Arkiv: juni 2008

« maj 2008 | Forside | juli 2008 »

30.06.2008

My Bloody Valentine i 2008

Få bands har betydet så meget for mig som My Bloody Valentine, og jeg har da også skrevet et helt kapitel om dem i Støjens æstetik. Efter utallige år med rygter efterfulgt af skuffelser, er de nu tilbage, og de spiller på Roskilde Festival i weekenden. Jeg skal faktisk ikke på Roskilde, men jeg kan godt mærke at det kribler i mig nu hvor det nærmer sig. Men jeg har været til fire koncerter med dem i 'gamle dage' (1989-92), og den slags genforeninger har det med at skuffe. Under alle omstændigheder er der udsolgt og jeg vil ikke undvære min lille datter i 4 dage.

I forbindelse med genforeningen og koncerten er jeg blevet interviewet til både Soundvenue (papirudgaven) og Information om My Bloody Valentine.

Nedenfor vil jeg give en kombination af mine svar i min egen redigering, så her er kort hvad jeg mener om My Bloody Valentines status og gendannelse.

Opdatering: Desuden bliver der i kommentarerne forsøgt en rekonstruktion og diskussion af selve koncerten på Roskilde festival 2008 med hjælp fra dem der var til stede:

Torben Sangild om My Bloody Valentine

Din reaktion på at MBV er tilbage?
Ja, jeg må indrømme at jeg ikke for alvor ville tro at de nu for alvor spillede sammen igen før de havde givet deres første koncert. Det skyldes at der lige siden 1993 gang på gang har været rygter om at nu kom de med en plade eller nu var de gendannet, og det har altid vist sig ikke at holde når det kom til stykket. Nu er det sikkert og vist, og det er meget spændende, men også lidt...farligt.

Hvorfor farligt?
Fordi det meget tit bliver en skuffelse med de der gendannelser af legendariske bands. Det er nostalgien der driver det, og det bliver alligevel aldrig som i gamle dage. Jeg har været til fire My Bloody Valentine-koncerter, og det har været meget store oplevelser. Risikoen er at det ikke bliver det samme - og måske heller ikke noget nyt.

Hvad der med dine ord gør MBV specielle?
Det er flere ting, men det vigtigste er nok deres tilgang til støj. Normalt bliver støjen i rockmusik brugt ekspressivt, dvs. til en voldsom udladning af energi. My Bloody Valentine vender energien indad i en mere blød støjrock, som også er mere sensuel og drømmeagtig. Og guitarstøjen er en vigtig del af det udtryk. Det hænger sammen med at grænserne udviskes og konturerne bliver uklare på flere planer i musikken. For eksempel hører man ikke anslagene på guitarerne – de vokser bare frem på magisk vis. Det er det som de selv har kaldt for "The not-quite-really-there sound". Det bliver så kombineret med andre elementer, såsom de vage og glidende akkorder, lydproduktionen af et meget lille rum og den tilbagetrukne sangstemme, der næsten drukner i blød guitarstøj. (Dette gælder især albummet Loveless og ep'erne Glider og Tremolo)

Hvilken betydning de har i et større rockhistorisk perspektiv såvel hvilken rolle de kan spille på den nutidige musikscene?
Uha, det er svært at svare kort på. De jo i hvert fald var med til at skabe den rockstilart, man har kaldt 'shoegazer', som prægede især begyndelsen af 90'erne med netop blød, drømmeagtig guitarstøj. Men de har også påvirket den elektroniske musik på forskellige måder, som man fx kan høre det hos Bowery Electric eller Oval. MBVs æstetik har spredt sig ud i alle mulige retninger og påvirket alle mulige genrer. Deres betydning er uvurderlig, som i: Meget stor.

For mere: se Støjens æstetik s. 43-45 + 72-80
Eller (kortere og på engelsk) Noise- Three Musical Gestures, afsnit 4.3

24.06.2008

Rock og TV

"Afhandlingen gør op med myten om at rock og tv er to uforenelige størrelser."

