« Lig fjernes | Forside | Melodisøgning: Musipedia »

07.08.2008

Sensommerquiz: Gæt et album

Nu da folk er ved at være tilbage fra ferie, kunne det måske være på plads med en rask lille sensommerquiz. Denne gang skal man gætte titlen på et album, som har betydet meget for mig i min gymnasietid, selv om jeg aldrig har mødt andre mennesker, der havde pladen. Det er virkelig god og original musik, og jeg bliver stadig grebet hver gang jeg hører den.

Belært af de tidligere quizzer her på bloggen, som alle er blevet besvaret i løbet af få timer, sætter jeg nu sværhedsgraden yderligere i vejret. Den som kender og kan gætte denne plade har så sandelig fortjent præmien - og min respekt. Præmien er – som altid – at man må udstikke et emne, som jeg er tvunget til at skrive et indlæg om. Jeg bestemmer til gengæld længden og vinklen på indlægget. Og ja, jeg har stadig et hængeparti med præmien fra forrige quiz – jeg skal nok se at få skrevet det essayfragment om et dyr hos Adorno; jeg lover. Men nu til de spor, som måske kan hjælpe dig til at komme med det rigtige svar:

1. Der er tale om en mini-LP med seks numre fra midten af 1980’erne. Bandet er britisk, og dette er efter min mening deres kunstneriske højdepunkt.

2. Før udgav de en EP med 4 numre, som det aldrig er lykkedes mig at få fat i (og derfor kan jeg så ikke med sikkerhed udtale mig om det kunstneriske højdepunkt alligevel). Senere udgav de et album, som fik større opmærksomhed, men som bare ikke rummede samme galskab som dette.

3. Stilen er gakket i både tekst og musik. Det er en slags popmusik, men meget skæv og eksperimenterende, fuld af dissonanser, især i bassen, som faktisk næsten er det bærende instrument. Jeg kender ingen andre der laver basfigurer af denne type uden for impro-avantgarde-sammenhænge. Desværre. For det er sublimt når det kombineres med poppede sangstrukturer. Teksterne er satiriske, fulde af ordspil og meget britiske.

4. Selv om ingen kender bandet i Danmark, var det stort i Storbritannien, og albummet har faktisk været placeret meget højt på de britiske hitlister (mod alle odds), ligesom bandet har været på forsiden af de store engelske musikmagasiner. Singlen fra albummet har en titel, der er et dyr, men dette dyr nævnes ikke i teksten, der blandt andet består af en lang række paradokser. Et af de andre numre blev endnu mere kendt, på grund af en live-optræden på TV.

5. Skæbnen ville at et galleri i det indre København i år har udstillet et britisk maleri, der citerer både to linjer fra singlehittets tekst og selve albummets titel. Billedets titel er bandets navn.

Nå, det er nok så svært at du må give op og vente til der kommer flere hints. Jeg skulle mene at en blind Google-søgning ikke rækker. Jeg vil give cirka et nyt hint i døgnet fra nu af, så længe pladen ikke er gættet. Og disse hints vil gøre det lettere end det er nu. Men det bedste ville være hvis en af denne blogs læsere simpelthen kender albummet og derfor kan gætte det uden videre hjælp. I så fald vil jeg insistere på at vi mødes, sætter pladen på og flipper ud.

Kommentarer

Umiddelbart ville jeg have gættet på "The Sound: Shock of Daylight" fra 1984.

Men der er vist ikke noget dyr som indgår i en titel. Og så stor en sællert var det heller ikke. Og der var også et album i mellem den svært opdrivelige Live EP fra '81 og "Shock of Dayligt".

Nå, jeg googler videre.

bandet hedder Stump og albummet hedder Quirk Out

Og nu har jeg lige set videoen til Buffalo på Youtube. Det lyder sådan ret mærkeligt. Jeg troede egentlig først der var tale om Young Marble Giants

Det var sguda ligegodt...man laver en sindssygt svær quiz, og så er det gættet efter 5 timer - af en, der tilsyneladende ikke kender pladen...grrrr!

Nå, Jonas Kleinschmidt, røb din metode. Har du siddet og nørdet med kreative Google-søgninger? I så fald: hvilken søgning bragte dig til svaret?

Anyways, til lykke, du har gjort det, og kan nu frit vælge et emne, jeg skal skrive om.

