« Hvad nu hvis og Eik Skaløes genkomst (kontrafaktiske podcast) | Forside | Er du ved at komme i julestemning... »

27.11.2008

Anmelder-habilitet

For nylig har der cirkuleret en debat i aviserne om forskellige litteraturanmelderes habilitet og inhabilitet, altså om hvornår man er for involveret i en bog til at kunne anmelde den. Det kan være et problem hvis man er ansat af samme forlag, hvis man kender forfatteren privat eller hvis man på anden måde har personlige interesser på spil.

Det blev hurtigt klart at mange boganmeldere på den ene eller anden måde har tilknytning til forlag, og som Frederik Stjernfelt (der er redaktør af et Gyldendal-tidsskrift, nemlig Kritik) påpegede: Så længe man kun får lommepenge for at anmelde, så er man jo nødt til at have andre jobs, og hvis man er litterat er det jo oplagt at have tilknytning til et forlag.

Nu anmelder jeg p.t. ikke skønlitteratur, men den samme problematik kan naturligvis overføres til alle andre anmelderier. Vi vil gerne have at anmelderne er uafhængige, at deres smagsdom ikke skyldes personlige hensyn. Og som anmelder er det mig meget magtpåliggende at leve op til de krav.

Jeg vil derfor én gang for alle redegøre for mine egne grænser for habilitet, og gøre disse mekanismer gennemsigtige. Hvis man nogensinde fanger mig i at overskride disse grænser, kan man med rette bede om en forklaring, men det er min klare overbevisning at jeg ikke gør det.

Mine egne habilitetskrav til mig selv
Jeg anmelder ikke nogen kunstnere/musikere/forfattere som jeg kender privat. Punktum. Og hvor går grænsen så for hvornår man kender nogen privat? Hvis man besøger hinanden privat kan man ikke anmelde hinanden. Hvis man mødes på tomandshånd i byen kan man ikke anmelde hinanden. Men man kan dog godt anmelde nogen som man har hilst på en gang.

Det afgørende kriterium er om man på forhånd vil være i stand til at give en hård kritik uden at tage personlige hensyn. Simpelthen inden man møder værket forestiller sig at man synes det er noget bras og forestiller sig at man skriver det ligeud. Hvis man tøver og græmmer sig ved tanken, så skal man slet ikke gå i gang.

Jeg anmelder ikke nogen jeg har samarbejdet med. I forbindelse med billedkunst vil jeg fx ikke anmelde nogen kunstnere, som jeg tidligere har skrevet katalogtekst for. Det omvendte kunne man derimod godt forestille sig - altså at en kunstner som jeg tidligere har anmeldt synes at jeg har fat i noget centralt og gerne vil have en tekst til en senere udstilling. Derefter vil jeg så naturligvis ikke kunne anmelde vedkommende.

Det samme gælder kolleger på universitetet som jeg kender godt og har arbejdet sammen med på den ene eller anden måde. Ikke at der er særligt meget samarbejde på universitetet, men der er dog forskernetværk, konference-arrangeringer, udvalg osv. Og dem jeg sidder og spiser frokost med på KUA kan jeg naturligvis ikke anmelde.

Hvad angår musik er jeg involveret i miljøet på forskellige perifere måder. Jeg er fx censor i elektronisk musik på Det Jyske Musikkonservatorium. Kan man anmelde en komponist som man har været censor for? Ja, det vil jeg umiddelbart mene, så længe man ikke har haft meget mere med vedkommende at gøre. At være censor er ikke at samarbejde, men netop at bedømme. Det er den samme kritiske position.

Hvad så med Facebook? Jeg tror ikke rigtig dette problem har været diskuteret så meget fordi det er så nyt. Jeg har fået en del Facebook-venner som er kunstnere, musikere, komponister og forfattere. De kontakter mig som regel fordi de godt kan lide noget jeg har skrevet. Men så kunne det samtidig se ud som om der er en alliance, og derfor forklarer jeg dem følgende principper, som de som regel har fuld forståelse for: Min foreløbige løsning vil være at hvis jeg skulle anmelde en person som jeg ikke kender, men som jeg kommer i tanker om at jeg er såkaldt "ven" med på Facebook, så vil jeg slette vedkommende som ven før jeg går i gang, bare for at der ikke skal være noget - især for at det ikke skal se ud som om der er noget. For selv om jeg kan stå inde for min habilitet i den pågældende situation, gider jeg ikke høre på dumme rygter om at jeg har anmeldt mine Facebook-venner. Det omvendte kan vel godt lade sig gøre: At jeg bliver Facebook-ven med nogen efter at jeg har anmeldt dem.

Nu har jeg gjort det klart hvad mine egne principper er. Andre anmeldere har muligvis nogle andre. Man skal være velkommen til at råbe op hvis man fanger mig i ikke at overholde dem. Eller at diskutere dem, hvis man er uenig i selve principperne. De er ikke mejslet i sten, men er en slags intuitiv, pragmatisk guide jeg har for mit eget virke, og som jeg nu har forsøgt at sætte systematiske ord på.

Kommentarer

Tak for indlægget! Det er sjovt, at det falder samtidig med nogle lignende overvejelser, jeg selv har.

Jeg er nået frem til noget i retning af, at jeg ikke kan anmelde noget, en kæreste har produceret. Her vil ønsket om at udbryde hvor vidunderligt det er komme i vejen for en ordentlig bedømmelse.

Grunden til, at jeg ikke føler min inhabil ift. alle andre er måske, at jeg sjældent har behov for at kalde noget "noget bras". Selv hvis jeg har problemer med fx en roman, kan jeg godt forestille mig, at andre vil kunne lide den, og jeg prøver at beskrive mine snublepunkter, så folk der ikke snubler de samme steder får en chance for at bedømme værket selv.

Jeg synes det er rigtig, rigtig gode kriterier som det ville være herligt hvis andre anmeldere i det lille land turde at følge. Man fornemmer ofte et lidt for tykt lag af snask bag dommene.

Et spørgsmål er dog så hvad man gør når man, efter mange års anmelderi, sikkert 'kender' gud og hver mand? Bør man da stoppe med at anmelde? Det synes jeg måske nok, man burde, i hvert fald rent principielt. Hvad synes du?

Ulrik: Det kommer an på hvem man er. Der er mangeårige anmeldere, som er nede i snasket, som jeg har tillid til, og andre jeg ikke har. Grænsen går der hvor et personligt hensyn (eller konfliktskyhed) gør at anmelderen ikke bryder sig om at sige tingene ligeud.

Og så kunne man også ind imellem forestille sig det modsatte: At man fik mulighed for at anmelde en person, som man har et personligt uvenskab med, og er fristet til at rakke vedkommende ned. Det ville være (mindst) lige så problematisk, men forekommer nok en del sjældnere. Man har det med at skrabe flere venner end fjender sammen.

Jeg har en idealistisk ide om at jeg vil stoppe som kunstanmelder hvis jeg en dag fornemmer at jeg har mistet min kritiske uafhængighed i miljøet og er blevet for venlig. Du og andre skal være velkomne til, hvis I iagttager en sådan konfliktskyhed, at prikke mig på skulderen og spørge om ikke jeg skulle overveje at stoppe.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2