« Rock og TV | Forside | De gamles kunst, den unge hyttekunstner og får som publikum »

30.06.2008

My Bloody Valentine i 2008

Få bands har betydet så meget for mig som My Bloody Valentine, og jeg har da også skrevet et helt kapitel om dem i Støjens æstetik. Efter utallige år med rygter efterfulgt af skuffelser, er de nu tilbage, og de spiller på Roskilde Festival i weekenden. Jeg skal faktisk ikke på Roskilde, men jeg kan godt mærke at det kribler i mig nu hvor det nærmer sig. Men jeg har været til fire koncerter med dem i 'gamle dage' (1989-92), og den slags genforeninger har det med at skuffe. Under alle omstændigheder er der udsolgt og jeg vil ikke undvære min lille datter i 4 dage.

I forbindelse med genforeningen og koncerten er jeg blevet interviewet til både Soundvenue (papirudgaven) og Information om My Bloody Valentine.

Nedenfor vil jeg give en kombination af mine svar i min egen redigering, så her er kort hvad jeg mener om My Bloody Valentines status og gendannelse.

Opdatering: Desuden bliver der i kommentarerne forsøgt en rekonstruktion og diskussion af selve koncerten på Roskilde festival 2008 med hjælp fra dem der var til stede:

Torben Sangild om My Bloody Valentine

Din reaktion på at MBV er tilbage?
Ja, jeg må indrømme at jeg ikke for alvor ville tro at de nu for alvor spillede sammen igen før de havde givet deres første koncert. Det skyldes at der lige siden 1993 gang på gang har været rygter om at nu kom de med en plade eller nu var de gendannet, og det har altid vist sig ikke at holde når det kom til stykket. Nu er det sikkert og vist, og det er meget spændende, men også lidt...farligt.

Hvorfor farligt?
Fordi det meget tit bliver en skuffelse med de der gendannelser af legendariske bands. Det er nostalgien der driver det, og det bliver alligevel aldrig som i gamle dage. Jeg har været til fire My Bloody Valentine-koncerter, og det har været meget store oplevelser. Risikoen er at det ikke bliver det samme - og måske heller ikke noget nyt.

Hvad der med dine ord gør MBV specielle?
Det er flere ting, men det vigtigste er nok deres tilgang til støj. Normalt bliver støjen i rockmusik brugt ekspressivt, dvs. til en voldsom udladning af energi. My Bloody Valentine vender energien indad i en mere blød støjrock, som også er mere sensuel og drømmeagtig. Og guitarstøjen er en vigtig del af det udtryk. Det hænger sammen med at grænserne udviskes og konturerne bliver uklare på flere planer i musikken. For eksempel hører man ikke anslagene på guitarerne – de vokser bare frem på magisk vis. Det er det som de selv har kaldt for "The not-quite-really-there sound". Det bliver så kombineret med andre elementer, såsom de vage og glidende akkorder, lydproduktionen af et meget lille rum og den tilbagetrukne sangstemme, der næsten drukner i blød guitarstøj. (Dette gælder især albummet Loveless og ep'erne Glider og Tremolo)

Hvilken betydning de har i et større rockhistorisk perspektiv såvel hvilken rolle de kan spille på den nutidige musikscene?
Uha, det er svært at svare kort på. De jo i hvert fald var med til at skabe den rockstilart, man har kaldt 'shoegazer', som prægede især begyndelsen af 90'erne med netop blød, drømmeagtig guitarstøj. Men de har også påvirket den elektroniske musik på forskellige måder, som man fx kan høre det hos Bowery Electric eller Oval. MBVs æstetik har spredt sig ud i alle mulige retninger og påvirket alle mulige genrer. Deres betydning er uvurderlig, som i: Meget stor.

For mere: se Støjens æstetik s. 43-45 + 72-80
Eller (kortere og på engelsk) Noise- Three Musical Gestures, afsnit 4.3

Kommentarer

Haha, JEG skal til Roskilde! Og det bliver første gang, jeg ser MBV!

Lad mig få en fyldig rapport. Alle detaljer er velkomne!

Man kan vel forlange seancen foreviget på et eller andet digitalt medie, gerne med lyd, og hurtigst muligt så man ikke skal vente på en eventuelt dvd? Er det dig der står for det Lars? :)

Uha, den slags er vist ikke tilladt på Roskilde!

