Arkiv: december 2008

« november 2008 | Forside | januar 2009 »

23.12.2008

Afkristningen af julen

Er den kristne version af julen på retur i det offentlige rum? Gør det noget hvis den er? Chefredaktør for Kristeligt Dagblad, Erik Bjerager, siger ja til begge dele og begræder det som han ser som et sekularistisk angreb på den "egentlige" jul. Jeg mener det modsatte, og i morges var han og jeg i en kort, direkte radiodebat om emnet.

Hør debatten mellem Bjerager og mig her (9 min.)

Bjerager har tidligere skrevet bogen Gud bevare Danmark, som slår til lyd for nødvendigheden af en folkekirke og som angriber sekularismen. Jeg har tidligere kritiseret hans standpunkt og forsvaret sekularismen her.

Dagens debat skulle holde sig til julen, hvilket indsnævrede mulighederne noget, ligesom den var meget kort. På de præmisser synes jeg det gik fint. Men der er nogle ting, jeg gerne lige vil uddybe, så det gør jeg her og afslutter med nogle videre links:

Supplerende kommentarer til debatten
Modsat Bjerager ser jeg ikke er et særligt kristent værdigrundlag, som ligger i julen. Der findes i det hele taget ikke sådan noget som kristne værdier. Den kristne kirke er et så varieret fænomen, at man kan læse stort set alle værdier ud af den. Bibelen og teologien er alt for åben og kompleks til at kunne rummes i et værdigrundlag. Og hvis man siger næstekærlighed, så kan det igen udlægges på utallige måder.

Værdier som handler om at vi skal være gode ved hinanden, er ikke kristne. Mennesker er altså også gode ved hinanden selv om de ikke er kristne. I øvrigt bør vi vel være gode ved hinanden året rundt og ikke kun ved juletid.

Argumentet om at vi som samfund skal værne om kristendommens symboler fordi vi nu engang er en kristen kultur holder simpelthen ikke. Hvis vi er en kristen kultur, så holder vi vel ikke bare op med at være det. Det svarer lidt til at sige at vi jo lever i en socialdemokratisk kultur, og derfor skal der være en masse røde roser i butikkerne og det offentlige rum 1. maj. Men det overlader vi jo til socialdemokraterne selv at tage sig af. Og på samme måde må det være op til de kristne at pynte op i kirkerne. Og lige for at foregribe misforståelser: Jeg sammenligner ikke kristendommen med socialdemokratiet. Jeg bruger blot eksemplet til at vise at der ingen logik er i at vi skal dyrke det som vi er rundet af og at vi skal være kristne fordi vi er rundet af en kristen kultur. Vi er også rundet af en socialdemokratisk kultur, men det betyder ikke at socialdemokratiet skal statssanktioneres som er særligt dansk parti der skal beskyttes mod dem der mener noget andet.

Den kristne kultur ligger vel heller ikke i de mest overfladiske symboler. Det er da uambitiøst at forbinde kristendommen med juleaften. Det er jo sådan en idylliseret kitsch-kristendom, der skjuler det egentlige indhold, som handler om arvesynd og tilgivelse, ikke om en julekrybbe med en baby i en stald, omgiver af søde dyr.

Kulturen har altid ændret sig, og folk holder fast i de traditioner, som giver mening for dem. Så længe juleevangeliet giver mening for folk, vil de blive ved med at læse det og læse det højt.

Og det er nok min centrale pointe hvad angår julen: Julen er en sammensat og åben størrelse, der har ændret form løbende over mindst 2000 år. Den har ikke nogen essens eller substans, som man kan advokere for som Bjerager gør det, når han debatten flere gange siger at man "tager julen ud af julen" ved ikke at lægge vægten på den kristne udgave. Julen er en praksis, og denne praksis ændrer sig løbende. Ikke som en radikal omstyrtning af alle værdier, men ved at folk lægger vægt på de traditioner som giver mest mening for dem og justerer dem en smule.

I den leder som danner baggrund for debatten (se her), anfører Bjerager endnu en gang den historieforfalskning at sekularisme i sin yderste konsekvens betyder "politisk tyranni". Det er næppe Frankrig han taler om, så hvad er det for et tyrrani? Det er formentlig kommunismen og fascismen, han tænker på, for det har han anført andetsteds som en konsekvens af statens løsrivelse fra kirken. Men han og hans teologiske meddebattører har simpelthen ikke ret. Sovjetkommunismen var ikke totalitær fordi den ikke var kristen, men fordi den ikke turde lade folk tænke og sige hvad de mente. Og på det punkt ligner den præcis de religiøse diktaturer. Hvad angår fascismen, så var den allieret med den katolske kirke, især i Spanien, og ingenlunde et produkt af en manglende kirke.