Og så kan jeg jo godt komme med nogle flere oplysninger:

Man kan se videoen til Buffalo her. Det visuelle er ligegyldigt, blot lyt efter musikken.

Billedet som henviser til Stumps Quirk Out og til singlen "Buffalo" er af den britiske kunstner Harry Pye, og var udstillet på Galleri Tom Christoffersen (se her). Som kunst betragtet siger det mig intet, men jeg er kunstneren taknemmelig for at minde mig om en af mine yndlingsplader.

Det senere album A Fierce Pancake trækker bandet i en mere poppet og glat retning, og er ærligt talt en ret kedelig plade. Uenighederne om den musikalske linje førte da også til gruppens opløsning.

I 2008 er efter sigende udkommet en antologi med alle Stump-plader. Jeg mangler stadig at få fat i den første, Mud On A Colon. Hvis nogen ligger inde med den, vil jeg meget gerne høre den.

Google is your friend.

"How much is the fish? How much is the chips?" - rimelig sjovt. Minder mig lidt om Beefheart (selvfølgelig), men også ... hmmm ... Primus med en pop-kant?

Hej Torben. Jeg er ked af at jeg gættede det så hurtigt. Men jeg vidste at der fandtes en compilation kaldet C86 med god skramlet og eksperimenterende indie og tweepop. Og så var det bare at lede efter det nummer der hed noget med et dyr...
http://en.wikipedia.org/wiki/C86_(music)
Og for det ikke skal være løgn, så sneg det svært iørefaldende omkvæd til Buffalo sig med i mine drømme i nat. Så et eller andet må det nummer jo kunne. Måske putter jeg det ligefrem på min ipod idag:-)

Det skal du ikke være ked af, og det glæder mig at det ikke var fordi det umiddelbart var Google-søgbart. Det viser sig jo at du faktisk kendte en relevant kilde og brugte din intuition til at tjekke om der skulle være noget der.

I øvrigt glæder det mig at nummeret har sat sig fast i dine drømme og på din iPod!

Og ja, det har helt klart rødder tilbage til Captain Beefheart, men må siges at være forud for Primus (og er bedre, efter min mening).

Jeg kan i øvrigt som en servicemeddelelse nævne at Quirk Out indehaves på vinyl af to danske biblioteker: Odense Centralbibliotek og Statsbiblioteket Århus. Så hvis man ikke kender mig eller ikke bor i København, er der mulighed for at høre eller låne en sikkert godt ridset version der.

Og endnu et link: Man kan læse historien om Stump, skrevet af bassisten Kev Hopper her.

Han har i øvrigt haft en solokarriere med elektronisk musik og sav og som studie-bassist for bl.a. Stereolab.

Jonas Kleinschmidt har skrevet til mig og givet mig valget mellem følgende opgaver:

---Citat fra Kleinschmidts email---

Joy division
– Jeg har først for nylig opdaget dette band. Jeg var inde og se Control, og derefter købte jeg boksen Heart and Soul med gruppens samlede produktion. Jeg har læst hvad du har skrevet om et af mine absolutte yndlingsband Velvet Underground og også om Control-filmen, og synes derfor det kunne være rigtig interessant med et essay om Ian og co.

James Joyce’ Dubliners
– Jeg har ikke læst Ulysses, men har læst det meste af det du har skrevet om bogen på bloggen. Til gengæld har jeg læst Dubliners og synes det kunne være sjovt med et essay om den novellesamling – måske især den mest kendte og efter min mening bedste novelle i samlingen The Dead.

Dette års Tour de France (historiens måske ”reneste” tour) og/eller dopingspørgsmålet eller simpelthen bare professionel cykelsport i 2008
– Jeg kunne forestille mig, at du er træt af at diskutere doping i cykelsport, men i lyset af Sastres tilsyneladende ”naturlige” og ”sunde” sejr i årets tour, synes jeg det kunne være interessant at høre din mening om hvordan det står til i dag. Jeg mindes blandt andet en radioudsendelse om doping for et par år siden hvori du medvirkede, som jeg var meget optaget af, og jeg læste med begejstring dit indlæg om Pantani på din blog, så jeg synes sådan set bare, det kunne være interessant at læse et essay, der handlede om cykelsport – vinklet som du nu vil.