Ja, sådan står der i anonceringen af Anja Mølle Lindelofs ph.d-forsvar. Om hun selv står bag formuleringen ved jeg ikke, men den er mig besynderlig. Jeg anede ikke at der var en udbredt myte om at rock og tv er uforenelige størrelser - tværtimod ligger jeg under for den tilsyneladende langt mere udbredte modsatte myte, at tv fra begyndelsen har været afgørende i udbredelsen af rockmusik (tænk bare på Elvis - og på MTV).

Der står ikke noget om hvor myten hersker henne - hvor den er så omfattende, at det er nødvendigt at gøre op med den. Man kunne derfor få den tanke at der er tale om en "negativ opbyggelighed", som det hedder hos Stjernfelt/Thomsen - altså at man ikke synes at man bare kan undersøge forholdet mellem tv og rock, men man skal have noget man kan angribe, så ens standpunkt lyder mere kontroversielt end det er.

(Jeg ved intet om afhandlingen ud over pressemeddelelsen, og jeg hilser til enhver tid en sådan undersøgelse af rock i tv velkommen. Måske er det glimrende forskning. Det er udelukkende pressemeddelelsens formulering, jeg studser over).

23.06.2008

Dream Baby Dream

Da jeg hørte et brudstykke af Suicide-nummeret "Dream Baby Dream" i radioen/podcast for nylig var jeg igen 16 år gammel og sad og opdagede en ny verden af mærkelig musik, der strømmede ud af radioen fra Jan Laursen og Peter Genild i "Studie 85". (Det var dengang P3 ikke bare var en kommerciel hitkanal, men også havde programmer drevet af musikalsk viden og nysgerrighed).

Jeg optog dette nummer på kasettebånd sammen med lige så mærkelige numre af Pere Ubu, Public Image Ltd., Violent Femmes, Tuxedomoon, Einstürzende Neubauten og mange andre. Den intensitet med hvilken jeg skamlyttede båndet hver eneste dag for at trænge ind i denne verden af musik, som ingen andre omkring mig kendte, kan jeg godt ind imellem savne. Man bliver en smule blasert med årene.

Da jeg i morges genhørte "Dream Baby Dream" på vej på arbejde var jeg ikke spor blasert. Tårerne strømmede ned af kinderne på vej ned ad Sjællandsgade, Guldbergsgade, Fælledvej, Nørrebrogade.

Dream baby dream.jpg

"Dream baby dream/ Forever / Keep them dreams burning, baby/ Forever". Det er på sin vis en kitschet tekst, og dertil kommer Suicides vanlige supercorny blanding af Martin Revs snøftende enkle keyboard/rytmebox-figurer og Alan Vegas croon med overdrevent snerrende rock'n'roll-manerer. Han rammer tit ved siden af tonerne, og det hele er...magisk!

Jeg elsker Suicide fordi der ud af det corny udtryk kommer noget som er så intenst og særegent at det meste andet musik fra 1970'erne virker håbløst prætentiøst og tomt til sammenligning. I "Dream Baby Dream" giver Vega sin stemme et anstrøg af desperation, som sammen med gentagelserne kan give en fornemmelse som sang han dette til en kæreste som var ved at dø af en overdosis og lå og rystede over hele kroppen med det hvide vendende ud af øjnene. "Keep them dreams burning, baby. Come on! Dream baby dream". Der er ikke nogen skrig, ikke nogen guitarflader, ingen effekter til at understøtte dette drama. Blot en mekanisk rytmebox og en corny/cool crooner. "Forever".

Nåja, for dem der ikke aner hvad jeg taler om: Suicide er en legendarisk duo fra 1970'erne, et sted mellem Stooges, Buddy Holly og Kraftwerk. "Dream Baby Dream" udkom som single i 1979. Deres to første albums er fantastisk gode. Man skal som sagt lige vænne sig til stilen.