My Bloody Valentine spiller i dette øjeblik, og to af mine venner har (uafhængigt af hinanden) fået den søde ide at ringe til mig, så jeg kunne høre nogle bidder af koncerten.

Da jeg ikke ved om det er lovligt vil jeg ikke nævne deres fulde navne, men alle rettighedshavere kan trøste sig med at lydniveauet er så højt at det overstyrer i mobiltelefonen, så man næsten ikke kan høre noget. I hvert fald ikke fra HMs mobil (han står oppe foran). Det går lidt bedre med JL. Men det meste af tiden lyder det mest af alt som Metal Machine Music.

Ikke desto mindre er jeg stærkt misundelig på at de befinder sig der. Stærkt misundelig.

Jeg kunne dog genkende i hvert fald tre numre via mobilen: "Feed Me With Your Kiss", "Soon" og "When You Sleep"

Æv..den slags gør nas. En af mine venner ringede også til mig. Både under My Bloody og Mogwai..kunne kun høre støj og desværre intet genkendeligt. Og hvilke fantastiske tre du fik genkendt! Gid det var mig.

I grunden en ret skæg gestus det der med at ringe til en ven fra en koncert vedkommende ikke selv kunne komme til. Det vildeste af den slags jeg kan komme på må være da Sigur Ros spillede i Store Vega i forbindelse med deres '()' tour. Jeg så flere der hang ud over balkonen med tændt tlf i op til 45 min! Og selve koncerten var noget af det smukkeste jeg længe har oplevet - folk summede og messede op ad hinanden. Der var så meget energi, kærlighed og gnist på spil den aften. Blændende. Det var vist i 2002? Kan ikke helt huske det. Måske 2003.

Ærgreligvis spillede de samtidig med Neil Young - og han var åbenbart et væsentligt større trækplaster, så det store Arena-telt var desværre halvtomt under hele koncerten.

Til gengæld var lyden fantastisk - afsindigt højt, naturligvis, og det blev kun højere i løbet af koncerten, men de enkelte sanges detaljer fremstod tydeligt igennem muren af hvid støj. Og herligt, hypnotisk lys.

Har MBV egentlig nogensinde spillet Sometimes live? Den kom ikke i lørdags, hvilket jeg heller ikke havde regnet med, men det kunne nu have været stort...

Tak for beretningen, og alle er velkomne til at komme med hvilke som helst detaljer, så vi kan rekonstruere koncerten - hvilke numre blev spillet? Hvilke afvigelser fra de indspillede versioner? Sceneoptræden, publikumsreaktioner, hvad som helst.

Nu spørger du så om MBV har spillet "Sometimes" live, og det er jeg ret overbevist om at de gjorde i 1992, men det er jo mange år siden, så du må ikke hænge mig op på det.

Jeg kan ikke se nogen grund til at de ikke skulle spille det live, da det langtfra er der sværeste at få til at fungere live. Det vil naturligvis blive noget andet, da man ikke kan gøre det afdæmpet på samme måde, men det gælder jo også adskillige af de andre numre.

Hvor er de nørder, der skriver sætlisterne fra koncerter ned, når man har brug for dem?

Ud fra Politikens anmeldelse og de tilhørende læserkommentarer i web-versionen, kan man uddrage følgende:

De indledte med "I Only Said" og "When You Sleep".

De afsluttede som i gamle dage med en meget lang (ca. 25 min.) støjkaskade. Der berettes også om psykedeliske oplevelser, der kan minde om dem, folk havde i 1992. (Jeg har beskrevet nogle eksempler i Støjens æstetik).

I gamle dage var det "You Made Me Realise", der gled over i støjafslutningen. En læser (Kasper Fjord) mener at det nu var to cover-versioner af et Stokes- og et Smiths-nummer. Vi mangler dog at få at vide hvilke numre der var tale om. Men lad mig høre dem, som var til stede: Var det virkelig Strokes og Smiths-covere?

Nogle mener at trommerne var mikset for langt frem i lydbilledet, og at vokalerne ofte var decideret uhørbare.

Anmelderen Simon Lund mener at lydstyrken gik ud over nuancerne (og disktanten på grund af de nødvendige ørepropper), mens flere af læserne mener at lydstyrken var en del af pointen, og at man skal betragte MBVs koncerter som lydkunst, hvor den fysiske påvirkning af kroppen er lige så vigtig som de musikalske nuancer.