Så meget for debatten. Det var i øvrigt hyggeligt at træffe ham, og vi både mødtes og skiltes i al venlighed.

Samme dag skulle det vise sig at Politiken havde en interessant og velskrevet artikel af teolog Kasper Bro Larsen under overskriften "Juleevangeliet - En kristen fanfiktion", der redegør for hvordan juleevangeliet er at ligne med dem, der skriver videre på hullerne i fx Harry Potter-universet, altså en slags fan-fiktion. Han gennemgår tilblivelseshistorien og baggrunden for de elementer som myten indeholder, ligesom han påviser at Lukas-evangeliet placerer Jesu fødsel en del år før kristi fødsel (så at sige), mens Matthæus placerer den 6-7 år efter Kristi fødsel. Og meget mere. (Og nej, den findes ikke i web-udgaven, så køb avisen, som altid rummer meget mere, selv om folk tror de har læst Politiken når de har kigget på hjemmesiden.)

Og samme dag har Berlingske en ligeledes glimrende kronik af Dennis Nørmark og Erik Bartram Jensen under overskriften "Glædelig gudløs jul!". Her fortæller de skarpt og vittigt om hvordan der er masser af værdier i en verdslig jul, og om hvordan man ikke behøver være kristen for at give julen et nærværende indhold. Det er en fornøjelse at læse.

Andre links
Et forsvar for sekularismen
Statskirke, folkekirke - hvorfor dog?

18.12.2008

Electrohype: Teknologisk kunst

I Malmö Konsthall kan man i øjeblikket se biennaleudstillingen Electrohype 2008, der denne gang synes at handle meget om systemer, processer og materialer. Der er ingen værker som foregår på en computerskærm - de er allesammen sanseligt til stede i rummet, og den del af dem reagerer på det som foregår i rummet. Materialerne uden om strømkabler, printplader og chips er meget basale: Vand, træ, gummi, affaldsplastic osv. Udstillingen er både sanseligt, konceptuelt og teknisk interessant, og jeg kan varmt anbefale turen til Malmö.
Electrohype 1.jpg Voldemars Johansons: Aero Torrents (Foto: Kristine Briede)

Jeg har anmeldt udstillingen i Politiken

Det er en udstilling, man kunne tale længe om. Nedenfor har jeg nogle supplerende bemærkninger til udstillingen og anmeldelsen

Supplerende kommentarer til anmeldelsen
Der er en kuriøs ting ved denne anmeldelse, som jeg er nødt til at nævne. Jeg skrev denne anmeldelse dagen før jordskælvet i Skåne/Nordsjælland, men den blev bragt i avisen dagen efter jordskælvet. Det er relevant at nævne fordi det sidste værk jeg beskriver (Kerstin Ergenzingers Studie zur Sehnsucht) benytter sig af seismografiske registreringer af jordens og gulvets rystelser.

Jeg har mødt flere som troede at jeg lavede en diskret hentydning til det aktuelle jordskælv da jeg beskrev hvordan vi går rundt på løse, vibrerende plader når vi går på den jord, vi betragter som en fast grundvold. Men det var blot en lille tanke inspireret af værket, og jeg tvivler stærkt på at jeg skulle besidde ubevidste profetiske evner.

Men måske har min opmærksomhed på dette værk været medvirkende til at min første tanke, da hele vores lejlighed på tredje sal svingede frem og tilbage, var at det nok var et jordskælv. Det var også mit håb, da det ellers måtte være et lokalt fænomen og betyde at vores hus var i alvorlige vanskeligheder pga. kloakrenoveringen.

På udstillingen prøvede jeg at hoppe rundt som en gal i nogle sekunder. Der skete først noget efter ca. 1½ minut, hvor konstruktionen reagerede kraftigt med sine bevægelser. Jeg gad godt at se hvordan den reagerede på det rigtige jordskælv. Det var der formentlig ingen der så, da det jo var kl. 6.20 om morgenen.

