« Fluxus | Forside | Koppels kitsch »

20.07.2008

Tüür og Tulve: To estiske komponister

På det seneste har jeg anmeldt cd'er med to estistiske komponister, Erkki-Sven Tüür og Helena Tulve.

Når man siger estisk musik siger alle Arvo Pärt, der ikke blot er Estlands store musikalske superstar, men vel også den mest berømte estiske person overhovedet. Og det er lidt ironisk i lyset af at han har boet i Wien og Berlin al den tid han har været en kendt komponist, nemlig de sidste 28 år. Alene i dette kan man sætte et stort spørgsmålstegn ved hele ideen om national musik. Er Pärt en estisk komponist, er hans musik estisk, og i hvilken forstand skulle den være det?

Så det at putte de to komponister sammen i et blogindlæg under en overskrift med estiske komponister er i sig selv en tvivlsom handling, der kun kan retfærdiggøres ved at Tüür er elev af Pärt og at Tulve igen er elev af Tüür, så der er en slags forbindelse, selv om den kan være svær at høre i musikken.

Erkki-Sven Tüürs Magma er ekspressiv og muskelspillende musik langt fra faderfiguren Pärts meditative minimalisme. Det bliver hurtigt for meget, og det bedste værk er desværre hommagen til Pärt, der netop trækker på hans stil.
Læs min anmeldelse her.

Helena Tulve har en helt tredje stil, der hverken minder om Pârt eller om Tüür, men som udforsker enkelte toner og instrumentklange omgivet af dissonanser. Hun er skidegod!
Læs min anmeldelse her.

Nedenfor vil jeg give nogle supplerende kommentarer til anmeldelserne:

Supplerende kommentarer til Tüür
Symfonien er inddelt i 4 sektioner (de må åbenbart ikke hedde satser), hver domineret af en bestemt percussion-klang (hhv. metalliske lyde, trommesæt, træpercussion, congas).

Symfonien er fuld af de mest vulgære tricks fra orkestermusikkens historie - fra Beethoven til Sibelius og Stravinsky. Men uden en (interessant) ironisk leg med dem, som kunne gøre det til andet og mere end neo.

I trommesæt-passagerne bliver det meget fusionsrock-agtigt.

Supplerende kommentarer (og fraklip) til Helena Tulve
Tonesproget er til tider næsten atonalt, men fordi musikken samtidig dvæler ved enkelte toner er der klare holdepunkter at gribe fat i allerede ved første lytning.

Fraklip om à travers: Det, der sker uden om af medlodistumper, dissonanser og støjlyde, høres alt sammen i forhold til kernetonen, der næsten er en drone, selv om den tit er fraværende.

Værkerne er korte (8-11 min.), og det er en dyd for en komponist at kende begrænsningens kunst. Jeg er så træt af komponister der skal komponere timelange, kedelige værker for orkester for at vise hvad de kan. Det er alt for meget at gøre ud af alt for lidt. Med Helena Tulve er det omvendt: Hun udnytter sit ensemble makismalt og finder energien i det enkle, næsten banale motiv.

Tulves musik er et godt eksempel på at hvis man arbejder meget med klangparametret, behøver musikken ikke være harmonisk kompleks for alligevel at rumme modstand.

Skriv en kommentar

Seneste kommentarer

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2