Jeg er ikke meget for at linke til videoen, men det er nu en gang det letteste. Prøv at lytte til musikken og glemme videoen. Den er her (i den korte version). Og få så fat i nummeret - helst i den lange version på over 6 minutter. Den kan købes i iTunes og sikkert mange andre steder. Og så fold drømmens faner ud!

Mikrogallerier

Det vrimler med bittesmå gallerier, drevet af ildsjæle i deres fritid, men samtidig med et højt kunstnerisk niveau i udstilling af samtidskunst på en anden måde. Nogle af dem udstiller blot i et vindue eller udhængsskab ud til gaden, andre har et lille rum, ofte i tilknytning til deres eget værksted. De er lette at overse, men man bør unde sig selv at bemærke dem.

Mikrogalleri.jpg

Derfor fik den ide at lave en guide til de københavnske mikrogallerier. Den blev bragt i Politikens iByen-tillæg i fredags. Der ligger også en web-version her.

Til webversionen skal bemærkes: At jeg har skrevet alle tekster, og at Miriam Dalsgaard er fotografen. At der i avisen er to billeder fra hvert galleri - et oversigtsbillede af stedet og et nærbillede af den aktuelle udstilling. I web-versionen er dette reduceret til et af de to, så man ikke altid får et klart indtryk af stedet.

Til artiklen som sådan vil jeg bemærke at jeg har brugt meget tid på research, på samtaler med galleristerne og på at cykle rundt og se stederne, selv om det kan virke meget simpelt fakta-agtigt. Det har generalt været en god dialog, og inspirerende at møde den entusiasme, de lægger for dagen.

En gennemgående reaktion (ud over taknemmelighed for opmærksomheden) fra mikrogalleristerne har været at spørge nysgerrigt til hvem de andre var, og et ønske fra flere om at kende hinanden, idet de ofte ikke har hørt om de andre. De ser altså ikke sig selv som en del af et mikrogallerimiljø.

Skulle jeg have overset nogen mikrogallerier (ud over dem der har sommerlukket) beklager jeg, men jeg har gjort hvad jeg kunne. Hvis du kender et, så fortæl om det her, så kan vi danne et samlet billede.

Mikrogallerier der ikke var med blandt de 9
Kabine (holder udstillingspause)
Momentan (holder udstillingspause, nævnt i artiklen)
AirPlay (holder udstillingspause, nævnt i artiklen)
Unavngivet galleri i begyndelsen af århusgade (oplyst af Lars E.)
Met' Marie Lambers i Valdemarsgade (oplyst af Britt Østergaard)

18.06.2008

Signe Vads fotografier

Jeg har anmeldt Signe Vads udstilling på Galleri Image i Århus (se her).

Signe Vad.jpg

16.06.2008

Bloomsday 104 - Gratis audio og min nye medforfatterstatus

Så er det i dag der skal spises lammenyrer. Det er Bloomsday igen, og nu 104 år siden at hanrejen Leopold Bloom trissede dagdrømmende ned til slagteren for at købe indvolde til sin morgenmad.

Det er et par år siden jeg sidst har skrevet noget om Ulysses, og det er også nogle år siden jeg sidst har læst i den. Det er ikke blevet lettere at få tid og overskud til efter jeg er blevet far. Men jeg har en lille drøm om i sommerferien at fortsætte fra hvor jeg slap ved seneste (fjerde) gennemlæsning, nemlig midt inde i kapitel 15, hvor det hele er meget drømmeagtigt, drukagtigt og utugtigt.

Jeg har stadig til gode at skrive mit essay om støj i Ulysses, og det bliver heller ikke i dag/år. (Der er i det hele taget mange emner jeg gerne ville skrive om hvis jeg havde tid, men det får ligge).I stedet vil jeg fokusere på to Ulysses-relaterede nyopdagelser.