Doug Backs Sticks, som jeg også nævner i anmeldelsen, er fra 1979 og det eneste historiske værk på udstillingen. Det er til gengæld stærkt fascinerende den dag i dag selv om teknologien er simpel. Jeg elsker den slags, og det slog mig at de burde masseproduceres. Jeg ville i hvert fald gerne have sådan en derhjemme eller på mit kontor til når jeg går i stå. Så kunne jeg lige gå hen og sætte en finger i, så pindende gik i kage og iagttage hvordan de på naturlig vis finder ind i en rytme hvor de ikke kolliderer. Jeg forestiller mig at jeg så ville have fået ideen til hvordan jeg skulle komme videre. Lava-lamper og stress-æg kan godt pakke sammen.

Her må jeg i øvrigt korrigere en fejl: Jeg skriver i avisen at der er fire pinde. Der er kun tre, ser jeg nu. Jeg ved ikke hvorfor jeg var så sikker på at der var fire at jeg ikke tjekkede det, og det ærgrer mig. Jeg sætter en ære i præcise beskrivelser, og det kan denne ikke just gøre krav på at være når jeg ikke kan tælle til tre.

Ralf Baeckers værk Rechnender Raum var nok det sværeste at beskrive fordi det er det mest komplekse. Alligevel er det fascinerende blot at kigge på og lytte til de processer som er blevet gjort anskuelige på en legende mekanisk måde. Den regel som den cellulære automat bygger på er regel 110, fik jeg at vide da jeg plagede dem med mine nørdede spørgsmål. Dens højfrekvente lyde kan minde om insekters. Disse lyde kommer dog fra de små motorer, der styrer trisserne og lodderne på træskelettet. Disse simple, supermekaniske og binære bevægelser skaber tilsammen en organisk bevægelse i midten, og det er fascinerende at være vidne til.

Det sidste værk, jeg vil nævne her er et som der ikke blev plads til at nævne i anmeldelsen, nemlig Erik Olofsens videoinstallation Public Figures. Her ser man indefra en metro, der kører forbi en station med ventende passagerer. Det hele er filmet med et højhastighedskamera, ligesom Bill Viola ofte gør det, for at kunne vise noget i ekstrem slow-motion uden at det hakker. Men modsat Viola er det ikke en metafysisk eller affektiv situation der skildres, men en ganske almindelig hverdagssituation. Man får et andet blik på de små bevægelser og trætte, ikke-ekspressive ansigter, folk har på når de venter på metroen, og man kan se ting, som ellers sker for hurtigt til at vi lægger mærke til dem.

Det er et meget flot og spændende værk, men jeg mangler nogle fakta om hvad vi ser. Det påstås at vi ser autentiske, intetanende mennesker på stationen, altså at det ikke er et iscenesat tableau (igen modsat Viola, kunne man sige). Men det kan være svært helt at tro på, især på grund af den lækre teknik og postproduktion. Der klippes ikke en eneste gang i de 22 minutter, videoen varer, og det er som om man bare kører på en endeløst lang perron. Der er altså manipuleret stærkt med optagelserne for at skabe en illusion, hvilket bekræftes af at baggrunden/horisonten på den anden side af glasvæggen ikke flytter sig spor. Togets bevægelse er også mistænkeligt stabil. Disse ting er ikke uforenelige med at dem på perronen virkelig ikke ved at de bliver filmet, men der er bare nogle ting, der ikke helt passer. Hvorfor er mindst 95% af alle menneskene alene uden nogen de kender? Hvor er kæresteparrene og kollegerne og vennerne? Hvad ser de når toget kører forbi med Olofsons speedkamera, og hvorfor kigger ingen ind? Hvad tror de at dette tog gør? Jeg ville gerne have nogle svar på disse spørgsmål. Erik Olofsen giver dem ikke selv. Måske skulle man spørge ham.

Headbanging er skadeligt

Mange af livets største fornøjelser er desværre usunde, og det gælder også headbanging. Det er måske ikke så overraskende igen for os der har prøvet at vågne op med en meget stiv nakke efter en koncert med Dinosaur Jr. eller Opeth eller Ramones, men nu er det altså påvist af forskere fra AC/DCs land, Australien.

