Torben Sangilds weblog

Jeg har iagttaget et fænomen på Indre Nørrebro, som jeg ikke forstår. Det handler om at der hænger røde ænder af plastic oppe i de wirer som midter-gadelygterne hænger i. Man ser det ikke sådan lige, for de hænger kun få steder og meget højt oppe. Først troede jeg at det var en enlig svale, nånej and, jeg så på Elmegade, men nogle dage senere så jeg en mere på Nørrebrogade, ikke så langt fra Elmegade. Måske er det kun i dette område.

Jeg har taget et par tvivlsomme billeder med min mobiltelefon og beskåret dem, så man faktisk kan ane det ellers forsvindende motiv. Bemærk: Der er to billeder, men det ene skal du klikke på, for det er for stort til at være i dette format:

View image
(Klik ovenfor)

Der er tre spørgsmål: 1. Hvem ? 2. Hvorfor? 3. Hvordan?

Spørgsmål 2 er det eneste jeg har et bud på et svar på: At det bare er for sjov. For at jeg og andre skal sige "det var liggodt mærkeligt, se, der hænger minsandten en badeand helt deroppe". Men det kunne jo være at der var mere i det. At det var en del af et større gadekunst-projekt eller at de har en symbolsk betydning og markerer kampen for bedre vilkår for pædagoger eller noget.

Spørgsmål 3 er ikke uvæsentligt, idet det faktisk er meget vanskeligt at placere noget som helst deroppe med mindre man arbejder for Københavns Gadebelysning og har sådan en af de dér kraner man hejser sig op i for at reparere gadelygten eller sætte en ny pære i. Jeg tror ikke på at man kan kravle derud fra et vindue og jeg tror heller ikke på at man kan ramme wiren hvis man kaster dem med en snor med et lod i. Så hvordan i alverden er de havnet der? Er svaret på spørgsmål 1 faktisk at det er belysningsvæsenet der står bag?

Jeg håber at du, kære læser, kan bidrage til opklaringen af mysteriet om Nørrebros svævende badeænder.

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:33 | Kommentarer (12)
Kategorier: Billeder fra København | Spørgsmål

Jeg ville ønske at jeg havde en masse gode ting at sige om Anders Koppels musik, men det har jeg ikke. Den nye cd, Double Concertos, er som en blanding af Beethoven, Moonjam, Piazolla, cocktail-musik, Irving Berlin og Prokofjev. Det er en Hollywood-agtig sødsuppe, der måske kan gå an som baggrundsmusik, men ikke som orkesterværker i deres egen ret. Det er den hårde dom i min anmeldelse.
Læs den her.

Nedenfor kommer et par supplerende bemærkninger til anmeldelsen:

Supplerende bemærkninger
Det er i sig selv OK at ville blande og citere stilarter, hvis man har en grund til at gøre det, og hvis det giver musikalsk mening. Det gør det ikke her. For eksempel er tango-elementerne uden den kantede energi og lidenskab, som gør en tango interessant.

Covernoterne taler om ”dyster og dramatisk” og ”mørkere og mere uudgrundeligt” om passager i saxofon/klaver-koncertern. Her skal man godt nok være sart for at høre dem som dystre. Det minder mig om at P2 en aften for mange år siden havde et tema om uhyggelig musik, hvor lytterne kunne skrive ind og fortælle om musikstykker, de fandt uhyggelige, og som så blev spillet. En meget sart lytter synes at en tordenbyge i "Berberen fra Sevilla" var meget uhyggelig. Det var den ikke. Det var lette, lystige toner akkompagneret af et par tempererede tordenskrald. Jeg tænkte på hvilken beskyttet musikalsk verden man skal leve i for at finde det uhyggelig. En opera buffa-verden. (Man kan også tænke på Jan Krabbe fra Angora, men lad os ikke gå ud af den tangent). På samme måde med Koppels angiveligt "dystre" passager: De er en lille smule spændingsfyldte, men det er virkelig "dyster ultra light".

