« Musical-fremskrivning | Forside | De sorte spejdere »

15.05.2008

Hornsleths våbeninvesteringsprojekt

Når nogen laver et kontroversielt og spektakulært kunstprojekt, bliver man ofte ringet op af journalister for at udtale sig om det - som regel inden man har sat sig ind i hvad det egentlig handler om. Det mærkelige er, at deres mest påtrængende spørgsmål ofte er: "er det kunst?" og ikke: "hvad siger dette om verden?" eller: "hvad er pointen?". Jeg skulle ellers til enhver tid mene at disse spørgsmål er vigtigere.

Nu har Kristian von Hornsleth lavet et projekt, hvor han har oprettet et firma som investerer i våbenaktier (krigsvåben, inklusive klyngebomber) og lader halvdelen af overskudet gå til velgørenhedsprojekter. Aktierne, som man kan købe for 20.000 kr. er dekoreret med jagerfly, atombombe, kranier gribbe og nøgne damer. Desuden bærer de indskriften "Per Ruinam ad Humanitatem", som også er udstillingens titel, og som vist betyder noget i retning af "fra undergang til menneskelighed".

Allerede et par dage før udstillingen åbner, kontaktedes jeg af en journalist fra Politiken, der gerne vil have en faglig vurdering. I dag er der så en stor artikel på forsiden af 2. sektion (kun i papirudgaven) om Hornsleths projekt og så nogle udtalelser fra fire forskellige mennesker - en nødhjælpsarbejder, en såkaldt "kunsthistoriker" (mig), Museumsdirektøren Karsten Ohrt og en investeringsekspert. Det er udmærket at sagen belyses fra flere sider med hver sin vinkel.

Den udtalelse, som krediteres mig, er en slags lakonisk resumé af en længere samtale med langt flere nuancer, og derfor vil jeg gerne - når nu jeg har alligevel har åbnet for loppesækken - selv formulere hvad jeg indtil videre har at sige om Hornsleths projekt:

1. Jeg har ikke set udstillingen og der er stadig mange ubekendte. Jeg vil ikke fælde nogen dom om et værk, jeg kun har hørt om. Det er især vigtigt at holde sig på måtten med den slags, når der er tale om kontroversielle værker. Jeg ved altså ikke hvad jeg i sidste ende skal mene om projektet. Tiden må også vise hvad der sker med det.

2. Til spørgsmålet hvorvidt det er kunst kan jeg kun svare: ja, hvorfor ikke? Det interessante er ikke om det er kunst, men om det er interessant som kunst. Se mere her.

3. Hvis værket er interessant, er det fordi det skamløst og kynisk peger på nogle sammenhænge mellem krig og profit og mellem velgørenhed og profit, som vi ellers gerne vil holde adskilt. Hvis Hornsleth har ret i, at en del af de penge der bruges på nødhjælp og velgørenhed kommer fra skatteindtægter fra våbenfirmaernes overskud, så er det noget de fleste af os er uvidende om eller helst ikke vil tænke på. I bedste fald kan projektet - ved at spille på de selv samme mekanismer - sætte fokus på nogle af disse ting.

4. Det er for mig helt afgørende om Hornsleth-firmaets investeringer i våbenindustrien i sidste ende betyder flere dræbte. Det kan jeg ikke gennemskue. Hvis det gør, finder jeg det moralsk meget problematisk. Hvis nogen har forstand på det økonomiske kredsløb for krigsvåben, må de meget gerne byde ind med mere information. Spørgsmålet er: bliver der solgt flere våben til krige ved at der investeres flere penge i våbenindustriens aktier? Får Hornsleth blod på hænderne?

5. Jeg har det generelt svært med Hornsleth - især med hans malerier. Der er noget letkøbt over projektet. Men man må give ham at både Uganda-projektet og dette projekt sætter et eller andet i gang. Spørgsmålet er bare hvor dybt det stikker.

6. Hornsleth er god til at spille på en slags dobbeltkontrakt i sine udsagn: på den ene side fremstår han som kapitalismekritiker, på den anden side som liberalistisk hylder af kapitalismen. På den ene side fremstår han moralsk indigneret, på den anden side siger han fx "jeg er ikke ude i et særligt moralsk anliggende". På den ene side handler hans projekter om verden omkring os, på den anden side er det én stor, effektiv selvpromovering. Han befinder sig i et uafgørlighedsfelt, der sådan set er interessant fordi hans projekter ikke kan koges ned til et entydigt budskab.

7. Med forbehold for at jeg ikke kender Hornsleths projekt til bunds, lyder det ikke umiddelbart lige så skarpt, modigt og præcist som Jakob S. Boeskovs vellykkede Empire North-projekt (2002), hvor det lykkedes ham at komme med på en international våben-messe i Kina og (med sit slips og gode manerer) vække seriøs kommerciel interesse for sit fiktive våben, The ID Sniper. Her kan man tale om en meget præcis intervention i våbenindustriens eget miljø, og det uden faktisk at bidrage til våbensalget. Her kobles der ganske vist ikke til nødhjælpsarbejde, men gennem Boeskovs beretninger får man et meget konkret og tankevækkende indblik i en ellers lukket og meget kynisk verden.

