« Tüür og Tulve: To estiske komponister | Forside | Svævende badeænder på Nørrebro »

22.07.2008

Koppels kitsch

Jeg ville ønske at jeg havde en masse gode ting at sige om Anders Koppels musik, men det har jeg ikke. Den nye cd, Double Concertos, er som en blanding af Beethoven, Moonjam, Piazolla, cocktail-musik, Irving Berlin og Prokofjev. Det er en Hollywood-agtig sødsuppe, der måske kan gå an som baggrundsmusik, men ikke som orkesterværker i deres egen ret. Det er den hårde dom i min anmeldelse.
Læs den her.

Nedenfor kommer et par supplerende bemærkninger til anmeldelsen:

Supplerende bemærkninger
Det er i sig selv OK at ville blande og citere stilarter, hvis man har en grund til at gøre det, og hvis det giver musikalsk mening. Det gør det ikke her. For eksempel er tango-elementerne uden den kantede energi og lidenskab, som gør en tango interessant.

Covernoterne taler om ”dyster og dramatisk” og ”mørkere og mere uudgrundeligt” om passager i saxofon/klaver-koncertern. Her skal man godt nok være sart for at høre dem som dystre. Det minder mig om at P2 en aften for mange år siden havde et tema om uhyggelig musik, hvor lytterne kunne skrive ind og fortælle om musikstykker, de fandt uhyggelige, og som så blev spillet. En meget sart lytter synes at en tordenbyge i "Berberen fra Sevilla" var meget uhyggelig. Det var den ikke. Det var lette, lystige toner akkompagneret af et par tempererede tordenskrald. Jeg tænkte på hvilken beskyttet musikalsk verden man skal leve i for at finde det uhyggelig. En opera buffa-verden. (Man kan også tænke på Jan Krabbe fra Angora, men lad os ikke gå ud af den tangent). På samme måde med Koppels angiveligt "dystre" passager: De er en lille smule spændingsfyldte, men det er virkelig "dyster ultra light".

Covernoternes første sætning er et citat af komponisten, som lyder: "Min musik er resultatet af det liv, jeg har levet". Suk! Gu' er det ej! Det er bare kliché og autenticitetsideologi, og den slags får mig til at trække min revolver.

Man skal være velkommen til at være uenig i min dom over Koppels musik. Og det er der sagtens plads til, også ud fra mine beskrivelser. Da jeg med hårde ord beskrev musikken for en vens kollega, udbrød hun at det lød som noget musik hun ville elske! Hun elsker filmmusik, tango, Moonjam og romantik, og blandingen af disse elementer forekommer hende himmelsk. Det ender nok med at jeg forærer hende den, for hun er da den rette målgruppe om nogen. Og det beviser også at en meget negativ anmeldelse ikke behøver at skræmme alle væk. Anmelderens dom er i sidste ende subjektiv, men den er begrundet i en masse objektive iagttagelser og begrundelser, og derfor kan læseren af anmeldelsen danne sig sin egen mening og være uenig med anmelderen. Det er jeg også selv tit når jeg læser anmeldelser, men da jeg som regel kender anmelderens værdisæt kan jeg lægge til og trække fra.

Skriv en kommentar

Seneste kommentarer

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2