Den ene er at Ulysses nu ligger indtalt af en række forskellige oplæsere som gratis download på LibriVox. Jeg har downloaded det hele (32 timers oplæsning) som zipfil og smidt det ind i iPoden, men har ikke hørt så meget endnu. Det er uden tvivl ikke den endelige oplæsningsversion af Ulysses, idet det er en kollektiv oplæsning ved et live-arrangement. Men hvis man ikke tager det for mere end det er, kan det være en udmærket måde at repetere teksten på og høre den talt på sit modersmål. Jeg har kun lige hørt begyndelsen, og det var faktisk herligt at høre det mundtligt, så jeg vil bestemt høre mere. Og jeg overvejer også at købe den professionelle version, som bare lige koster 6-700 kr. i den uforkortede udgave, så det er noget man lige skal tage sig sammen til. Hvis du har hørt enten den ene eller den anden version, må du meget gerne kommentere dem her - er det godt?

Den anden ting er meget mærkelig. Jeg står som medforfatter på den danske oversættelse af Ulysses i Google Book Search! Der står tre navne: James Joyce, oversætteren Mogens Boisen og så mig. Jeg fik en mail for nylig fra en der havde set det og ville høre hvorfor jeg stod som medforfatter. Svaret er: jeg aner det ikke. Det er mig fuldstændig ubegribeligt hvordan mit navn er havnet der. Men det er ganske vist:
Sangild Ulysses.jpg

Er der nogen der ved hvordan Google Book Search fungerer, som har en ide om hvad der foregår? Det er lidt spooky. Jeg har ganske vist skrevet lidt om Ulysses, men det er der så mange andre der har, og jeg har absolut intet med Mogens Boisens 1980-oversættelse at gøre. Da den kom var jeg 11 år gammel, læste Bjarne Reuter og Enid Blyton og var lykkeligt uvidende om at der fandtes sådan noget som Ulysses.

Se også
1. At læse Ulysses
2. Guides til Ulysses
3. Ulysses i radioen
4. Bloomsday 101

15.06.2008

Panikknappen

Podcasterprisen bød på meget andet end De sorte spejdere, og for mig var den vigtigste nyopdagelse Panikknappen, der fik en tredjepræmie. Det er - som alle de nominerede - en "ægte" podcast i den forstand at den skabes og produceres udelukkende som podcast frem for at være en radioudsendelse, der efterfølgende lægges ud som podcast.

Panikknappen er lige så svært at forklare som De sorte spejdere. Det er to fyre - Tuka og Palle Bo - som sidder og snakker og spiller musik. Og så ringer de også til nogen. På disse punkter er der faktisk ikke nogen forskel til De sorte spejdere. Forskellen handler om værterne, tonen og påfundene. Et af påfundene er at ringe til udvalgte firmaer og bede om at tale med "båtnakken". Det er måske ikke det mest subtile påfund i nyere tid, men det overraskende er hvor ofte de faktisk uden tøven bliver sendt videre til en medarbejder i firmaet - som oftest chefen. Hør dem også interviewe Emma Clarke - hende der har indtalt beskederne i Londons Underground - bl.a. det berømte: "Mind the Gap". Hun har for nylig selv lavet en række parodier på disse beskeder, og rygterne siger at hun blev fyret af London Underground på grund af dem. Hun giver selv en noget anden version af den historie i interviewet.

Jeg har kun hørt de første fem udsendelser (de har allerede lavet 26), men jeg er allerede hooked. Min eneste anke er at de har en meget poppet musiksmag og spiller et par numre hver gang, som jeg helst spoler hen over (med få undtagelser). Ideen er ellers god nok - at spille musik som er podsafe/creative commons-tilgængeligt - men det er bare for langt fra min egen musiksmag.

Panikknappen er hyggeligt og morsomt og jeg håber de bliver ved længe endnu. Hvis du er nysgerrig og vil høre programmet, skal du bare klikke på panikknappen ovenfor.

14.06.2008

Ærespris til De sorte spejdere

I går havde jeg den store ære at uddele en pris til mine radiohelte, De sorte spejdere. Det var Pocasterprisens ærespris, og jeg blev spurgt få timer før om jeg ville komme og uddele prisen. Det sagde jeg straks ja til.