Læs mere på videnskab.dk

17.12.2008

Lange tasker

Jeg har ikke været så aktiv på bloggen i den senere tid, da jeg har haft travlt med familieliv og arbejde og ofte været for træt og uoplagt om aftenen til at skrive et af de 1000 indlæg jeg har ideer til. Så meget desto mere glædeligt overrasket er jeg over at blive kåret til den 66. mest populære danske blog af noget der hedder Twingly.

Twingly BlogRank

Jeg kan ikke helt gennemskue hvordan de regner det ud (og om det er retfærdigt), men det er vist noget med hvor mange andre der linker til ens specifikke indlæg. Jeg scorer en ranking på 7, hvad det så end betyder. Hvis nogen har forstand på det, vil jeg da gerne høre mere.

09.12.2008

Mediecollager, små fotografier og forstadens kedsomhed

I sidste uge havde jeg gallerirunde-tjansen på Politiken og anmeldte tre udstillinger.

Keck 2.jpg

(Fodboldfilosofi 2, 2008)

Kirsten Otzen Keck laver gode og tidssvarende collager med udgangspunkt i massemedierede følelser. Det er fx den 66-årige nybagte mor, filmstjerner eller sportsfolk. Hun er ved at blive rigtig god og har udviklet nogle æstetiske greb som giver en sammenhæng og et rum til hendes billeder og gør hendes stil letgenkendelig.
Læs min anmeldelse her

---
Kwak.jpg

(Hyun-Jin Kwak, “Study of Elements 2”, 2008)

På Peter Lav fotogalleri har man fået en god ide. I stedet for en almindelig juleudstilling, hvor galleriet viser tilfældige værker af kunstnerne i deres stald frem, har de lavet en stram kuratering med bestilte værker i det lille format. Det er der kommet en interessant udstilling ud af, men kvaliteten af værkerne er svingende.
Læs min anmeldelse her

---
Randløv.jpg

Carina Randløv er vist mest kendt for sine papirskulpturer, men har i øjeblikket en udstilling primært med tegninger, der fortsætter hendes yndlingstema: Forstaden. Selv om der lægges op til noget foruroligende, hvor alle lurer på alle, er det desværre kedsomheden og ligegyldigheden der dominerer tegningerne. Og dermed udstillingen, som ikke formåede at vække min interesse
Læs min anmeldelse her

Nedenfor vil jeg komme med nogle supplerende kommentarer til Kirtsen Otzen Keck-udstillingen:

Supplerende kommentarer til Kirsten Otzen Keck
Som det fremgår er jeg meget begejstret for Kirsten Otzen Kecks collager, men jeg er nødt til at korrigere nogle ting i hendes egne beskrivelser og titler, som virker forstyrrende. Det er som om hun ikke er grundig nok til at identificere sine egne billedkilder, og det virker uprofessionelt. Her kommer tre pedantiske skolemester-rettelser:
1. På billedet "Begyndelsen (rollatorkørsel)" er det ikke en rollator, men en el-scooter kvinden kører på. Man får ikke indtryk af at der er tale om en subtil forskydning, men snarere et manglende kendskab til handicap-transportmidler.
2. Boksecollagen "Den lukkede himmelhvælving" viser to kvindelige boksere i nærkamp. I præsentationsteksten beskriver kunstneren det som et "frosssent knock-out". Men det er som sagt blot en nærkamp. Et knock-out er enten når den ene bokser ligger på gulvet og ikke rejser sig igen eller også når dommeren vurderer at hun ikke kan bokse videre fordi hun er for omtåget.
3. Sammesteds beskriver kunstneren "fortvivlede fodboldspillere, der løsrevet fra nationalsangens bevægende hymne, har taget opstilling ved grænsen til det store intet". Her er der formentlig tale om "Fodboldfilosofi 1". Men, som jeg beskriver det i anmeldelsen, der er tydeligvis tale om at de står som "mur" i forbindelse med et frispark og beskytter deres ædlere dele. De er altså ikke fortvivlede eller opstillet til nationalhymne, men fysisk udsatte.
Måske er hun godt klar over en eller flere af disse ting, men det fremstår som deciderede fejllæsninger af hendes egne værker, hvilket ikke er så heldigt. Det gør bare ikke værkerne dårligere, for i ingen af tilfældene afhænger betydningen af disse beskrivelser.

Den lange video, som hører til serien om Adriana Iliescu, er lidt for simpel i sine animationer med to lag billeder, hvor der er hul i det øverste, mens det bagved bevæger sig. Jeg savner i hvert fald noget af den rumlighed, hun kan frembringe i collagerne.

