« De gamles kunst, den unge hyttekunstner og får som publikum | Forside | Tüür og Tulve: To estiske komponister »

09.07.2008

Fluxus

Danger Music.jpg

I weekenden bragte Politiken min anmeldelse af to Fluxus-relaterede udstillinger: For det første Museet for Samtidskunsts udstilling af Fluxus-partiturer (dvs. handlingsforskrifter af typen: Skrig! Skrig! Skrig!). For det andet Charlottenborgs udstilling med kunstnerne Al Hansen og Arthur Köpcke.

Scream.jpg

Jeg er generelt begejstret for den energi, poesi, komik og provokation der ligger i Fluxus, og det er to gode udstillinger. Men de er begge to for store, og det er meget imod Fluxus-ånden at fotografering er strengt forbudt på udstillingen i Roskilde. Ikke fordi museet ønsker det, men snarere fordi samlerne og de dokumenterende fotografer er bange for kopier. Vi taler om en kunstform, der decideret ønsker at komme væk fra kunsten som ophøjet, værdifuldt samlerobjekt til fordel for en levende kunst, som enhver kan deltage i. Det siger noget om Fluxus' skæbne i hænderne på markedet at man ikke må tage et billede af det partitur, som man opfordres til at gå hjem og opføre selv.

Jeg forelagde min kritik af fotografiforbudet for Marianne Bech fra Museet for Samtidskunst i en telefonsamtale. Og jeg foreslog at man så i det mindste kunne lægge nogle fotokopier af de partiturer, der ikke er restriktioner på. Det har de faktisk taget til sig, og der skulle nu angiveligt ligge nogle stakke med fotokopier, som folk kan tage med hjem. Det er en virkelig god følelse at museet lytter til saglig kritik!

Læs min anmeldelse her.

Nedenfor kommer jeg med nogle supplerende kommentarer til udstillingerne og anmeldelsen.

Supplerende kommentarer
Det er vigtigt når man har med Fluxus at gøre at se det som en dobbelt bevægelse: Det er på den ene side en affortryllelse af kunsten; dvs. kunsten hives ned på jorden i form af det banale, det lavkulturelle og det hverdagsagtige. Men det er samtidig en fortryllelse af hverdagen, af rutiner og vaner og gestus og affald. De fleste fokuserer på det førstnævnte, men det kan ikke stå alene.

Jeg fik at vide inden jeg skrev anmeldelsen at jeg skulle regne med at få en henvendelse fra Fluxus-kunstneren Eric Andersen, der reagerer med korrektioner hver gang nogen har skrevet om Fluxus. Der tikkede da også som forventet en email ind, hvori han spurgte hvorfor jeg dog troede at Henning Christiansen og Knud Pedersen var en del af den danske Fluxus-scene (jvf. faktaboksen). Jeg svarede igen med at spørge hvorfor det er ham så magtpåliggende at sætte en streng grænse for hvem der var Fluxus og hvem ikke. Han svarede igen med at henvise til George Maciunas' liste over medlemmer - en liste jeg ikke har set, og som jeg derfor ikke kan benytte mig af. Han understregede samtidig at min artikel var en af de bedre, men at jeg altså havde "fejlet" ved at nævne de to navne.

Jeg kan ikke lade være med fortsat at undre mig over at det er så vigtigt for Eric Andersen at gøre Fluxus til en eksklusiv klub, hvor kun dem på listen må omtales. Fluxus var dengang uhyre åben for at alle mulige kunne deltage, og det demokratiske og inklusive var en del af ånden. Så vidt jeg har forstået.

Henrik Wivels anmeldelse i Weekendavisen af Hansen/Köpcke argumenterer for at de værker som holder i dag især er malerierne og collagerne. Det kunne grangiveligt udlægges som værende det stik modsatte af min dom: at malerierne er det der holder mindst, og at det er dokumentationerne af deres happenings og så Köpckes Reading/Work-pieces, der holder. Det vil sige: Rent fysisk er det jo rigtigt at malerierne holder bedre, mens dokumentationer er begrænset af det dokumenterende medie. Det ser Wivel som et problem, men jeg synes nu at disse dokumentationer er uhyre inspirerende. Og jeg er ikke spor charmeret af Hansens nøgne damer. De lugter af gamle dage, kort efter pornoens frigørelse. De forekommer mig bedagede, mens hans happenings har en uhyre kraft, selv på smalfilm eller lydbånd 40 år senere. Her er vi stærkt uenige i vores smagsdom, og sådan skal det også være.

Filmen Wonderful Copenhagen med Hansen i hovedrollen burde vises på dansk TV i prime-time. Med sine 92 minutter egner den sig ikke til en udstilling. Men det er en fantastisk, alternativ Københavnsfilm, set gennem en amerikaners øjne.

Kommentarer

Interessant problem, det her med rettigheder og inddragelse. Hvis rettighedstanken regerede 100%, skulle kunsten vel slet ikke deles overhovedet. Det modsatte af et værk, der involverede dig. Hvordan ville det være? Det skulle ikke bare være umuligt at aflæse, det skulle også slukke for din fantasi ... være umuligt at erindre.

Et væmmeligt værk. Men ikke for væmmeligt. Så ville man finde det tankevækkende.

Her peger du på en virkelig insteressant ting, Christoffer. Nemlig umuligheden (eller i hvert fald besværligheden) af at skabe en kunst, der ikke involverer os.

