Musical-fremskrivning
Alt er blevet til musicals. Poul & Nulle, Olsen-Banden, Matador. Og man kan lave spillefilm ud af Polle fra Snave og computerspil som Lara Croft. Det er et tegn på at kulturen er sprællevende og at man kan tjene mange penge på en god ide. Jeg har forlængst fundet ud af at det ikke er elektronisk musik og avantgardekunst man tjener penge ved, så derfor har jeg besluttet at sadle om. Jeg vil nu producere musicals ud fra egne ideer. Her er nogle af de kommende projekter:
Ud & se med Harry & Bahnsen: Storslået musical baseret på de populære reklamer med en lilla tøjdukke og Søren Pilmark. Phillip Glass komponerer en togrytmebaseret musik, hvorover der ligger glansnumre som Harrys frække sang "Mig og min Corolla" og ikke mindst Bahnsens smukke "Ode til togrejsen", der ikke efterlader et øje tørt. Bahnsen spilles af Stig Rossen og Harry af Peter Belli. Instruktør: En entusiastisk Peter Langdal.
TV Shop - The Musical: De folkekære produkter fra TV Shop får nu endelig deres egen forestilling i højt humør og med mulighed for at købe alle produkterne i pausen. Mød den techno-energiske Thigh Trainer (sunget af en stadigt slankere Stig Rossen), den skarpe ledningsfri elektriske kniv, Sonic Blade (sunget af Jimmy Jørgensen), og ikke mindst de smarte Super Pack opbevaringsposer (sunget af en farverig Peter Frødin). Instruktør: En euforisk Peter Langdal
FunWall - en Facebook musical. En kædedans med de altid sjove rundsendte gækkerier fra Facebooks populære FunWall. Gør brug af den nyeste teknologi - et sansebombardement af tekst, billeder og video. Alle tekster synges af Stig Rossen - din egen Facebook-ven. Instruktør: En hypermoderne Peter langdal med fingeren på pulsen.
Tetris: Det midaldrende publikum vil sikkert huske det tidlige computerspil tetris, men også de unge og de ældre kan være med, for nu bliver det udødelige spil omsat til action-musical! For at få brikkerne til at falde på plads har Nørrebro Teater hyret de bedste sangere og artister. Ikke alle roller er på plads endnu, men i rollen som den sværeste brik har vi allerede fået tilsagn fra Stig Rossen, der således vil synge det kommende hit med omkvædet "Åh, jeg falder / Jeg har to arme og to ben / Mon jeg passer ned i bunken under mig?". Instruktør: En kamikaze-kåd Peter Langdal.
Så er pensionen sikret.



Kommentarer
Hvis du skal bruge en investor, så siger du bare til..!
Posted by: Benjamin A. Wendelboe | 10.05.2008 22:42
Du er forholdsvis tosset med hr Rossen skulle man mene.
Posted by: Brian Ravnholt Jepsen | 10.05.2008 22:50
@Benjamin: Jeg indkalder til planlægningsmøde snarest.
@Brian: Stig Rossen bærer mellemnavnet Succes. Jeg har sjældent arbejdet sammen med en så professionel stjerne, og han er helt med på alle ideerne, ligesom Peter Langdal. Men frem for alt er han en sikker publikumsmagnet, vores allesammens egen Stig Rossen. Og husk på, at folk helst vil se noget de kender i forvejen, hvilket jeg har fuld respekt for. Vi giver folk hvad de vil have: kendte figurer i kendte historier med kendte stjerner.
Posted by: Torben Sangild | 11.05.2008 06:51
Slid nu ikke Stig for meget, da han gerne skulle kunne spille hovedrollen i min musikal "Stig Rossen - et liv afbrudt af sang".
Posted by: Kahrzdn | 11.05.2008 07:41
Stig er som sagt prof, og jeg tror da nok han skal stille op til musicalen om hans eget liv.
Posted by: Torben Sangild | 11.05.2008 08:18
Der findes jo allerede nu en menneskelig version af Tetris, så hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og lave musicalen? Jeg vil gerne bestille to billetter med det samme, tak! :)
Posted by: Rasmus | 11.05.2008 10:33
Ja, jeg har også overvejet at lægge sag an mod japanerne for at have stjålet min ide, men ret beset er konceptet et lidt andet. Det er dog brandgodt TV, som vi straks må importere.
