Torben Sangilds weblog

...så klik her.

Skrevet af Torben Sangild kl. 22:44 | Kommentarer (0)
Kategorier: Links

For nylig har der cirkuleret en debat i aviserne om forskellige litteraturanmelderes habilitet og inhabilitet, altså om hvornår man er for involveret i en bog til at kunne anmelde den. Det kan være et problem hvis man er ansat af samme forlag, hvis man kender forfatteren privat eller hvis man på anden måde har personlige interesser på spil.

Det blev hurtigt klart at mange boganmeldere på den ene eller anden måde har tilknytning til forlag, og som Frederik Stjernfelt (der er redaktør af et Gyldendal-tidsskrift, nemlig Kritik) påpegede: Så længe man kun får lommepenge for at anmelde, så er man jo nødt til at have andre jobs, og hvis man er litterat er det jo oplagt at have tilknytning til et forlag.

Nu anmelder jeg p.t. ikke skønlitteratur, men den samme problematik kan naturligvis overføres til alle andre anmelderier. Vi vil gerne have at anmelderne er uafhængige, at deres smagsdom ikke skyldes personlige hensyn. Og som anmelder er det mig meget magtpåliggende at leve op til de krav.

Jeg vil derfor én gang for alle redegøre for mine egne grænser for habilitet, og gøre disse mekanismer gennemsigtige. Hvis man nogensinde fanger mig i at overskride disse grænser, kan man med rette bede om en forklaring, men det er min klare overbevisning at jeg ikke gør det.

Mine egne habilitetskrav til mig selv
Jeg anmelder ikke nogen kunstnere/musikere/forfattere som jeg kender privat. Punktum. Og hvor går grænsen så for hvornår man kender nogen privat? Hvis man besøger hinanden privat kan man ikke anmelde hinanden. Hvis man mødes på tomandshånd i byen kan man ikke anmelde hinanden. Men man kan dog godt anmelde nogen som man har hilst på en gang.

Det afgørende kriterium er om man på forhånd vil være i stand til at give en hård kritik uden at tage personlige hensyn. Simpelthen inden man møder værket forestiller sig at man synes det er noget bras og forestiller sig at man skriver det ligeud. Hvis man tøver og græmmer sig ved tanken, så skal man slet ikke gå i gang.

Jeg anmelder ikke nogen jeg har samarbejdet med. I forbindelse med billedkunst vil jeg fx ikke anmelde nogen kunstnere, som jeg tidligere har skrevet katalogtekst for. Det omvendte kunne man derimod godt forestille sig - altså at en kunstner som jeg tidligere har anmeldt synes at jeg har fat i noget centralt og gerne vil have en tekst til en senere udstilling. Derefter vil jeg så naturligvis ikke kunne anmelde vedkommende.

Det samme gælder kolleger på universitetet som jeg kender godt og har arbejdet sammen med på den ene eller anden måde. Ikke at der er særligt meget samarbejde på universitetet, men der er dog forskernetværk, konference-arrangeringer, udvalg osv. Og dem jeg sidder og spiser frokost med på KUA kan jeg naturligvis ikke anmelde.

Hvad angår musik er jeg involveret i miljøet på forskellige perifere måder. Jeg er fx censor i elektronisk musik på Det Jyske Musikkonservatorium. Kan man anmelde en komponist som man har været censor for? Ja, det vil jeg umiddelbart mene, så længe man ikke har haft meget mere med vedkommende at gøre. At være censor er ikke at samarbejde, men netop at bedømme. Det er den samme kritiske position.

Hvad så med Facebook? Jeg tror ikke rigtig dette problem har været diskuteret så meget fordi det er så nyt. Jeg har fået en del Facebook-venner som er kunstnere, musikere, komponister og forfattere. De kontakter mig som regel fordi de godt kan lide noget jeg har skrevet. Men så kunne det samtidig se ud som om der er en alliance, og derfor forklarer jeg dem følgende principper, som de som regel har fuld forståelse for: Min foreløbige løsning vil være at hvis jeg skulle anmelde en person som jeg ikke kender, men som jeg kommer i tanker om at jeg er såkaldt "ven" med på Facebook, så vil jeg slette vedkommende som ven før jeg går i gang, bare for at der ikke skal være noget - især for at det ikke skal se ud som om der er noget. For selv om jeg kan stå inde for min habilitet i den pågældende situation, gider jeg ikke høre på dumme rygter om at jeg har anmeldt mine Facebook-venner. Det omvendte kan vel godt lade sig gøre: At jeg bliver Facebook-ven med nogen efter at jeg har anmeldt dem.

Nu har jeg gjort det klart hvad mine egne principper er. Andre anmeldere har muligvis nogle andre. Man skal være velkommen til at råbe op hvis man fanger mig i ikke at overholde dem. Eller at diskutere dem, hvis man er uenig i selve principperne. De er ikke mejslet i sten, men er en slags intuitiv, pragmatisk guide jeg har for mit eget virke, og som jeg nu har forsøgt at sætte systematiske ord på.

