) blev formidlet. Musikken fra koncerten findes på "Birth of The THird Stream".

Kompositionsmusik er naturligvis visuelt betinget. Men som Ran Blake også siger: MUsic is an auditory phenomenon. It's auditive. It's auditive.

Jeg ser også tilegnelsen af musik som noget, der sker ved øret. Vi kan analysere os frem til meget ved hjælp af øret, og traderede praksisser er auditive. Henning Bruus (fra Aalborg, red.)taler f.eks. om "gehørstraderede praksisser" i musik, og nævner improvisationen som et afgørende element i denne. Han beklager samtidig i sit speciale at så meget kunstmusik er visuelt forbundet, og at improvisation som regel har en ringe rolle at spille i den vestlige musiktradition.

Derfor ser jeg Bruus som en vigtig person i forsøget på at betone visse musikformer.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2