Rock og TV
"Afhandlingen gør op med myten om at rock og tv er to uforenelige størrelser."
Ja, sådan står der i anonceringen af Anja Mølle Lindelofs ph.d-forsvar. Om hun selv står bag formuleringen ved jeg ikke, men den er mig besynderlig. Jeg anede ikke at der var en udbredt myte om at rock og tv er uforenelige størrelser - tværtimod ligger jeg under for den tilsyneladende langt mere udbredte modsatte myte, at tv fra begyndelsen har været afgørende i udbredelsen af rockmusik (tænk bare på Elvis - og på MTV).
Der står ikke noget om hvor myten hersker henne - hvor den er så omfattende, at det er nødvendigt at gøre op med den. Man kunne derfor få den tanke at der er tale om en "negativ opbyggelighed", som det hedder hos Stjernfelt/Thomsen - altså at man ikke synes at man bare kan undersøge forholdet mellem tv og rock, men man skal have noget man kan angribe, så ens standpunkt lyder mere kontroversielt end det er.
(Jeg ved intet om afhandlingen ud over pressemeddelelsen, og jeg hilser til enhver tid en sådan undersøgelse af rock i tv velkommen. Måske er det glimrende forskning. Det er udelukkende pressemeddelelsens formulering, jeg studser over).
Kommentarer
http://youtube.com/watch?v=y-_6BUtyWK4&
Posted by: Erik Steinskog | 24.06.2008 10:26
Jeg er selv stødt på en DVD, der behandlede fejden mellem fans af Star Wars og Star Trek. Anede ikke sådan en fejde eksisterede. Og var egentlig heller ikke overbevist efter at have set DVD'en. - Så jeg tror du har helt ret. Det er meget sjovere at undersøge et problem, man selv finder på, end den kedelige virkelighed.
Posted by: Lise A. | 25.06.2008 08:24
Måske mener ph-d skribenten primært i forhold til DR-tv i monopoltiden?
"Afhandlingen gør op med myten om, at rock og tv er to uforenelige størrelser og dokumenterer, at formidlingen af rock og populærmusik var et gennemgående træk i monopoltv-perioden."
Posted by: Lars Hvidberg | 02.07.2008 10:15
Altså skulle der herske en myte om at rock og tv var uforenelige størrelser" i monopolets tid?
For det første har jeg aldrig hørt den myte, og har set masser af rockmusik i fjernsynet som barn og ung. Faktisk mere end der er nu, og mere progressivt. Der er legendariske optagelser af Doors og helt tidlig Led Zeppelin og Kliché og tusindvis af andre ting, som folk husker.
2. For det andet: selv nu hvis DR-TV som institution havde undertrykt rockmusikken (hvilket de i hvert fald ikke har i 70erne og 80erne), ville det jo ikke betyde at de var "uforenelige" størrelser, men blot at DR forsøgte at ignorere rockmusikken, selv om den var fuldt forenelig med TV.
Jeg er altså ikke meget tættere på en forståelse af hvad der menes med udsagnet.
Posted by: Torben Sangild | 02.07.2008 10:39
Nu kender jeg ikke tankerne bag ph-d afhandlingen, men jeg har på fornemmelsen, at der tænkes på de problemer, man i hvert fald talte om i B&U, da jeg var ansat der, og hvor man mente at det var svært at have et selvstændigt musikprogram. Rock skulle hellere puttes ind i den mere generelle ungdomsflade.
Man forsøgte, da DR2 kom, med "Okay Tone", selvom det var med bange anelser (nu husker jeg efter hukommelsen). Programmet havde efter min mening havde kvalitet, men blev ikke den store publikumsmæssige succes. Jeg ved heller ikke helt, om "Musikprogrammet" har været en succes, selvom jeg da synes det er sjovt at se.
Så jeg tror hovedsageligt, at der tænkes på konsensus indenfor tv-branchen, hvor det er "svært" at lave et kvalitetprogram om kvalitetsrock. Altså en "institutionsanalyse" frem for en æstestisk analyse.
Posted by: Lars Hvidberg | 02.07.2008 21:37
Jeg tror gerne at der har været alle mulige diskussioner internt i DR, men det som er hendes pointe er det modsatte(ifølge pressemeddelelsen), nemlig "at formidlingen af rock og populærmusik var et gennemgående træk i monopoltv-perioden".
Over for denne DR-realitet står altså "myten" om at rock og tv er uforenelige. En myte der er så udbredt at der må "gøres op" med den.
Det giver stadig ingen mening.
Posted by: Torben Sangild | 02.07.2008 22:17
Som sagt tror jeg, at hendes pointe er, at "myten" har eksisteret indenfor det selvsamme tv-miljø, der altså har sendt en masse rock. Det er i hvert fald den eneste måde, modstillingen giver mening.
Posted by: Lars Hvidberg | 03.07.2008 10:46