Torben Sangilds weblog

(set på Facebook)

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:16 | Kommentarer (2)
Kategorier: Medier

Jeg handler sjældent i Fakta, som på mange måder er en trist og langsom butik med verdens mest løgnagtige slogan (det tager i virkeligheden mindst 30 minutter af stå i kø i Fakta). Der er ikke noget sexet over Fakta. Den er asketisk og usanselig. Og netop derfor overraskede det mig midt i butikken at finde en utvetydig opfordring til pludselige seksuelle udskejelser på tværs af køn og alder i livsglædens og spontaneitetens navn:

Skrevet af Torben Sangild kl. 11:56 | Kommentarer (3)
Kategorier: Billeder fra København | Levned

Viola d'amore er et instrument, som var meget populært i 1700-tallet, men som i dag lever en marginal tilværelse, omend de senere år har set et forsøg på at revitalisere instrumentet. Det er opbygget som en gambe, men man holder det under hagen som en violin. Det specielle ved viola d'amore er at det har et sæt "resonansstrenge" nedenunder de strenge, man spiller på. Disse strenge klinger diskret med når man spiller, og det betyder samtidig at ikke alle tonearter er lige velegnede til instrumentet, og at det derfor lægger op til droner og modale kompositioner - altså kompositioner, der holder sig inden for den samme, udvalgte skala. Måske er netop dette grunden til at man her omkring år 2000 genopdager instrumentet, da det passer godt ind i en post-minimalistisk tidsånd.

Hvorom alting er: Den kendte bratschist Garth Knox har lavet en fremragende plade med viola d'amore og cello. Han spiller selv instrumentet, har arrangeret en række af værkerne og har selv lavet den måske bedste komposition. Der er både gamle ting fra 1600- og 1700-tallet og nye kompositioner fra efter 1990. Den kan anbefales, og det har jeg gjort i min anmeldelse i Politiken..

Læs min anmeldelse her

Skrevet af Torben Sangild kl. 11:20 | Kommentarer (3)
Kategorier: Musik

Selv længe efter sin død præger Georg Brandes den internationale politiske debat, her i sin utvetydige kritik af Kinas overtrædelser af menneskerettighederne. Ligesom sportsfolkene ved OL markerer Brandes sin modstand med den orange farve. Hvis man tror det er tilfældigt, kan man blot kigge nærmere på tørklædet:

(Set på Georg Brandes Plads i København 9. august 2008)

Skrevet af Torben Sangild kl. 21:59 | Kommentarer (0)
Kategorier: Billeder fra København

I forrige uge anmeldte jeg tre små udstillinger, som man stadig kan nå at se.

På Rumkammerat samles erfaringerne fra de talstærke invasioner af små, lyserøde soldater rundt omkring i Danmark. Læs anmeldelsen her.
-
-

Hverdagens vanvid, komik og tragik tematiseres i en fin, lille udstilling 'Uden titel' på Esplanaden, der rummer både en drengenumse, en række mærkelige drømme og en robot, der støder sammen med en yoga-solhilsen.
Læs anmeldelsen her.

Og endelig en lille udstilling i Spark Galleri på Nørrebro med fotografier, der ser ud som om, de er manipulerede, men som rent faktisk er uredigerede polaroid-fotos. Tricket ligger i opstillingen foran kameraet. Den er desværre ikke så interessant som den burde være.
Læs anmeldelsen her.

Nedenfor kommer et par supplerende bemærkninger:

Supplerende bemærkninger til Pink Army
Jeg har siden faktisk købt to af billederne på udstillingen. De kostede kun 150 kr. stykket og er sjove. På det ene ser man en deling gå i land ved en mose eller sø. På den anden syder en snigskytte en jogger ved Søerne i København. De er (som alle de andre) anonyme.

Pink Army har en række MySpace-hjemmesider - en til hver lokalitet. Her er et par eksempler: København, Århus, Odder, Berlin, Pennsylvania. Der er mange flere.

I Århus har Pink Army tydeligvis en række særmissioner, ikke mindst redningen af en vis blodbøg. Og i København har en særligt uddannet styrke haft til opgave at beskytte dronningen på Amalienborg.