En af de mange klichéer, jeg gerne vil aflive i et kommende essay/debatindlæg/blogindlæg er den mekanisk gentagede ide om at involvere beskueren. For eksempel Olafur Eliasson bruger det konstant som alibi for at hans kunst ikke bare er spektakulært. Og det sættes som regel (implicit eller eksplicit) op imod ideen om at der findes kunst som ikke involverer "beskueren" (som det også tåbeligt kaldes af mange i social, interaktiv og relationel kunst)

Men sagen er jo, at det er tom snak med mindre vi er ude i Fluxus' meget konkrete overdrev, hvor der sker en opfordring.til handling.

Al kunst involverer os hvis ellers det bevæger os. I hvert fald i en vis forstand. Og derfor er det dumt at så mange kunstnere roser deres egen kunst for at "involvere beskueren", ofte uden nogen som helst kvalificering af dette udsagn.

Jeg må se at få samlet eksempler til et indlæg.

Og så er der selvfølgelig hele diskussionen med Köpcke: er det nødvendigvis reaktionært at være beskuer frem for at være i interaktiv dialog med værket? Er der ikke også et potentiale i at underkaste sig en kunstners vision frem for altid selv at bestemme? Er der ikke plads til begge typer kunst: den som kræver en handling af os, og den som bare stiller sig frem og vil erfares?

Men for at svare på dit spørgsmål, så må modsætningen til et involverende værk være et værk, der lader dig kold. Og det ultimative ikke-involverende værk må så være det værk som man ikke slet ikke kender til eksistensen af, og som man derfor ikke har noget forhold til. Eller noget.

Det er en god og interessant indgang til hele problematikken omrking værkers iboende kraft i et historisk øjemed. Værkers autonomi sat op imod økonomiske interesse. Valuta for tanker og udviklinger, i historiske tidskapsler. Dem som er flydende, men hele tiden forsøges indfanget af tidslige perpektivering. Hvis jeg havde været dig Torben, så ville jeg havde spurgt Eric Andersen om hvorfor der blev lavet en liste og hvad det indebære at være en del af listen?. Hvilke kriterier skal der opfyldes?. Selv i et Demokrati er der regler der skal opfyldes, selv om der selvfølgelig er langt fra ekskludering til indkludering. Der er til mange forskellige tider også en nedbrydelses, forgængelighed og forsvinden af materiel og derfor en lidt forsimplet tanke omkring kunstværkers værdi. Original værket forsvinder eller eksistere hele tiden ide at det bliver genbrugt på ide plan eller fotokopieret. Men selve det analogt aftryk af kunstnerens hånd forsvinder. Det er et faktum. Jeg vil sige, at der sker noget når man træder ind i et rum, hvor der er sluppet så meget gammelt materiale fri, selv om det er ophængt i en umiddelbart fanget tilstand. Fornemmelsen af at stå ved siden af det papir, som kunstneren har skrevet på, rykker ved konteksten af ens tilstedeværelse, om man vil. Derved syntes jeg også at en museums udstilling ikke kan genetablere selve tiden, men fornemmelsen af værket. Tiden har flyttet nogle af kunstnernes instilling til deres værker, historisk set, selv om intentionen har været at alle skulle kunne tage en performance med sig hjem er virkeligheden en anden i dag. Det vises i angsten for kopiering af værker og den diskution er, for mig, lige så interessant som selve værdien i værkerne.

Ja, jeg har også overvejet et krydsforhør af Eric Andersen, hvor jeg spørger ham hvad det vigtige er i at holde fast i Maciunas' liste. For det er jo at underkaste sig Maciunas' autoritet, en autoritet som Andersen selv har anfægtet i sin artikel om Fluxus.

Og denne selvmodsigelse minder mig om en anden hos Andersen: Han spørger hvorfra jeg har fået ideen at Henning Christiansen skulle have været Fluxus-kunstner fra. Og det er pudsigt, eftersom Eric Anden selv i et radioprogram om Fluxus spillede, ja, Henning Christiansen. Der er ikke meget konsekvens at spore.

Hvad angår det med tiden, så vil jeg mene at mange af fluxus-partiturerne har bevaret deres kraft i dag, at mange af dem er tidløse.

Men en slående ting er at især hos Köpcke, men også andre, bliver der en nostalgi i materialer som dengang bestemt ikke var tænkt sådan: varemærker på hverdagsgenstande, ting man ikke rigtigt bruger længere (såsom stoflommetørklæder) osv.

Og så den konkrete patina, der lægger sig over det hele, især det som er lavet af papir: det bliver brunt. Den brune farve sætter ind og siger: dette er gammelt.

Patina, det er kendt fra hverdagens nostalgi i genbrug. Ting der for en værdi når det har været brugt i særlige og uvuderlige sammenhænge.

Lyden som kan høres i de forskellige rum er der sikkert også rettigheder tilknyttet, men der er ikke sat sedler op om at du ikke må optage lyden.

Måske har det ikke den store effekt hvis jeg gik hen og optog lyden af Benjamin Patterson, Variations for Double Bass: Og genopførte den. Men det ville være muligt at spille både hans lydlige version og min egen gengivelse i et andet medie. I dag er det nemt at gengive andres ting hurtigt og effektivt, men hele ideen bagved kan være svært at genfinde. Da det hele jo også er i nye kontekster.

Jeg var på Museet for Samtidskunst her i weekenden, og der har de et print af dette blogindlæg og de første par kommentarer hængende på opslagstavlen i butikken. Meget håndfast måde for en blog at komme ud i virkeligheden på.

Fantastisk! Tak for den oplysning. Det taler igen til museets ære at de ønsker en reel debat, og gerne tager konstruktiv kritik til sig.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2