Okay, nu vi er i gang, så lad os se hvad de andre medier skriver:

Jyske Vestkystens Benny Baagø gik med det samme fra koncerten fordi det var for højt.

Fyens Stiftstidendes Roberto Zacharias undrer sig over at MBV blev betragtet som et af de store navne på festivalen.

Berlingskes Thomas Søie Hansen er begejstret. Det samme er Informations Ralf Christensen. De har dog begge så kort plads at udtrykke deres begejstring på, at man ikke får noget nyt at vide. (Heldigvis kender jeg Ralf, så ham skal jeg vil prøve at få lokket nogle detaljer ud af ved lejlighed).

Ekstra Bladets Peter Albrechtsen er overvejende positiv, men synes også at lydniveauet var for højt og at trommerne var for langt fremme i lydbilledet.

Jyllands-Postens Kasper Schütt-Jensen er begejstret trods lydniveauet, og understreger at MBV ikke måtte spille højere end det tilladte, men at man alligevel blev tilrådet ørepropper inden koncerten gik i gang. Han mener at afslutningsnummeret VAR "You Made Me Realise", så her er der potentielt en diskussion at tage. Lidt uheldigt er det at han konsekvent kalder "shoegazer" for "shoegazing", men lad os ikke hænge os i den slags petitesser.

Men altså: kom gerne med flere detaljer. Og vi skal have opklaret om det sidste nummer var "You Made Me Realise" eller coverversioner af Strokes/Smiths eller noget helt tredje.

Sidste nummer VAR You Made Me Realise! Jeg hørte ingen covernumre. Jeg tror ham, der skrev det må have hallucioneret det udfra støjhavet (Strokes? - næppe!) JP har sætlisten. Jeg har også set MBV 4 gange før - jeg husker ikke om sidste gang var på Roskilde i '92 eller i Den grå hal, men i lørdags var det fuldstændig som at være tilbage i tiden. ALT var det samme, det var SÅ stort! Trods problemer med lydmikset (trommerne var altså alt for højt miksede og man savnede basfigurene. Og Slow manglede de helt dybe frekvenser), var den en nærreligiøs oplevelse. Forhåbentlig kommer de snart igen!

PS Den gamle soulkonge, Solomon Burke nægtede at gå af scenen - jeg tror den var 25 min. over 8 før de fik ham rullet ud. Og MBV gik på til tiden, så måske havde de ikke nok tid til lydtjekket? Under alle omstændigheder er den gamle tilgivet. Hans koncert var også meget fin, men en noget bizar opvarmning var det! Tjaa, sådan er Roskilde jo nu engang...

Det var min første MBV-koncert, og jeg regnede næsten med at skulle blive skuffet - med de mange skyhøje forventninger, megen hype osv.
Men sagen var, at koncerten var god. Ikke perfekt: Paradoksalt nok var der for lidt guitar-støj og for meget trommer, for kraftig og distinkt bas. Der, hvor MBV er stærk - i den fantastiske nuancering og rigdom i guitarlyd - var de lidt skuffende på koncerten, hvor jeg hele tiden sammenholder dem med Loveless-pladen. Svært andet.
Et par numre lykkedes virkelig godt - når trommerne endelig blev trukket tilbage, f.eks.
Jeg kunne også have ønsket lidt mere bevidsthed om koncert-situationen - numre, der kører direkte over i hinanden, f.eks. I stedet for: Nummer A - stop. Pause. Ny guitar. Afprøve guitar. Nummer B. Etc.
Men det er nu de færreste bands, der kan finde ud af at skrue et ordentligt forløb sammen (Radiohead var mesterlige!!).
Hvorom alting er: Koncerten var god. Det var en stor oplevelse af være der, høre dem live og se, at de rent faktisk findes. Det giver mening med støjrock, når den er live - så meget støj kan bare ikke rummes derhjemme.
Allerbedst var slutningen - det magiske ud-af-kroppen-støj-bad, som jeg har hørt og læst Torben referere mange gange. Det VAR fantastisk.
Grænserne mellem lyd og krop udviskes totalt - man råber - munden står åben - der er lyd overalt - lyd kommer IND i kroppen og dit eget råb er en uhørlig dråbe i havet. Det er uendeligt. Med flash tilbage til andre evigheder. Det er uden huller - fuldstændigt. Man bliver badet i lyd, renset. Det er ultimativt og efter det, er der ikke rigtig mere.
Den oplevelse er en reference for mig fremover.
En meget meningsfuld koncert for mig.