I den tilhørende bog kan man se en masse billeder, læse de stiftende og vejledende manifester og ikke mindst læse personlige beretninger fra den lyserøde front af folk som Private Pink og general Roseus. Læs mere om bogen her.

Supplerende kommentarer til Uden titel
Jeg kunne ikke få plads til at nævne endnu et fint lille værk af Andreas Strømberg, så det gør jeg her: Han dokumenterer følgende sociale eksperiment (så vidt jeg kan forstå ud fra billederne - der er ingen forklaring): Han har købt en notesbog; indskrevet sit navn og adresse foran; indklistret en lille avisartikel om en kuffert, der var forsvundet i 24 år; placeret notesbogen på bænken ved et busstoppested - formentlig for at se om den ville blive sendt tilbage til sin rette ejermand nu, om 24 år eller aldrig. Det kunne være interessant at høre hvor lang tid der gik før bogen var væk og om den er kommet tilbage til ham.

Kunstnerne har selv skrevet deres katalogtekster, og det er ikke så godt. De lider af nogle problematiske postulater, der bekræfter at kunstnere ikke altid er de bedste til at udlægge deres egen kunst:

Tine Marie Beyer skriver at "beskueren kan grine af sig selv". Men jeg ser ikke mig selv i hendes videoer - jeg ser en parodi på helse-bølgens dobbeltmoraler og selvhøjtidelighed. Og i den med robotten ser jeg to systemers kollision, som jeg også beskriver i anmeldelsen.

Daisy Løvendahl skriver: "I mine værker undersøges betragterens forestillinger, relationer og køn" og senere at der opstår "et møde mellem personen på billedet og betragteren". Jeg beklager, men det er klichéer fra den relationelle æstetiks brokkasse og de holder ikke. Kunstneren kan ikke undersøge mine forestillinger, relationer og køn i et fotografi. Hun kan konfrontere mig med nogle billeder som hun så kan håbe på vil afstedkomme, at nogle af de såkaldte 'beskuere' vil konfrontere sig med deres egne forestillinger. Men hun bør holde sig på sin egen banehalvdel, og jeg er altså nødt til at være pedantisk og sige at personerne på hendes billeder aldrig har mødt mig. Jeg har i to af tilfældende mødt deres fastfosne, fotografiske blik, og det har bestemt en betydning, men jeg har ikke mødt personerne, kun set på billederne af dem.

Så skal jeg nok stoppe mit skolemesterridt og understrege at jeg ikke lader disse katalogtekster påvirke min bedømmelse af udstillingen. Jeg tillader mig blot her at lufte mine idiosynkrasier, og vil i øvrigt gerne vække debat.

Skrevet af Torben Sangild kl. 18:22 | Kommentarer (1)
Kategorier: Kunst

Evel Knievel er en amerikansk motorcykelvovehals, der døde sidste år. Men Evil Knievel er også en tysk performance-kunstner, der siden år 2000 har taget vovehalsens identitet og brugt den på forskellige måder i sine undersøgelser af den amerikanske ånd og myte. I denne måned er Evil Knievel på Christiania, hvor han mediterer og arrangerer spirituelle arrangementer med psykedeliske pornofilm og flødeis-orgier.

Jeg har interviewet Evil Knievel i Politiken.

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:51 | Kommentarer (1)
Kategorier: Kunst

Kender du det? Man har har en melodi i hovedet, ofte en eller anden tåbelig slager fra en fjern fortid eller et pophit fra ens ungdom, men enten ved man ikke hvem og hvad det er, eller også har man glemt det. Hvad kan man gøre? Søge på internettet - næ, for så skal man jo netop kende titlen.

Troede jeg. Men der er håb. For der findes simpelthen en genial melodisøgemaskine på internettet, som kan bruges af enhver. Man kan søge på forskellige måder, alt efter ens musikalske kapaciteter eller mangel på samme. Man kan spille et fragment af melodien på et virtuelt klaviatur, man kan tegne noderne. Men hvis ikke man synes man kan det, er der også to andre muligheder, som enhver vil kunne bruge. Man kan tegne melodikonturen ved kun at angive om melodien går op eller ned eller bliver på samme tone (men ikke med hvilket interval og hvilken rytme). Her skal man holde tungen lige i munden, idet man jo skal skifte tast når en tone gentages, hvilket er kontraintuitivt. Eller man kan banke melodirytmen på tastaturet uden hensyntagen til toner. Der kommer så et søgeresultat frem med som regel ganske få muligheder, og den man leder efter skulle gerne være iblandt.