Covernoternes første sætning er et citat af komponisten, som lyder: "Min musik er resultatet af det liv, jeg har levet". Suk! Gu' er det ej! Det er bare kliché og autenticitetsideologi, og den slags får mig til at trække min revolver.

Man skal være velkommen til at være uenig i min dom over Koppels musik. Og det er der sagtens plads til, også ud fra mine beskrivelser. Da jeg med hårde ord beskrev musikken for en vens kollega, udbrød hun at det lød som noget musik hun ville elske! Hun elsker filmmusik, tango, Moonjam og romantik, og blandingen af disse elementer forekommer hende himmelsk. Det ender nok med at jeg forærer hende den, for hun er da den rette målgruppe om nogen. Og det beviser også at en meget negativ anmeldelse ikke behøver at skræmme alle væk. Anmelderens dom er i sidste ende subjektiv, men den er begrundet i en masse objektive iagttagelser og begrundelser, og derfor kan læseren af anmeldelsen danne sig sin egen mening og være uenig med anmelderen. Det er jeg også selv tit når jeg læser anmeldelser, men da jeg som regel kender anmelderens værdisæt kan jeg lægge til og trække fra.

Skrevet af Torben Sangild kl. 08:38 | Kommentarer (0)
Kategorier: Musik

På det seneste har jeg anmeldt cd'er med to estistiske komponister, Erkki-Sven Tüür og Helena Tulve.

Når man siger estisk musik siger alle Arvo Pärt, der ikke blot er Estlands store musikalske superstar, men vel også den mest berømte estiske person overhovedet. Og det er lidt ironisk i lyset af at han har boet i Wien og Berlin al den tid han har været en kendt komponist, nemlig de sidste 28 år. Alene i dette kan man sætte et stort spørgsmålstegn ved hele ideen om national musik. Er Pärt en estisk komponist, er hans musik estisk, og i hvilken forstand skulle den være det?

Så det at putte de to komponister sammen i et blogindlæg under en overskrift med estiske komponister er i sig selv en tvivlsom handling, der kun kan retfærdiggøres ved at Tüür er elev af Pärt og at Tulve igen er elev af Tüür, så der er en slags forbindelse, selv om den kan være svær at høre i musikken.

Erkki-Sven Tüürs Magma er ekspressiv og muskelspillende musik langt fra faderfiguren Pärts meditative minimalisme. Det bliver hurtigt for meget, og det bedste værk er desværre hommagen til Pärt, der netop trækker på hans stil.
Læs min anmeldelse her.

Helena Tulve har en helt tredje stil, der hverken minder om Pârt eller om Tüür, men som udforsker enkelte toner og instrumentklange omgivet af dissonanser. Hun er skidegod!
Læs min anmeldelse her.

Nedenfor vil jeg give nogle supplerende kommentarer til anmeldelserne:

Supplerende kommentarer til Tüür
Symfonien er inddelt i 4 sektioner (de må åbenbart ikke hedde satser), hver domineret af en bestemt percussion-klang (hhv. metalliske lyde, trommesæt, træpercussion, congas).

Symfonien er fuld af de mest vulgære tricks fra orkestermusikkens historie - fra Beethoven til Sibelius og Stravinsky. Men uden en (interessant) ironisk leg med dem, som kunne gøre det til andet og mere end neo.

I trommesæt-passagerne bliver det meget fusionsrock-agtigt.

Supplerende kommentarer (og fraklip) til Helena Tulve
Tonesproget er til tider næsten atonalt, men fordi musikken samtidig dvæler ved enkelte toner er der klare holdepunkter at gribe fat i allerede ved første lytning.

Fraklip om à travers: Det, der sker uden om af medlodistumper, dissonanser og støjlyde, høres alt sammen i forhold til kernetonen, der næsten er en drone, selv om den tit er fraværende.

