Torben Sangilds weblog

Ved koncerter med elektronisk musik er der ofte tilknyttet VJs - altså nogle der laver noget visuelt på en skærm til at akkompagnere musikken. Ofte har man på fornemmelsen at mange af disse VJs ikke har lavet deres levende billeder til musikken, men blot henter noget de har liggende og sætter det i spil. Det kan der så komme noget mere eller mindre interessant ud af.

Så er der de gange hvor det er tydeligt at det visuelle er lavet til musikken og næsten er en præcis og synkron visuel ækvivalent til musikkens bevægelser og materialitet. Det sker som regel når musikeren selv har lavet det, såsom Alva Noto/Carsten Nicolai og Frank Bretschneider. Især Bretschneider har lavet en fremragende 3D-visualisering af sin musik, der netop gør dette, og det får mig helt op at køre fordi det er så fedt når det lykkes.

Og så er der endelig den tredje mulighed, der kræver en hel del. Det er at få nogle andre til at lave en video til sin elektroniske musik. De fleste af disse videoer vil hellere skabe en fortælling end at mime musikkens gestus. Det har sin egen berettigelse, og de kan være rigtigt gode (som fx mange af Chris Cunninghams videoer, "Come To Daddy" etc.)

Men ind imellem finder man ambitionen om at bruge VJ-mediets erfaringer og musikalitet i en musikvideo, og ind imellem lykkes det. Et eksempel på en sådan vellykket video er lavet af kunstnerduoen Epi til Opus 1 af Txture, som er i tre satser. Den ligger nu på YouTube, og derfor kan jeg linke til den, men den tekniske kvalitet er derefter, og man bør ikke snyde sig selv for Hifi-oplevelsen på det store lærred til en koncert med god lyd, hvis man får muligheden. Det er overvældende.

Her kommer de tre satser:

1. sats

2. sats

3. sats

Skrevet af Torben Sangild kl. 07:17 | Kommentarer (1)
Kategorier: Kunst | Musik

Peter Dyreborg fik mig for nylig til at tænke over mine oplevelser med det som hed Træfpunkt, hvor man ringede 0059 og så kunne chatte med de 5 andre der tilfældigvis var på linjen.

De unge i dag har måske svært ved at forstå attraktionen ved denne primitive kommunikationsform, men dengang var det noget, mange teenagere så som en mulighed for at kommunikere med fremmede. Man skal huske på at det var i noget der hed firserne, før internet, og derfor var man isoleret med sine egne tanker og hjemfalden til de mennesker som tilfældigvis omgav én og som man kendte i forvejen. Eller man måtte gå til halbal, drikke bajersk øl og møde andre mennesker i stærkt beruset tilstand til tonerne af Bjørn & Okay mens man drømte om en dag at komme til København og blive postpunker. Eller noget.

Uanset hvad, så brugte jeg ikke Træfpunkt 0059 så meget. Og det var da også sjovere at forestille sig og fantasere om end faktisk at ringe op, for Træfpunkt var mest noget med nogle kække idioter der spurgte om der var nogen piger på linjen.

Jeg boede ikke hjemme, og havde derfor kun adgang til omverdenen via en såkaldt "mønttelefon", som var sådan en gammeldags telefon som sad fast i væggen og hvor der var en ledning hen til telefonrøret. Heri kunne man så putte 25 øre og lige ringe op og bede nogen ringe tilbage. Eller man kunne ofre en hel femkrone på en omgang Træfpunkt hvis man virkelig kedede sig. Og det gjorde man dengang, for der var som sagt ikke noget der hed internet og der var kun én TV-kanal og emails blev skrevet på papir i hånden og postet med frimærker og det tog mange uger for at nå frem. Ikke så mærkeligt at man gik i sort tøj og var meget trist og hørte dødsmusik.

Sagen er, at jeg kun har to, meget korte Træfpunkt-erindringer, men de kommer her:

1984: Jeg ringer og falder i snak med nogle piger. Jeg husker ikke meget af samtalen, men efter et par minutter spørger de mig om jeg har bil. Jeg er 15 år gammel og må svare at det har jeg ikke. "Nå, så gider vi ikke snakke med dig", siger de. Jeg lægger skuffet røret på med den velkendte erfaring af at piger er nogle overfladiske sataner, der ikke gider de kloge, følsomme drenge.