Virker det så? spørger du måske. Ja, svarer jeg, for jeg har lige testet det, og var ganske positivt overrasket. Min test var som følger: Jeg har i den sidste tid (som så mange gange før) spekuleret på hvad de dér to can can-melodier, som man altid hører når der danses can can på de franske klubber i 1800-tallet på film, er for nogle. Du ved, de dér "dadadadadadadadadada" osv. Nej, vel, det fungerer ikke rigtigt at notere dem med bogstaver. Så jeg testede Musipedia, og fik samtidig svarene på mit påtrængende spørgsmål. Jeg prøvede alle søgningerne, og de var alle lige gode til at give mig det rette svar: Første del er Rossinis Wilhelm Tell-ouverture og anden del er Offenbachs "galop" fra Orfeus i Underverdenen. Bonus-info: Sidstnævnte citeres i Saint-Saëns' Dyrenes karneval. Således oplyst om en central del af 1800-tallets popmusik, er programmet foreløbigt bestået til UG. Jeg skal selvfølgelig prøve det noget mere, men jeg skal lige komme i tanker om flere melodier, jeg ikke ved hvor stammer fra....

Prøv selv Musipedia her og kom gerne med resultaterne i en kommentar herunder.

Jeg elsker internettet. Det gør jeg sgu. Jeg tror det er kommet for at blive.

Skrevet af Torben Sangild kl. 18:33 | Kommentarer (6)
Kategorier: Links | Musik

Nu da folk er ved at være tilbage fra ferie, kunne det måske være på plads med en rask lille sensommerquiz. Denne gang skal man gætte titlen på et album, som har betydet meget for mig i min gymnasietid, selv om jeg aldrig har mødt andre mennesker, der havde pladen. Det er virkelig god og original musik, og jeg bliver stadig grebet hver gang jeg hører den.

Belært af de tidligere quizzer her på bloggen, som alle er blevet besvaret i løbet af få timer, sætter jeg nu sværhedsgraden yderligere i vejret. Den som kender og kan gætte denne plade har så sandelig fortjent præmien - og min respekt. Præmien er – som altid – at man må udstikke et emne, som jeg er tvunget til at skrive et indlæg om. Jeg bestemmer til gengæld længden og vinklen på indlægget. Og ja, jeg har stadig et hængeparti med præmien fra forrige quiz – jeg skal nok se at få skrevet det essayfragment om et dyr hos Adorno; jeg lover. Men nu til de spor, som måske kan hjælpe dig til at komme med det rigtige svar:

1. Der er tale om en mini-LP med seks numre fra midten af 1980’erne. Bandet er britisk, og dette er efter min mening deres kunstneriske højdepunkt.

2. Før udgav de en EP med 4 numre, som det aldrig er lykkedes mig at få fat i (og derfor kan jeg så ikke med sikkerhed udtale mig om det kunstneriske højdepunkt alligevel). Senere udgav de et album, som fik større opmærksomhed, men som bare ikke rummede samme galskab som dette.

3. Stilen er gakket i både tekst og musik. Det er en slags popmusik, men meget skæv og eksperimenterende, fuld af dissonanser, især i bassen, som faktisk næsten er det bærende instrument. Jeg kender ingen andre der laver basfigurer af denne type uden for impro-avantgarde-sammenhænge. Desværre. For det er sublimt når det kombineres med poppede sangstrukturer. Teksterne er satiriske, fulde af ordspil og meget britiske.

4. Selv om ingen kender bandet i Danmark, var det stort i Storbritannien, og albummet har faktisk været placeret meget højt på de britiske hitlister (mod alle odds), ligesom bandet har været på forsiden af de store engelske musikmagasiner. Singlen fra albummet har en titel, der er et dyr, men dette dyr nævnes ikke i teksten, der blandt andet består af en lang række paradokser. Et af de andre numre blev endnu mere kendt, på grund af en live-optræden på TV.