Værkerne er korte (8-11 min.), og det er en dyd for en komponist at kende begrænsningens kunst. Jeg er så træt af komponister der skal komponere timelange, kedelige værker for orkester for at vise hvad de kan. Det er alt for meget at gøre ud af alt for lidt. Med Helena Tulve er det omvendt: Hun udnytter sit ensemble makismalt og finder energien i det enkle, næsten banale motiv.

Tulves musik er et godt eksempel på at hvis man arbejder meget med klangparametret, behøver musikken ikke være harmonisk kompleks for alligevel at rumme modstand.

Skrevet af Torben Sangild kl. 15:09 | Kommentarer (0)
Kategorier: Musik

I weekenden bragte Politiken min anmeldelse af to Fluxus-relaterede udstillinger: For det første Museet for Samtidskunsts udstilling af Fluxus-partiturer (dvs. handlingsforskrifter af typen: Skrig! Skrig! Skrig!). For det andet Charlottenborgs udstilling med kunstnerne Al Hansen og Arthur Köpcke.

Jeg er generelt begejstret for den energi, poesi, komik og provokation der ligger i Fluxus, og det er to gode udstillinger. Men de er begge to for store, og det er meget imod Fluxus-ånden at fotografering er strengt forbudt på udstillingen i Roskilde. Ikke fordi museet ønsker det, men snarere fordi samlerne og de dokumenterende fotografer er bange for kopier. Vi taler om en kunstform, der decideret ønsker at komme væk fra kunsten som ophøjet, værdifuldt samlerobjekt til fordel for en levende kunst, som enhver kan deltage i. Det siger noget om Fluxus' skæbne i hænderne på markedet at man ikke må tage et billede af det partitur, som man opfordres til at gå hjem og opføre selv.

Jeg forelagde min kritik af fotografiforbudet for Marianne Bech fra Museet for Samtidskunst i en telefonsamtale. Og jeg foreslog at man så i det mindste kunne lægge nogle fotokopier af de partiturer, der ikke er restriktioner på. Det har de faktisk taget til sig, og der skulle nu angiveligt ligge nogle stakke med fotokopier, som folk kan tage med hjem. Det er en virkelig god følelse at museet lytter til saglig kritik!

Læs min anmeldelse her.

Nedenfor kommer jeg med nogle supplerende kommentarer til udstillingerne og anmeldelsen.

Supplerende kommentarer
Det er vigtigt når man har med Fluxus at gøre at se det som en dobbelt bevægelse: Det er på den ene side en affortryllelse af kunsten; dvs. kunsten hives ned på jorden i form af det banale, det lavkulturelle og det hverdagsagtige. Men det er samtidig en fortryllelse af hverdagen, af rutiner og vaner og gestus og affald. De fleste fokuserer på det førstnævnte, men det kan ikke stå alene.

Jeg fik at vide inden jeg skrev anmeldelsen at jeg skulle regne med at få en henvendelse fra Fluxus-kunstneren Eric Andersen, der reagerer med korrektioner hver gang nogen har skrevet om Fluxus. Der tikkede da også som forventet en email ind, hvori han spurgte hvorfor jeg dog troede at Henning Christiansen og Knud Pedersen var en del af den danske Fluxus-scene (jvf. faktaboksen). Jeg svarede igen med at spørge hvorfor det er ham så magtpåliggende at sætte en streng grænse for hvem der var Fluxus og hvem ikke. Han svarede igen med at henvise til George Maciunas' liste over medlemmer - en liste jeg ikke har set, og som jeg derfor ikke kan benytte mig af. Han understregede samtidig at min artikel var en af de bedre, men at jeg altså havde "fejlet" ved at nævne de to navne.

Jeg kan ikke lade være med fortsat at undre mig over at det er så vigtigt for Eric Andersen at gøre Fluxus til en eksklusiv klub, hvor kun dem på listen må omtales. Fluxus var dengang uhyre åben for at alle mulige kunne deltage, og det demokratiske og inklusive var en del af ånden. Så vidt jeg har forstået.