Posted by: Torben Sangild | 12.05.2008 14:06
Tetris md levende mennesker? Det har kørt på dansk tv i nogle uger allerede - på TV3 under titlen "Hul i Hovedet" med Uffe Holm som vært...
Posted by: Frode Andersen | 12.05.2008 17:59
Tetris med levende mennesker? Det har kørt på dansk tv i nogle uger allerede - på TV3 under titlen "Hul i Hovedet" med Uffe Holm som vært...
Posted by: Frode Andersen | 12.05.2008 17:59
Jeg venter bare på den dag, hvor nogen uforvarende kommer til at lave en musical over noget, der allerede er en musical. Fantom of the Opera – the musical f. eks.
Posted by: Jexper Holmen | 12.05.2008 19:58
God ide, Jexper.
A Chorus Line - The Musical: Musical-versionen af musicalen om opsætningen af en musical. Hm...jeg tror vi har fat i noget, der rykker her.
Posted by: Torben Sangild | 13.05.2008 08:25
Er det pga. copyright, du kalder den Ud & Se med Harry & Bendtsen? For han hedder da Bahnsen (sådan er reklamefolk så udspekulerede. På subtil vis skal vi "tvinges" til at associere til jernba(h)ne).
Posted by: Claus Krogholm | 14.05.2008 12:18
Jamen dog, det var godt du korrigerer dette her lige inden jeg skal forhandle med DSB marketing om rettighederne. Jeg har nemlig kun hørt reklamerne, ikke læste dem.
Jeg retter det straks i oplægget.
Posted by: Torben Sangild | 14.05.2008 12:31
Nu synes jeg ikke, vi skal glemme de mange kongelige/næsten-kongelige bryllupper. Der må være et marked for en musical bygget på en kavalkade af heldags-TV fra/om/rundt om bryllupperne. Og boligprogrammer, evt. krydset med noget med nogle friske ejendomsmæglere. Jeg forestiller mig fx Stig Rossen som ikonet Peter Norvig.
Posted by: Irene Manteufel | 22.05.2008 13:17
Ang brylluper: Årh jeg kunne godt se Rossen i rollen som den kongelige event speaker Jes Dorph. Jeg er faktisk allerede gået i gang med at skrive sangene. Nogen der kan hjælpe med hvad der rimer på "Ingrid Alexandra Irma Astrid Benedikte komtesse af Pfeil og Klein-Ellguth"?
Posted by: cj | 24.05.2008 19:35
Den italienske komponist Giorgio Battistelli vil lave en opera over Al Gores powerpoint-foredrag, "En ubekvem sandhed".
Det er ganske vist
Posted by: Torben Sangild | 06.06.2008 21:08
Og hva er det du mener Battistellis opera har å gjøre med musicals?
Posted by: Erik Steinskog | 07.06.2008 11:05
Nå, det er mere bare åndsbeslægtetheden med mine musical-projekter der springer i øjnene.
Posted by: Torben Sangild | 07.06.2008 12:03
Der er endnu flere åndsbeslægtede - det vrimler med fede ideer:
"Ifølge nyhedstjenesten Imdb News vil Vatikanet i næste uge, nærmere bestemt 16. juni, for første gang lægge formentlig hellige skrå brædder til en musicalpremiere. Det drejer sig om en musikalsk dramatisering af Jomfru Marias liv, og hovedrollen som den hellige Jesu moder skal spilles af Alma Manera, som tidligere har deltaget i konkurrencen om at blive Miss Italien. Syngespillets titel er ’Mary of Nazareth – A Story That Goes On, og det bliver opført i Paul VI’s auditorium, hvor der tidligere kun har været spillet klassisk musik. De sceniske løjer er i øvrigt officielt velsignet af Tarcisio Bertone, Vatikanets indenrigsminister."
(Politiken 14/6)
Posted by: Torben Sangild | 16.06.2008 21:00
Virkeligheden er ved at overhale indenom; her i sommer laver DR en optagelse af musicalen Matador på det kgl. teater. Så det er således tale om en tv-optagelse af en muiscal bygget over en tv-serie.... Hvem laver operaen over TV-optagelsen over musicalen baseret på TV-serien?
Posted by: Frode Andersen | 20.06.2008 10:01