« Ung skulptur: I stedet for stedet | Forside | Epi-Txture: Vellykket visualisering af elektronisk musik »

18.09.2008

Træfpunkt-erindringer

Peter Dyreborg fik mig for nylig til at tænke over mine oplevelser med det som hed Træfpunkt, hvor man ringede 0059 og så kunne chatte med de 5 andre der tilfældigvis var på linjen.

De unge i dag har måske svært ved at forstå attraktionen ved denne primitive kommunikationsform, men dengang var det noget, mange teenagere så som en mulighed for at kommunikere med fremmede. Man skal huske på at det var i noget der hed firserne, før internet, og derfor var man isoleret med sine egne tanker og hjemfalden til de mennesker som tilfældigvis omgav én og som man kendte i forvejen. Eller man måtte gå til halbal, drikke bajersk øl og møde andre mennesker i stærkt beruset tilstand til tonerne af Bjørn & Okay mens man drømte om en dag at komme til København og blive postpunker. Eller noget.

Uanset hvad, så brugte jeg ikke Træfpunkt 0059 så meget. Og det var da også sjovere at forestille sig og fantasere om end faktisk at ringe op, for Træfpunkt var mest noget med nogle kække idioter der spurgte om der var nogen piger på linjen.

Jeg boede ikke hjemme, og havde derfor kun adgang til omverdenen via en såkaldt "mønttelefon", som var sådan en gammeldags telefon som sad fast i væggen og hvor der var en ledning hen til telefonrøret. Heri kunne man så putte 25 øre og lige ringe op og bede nogen ringe tilbage. Eller man kunne ofre en hel femkrone på en omgang Træfpunkt hvis man virkelig kedede sig. Og det gjorde man dengang, for der var som sagt ikke noget der hed internet og der var kun én TV-kanal og emails blev skrevet på papir i hånden og postet med frimærker og det tog mange uger for at nå frem. Ikke så mærkeligt at man gik i sort tøj og var meget trist og hørte dødsmusik.

Sagen er, at jeg kun har to, meget korte Træfpunkt-erindringer, men de kommer her:

1984: Jeg ringer og falder i snak med nogle piger. Jeg husker ikke meget af samtalen, men efter et par minutter spørger de mig om jeg har bil. Jeg er 15 år gammel og må svare at det har jeg ikke. "Nå, så gider vi ikke snakke med dig", siger de. Jeg lægger skuffet røret på med den velkendte erfaring af at piger er nogle overfladiske sataner, der ikke gider de kloge, følsomme drenge.

1985: Sammen med en kammerat ringer vi til Træfpunkt fra mønttelefonen. Ud over de sædvanlige "er der nogen piger på linjen" (som i øvrigt er blevet hængende i sproget), er der en hviskende stemme som blot gentager ordet "viskelæder....viskelæder....viskelæder". Først da vi lægger på, fanger jeg ordspillet.

Det var det hele. Verden er blevet et bedre sted med World Wide Web, tvivl ikke på det.

Kommentarer

Dude! You're old!!!

Skriv en kommentar

Seneste kommentarer

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2