1985: Sammen med en kammerat ringer vi til Træfpunkt fra mønttelefonen. Ud over de sædvanlige "er der nogen piger på linjen" (som i øvrigt er blevet hængende i sproget), er der en hviskende stemme som blot gentager ordet "viskelæder....viskelæder....viskelæder". Først da vi lægger på, fanger jeg ordspillet.

Det var det hele. Verden er blevet et bedre sted med World Wide Web, tvivl ikke på det.

Skrevet af Torben Sangild kl. 15:46 | Kommentarer (1)
Kategorier: Levned

Min sidste anmeldelse inden jeg gik på barsel for en uge siden blev af udstillingen "I stedet for stedet" på skulpturi.dk. Her udstiller en række helt unge kunstnere som arbejder i det brede felt, skulpturen forlængst har indtaget, hvor der ikke er grænser for hvilke materialer man kan bruge, og hvor det rummet ofte inddrages direkte. På udstillingen er der blandt andet skulpturer lavet af højttalere, kinesiske lykkekager, sugerør, sengetøj og grydelåg. De spænder vidt i udtryk og indhold, fra det ekspressive over til det konceptuelle. Fælles er et glimt i øjet og en sans for det absurde.

Læs min anmeldelse her.

Nedenfor nogle supplerende bemærkninger og kort omtale af de værker, som der ikke blev plads til i anmeldelsen.

Supplerende bemærkninger til anmeldelsen
Claus Haxholm (ham med en kasse jord tilsluttet Marshall-forstærkere) har en lang række værker med på udstillingen, der alle har noget med lyd at gøre. Der er tale om forskellige "instrumenter" lavet af affaldsmaterialer såsom grydelåg og industrirør. Der blev efter sigende spillet på dem ved en lille koncert til ferniseringen.

Nogle af skulpturerne er simpelthen lavet på stedet, såsom Esben Gyldenløves ’Skrøbelig rummelighed’ – en omfattende tændstik-kontruktion på en sokkel af stearin.

Emil Westman Hertz har lavet et lille raritetskabinet i en glasmontre. Her finder man besynderlige genstande som en sort klabautermand, en vandpalme, et salthoved og meget andet. De står bare der i montren og referer til havet, men lige så meget til de udstillinger af alt muligt mærkeligt, man havde i gamle dage før museerne blev delt op i videnskaber og kunst.

Kasper Hesselbjergs værk har jeg nævnt i anmeldelsen, men jeg vil gerne lige uddybe det lidt. Jeg kender lidt til den matematiske katastrofeteori fra Frederik Stjernfelt, som skrev en afhandling om emnet (1992) og ofte har talt om det. Men hvor Frederik tit fortaber sig i det rent matematiske, formår Hesselbjerg faktisk at gøre denne meget spekulative teori nærværende og forklarer den kort, klart og pædagogisk. Samtidig anvender han den til det lettere absurde formål at vise lovmæssigheden for udfaldet af hvad der sker når en arkæolog bevæger sig ind i et tempel for at finde en skat, der er vogtet af en lang række fantasifulde fælder. Det er naturligvis illustreret med klip fra Indiana Jones, der formentlig er den eneste "arkæolog" der står i den slags situationer. Det er faktisk ganske morsomt at opretholde en seriøs videnskabelig diskurs og at tale om forholdet mellem "arkæologens evner" og "templets kompleksitet" som var der tale om almene love frem for Hollywood-eventyr. For sagen er jo at det på Indiana Jones-præmisser (så vidt jeg umiddelbart kan se) er en korrekt formel beskrivelse at operere med tre forskellige udfald i en topologisk cusp-figur. Og deri ligger styrken: Det er ikke nonsens, men det er alligevel absurd på grund af genstanden for den komplekse analyse.

Skrevet af Torben Sangild kl. 16:19 | Kommentarer (0)
Kategorier: Kunst