Sidste nummer var helt bestemt You Made Me Realise. Man kunne tydeligt høre det blive sunget i omkvædet (i øvrigt endte det ikke bare med en støjkaskade - efter 20-25 minutters feedback mærkede man pludselig trommeslageren begynde at spille mere rytmisk, og før man ved af det er man tilbage i en enkelt, støjfræsende You Made Me Realise-omkvæd, før det er helt slut. Fantastisk detalje).

Ja, jeg var også lidt skeptisk over for den dér med Strokes/Smiths - ikke mindst fordi han ikke kunne fortælle hvilke numre der var tale om...

Yes, det var You Made Me Realise, der kom til sidst. Det var bare det støjende interlude midt i sangen, der blev pumpet op til... i hvert fald et kvarter. Og gu' var der ej smiths/strokes. Jeg tror, jeg havde Pas På Den Knaldrøde Gummibåd i hovedet på et tidspunkt under støjen, men det skal jeg ikke tilskrive bandet, det var nok nærmere papvinens skyld. Men det varede bare så længe, at det var ligesom om, ens hjerne selv begynde at danne melodier i støjen.
I øvrigt synes jeg trommeslageren spillede klart bedst på ikke-loveless-numrene. Måske synes han, han har mere aktie i dem, da han vist nærmest ikke spiller med på loveless?
Angående diskussionen om, hvorvidt det var for højt: Jeg havde de mest elendige skumgummifiduser i ørerne, og med dem var lyden fin. Men jeg har da aldrig set så mange stå med nallerne i ørerne.

Ja, det er nemlig et meget interessant fænomen at man begynder at danne subjektive melodier oppe i hovedet. I 1992 hørte jeg en masse børnesange i hovedet med fuld instrumentation. Jeg havde aldrig hørt dem før, og stemmen der sang var ikke min. De holdt mig vågen, og det var meget, meget mærkeligt.

Så mon ikke Kasper Holdt har haft en lignende hallucination med Strokes/Smiths?

MBV var de eneste der formåede at løfte mig ud af kontekst på denne festival. Ingen stoffer eller pjat, bare rensende, eksploderende, lutrende støj. Nogle gange når jeg åbnede øjnene og så mig omkring (vi stod ret langt fremme, helt oppe foran) kunne man se folk stå med et lille smil, mange lettere tilbagelænet (som træerne ved vestkysten); andre dansede spastisk rundt. Det var en helt speciel, og ikke fejlfri koncert - og ja, lyden VAR høj, men hvis man ellers kan finde ud af at bruge ørepropper uden at spolere diskanten var lyden genial og helt på højde med Grøn Scene / Arenas standard.

Hørte flere som ikke kendte MBV i forvejen nærmest rystede ovenpå den store oplevelse.

Tænker at det måske var en idé for Roskilde-anmeldere at sætte farten lidt ned og sørge for at stå det rigtige sted .. og glemme mediebyen og næste drink et øjeblik.. men altså, det ændrer ikke på en uforglemmelig oplevelse, som jeg nok ikke havde udsat mig selv for uden din introduktion, maestro Sangild, så tak for det - og beklager min mobil overstyrede :)

Det skal du ikke beklage - det var på en måde en stor oplevelse alligevel, så endnu en gang tusind tak for den smukke gestus!

Endnu en detalje kan føjes til: Ifølge Soundvenues anmelder, Emil Kragh-Schwarz, blev lydniveauet skruet gradvist op i løbet af koncerten. Se her.

Hej Torben

Hvis jeg havde vidst hvor sulten du var efter en snas af MBV gennem mobiltelefonen, havde jeg optaget koncerten til dig. Jeg optog imidlertid et lille minut af deres afslutning, men det er jo lydmæssigt bare ’tull’. Jeg sender optagelsen til dig pr. mail.

JPs sætliste ser umiddelbart rigtig ud for mig inkl. You Made Me Realise til slut. Først spiller de hele nummeret, derefter støj i ca. 12-15 minutter, hvorefter You Made Me Realise dukker op igen.