Skrevet af Torben Sangild kl. 11:58 | Kommentarer (3)
Kategorier: Medier

Trods de hårde vilkår for drama og fiktion i DR, bliver der alligevel produceret nye ting. P1 Fiktion har blandt andet arbejdet med kontrafaktisk historieskrivning (dvs. hvor man forestiller sig at historien var forløbet anderledes) og lavet to interessante podcast-serier, som de desværre nærmest har glemt at gøre opmærksom på.

Hvad nu hvis er fem dokumentarudsendelser i et Danmark hvor en ting er gået anderledes. Hvad nu hvis der havde været et terrorangreb på Nørreport Station? Hvad nu hvis der var udbrudt SARS i Vejle? Hvad nu hvis den danske venstrefløj havde udøvet terror i 70'erne? Hvad nu hvis vi ikke havde solgt de Vestindiske øer? Og hvad nu hvis Peter Brixtofte var blevet statminister?

De fleste af dem er fremragende spillet og instrueret. Tag fx Lars Brygmans fremragende politimand i det første afsnit. Det er gennemført troværdigt på en måde som jeg ofte savner i radiodramatik. Det handler om replikbehandlingen. For en gangs skyld har man aldrig på fornemmelsen at der bliver læst op af et manuskript. Folk taler, afbryder sig selv, holder ikke pause der hvor skuespillere holder pause i et manus, men der hvor vi andre holder pause i en almindelig talestrøm osv. Det er med andre ord rigtig godt håndværk. Bortset fra Brixtofte-afsnittet, som jeg ikke helt tror på.

Og hvad nu hvis Eik Skaløe lever endnu? Hvis han bare fingerede sin død for at slippe væk og skabe sig en ny tilværelse? Radiodokumentaristen Georg Larsen er taget ud for at finde ham, og det kan man følge i fire afsnit af Eik Skaløes genkomst. Der er mange gode træk og skuespillet er fint, men jeg har et par indvendinger til manuskriptet i de to sidste afsnit, som jeg ikke kan røbe her, da jeg så vil afsløre for meget af hvad der sker.

Og når nu jeg roser DRs produktioner, så må jeg samtidig kritisere den mangelfulde måde, de serveres på. Hvad nu hvis består tilsyneladende både af fiktionerne og så af nogle paneldebatter om samme emne. Der linkes vilkårligt til det ene og til det andet og til ikke opdaterede sider, der stadig påstår at de sidste afsnit ikke er produceret endnu. Det blev de altså i maj-juni!

Endnu værre med Eik Skaløes genkomst. Når man går til DRs podcast-side får man en alfabetisk liste over de forskellige podcast. Eik Skaløes genkomst er ikke highlightet som ny, men måske får man alligevel øje på den i mængden, hvis man altså hører til dem der reagerer på navnet Eik Skaløe. Når man så klikker for at høre mere om denne spændende podcast kommer man til en side der ikke eksisterer (Error 404). Her vil mange give op, men man skal bare søge på Google (man kan ikke bruge dr.dk's søgemaskine, der aldrig har kunnet noget) eller altså bruge linket i dette blogindlæg. Jeg har fortalt det til webmasteren, så nu må vi se om vi i det mindste får et link der virker. Og ikke nok med det - det fjerde afsnit manglede længe på podcasten, selv om man kunne streame det. Der stod intet om at nogle afsnit først kom senere. SUK.

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:16 | Kommentarer (2)
Kategorier: Podcast

Bør man gøre hvad som helst med sproget for at få det til at rime? Kan man bare omdefinere et vigtigt dansk ord og bruge det i en helt irrelevant, men lige så vigtig sammenhæng bare fordi det rimer? Det mener Københavns Kommune, der nu har omdefineret ordet hykler, så vi kan være sikre på at de unge mennesker ikke forstår ordet fremover, og så vi til sidst er nødt til at omskrive definitionen i ordbogen og tilføje "synonym for cykeltyv".

Til dem som nu tror at en hykler er en som stjæler cykler, for det siger kommunen, vil jeg kæmpe for at følgende betydning bevares: En hykler er en, der giver sig ud for at være mere from eller dydig end han/hun er, eller som prædiker ét og selv gør noget andet i det skjulte.

Det har absolut intet med tyveri at gøre. Der er mange cykeltyve der ikke er hyklere, og der er især mange hyklere der ikke er cykeltyve. Plakaten lyver altså.

Kampagnens indhold i øvrigt er jeg fuldt på linje med, omend jeg tvivler på at den har nogen effekt. Ingen er mere træt af cykeltyverier end jeg, men den kampagne kan jeg ikke tilslutte mig, alene på grund af sloganet. Man burde bruge langt stærkere ord: "Cykeltyve er nogle dumme svin". Men det rimer selvfølgelig ikke...

Skrevet af Torben Sangild kl. 11:24 | Kommentarer (23)
Kategorier: Billeder fra København | Politik

Jeg anmeldte ikke blot Søren Fauli sidste weekend (se forrige indlæg), men også to andre udstillinger, der nok er mindre spektakulære, men til gengæld langt bedre og også sjovere.