5. Skæbnen ville at et galleri i det indre København i år har udstillet et britisk maleri, der citerer både to linjer fra singlehittets tekst og selve albummets titel. Billedets titel er bandets navn.

Nå, det er nok så svært at du må give op og vente til der kommer flere hints. Jeg skulle mene at en blind Google-søgning ikke rækker. Jeg vil give cirka et nyt hint i døgnet fra nu af, så længe pladen ikke er gættet. Og disse hints vil gøre det lettere end det er nu. Men det bedste ville være hvis en af denne blogs læsere simpelthen kender albummet og derfor kan gætte det uden videre hjælp. I så fald vil jeg insistere på at vi mødes, sætter pladen på og flipper ud.

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:44 | Kommentarer (14)
Kategorier: Musik | Quiz

Nu vi er ved Københavns skilte, så har jeg i mange år med skrækblandet fryd nydt dette skilt i vinduet hos våbenhandleren på Nybrogade. Hvis man ikke kan læse det, skal jeg gerne citere: "Cykler og lig fjernes uden ansvar". Inde bag vinduet ligger så et bredt udvalg af mordvåben, og jeg har aldrig helt turde stille min cykel ude foran. Til gengæld ved jeg hvor jeg kan slippe af med et lig næste gang jeg har begået et mord.

Skrevet af Torben Sangild kl. 07:42 | Kommentarer (5)
Kategorier: Billeder fra København

(set ved opgang på Borups Allé)

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:38 | Kommentarer (4)
Kategorier: Billeder fra København

Hvad kalder man den fobi, hvor man er bange for at Langebro ved en fejl skal begynde at åbne sig netop som man på sin cykel kører hen over midten?

(Er der noget der hedder ponte dentata?)

Skrevet af Torben Sangild kl. 09:17 | Kommentarer (8)
Kategorier: Levned | Spørgsmål

Denne graffiti har i ca. et år stået på en mur på en forladt bygning på en sløjfet parkeringsplads på Amager.

Ligesom den kendte "Hab Hab Habermas"-graffiti i Indre By i 90'erne, er der tale om en graffiti om en kendt filosof/teoretiker, men hvor Habermas-graffitien synes blot at heppe på manden, er denne graffiti af den mere traditionelle lokums-graffiti-type, der også tæller "Anker Jørgensen sover med nathue" (som jeg så på herretoilettet i Girobank da jeg havde natarbejde som tasteoperatør i 1992-93). Som regel er den type slagord dog af den grovere slags ("Anders Fogh er fascist" og den slags). Kan man tale om grovhed i dette tilfælde?

Lad os få lidt kontekst på, for dette er en stedspecifik graffiti. Ovre på den anden side af gaden ligger det ny KUA, altså Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet. Vi ser nærmest graffitien dagligt, og er uden tvivl målgruppen. For der er ingen tvivl om at målgruppen er folk som kender Foucault, og det er primært dem som studerer eller har studeret et humanistisk eller samfundsfagligt fag. Her har Foucault samme status som Habermas havde for 15 år siden, nemlig som den formentlig mest læste nyere teoretiker overhovedet.

Og så er det jo at oplysningen "Foucault er bøsse" er lidet informativ, endsige grov, for alle ved at han var bøsse. Målgruppen kan altså ikke rigtig tage anstød, ligesom de heller ikke får serveret en saftig afsløring. Og netop derfor elsker KUA-folket denne graffiti: På grund af udsagnets manglende styrke får den en ironisk udsigelse - den lyder grov uden at være det. Og så godter de sig over sammenkoblingen af det akademiske og graffitien - det højtidelige og det platte.

Men som man måske kan se på billedet har udsagnet "Foucault er bøsse" ikke fået lov at stå uændret. Nogle pedanter har læst korrektur på udsagnet og har i lyset af Foucaults forlængst afdøde status ændret det til "Foucalt var bøsse". Og som om det ikke var nok, har nogle andre igen kommenteret denne ændring ved at tilføje "men hans diller lever". Her er filosoffens helgenstatus kombineret med det lavkomiske i én og samme sætning.

Skrevet af Torben Sangild kl. 19:07 | Kommentarer (12)
Kategorier: Billeder fra København