Dét der gør at MBV er noget helt særligt for mig, handler (som du ved) primært om flg. numre fra Loveless: Only Shallow, Loomer, To Here Knows When, Come In Alone, Sometimes og Soon. Så jeg fik altså 4 ud af 6 numre med hjem.

Som du – Torben – selv skriver gør MBV dét på Loveless, at de via den måde de har produceret pladen på bruger støjen til noget indadvendt, sensuelt og drømmende. Jeg opfatter Loveless som en blød og behagelig plade rig på forskellige klangfarver de enkelte trakcs i mellem, og det magter bandet slet ikke at få bragt med over i koncert-formen, og dermed er MBV som live-band noget helt andet end på plade, synes jeg. Trods mange guitar-skift havde numrene i deres live-set stortset samme klangfarve.

Der var ét nummer som i mine ører lykkedes bedre end resten, og det var Soon (som også på Loveless er det mest almindelige producerede rock-nummer). De produktionsmæssigt mere sofistikerede numre som fx To Here Knows When kom overhovedet ikke til sin ret på koncerten.

Bilinda Butchers sceneoptræden var ret suveræn. Hun havde et Mona Lisa-agtigt smil med et underfundigt glimt i øjet, og jeg lagde aldrig mærke til at hun forandrede dette blik det mindste. Det var lige til at blive forelsket af! Hun kiggede heller aldrig på de andre i bandet, hvilket gjorde at hun nogen gange gik galt i byen og fortsatte med at spille når nummeret var slut. Men det er der næsten heller ikke noget at sige til, da de flere gange simpelthen forlængede slutningerne med mange mange gentagelser.

Ift. hvor interessant Loveless-pladen er, synes jeg at de som live-band er ret ordinære. Og derfor var støj-afslutningen på en eller anden skæv måde det mest enestående for mig... også selvom jeg var tvunget til at presse ørepropperne så langt ind i øret som muligt.

Loveless vil formodentlig altid for mig stå som en af de ypperste rockplader i historien. Men jeg er efter denne koncertoplevelse ret skeptisk overfor hvorvidt jeg tror det kan lykkes dem at lave en stor efterfølger.

Jeg har beskæftiget mig med My Bloody Valentine og shoegazerstilen temmelig intensivt i omkring et halvt års tid (skrev speciale om shoegazerstilen i efteråret), og efterhånden som man har læst mere og mere om MBV-koncerter står de nærmest som en slags religiøs oplevelse. En oplevelse som man troede var uopnåelig indtil bandet blev annonceret på Roskilde.

Så forventningerne var urealistisk høje. Det utrolige var dog at de faktisk blev mere end indfriet. Sættet var perfekt, med vægten på Loveless og så med de bedste numre fra Isn't Anything og EP'erne fra samme periode. Faktisk var numrene fra Isn't Anything federe live end på plade.

Det er rigtigt at vokalen var lidt for lav, men så var trommer og bas til gengæld noget højere end på indspilningerne, hvilket passede rigtig godt til livesituationen. Guitarlyden var helt perfekt. Troede ikke at den var mulig at genskabe ordentligt uden for studiet, men den blev kun bedre af at blive blæst ind i hovedet af en mur af glødende rørforstærkere.

Det er dog rigtigt at der er et vist problem i at høre så nuanceret musik med ørepropper, da de tager en del lydmæssige detaljer. Dristede man sig til at tage dem ud, fandt man dog ud af at visse numre faktisk slet ikke var så høje - "To here knows when", kunne fatisk fint høres uden ørepropper selvom om man stod helt foran scenen. Men det svingede en del i løbet koncerten og det var helt klart rigtig rigitg højt i perioder - sammen med Mogwai var My Bloody Valentine det eneste band på festivalen, der fik lov til at spille så højt som de ville.

Og det fik man jo så i rigelig grad at høre under støjstykket i "You made me realize", som vel kun kan beskrives som rystende - på den mest positive måde. Jeg har haft en smule svært ved at tro at det virkelig skulle være så vildt som man har hørt, men jeg måtte bide min skepsis i mig. Jeg har simpelthen aldrig oplevet noget lignende. Det var en blanding af kvalme, eksatse og en overraskende reel frygt for at ens hoved ville eksplodere! Støjen var så massiv at den opslugte alt, så der ikke var nogle åndehuller at gribe fat i - man blev bare suget ind uden at der var noget at gøre. Nok det nærmeste man kommer en psykedelisk opevelse uden stoffer. Fik desværre ikke de mest spændende hallucinationer - det eneste jeg oplevede var at troede jeg hørte publikum bryde ud i jubel bag ved mig uden at det var tilfældet.