De sorte spejderes pris 3.jpg

Det var Karin Høegh der stod for arrangementet, og hun havde valgt at holde det hemmeligt at De sorte spejdere skulle komme og få en pris - mest af frygt for at arrangementet ville drukne i Anders & Anders-fans, og at opmærksomheden derfor ville blive taget væk fra vinderen af den egentlige podcasterpris, nemlig Claircast. Det betød til gengæld at der kun var mødt en lille skare op på ca. 20 mennesker fra podcast-insider-miljøet.

Jeg tænkte at Anders & Anders (ligesom jeg selv) ville synes det var lidt mærkeligt at få en pris i et så lille forum, og så med en såkaldt clairvoyant som vinder af hovedprisen. Men de tog det pænt og i højt humør og var beærede over prisen. Og Karin Høegh formåede at holde stemningen oppe hele vejen.

Før overrækkelsen sagde jeg et par ord om hvor farligt det kan være at høre De sorte spejderes podcast, idet man er i risiko for at knække sammen af grin på de mest upassende steder og tidspunkter, som det ofte er sket for mig selv.

Anders & Anders var meget søde og holdt en takketale hvori de røbede at de til efteråret skal besøge Connie fra Bornholm - hende med bæk-alferne, som var grundlaget for et af de sjoveste indslag i nyere tid. Folkene bag programmet "Besøgstid" var ellers blevet rasende over sådan at blive brugt satirisk, men ikke Connie. For som hun havde sagt: De sorte spejdere siger det højt som alle mine venner også går og tænker, men ikke tør sige højt.

De sorte spejderes pris 4.jpg

De sorte spejdere er desværre først tilbage i æteren til efteråret, men på podcasten udgives der det to typer programmer til os som har voldsomme abstinenser: det klart sjoveste er de to udsendelser med highlights fra 2008 (præsenteret af den kongeniale journalistpraktikant Rebecca Svensson) . Desuden genudsender de også de to allerførste programmer fra 2005. De har historisk interesse, men man må sige at programmet er blevet bedre med årene.

Hør lydoptagelse af overrækningen her:

Læs mere og se flere biilleder fra overrækkelsen her

08.06.2008

Beatlemania og de skrigende piger

Man har set dem utallige gange, og hver gang jegser/hører et arkivklip undrer jeg mig over dem: de ekstatisk skrigende teenagepiger ved Beatles' koncerter, der overdøver musikken med deres hysteri. Jeg undrer mig ikke kun over fænomenet som sådan, men også over at de andre koncertgængere og Beatles selv fandt sig i det. Jeg ved godt at det også fandt sted ved andre koncerter, men det eksploderede med Beatles.

Beatlemania.jpg

Det kom til mig igen nu da jeg kiggede i Torben Bille & Jan Perssons nye, flotte bog, Midt i en beattid, med fotografier og beretninger fra de store rockstjerners koncerter i Danmark 1964-74. Om The Beatles' koncert(er) i København 1964 skriver Torben Bille:
Hvis man kan huske hvordan det lød, var man der ikke. De to Beatles-koncerter i K.B. Hallen [...] var nemlig mest for mundaflæsere. Støjen var infernalsk eller himmelsk, alt efter temperament, men sandelig også efter køn eller alder. Det var Store Pigeaften. Dels var det dem, dervar de langhårede [...], og dels udløste synet af The Fab Three (Ringo blev hjemme[...]) en tsunami af undertrykt seksualitet. Sådan formulerede vi andre det selvfølgelig ikke, vi syntes bare de skabte sig.
Bille fortæller også at Beatles selv gik så meget op i deres koncertprogram at de strøg "Long Tall Sally" ved den første koncert fordi opvarmningsbandet, The Hitmakers, havde spillet det. Og han beretter hvordan koncerten begyndte med "den legendariske 'one-two-three-four-nedtælling til 'I Saw Her Standing There'". Han fortæller også at særligt "Till There Was You" vakte pigernes begejstring. Og fremviser et klenodie: nemlig John Lennons håndskrevne sætliste, opsamlet af Torben Sardorf fra Hitmakers.