Kommentarer

Facebook-protestgruppen mod Guillermo Vargas Habacucs installation med en bundet hund der (måske, måske ikke) får lov at stå og sulte ihjel på en udstilling, gentager samme mærkelige vinkel: De spørger vredt: "Does this look like art to you?" og sætter ordet "artist" i citationstegn, hver gang de bruger det om Vargas.

Jeg spekulerer på, om folk simpelthen – bevidst eller ubevidst – netop anlægger denne indholdsforflygtigende vinkel for at beskytte sig selv mod den mere farlige reflektion over værkets egentlige indhold.

Hej Torben.
Har lige været lidt rundt på din blog og faldt over dit forsøg på at ’definere kunsten’.

Jeg har et bud der ikke kræver en længere forklaring eller en masse forbehold. Det som måske er problemet, med din definition er, at den er en smule kompliceret og der er for mange forbehold. I forsøget på en omfattende definition, udvandes en ellers holdbar definitionen.

På Det Fynske Kunstakademi, hvor jeg studerer, har Jens Haaning, et næsten sloganagtigt forhold til kunstbegrebet. Haaning har udtalt at ’hvis producenten mener det er kunst, så er det kunst - that’s it!’.
I min optik, er dette et dejligt ukompliceret og frugtbart blik på kunsten.

Hvis alt kan være kunst, er argumentet ofte at man udvander kunsten. Men på den anden side vil jeg mene, at et mere ekskluderende(indenfor/udenfor dikotomien) kunstbegreb, paradoksalt nok også er med til at udvande kunsten. Her tænker jeg på den offentlige kunstnermyte: Den ekskluderede kunstner, der er misforstået af sin samtid. En myte, som flittigt bliver brugt af mindre talentfulde kunstnere.

I et Favrholdtsk kunstbegreb(det institutionelle), vil amatøren med held kunne fremstille sig som avantgarde.

Hvis amatøren får forkastet sit værk som ikke-kunst, kan dennes argument være, at man har afsøgt grænsen for kunst, god smag, osv. Og det som var et hjælpeløst kunstværk, bliver pludselig til en ’kritisk undersøgelse’.

Ved at afvise kunstværker som ikke-kunst, giver man de dårlige kunstnere rollen som outsidere, og forlænger derved unødigt deres kunstneriske løbebane. Jeg vil mene, at der er mange cafekunstnere, der luner sig i det Favrholdtske kunstbegreb.

Hvis en dårlig producent/kunstner vurderes som kunstner, og det han producerer vurderes som kunst, kan man dømme det ude på værkets præmisser, og ikke de institutionelle præmisser. Og det er da noget mere interessant, og ikke mindst - mere præcist.

Hornsleth er jo et meget godt eksempel på, hvordan kritikken ikke bliver rigtig skarp fordi spørgsmålet, som du også selv er inde på, mere omhandler: Er det kunst?

Og sluttelig vil jeg nok mene, at det ikke kan være kunst, hvis ophavsmanden, i dette tilfælde en borgmester, holder fast i, at det at klippe en avis i stykker ikke er kunst, selv om du mener noget andet. Grænsen går, for mig, ved at andre definerer noget som kunst uden producentens accept (med mindre det er en del af en kunstnerisk dagsorden...).

Jeg er klar over, at nogle kunstnere gennem tiden, har fravalgt kunsten, og at de handlinger de efterfølgende har foretaget, stadig bliver vurderet som happenings og kunst. Men det kan kun lade sig gøre, fordi de har en markant kunstnerisk baggrund. Forskellen på borgmesteren og (ex)kunsterne er; de har lavet et tydeligt fravalgt af kunsten (modsat den unge borgmester), med kunstneriske begrundelser, som oftest er baseret på det institutionelle kunstbegreb.

I øvrigt burde du kommer til Odense og se afgangsudstillingen på Brandts, den fortjener en anmeldelse fra din side.

Tak for de gode kritiske anmeldelser, rart at der er nogen der tager kunsten seriøst.

Tak - jeg har det også altid ambivalent - synes på en måde, det er tarveligt, når Hornsleth ikke vil sige, hvad han selv mener om sit projekt (smagsdommerne i sidste uge) da han synes det er for personligt - men kan på den anden side også godt lide at ansvaret for fortolkningen er mit eget - lidt ligesom hos Olafur Eliason siger, at vi selv har et medansvar for, hvad vi ser, når vi ser - og hvis vi synes de 3 lamper i operaen ligner Christianias flag udefra, så er det ok med ham - og uden betydning hvad hans intention var.

Ikke helt fair at sammenligne Hornsleth og Boeskovs krigskunst på den måde, synes jeg. Men det er et spændende indlæg.

Bidrog Boeskov ikke til våbenbranchens omsætning? Som jeg husker Empire North-historien, så fik JSB jo netop sat nogle tanker i gang hos en masse mennesker, man egentlig nok ville foretrække helt fuldstændig idéløse.

JSB's succes med at markedsføre sit fiktive Big Brother-våben både overvældede og skræmte livet af ham. Man forstår, at han stak af. Til gengæld ville det overraske mig, hvis hans ideer ikke i et eller andet omfang er blevet ført ud i livet siden - til fordel for det bizarre våbenindustrielle kompleks, som han modigt udstillede og afslørede. Alting har en pris.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2