Alt i alt en helt fantastisk oplevelse og alt hvad man kunne ønske sig af en MBV-koncert.

Arh mand! Hvis jeg havde en stor sten lige nu ville jeg sparke til den!!

Med hensyn til lydniveauet er der idag en artikel i Roskilde Dagblad om at festivalen var utilfreds at My Bloody Valentine overskred reglerne og var helt oppe på 114 db. Det virker lidt underligt at de brokker sig, da jeg inden koncerten fik at vide at både dem og Mogwai havde fået lov at spille så højt som de ville.

Som et lille kuriosum mht lydniveauet, så kan jeg tilføje at MBV koncerten var første gang jeg nogensinde har oplevet at selv de frivillige vagter i Port 7 (som ligger forholdsvis tæt på Arena teltet) benyttede ørepropper pga lydniveauet.

Var ikke selv til MBV koncerten da en vis hr. Young trak mere (jeg missede på det skammeligste hans koncert i 2001), men var nødt til at lave et hurtigt smut i den retning for at sætte min taske (Jeg skulle selv på vagt i port 7 senere).

Selvom jeg så MBV i Manchester søndagen før, måtte jeg da også lige se dem igen på Roskilde. Havde aldrig troet at jeg skulle komme til at se dem live, og så to gange på en uge. Det var egentlig helt okay at jeg gik glip af 'hey hey, my my'. Selvom de spillede rigtig højt på Roskilde, virkede det mere intenst at se dem på et rigtigt koncertsted. Men de spillede de samme numre, og 'støjstykket' varede 30 min i Manchester, tog ikke tid på Roskilde. Synes at det er en positiv ting at de er kommet tilbage, også selvom det måske bare er for en stund, og jeg ser frem til det nye album. Som Torben nævner, så kunne det hurtigt have været blevet en parodi, lidt ligesom jeg synes JATM er det. Men MBV gendannelsen holder vand og hvis jeg får chancen, skal jeg da se dem igen.

Efter en lang ferie kommer lige her et par indtryk. Jeg optog et par af numrene på mobilen, men det er desværre bare støj og umuligt at høre.

MBV var grunden til, at jeg tog på Roskilde i år, en festival jeg ellers har haft svært ved at komme tilbage til efter ulykken i 2000 og generel sløvhed. Men det var en rigtig god festival, og MBV var en fantastisk oplevelse. Som det er blevet skrevet var lyden knaldende høj, men alligevel stod især guitaren meget skarpt. Jeg mener ikke, at det var for højt, men brugte også ørepropper. Det tog selvfølgelig noget af lyden, men til gengæld tillod lydniveauet så, at kroppen blev påvirket meget direkte.

Naturligvis kan især en plade som Loveless ikke genskabes live, og numrene fik en mere dynamisk og rocket kant, der passer livesituationen fint. Klimaks var også for mig det afsluttende støjinferno, der kom ret uventet, da jeg ganske enkelt havde glemt hele hypen omkring den hallucinatoriske afslutning (jeg har dog læst Torbens bog :-)).

Det var ret utroligt, hvad der skete. Jeg fik virkelig forskellige lyd-hallucinationer, især rytmisk hørte jeg alle mulige mærkelige variationer - snart housemusik, snart heavy metal, snart funky drummer - og det var utroligt fascinerende, fordi jeg samtidig godt vidste, at rytmen hele tiden var den samme, eller i hvert fald ikke ændrede sig så voldsomt, som jeg forestillede mig. Ret vildt.

Det var en så intens oplevelse, at vi opgav at høre Neil Young bagefter, som jeg ellers er en meget stor fan af. I stedet gik vi ned og hørte "Liars" mens vi drak os fulde og skrålede med i ekstase på forsangerens gentagne råb om "Ros-kiiiiil-de!!!". En utrolig ud-af-kroppen-ind-i-baren-hen-til-balkan-teltet-aften.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2