Jeg kan ikke få dettil at passe oppe i mit lille hoved, så af nysgerrighed efter opklaring må jeg stille en masse spørgsmål til hvad der egentlig foregik. Jeg vil meget gerne høre fra folk som var med dengang, for jeg forstår ingenting:

1. Hvorfor skreg pigerne så højt? Et svar er undertrykt seksualitet. Et andet er min kære svigermors: "Det gjorde man bare den gang, så det gjorde jeg også". Altså en slags kodet adfærd, der viste at man var med, måske anført af de mest seksuelt ladede piger?

2. Synes de ikke selv de gik glip af noget, når de kun kunne høre deres egne skrig? Eller var de simpelthen ligeglade med musikken?

3. Og følte de andre koncertgængere sig ikke snydt når musikken blev overdøvet af disse hysterikere? Jeg var da blevet sur, tror jeg.

4. Var lydudstyret så svagt at man simpelthen ikke kunne overdøve pigerne?

5. Hvordan kunne Beatles blive ved i årevis på den måde før de stoppede disse absurde 'koncerter'? Vidste de godt at publikum ikke kunne høre musikken eller bildte de sig ind at det gav mening at spille?

6. Kunne man bogstaveligt talt ikke høre musikken, eller var den bare delvist druknet i skrig? Når Bille referer sætlister og henviser til dem berømte indledning på koncerten og til hvordan det stille nummer "Till There Was You" vakte særligt jubel, begynder det jo at handle om musikken. Koncertens begyndelse må vel være det tidspunkt hvor skrigene er størst: idolerne er lige kommet ind. Kunne man alligevel høre musikken sådan nogenlunde?

7. Findes fænomenet med de hysterisk skrigende piger ved koncerter i dag eller var det udelukkende en 60'er-ting?

8. Var der slet ingen drenge der reagerede på samme måde?

John Lennon podcast

I december 1970, da John Lennon netop havde udgivet sit legendariske album John Lennon/Plastic Ono Band, fik han besøg af magasinet Rolling Stones grundlægger Jann S. Wenner til et langt interview om den nye plade såvel som om Beatles-årene.

Hele interviewet er kommet som podcast i 5 afsnit

Nedenfor et par iagttagelser til intervewet (efter at have hørt del 1-3):

Iagttagelser til John Lennon-interviewet
1. Lyden er ikke særlig god (som de også selv undskylder), og det er svært at høre Wenners spørgsmål. Men John Lennon er bare så interessant at det hurtigt bliver ligegyldigt.

2. Wenners interviewplanlægning er svær at gennemskue. Han springer rundt i emnerne og vender pludselig tilbage til noget han næsten har spurgt om før.

3. Ikke overraskende sidder Yoko Ono ved siden af Lennon og svarer for ham hver gang han selv går i stå. Men måske mere overraskende for dem der mener at hun styrede ham fuldstændig skal det understreges at han flere gange siger hende lodret imod og sætter hende på plads - især når hun forsøger at gøre Lennon bedre end han er. For eksempel da han siger at han er et lige så manipulerende menneske som forretningsmændene, der sørger for at få det ud af andre, han gerne vil have og Yoko mener at han er for hård ved sig selv. Det kommer hun ikke langt med. Eller da hun siger at Paul McCartneys soloplade mangler et budskab, og Lennon skærer igennem og siger at en plade ikke behøver have et budskab. I øvrigt spørger Wenner direkte Lennon hvorfor han altid skal have Yoko ved sin side, og får også et svar. Hør det selv.

4. Lennon bliver nogle gange set som en hippie på grund af hans hår og sange som "Give Peace A Chance", "Imagine" og "All You Need Is Love". Men det er tydeligt i dette interview at han er realistisk på grænsen til det kyniske, ikke mindst i forhold til sin egen rolle, både musikalsk, kommercielt og menneskeligt.

