« Mikrogallerier | Forside | Rock og TV »

23.06.2008

Dream Baby Dream

Da jeg hørte et brudstykke af Suicide-nummeret "Dream Baby Dream" i radioen/podcast for nylig var jeg igen 16 år gammel og sad og opdagede en ny verden af mærkelig musik, der strømmede ud af radioen fra Jan Laursen og Peter Genild i "Studie 85". (Det var dengang P3 ikke bare var en kommerciel hitkanal, men også havde programmer drevet af musikalsk viden og nysgerrighed).

Jeg optog dette nummer på kasettebånd sammen med lige så mærkelige numre af Pere Ubu, Public Image Ltd., Violent Femmes, Tuxedomoon, Einstürzende Neubauten og mange andre. Den intensitet med hvilken jeg skamlyttede båndet hver eneste dag for at trænge ind i denne verden af musik, som ingen andre omkring mig kendte, kan jeg godt ind imellem savne. Man bliver en smule blasert med årene.

Da jeg i morges genhørte "Dream Baby Dream" på vej på arbejde var jeg ikke spor blasert. Tårerne strømmede ned af kinderne på vej ned ad Sjællandsgade, Guldbergsgade, Fælledvej, Nørrebrogade.

Dream baby dream.jpg

"Dream baby dream/ Forever / Keep them dreams burning, baby/ Forever". Det er på sin vis en kitschet tekst, og dertil kommer Suicides vanlige supercorny blanding af Martin Revs snøftende enkle keyboard/rytmebox-figurer og Alan Vegas croon med overdrevent snerrende rock'n'roll-manerer. Han rammer tit ved siden af tonerne, og det hele er...magisk!

Jeg elsker Suicide fordi der ud af det corny udtryk kommer noget som er så intenst og særegent at det meste andet musik fra 1970'erne virker håbløst prætentiøst og tomt til sammenligning. I "Dream Baby Dream" giver Vega sin stemme et anstrøg af desperation, som sammen med gentagelserne kan give en fornemmelse som sang han dette til en kæreste som var ved at dø af en overdosis og lå og rystede over hele kroppen med det hvide vendende ud af øjnene. "Keep them dreams burning, baby. Come on! Dream baby dream". Der er ikke nogen skrig, ikke nogen guitarflader, ingen effekter til at understøtte dette drama. Blot en mekanisk rytmebox og en corny/cool crooner. "Forever".

Nåja, for dem der ikke aner hvad jeg taler om: Suicide er en legendarisk duo fra 1970'erne, et sted mellem Stooges, Buddy Holly og Kraftwerk. "Dream Baby Dream" udkom som single i 1979. Deres to første albums er fantastisk gode. Man skal som sagt lige vænne sig til stilen.

Jeg er ikke meget for at linke til videoen, men det er nu en gang det letteste. Prøv at lytte til musikken og glemme videoen. Den er her (i den korte version). Og få så fat i nummeret - helst i den lange version på over 6 minutter. Den kan købes i iTunes og sikkert mange andre steder. Og så fold drømmens faner ud!

Kommentarer

Suicide er fantastisk intet mindre. Euforisk og intimiderende på een og samme tid. Subtilt og skramlet i samme ombæring. Bliver aldrig træt af det og ville have givet min højre arm for at have oplevet dem live (og allerhelst i de virkelig gamle dage på CBGB's...øv!)

Noget af det eneste der senere hen er lavet der bare i en enhed af en snert kan minde om deres særegne drum-machinery må være Stereolab men det er en anden snak.

Har du hørt pladen "The First Rehearsel Tape" Suicide har lavet? Det er seriøst grove løjer og temmelig rå sager.

Og jeg formoder du har stiftet bekendtskab med filmen "Kill Your Idols" om New York City's no-wave scene og hvem der tog genren videre. Hvis ikke, så er det i sving :) Vi snakker om Swans, Theoretical Girls, Sonic Youth, Glenn Branca, A.R.E. Weapons, Black Dice osv osv men i filmen er der nice live acts fra Suicide. Det er lækkerier.

Jeg tror nok jeg har hørt uddrag af "The First Rehearsal Tapes", men jeg er ikke sikker. Deres live-optagelser er i hvert fald også rå.

Og nej, jeg vil meget gerne se Kill Your idols", men den er ikke kommet min næse forbi på et belejligt tidspunkt endnu.

Suicide var ikke lige mig, men da jeg læste din post blev jeg mindet om en af mit livs bedste koncerter, Violent Femmes i Montmartre. Det var fuldkommen magisk - deres musik var så mærkelig, deres sceneudstråling var så karismatisk, man kunne høre en knappenål falde til jorden!
Tak fordi du mindede mig om en fantastisk aften!

Jeg hørte/så Suicide i Saga - engang i 80erne. Det står tåget for mig, men jeg husker det som ret sublimt.
Pere Ubu har jeg arrangeret flere koncerter med. De var (er) stadig en favorit. Violent Femmes nåede jeg aldrig at se live - men pladerne var gode. PIL så jeg også i Saga - det var i deres dårlige peroode desværre. Tuxedomoon var uforglemmelige i Saltlageret, men nogle arrogante røvhuller at være koncertarrangør for - undtagen guitaristen, der elskede sine pedaler højere end sin guitar. Og EN - tjah jeg var i Salten i '81 og i Ungeren nogle år senere - legendarisk!

Du har godt nok haft fingeren på pulsen, Henrik. Jeg var desværre i den anden ende af landet.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2