Christin Johansson har lavet en gennemført udstilling af sanitetsobjekter, heriblandt pissoirer og underlivsspejle til kvinder, tamponstativer, en gigantisk tandbørsteholder og en toiletbørste med kyskhedsbælteagtig hængelås.

Læs min anmeldelse her

Det hører med til historien om min tissetrang (se anmeldelse) at jeg heldigvis fik lov at låne Galleri Køppes toilet. Det er en gammel Bredgade-bygning, og toilettet var bestemt også af ældre dato. Der var en stor kontrast mellem Christin Johanssons smagfulde, gennemdesignede badeværelsesmiljø og så dette lidt rodede old school-toilet. På den måde blev udstillingens æstetik sat i perspektiv på en meget konkret måde.
---
---

I det lille videogalleri Pixel kan man se en fascinerende triptykonisk videoinstallation med en hund, der modstår de største fristelser fordi den er så disciplineret og lydig.
Læs min anmeldelse her

Skrevet af Torben Sangild kl. 19:37 | Kommentarer (0)
Kategorier: Kunst

Filminstruktøren Søren Fauli har et opgør med kvinderne i øjeblikket. Det er der foreløbig kommet en kronik og en udstilling ud af. Mens kronikken er ret problematisk er udstillingen stærkt problematisk. Her fægtes der virkelig mod møllevinger i form af voldelige, sadistiske og aggressive rødstrømper der skamferer de stakkels, forsvarsløse mænd. Det handler angiveligt om situationen i dag, men det er godt nok svært at genkende billedet af den nutidige mand og kvinde.

Jeg har anmeldt udstillingen i Politiken

Diskussionen er allerede i gang i kommentarerne ovre på Politikens hjemmeside, men den kunne jo også fortsætte her. Jeg vil i hvert fald gerne komme med nogle uddybende kommentarer, som der ikke blev plads til i den korte anmeldelse.

Uddybende kommentarer til anmeldelsen
Man føler sig hensat til en verden hvor kvinderne fører aggressiv kvindekamp og på sadistisk vis kastrerer mændene. Jeg er ikke i tvivl om at sådanne kvinder findes, men spørgsmålet er om de fylder særligt meget. I Søren Faulis billedverden er de altdominerende.

Det eneste rigtigt morsomme i forbindelse med udstillingen findes gemt i kataloget. Her har Søren Faulis mor nemlig skrevet et forord, og at bringe dette viser lidt velgørende selvironi fra Faulis side. Her fortæller moderen om, at udstillingen mangler et billede, nemlig et af lille Søren, der som 6-årig ved hjælp af vat og ketchup lavede sin første happening, hvor han tog spillede en kvinde med menstruation. Det var i 1969.

Kvindegråden i vaginaskulpturen er fremstillet på en lille videoskærm, omgivet af flere tegninger af mandeundertrykkende kvinder. På skærmen græder en kvindelig skuespiller, som jeg ved, jeg har set før, men som jeg ikke kan komme i tanker om hvem er. Galleristen vidste det heller ikke. Hvis nogen har set den og kender/genkender skuespilleren, så vil jeg gerne vide hvem det er. Bare af nysgerrighed.

Men lad os tage diskussionen om kønsroller i dag - det gør jeg gerne og har gjort i flere omgange (fx her). Jeg skal også være den første til at kæmpe for at manden får mere indflydelse i hjemmet og ikke lader kvinden bestemme hvordan alting skal være, så han til sidst må flygte ud på toilettet. Jeg vil kæmpe for retten til et stort stereoanlæg med gode, store sorte, industrielt udseende højttalere i stuen. Jeg har allerede forfægtet retten til at have toiletbrættet slået op efter sig. Og jeg synes det er et problem at mange kvinder nyder at brokke sig over deres mænd til veninderne og at nogle kvinder ligefrem konstant irettesætter deres mænd og forsøger at dressere dem. Det ser man meget sjældent med omvendt kønsfortegn. Og så skal den urimelige retsstilling i forhold til forældremyndighed naturligvis også nævnes. Det er løsrevne småeksempler, men de siger noget om på hvilke domæner der er brug for at manden hævder sin ret.

Men jeg mener samtidig at vi mænd har et ansvar for at ændre på det. Og min kæphest i denne sammenhæng er faderrollen, barselsorlov og omsorgen for børnene. Ikke for at blive som kvinder, men for at få et nært forhold til vores børn, så de også har en maskulin forælder tæt på sig og derfor ikke kun opdrages af kvinder. Det handler om at få del i nogle af de domæner som traditionelt er kvindens; herunder at forsøge sig med aktive, maskuline faderroller og lægge både fraværende fædre og bløde mænd bag sig.

Den normale, moderne kvinde er ikke rødstrømpe med kvindekampsbannere, der går rundt med et voldsomt mandehad. Sådan oplever jeg det i hvert fald ikke. Jeg har måske mødt en eller to af den slags kvinder i mit liv, men har så mødt flere tusind der ikke var sådan, heraf en del feminister. Så derfor tillader jeg mig at mene at Søren Fauli rammer ved siden af.

Skrevet af Torben Sangild kl. 09:18 | Kommentarer (7)
Kategorier: Kunst | Politik