5. Han foretrækker klart Phil Spector (som producerede solopladen) frem for George Martin, og påstår at Martin egentlig ikke spillede nogen særlig rolle i hans sange. Det tror jeg ikke helt på: For eksempel ville "For the Benefit of Mr. Kite" og "Strawberry Fields Forever" vel lyde meget anderledes uden George Martins leg med båndstumper.

6. Han nævner Buddy Holly, Led Zeppelin og Fleetwood Mac som nogle af de bands han hører. Han bekender sig i øvrigt adskillige gange til rock'n'roll og "bam-ba-ba-lulla" frem for diverse eksperimenter. Han mener at Beatles nåede deres højdepunkt i 1962 i Hamburg! (formentlig polemisk ment).

7. Han bander meget. Det er ikke gået op for mig før - måske fordi jeg kun har læst redigerede, skriftlige interviews.

8. Han taler åbent om alt, inklusive Beatles-turneernes druk, hor, stoffer og mere hor. Men alligevel stopper han sig selv når det kommer til hor - af hensyn til Yokos følelser og af hensyn til de andres ægtefællers følelser.

9. Hvis man interesserer sig for Beatles og/eller Lennon er der masser af guldkorn at hente, men nu vil jeg kun nævne én sidste. Han giver den indiske guru Maharishi (Sexy Sadie) tørt på flere gange. For eksempel fortæller han om da de fik nyheden om Brian Epsteins død, og Maharishi nærmest siger: don't worry be happy, det er altsammen en del af den store kosmiske plan. "Fucking idiot", er Lennons lakoniske vurdering.

10. Hør den. Det er gratis.

05.06.2008

Vestaber, skeletter og mandetyper

Der er mange gode udstillinger i øjeblikket - det er til at blive helt glad i låget over. Det er jeg så også i sidste weekends anmeldelser i Politiken af to udstillinger, som jeg klart vil anbefale.

Troels Carlsen.JPG

Den ene er en udstilling med Troels Carlsen, som jeg virkelig holder meget af. Se hvorfor i min anmeldelse.

Larissa Bates.jpg

Den anden handler om mandetyper, men på en meget speciel måde, idet Larissa Bates har skabt sit eget mytiske parallel-univers. Den er anmeldt her.

Se mine uddybende kommentarer nedenfor.

Supplerende kommentarer til anmeldelserne
Troels Carlsen bruger (forskellige arter?) vestaber som gennemgående figur i de absurde abeskulpturer. Hvorfor ved jeg ikke, måske fordi de er små og udtryksfulde.

På hans udstilling er der også en række amerikanske valgplakater med forlængst glemte præsidentkandidater. Måske en kommentar til den nuværende valgkamp. Troels Carlsen har vandaliseret ansigterne på forskellige måder: ladet dem smelte, halshugget dem, lukket munden på dem med plaster, eller blot tegnet knuste lagkager på deres isser.

Og så er der disse kæmpe teposer, som hænger ned fra loftet, og hvis mærkater i stedet for Lipton eller Medova har små grafiske plakater med indskrifter som "Caution: This is the lost cold war blend" eller "The gift: Have a sip and tell everyone goodbye" eller "I always have the fear that creation will expire before teatime". Den sidste minder i øvrigt stærkt om Jenny Holzer i tonen.

Hvad angår den anden udstilling med Larissa Bates, så kunne man skrive meget lange beskrivelser af hvert enkelt billede, men det fører for vidt i denne omgang. Man kan måske tilføje at NapoleonsMændene har en del forskellige faser, heriblandt en krig mod samuraier og en Davy Crocket-periode, hvor de går med bæverhatte.

Der er også enkelte billeder som ikke foregår blandt MotherMen og Napoleons, fx to Lederhosen-drenge på BMX-cykler. Og de er ikke mindre mærkelige.

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2