Der er mindst et tema, som jeg ikke fik nævnt i anmeldelsen, nemlig masseoptog og nazistiske fællesskaber, som det tydeligst viser sig i titelværket "Selvbevægelser i massebevægelsen (marchgang)". Det skal lige med for fuldstændighedens skyld.

04.12.2008

Så er der slagtilbud på peanut-butter

Peanut Butter.jpg

(Set uden for Spicy Corner på Jagtvej)

Mr. Nom Nom

Jeg er ikke så meget til julekalendere, men der er en undtagelse, og det er Mr. Nom Nom, som er hjemmelavet af Emme.

Se her

02.12.2008

Poul Anker Bech i bogform

Poul Anker Bech er en af de mest succesrige danske kunstnere, selv om han går stille med dørene ovre i Vendsyssel. Hans billeder ser fx sådan ud:

Poul Anker Bech.jpg
(Strandko, 1997)

I den nye bogudgivelse Fra baglokalet hos Poul Anker Bech har journalisten Poul Blak 9 samtaler med kunstneren. Den handler efter min mening for meget om kunstneren og hans syn på dette og hint og for lidt om billederne.

Jeg har anmeldt bogen i Politiken.

Det er altid noget af en kunst at anmelde en hel bog på så kort plads, især når den handler om mange ting. Man kan umuligt give et dækkende billede af den, men er nødt til at vinkle den meget skarpt. Nedenfor giver jeg en række uddybende kommentarer til bogen og anmeldelsen, og lægger op til diskussion:

Supplerende kommentarer
Min drilske kommentar om at Bechs værk er mere interessant end hans liv (som det fremstår i bogen) er egentlig ikke nogen personlig kommentar til Bech, men handler mere om det almene princip, at værkerne er vigtigere end kunstneren. Ja, faktisk vil jeg hævde at kunstneres personligheder i udgangspunktet ikke er spor vigtige, de har faktisk ikke noget med kunst at gøre, og kommer i udgangspunktet ikke offentligheden ved. Kunstnere er som folk er flest, og man finder i hvert fald ikke forklaringen på deres værker i deres person. Jeg har lovet at skrive et essay om dette emne, en kritik af biografismen, og det gør jeg også en dag. Når I mindst venter det.

Indtil videre kan jeg lige give et eksempel på, hvad det er, Bech selv siger om kunstnerens rolle:
"Man har jo ellers sagt, at kunstneren er ingenting, og forfatteren er ingenting, det er værket, der tæller. Men Gud ved, om det ikke er det, der står bagved, som tæller. Det, der er kommet ud af det, er kun en slags åndelig afføring, en slags ekskrement fra den åndsproces, der har fundet sted hos de forskellige kunstnere" (s. 130).

Der er flere af den slags udsagn, og karakteristisk for dem, blander de fire ting sammen, som bør holdes adskilt:
1. Kunstnerens oplevelse af sin egen rolle i skabelsen.
2. Kunstneren som person og biografi.
3. Dette mere abstrakte at der er nogen som har frembragt værket.
4. Kunstnerens selviscenesættelse.
I passager synes punkt 3 at være det vigtigste for Bech, men det er til gengæld ikke så kontroversielt som at sige at "et kunstværk kun er spor af et menneske, og at biografien således er mere væsentligt end værket" (s. 130, henvisning til tidligere udtalelse).

Mens jeg gerne vil eliminere 1 og 2, så spiller 3 nok en principiel rolle, men den er ikke afgørende, og den er frem for alt ikke afgørende for nogle værker frem for andre. Den er en instans i den æstetiske erfaring. Hvad angår 4, så kan selviscenesættelsen i visse tilfælde få performativ værkkarakter (tænk fx på Andy Warhol eller Gilbert & George). Men det er netop vigtigt ikke at forveksle denne instans med 1 eller 2.

Som nævnt i anmeldelsen kommer Bech også til gang på gang at modsige denne påstand om kunstnerens forrang for værket: Kunst handler om det sublime (50, 53). Det afgørende er at billedet fungerer som billede i kompositionen (56). Det gælder om at ramme en essens, noget alment (58-59). Skabelsesprocessen og folks forståelse af det endelige værk er stærkt adskilte, og kunstneren ved dybest set ikke hvad han laver (135). Det handler om at skabe noget, der er så specielt, at folk begynder at skabe billeder og tanker i deres eget hoved (174). Og så videre. Altsammen udsagn der peger væk fra kunstneren som den interessante instans. At nogle af disse udsagn så også er problematiske er en anden sag.