Twin Peaks – Kultserien over dem alle genudsendes i disse dage på tv2 ZULU, og det kunne jo godt være en anledning til at skrive et eller andet om den.
Kønsroller

– For…jaa, det snakkes der jo så meget om.
Biografisme – Jeg kunne godt tænke mig at læse endnu om, hvad det virkelig er du finder så tåbeligt ved biografismen. Personligt synes jeg eksempelvis det kan være rigtig sjovt, givende og tankevækkende at kende historien og de biografiske kendsgerninger bag kunstværket.

God og dårlig smag – Med udgangspunkt i Harold Bloom, som jo argumenterer for, at der findes noget kunst som bare er bedre end andet. Eller hvordan det nu er. Jeg synes i hvert fald at det er en interessant diskussion.

Livsstilsprogrammer i tv
Ironi og sarkasme hos Lars von Trier
Findes der en dansk folkesjæl? Eller en speciel dansk selvfølelse?

Det var mange valgmuligheder, og jeg vil kommentere dem en efter en:

Joy Division: Det vil jeg bestemt overveje. Men det er noget der betyder meget for mig, så risikoen er at jeg bliver for ambitiøs og ikke får det gjort.

Dubliners: Puha, der er skrevet sindssygt meget om disse noveller og især om "The Dead", så jeg tror ikke jeg umiddelbart har så meget at tilføje. Så skal jeg i hvert fald lige læse dem igen og se om der dukker en ide op.

Tour de France: Hvad du ikke ved er, at jeg i 2008 har taget en kold tyrker hvad angår cykelsport. Jeg har intet set og heller ikke fulgt med. Det er en personlig beslutning, og jeg var nødt til at lave et clean cut, ellers ville jeg bare sidde foran skærmen så snart der var et cykelløb, og de timer vil jeg hellere tilbringe sammen med min lille datter. Lige så engageret jeg har været i cykelløb, lige så fri er jeg af det nu. Jeg har overvejet at stifte Anonyme Cykelsportsentusiaster, hvor man kan støtte hinanden i afvænningen.

Twin Peaks: Godt emne, idet jeg faktisk har skrevet en universitetsopgave om den tilbage i 1992. Jeg er dog ikke sikker på den eksisterer i nogen form. Det, jeg kunne gøre var at kigge på den og overveje om der er nogen af mine pointer som jeg synes stadig holder, og så udfolde dem med min nutidige viden inde over.

Kønsroller: Har jeg skrevet om i forbindelse med en tidligere præmie: Se her.

Biografisme: Uha, det er en kæphest, og jeg har faktisk en halv kronik liggende, så det er et godt bud.

God og dårlig smag: Jeg tror ikke jeg har så meget at bidrage med til denne diskussion. Det er som regel noget folk plejer at slå hinanden i hovedet med. Som anmelder vil jeg sige at mine domme altid står til diskussion.

Livsstilsprogrammer i TV: Helst ikke.

Ironi og sarkasme hos Lars von Trier: Interessant emne, der hurtigt kunne føre for vidt, men hvor jeg eventuelt kunne nøjes med at analysere et par eksempler. Fx fra Epidemic. Eller Riget.

Findes der en dansk folkesjæl? Eller en speciel dansk selvfølelse? Ikke en folkesjæl, men måske en selvfølelse forstået som et særligt forhold til nationen, som har at gøre med at være et lille land. Men spørgsmålet er om vi ikke deler det med fx Norge og Holland? I hvert fald bliver det ikke mit emne.

Joy Division, Twin Peaks eller Biografisme. Det lyder godt. Jeg glæder mig til at se, hvad det bliver.

Jeg vil bare sige to ting såmænd.

1) Buffalo med Stump er vanvittigt fedt - der er et eller andet helvedes tilfredsstillende i alt i det track! Alt fra koklokken til vokal - fra den skæve dejlige akkord og til bassens (som du selv nævnte) rundtur.

Det er et af de slags numre der ligger og rumsterer i bevidstheden efter man har hørt det et par gange og man ejer den der umiskendelige følelse af at have stiftet bekendtskab med noget udefinerbart og ikke helt håndterbart erindringsmæssigt, hvorefter man skynder sig på youtuben igen og igen for lige at genkalde sig tracket. Fantastisk intet mindre! Tak.

2)Jeg ser frem til at høre mere om Joy D. :)

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2