« Evil Knievel på Christiania | Forside | Georg Brandes og Kina »

22.08.2008

Lyserød krig, robot-yoga og ægte fotografiske tricks

I forrige uge anmeldte jeg tre små udstillinger, som man stadig kan nå at se.

Pink Army 2.jpg

På Rumkammerat samles erfaringerne fra de talstærke invasioner af små, lyserøde soldater rundt omkring i Danmark. Læs anmeldelsen her.
-
-

Robot-yoga.jpg

Hverdagens vanvid, komik og tragik tematiseres i en fin, lille udstilling 'Uden titel' på Esplanaden, der rummer både en drengenumse, en række mærkelige drømme og en robot, der støder sammen med en yoga-solhilsen.
Læs anmeldelsen her.

Og endelig en lille udstilling i Spark Galleri på Nørrebro med fotografier, der ser ud som om, de er manipulerede, men som rent faktisk er uredigerede polaroid-fotos. Tricket ligger i opstillingen foran kameraet. Den er desværre ikke så interessant som den burde være.
Læs anmeldelsen her.

Nedenfor kommer et par supplerende bemærkninger:

Supplerende bemærkninger til Pink Army
Jeg har siden faktisk købt to af billederne på udstillingen. De kostede kun 150 kr. stykket og er sjove. På det ene ser man en deling gå i land ved en mose eller sø. På den anden syder en snigskytte en jogger ved Søerne i København. De er (som alle de andre) anonyme.

Pink Army har en række MySpace-hjemmesider - en til hver lokalitet. Her er et par eksempler: København, Århus, Odder, Berlin, Pennsylvania. Der er mange flere.

I Århus har Pink Army tydeligvis en række særmissioner, ikke mindst redningen af en vis blodbøg. Og i København har en særligt uddannet styrke haft til opgave at beskytte dronningen på Amalienborg.

I den tilhørende bog kan man se en masse billeder, læse de stiftende og vejledende manifester og ikke mindst læse personlige beretninger fra den lyserøde front af folk som Private Pink og general Roseus. Læs mere om bogen her.

Supplerende kommentarer til Uden titel
Jeg kunne ikke få plads til at nævne endnu et fint lille værk af Andreas Strømberg, så det gør jeg her: Han dokumenterer følgende sociale eksperiment (så vidt jeg kan forstå ud fra billederne - der er ingen forklaring): Han har købt en notesbog; indskrevet sit navn og adresse foran; indklistret en lille avisartikel om en kuffert, der var forsvundet i 24 år; placeret notesbogen på bænken ved et busstoppested - formentlig for at se om den ville blive sendt tilbage til sin rette ejermand nu, om 24 år eller aldrig. Det kunne være interessant at høre hvor lang tid der gik før bogen var væk og om den er kommet tilbage til ham.

Kunstnerne har selv skrevet deres katalogtekster, og det er ikke så godt. De lider af nogle problematiske postulater, der bekræfter at kunstnere ikke altid er de bedste til at udlægge deres egen kunst:

Tine Marie Beyer skriver at "beskueren kan grine af sig selv". Men jeg ser ikke mig selv i hendes videoer - jeg ser en parodi på helse-bølgens dobbeltmoraler og selvhøjtidelighed. Og i den med robotten ser jeg to systemers kollision, som jeg også beskriver i anmeldelsen.

Daisy Løvendahl skriver: "I mine værker undersøges betragterens forestillinger, relationer og køn" og senere at der opstår "et møde mellem personen på billedet og betragteren". Jeg beklager, men det er klichéer fra den relationelle æstetiks brokkasse og de holder ikke. Kunstneren kan ikke undersøge mine forestillinger, relationer og køn i et fotografi. Hun kan konfrontere mig med nogle billeder som hun så kan håbe på vil afstedkomme, at nogle af de såkaldte 'beskuere' vil konfrontere sig med deres egne forestillinger. Men hun bør holde sig på sin egen banehalvdel, og jeg er altså nødt til at være pedantisk og sige at personerne på hendes billeder aldrig har mødt mig. Jeg har i to af tilfældende mødt deres fastfosne, fotografiske blik, og det har bestemt en betydning, men jeg har ikke mødt personerne, kun set på billederne af dem.

Så skal jeg nok stoppe mit skolemesterridt og understrege at jeg ikke lader disse katalogtekster påvirke min bedømmelse af udstillingen. Jeg tillader mig blot her at lufte mine idiosynkrasier, og vil i øvrigt gerne vække debat.

Kommentarer

Tak for forklaringen - der stod faktisk sådan en lille ensom lyserød soldat på vores dørtelefon i Holmbladsgade en dag jeg kom hjem fra arbejde - og jeg forstod vitterlig ikke, hvad den ville der.

Rart at vide, at det var fredsbevarende styrker :-)

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2