Det er magtpåliggende for Bech at værkerne ikke bliver politisk konkrete eller symbolske eller anekdotiske (fx s. 43, 52, 56, 174). Det er de farer, han selv forsøger at undgå, og han synes selv at et billede er mislykket, hvis det kan udlægges med et bestemt indhold. I stedet er han meget optaget af tiden og tidsligheden i billedet. Men man kunne jo godt udfordre ham her, og det gør Poul Blak heldigvis også. Som han siger: "Men kan en lille stump handling, den anekdotiske fortælling, ikke lige så godt sætte noget i gang i mig som beskuer, noget der kan vokse til uanede højder?" (s. 174). Dette indrømmer Bech delvist, men forfægter så alligevel "mystikken" som det modsatte af det anekdotiske.

Det som Blak her peger på, er at man godt kan have meget konkrete indholdsstørrelser og referencer i et værk, uden at det samlede værk af den grund bliver banalt og reduktivt. Man kan godt have emner, herunder politiske, og belyse dem på ikke-banale måder. Det er vel delvist her skellet må gå mellem god og dårlig politisk kunst. På samme måde kan kunst sætte symboler og filosofiske betydninger i spil, uden at kunne reduceres til en illustration af disse. Og endelig kan kunsten sagtens betjene sig af at fortælle konkrete historier uden at blive anekdotisk i banal forstand.

Blandt de kunstneriske forbilleder og malere, Bech holder af er Arnold Böcklin, Edvard Munch, Edward Hopper, Paul Klee, Johannes Hofmeister, Poul Winther, Niels Lergaard, Harald Leth, J.F. Willumsen og L.A. Ring. Det er bemærkelsesværdigt at der ikke er nogen surrealister iblandt. Han nævner Magritte et sted, men ikke for det gode - han mener, hans billeder er overfladiske rebuser.

Generelt om bogen
Forlaget promoverer denne bog som "den eneste bog, der er lavet om den i dag 66-årige Bech fra Vrå". Det er noget af en tilsnigelse, eftersom der er mindst 7 andre bøger om Poul Anker Bech med ISBN-numre og tekster og det hele. Det kan godt være, de fleste er udgivet af museer, og derfor kan kaldes "kataloger", men bøger er det vel alligevel af en slags.

Bogen er bygget op som 9 samtaler i den rækkefølge de blev foretaget. Det har nogle indlysende fordele, idet man så følger associationsrækken i den enkelte samtale, men jeg lurer på om ikke det ville have gavnet at forkorte i teksten og bygge den mere tematisk op. Som den er nu, tager det ene det andet og man vender tilbage til det samme emne med 100 siders mellemrum.

Poul Blak har en række stemningsrapporter mellem kapitlerne, der som oftest handler om hans tur i bilen på vej til Poul Anker Bech, inklusive hvilken musik han hører på bilens stereoanlæg. I forlængelse af dette kommer nogle strøtanker om interviewet og om Poul Anker Bech. Disse passager fungerer ikke for mig - de virker lidt søgte.

Citater
""[Jeg har] nogle gange brugt dette med en marsmand, der kommer hertil og skal aflægge rapport om, hvad mennesker foretager sig, når han er kommet tilbage til Mars. Meget af det vil være komisk. Som at vi alle sammen sidder omkring computerne som øgler. Om søndagen går mange rundt på en mark og slår til nogle bolde. Hvis man altså beskrev meget af det, vi går og laver, så ville disse marsmænd nok antage, at vi var nogle meget sælsomme og dybt ufornuftige væsener." (s. 136)

"Jeg holder vældig meget af at fange en realistisk ting og derfra gå ud i noget grovere ud fra dette, at vi jo aldrig kigger intenst realistisk på det hele, men fokuserer på "noget". Derfor er mine billeder en blanding af noget nøjagtigt og noget sløret". (138)

Om de billeder hvor horisonten ikke er vandret: "Man kan faktisk ikke opleve horisonten sådan uden at dreje kroppen. Så jeg tilføjer tilskueren en kropslig dynamik. Samtidig med, at man skal stå og dreje sin krop, så forlader man også den virkelighed, man er vant til."

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2