Henrik Wivels anmeldelse i Weekendavisen af Hansen/Köpcke argumenterer for at de værker som holder i dag især er malerierne og collagerne. Det kunne grangiveligt udlægges som værende det stik modsatte af min dom: at malerierne er det der holder mindst, og at det er dokumentationerne af deres happenings og så Köpckes Reading/Work-pieces, der holder. Det vil sige: Rent fysisk er det jo rigtigt at malerierne holder bedre, mens dokumentationer er begrænset af det dokumenterende medie. Det ser Wivel som et problem, men jeg synes nu at disse dokumentationer er uhyre inspirerende. Og jeg er ikke spor charmeret af Hansens nøgne damer. De lugter af gamle dage, kort efter pornoens frigørelse. De forekommer mig bedagede, mens hans happenings har en uhyre kraft, selv på smalfilm eller lydbånd 40 år senere. Her er vi stærkt uenige i vores smagsdom, og sådan skal det også være.

Filmen Wonderful Copenhagen med Hansen i hovedrollen burde vises på dansk TV i prime-time. Med sine 92 minutter egner den sig ikke til en udstilling. Men det er en fantastisk, alternativ Københavnsfilm, set gennem en amerikaners øjne.

Skrevet af Torben Sangild kl. 21:32 | Kommentarer (8)
Kategorier: Kunst

I sidste weekend anmeldte jeg tre aktuelle udstillinger.

Jeg vil fremhæve A Kassens udstilling i Kirkhoff, hvori der indgår levende mennesker og et værksted vendt 90 grader, så gulvet bliver væg. Sørg for guds skyld for at gå om bag væggen (det er ikke alle der tror man må, og det er også meningen at kun de dristige skal se hvad der ligger omme bagved). Men skynd dig, udstillingen kører kun frem til 19. juli.
Læs anmeldelsen her.

Jeg har også anmeldt en lille, sær, graffitiagtig udstilling af Affex Ventura. Læs anmeldelsen her.

Og så den omfattende udstilling af skulpturer i De gamles by. Læs anmeldelsen her.

Nedenfor kommer nogle supplerende kommentarer:

Supplerende kommentarer til A Kassen
Hvis du er kommet så langt som hertil har du fortjent at få at vide præcis hvad der gemmer sig bag væggen. Ikke nok med at de har støbt møblerne fra deres værksted ind i selve bagvæggen; der ligger også en levende person, hvis skosåler man ser på væggens forside sammen med "fodenderne" af bord- og stole-ben (se billede ovenfor). Ja, jeg har mere end antydet det, men her står der altså forklaret direkte - ikke mindst for eftertiden.

Supplerende kommentarer til De gamles by
Min anmeldelse var alt for kort til at yde de mange værker retfærdighed, og nu var det så jeg burde gennemgå dem alle sammen her, men det fører for vidt, jeg har simpelthen ikke tid.

Lad mig i hvert fald bemærke at det er rigtigt synd at Karen Land Hansens 'Wispering Well' er gået i stykker. Her kunne man ellers efter sigende høre lyde nede i "brønden". Men enten vejret eller hærværk har destrueret den.

Jeg er ret meget i tvivl om hvad jeg skal mene om Maria Hornshøjs festbånd på vejen op til kapellet. Man kan sagtens forestille sig pårørende, beboere og personale blive stødt over det. Og måske ville jeg selv blive det, hvis jeg skulle til en slægtnings begravelse. På den anden side er der jo tale om ældre mennesker, og mange dør mæt af dage og ønsker en glad begravelse. Jeg er bare ikke sikker på at en ung kunstner er den rette til at vurdere det.

Skrevet af Torben Sangild kl. 15:35 | Kommentarer (3)
Kategorier: Kunst