« Headbanging er skadeligt | Forside | Afkristningen af julen »

18.12.2008

Electrohype: Teknologisk kunst

I Malmö Konsthall kan man i øjeblikket se biennaleudstillingen Electrohype 2008, der denne gang synes at handle meget om systemer, processer og materialer. Der er ingen værker som foregår på en computerskærm - de er allesammen sanseligt til stede i rummet, og den del af dem reagerer på det som foregår i rummet. Materialerne uden om strømkabler, printplader og chips er meget basale: Vand, træ, gummi, affaldsplastic osv. Udstillingen er både sanseligt, konceptuelt og teknisk interessant, og jeg kan varmt anbefale turen til Malmö.
Electrohype 1.jpg Voldemars Johansons: Aero Torrents (Foto: Kristine Briede)

Jeg har anmeldt udstillingen i Politiken

Det er en udstilling, man kunne tale længe om. Nedenfor har jeg nogle supplerende bemærkninger til udstillingen og anmeldelsen

Supplerende kommentarer til anmeldelsen
Der er en kuriøs ting ved denne anmeldelse, som jeg er nødt til at nævne. Jeg skrev denne anmeldelse dagen før jordskælvet i Skåne/Nordsjælland, men den blev bragt i avisen dagen efter jordskælvet. Det er relevant at nævne fordi det sidste værk jeg beskriver (Kerstin Ergenzingers Studie zur Sehnsucht) benytter sig af seismografiske registreringer af jordens og gulvets rystelser.

Jeg har mødt flere som troede at jeg lavede en diskret hentydning til det aktuelle jordskælv da jeg beskrev hvordan vi går rundt på løse, vibrerende plader når vi går på den jord, vi betragter som en fast grundvold. Men det var blot en lille tanke inspireret af værket, og jeg tvivler stærkt på at jeg skulle besidde ubevidste profetiske evner.

Men måske har min opmærksomhed på dette værk været medvirkende til at min første tanke, da hele vores lejlighed på tredje sal svingede frem og tilbage, var at det nok var et jordskælv. Det var også mit håb, da det ellers måtte være et lokalt fænomen og betyde at vores hus var i alvorlige vanskeligheder pga. kloakrenoveringen.

På udstillingen prøvede jeg at hoppe rundt som en gal i nogle sekunder. Der skete først noget efter ca. 1½ minut, hvor konstruktionen reagerede kraftigt med sine bevægelser. Jeg gad godt at se hvordan den reagerede på det rigtige jordskælv. Det var der formentlig ingen der så, da det jo var kl. 6.20 om morgenen.

Doug Backs Sticks, som jeg også nævner i anmeldelsen, er fra 1979 og det eneste historiske værk på udstillingen. Det er til gengæld stærkt fascinerende den dag i dag selv om teknologien er simpel. Jeg elsker den slags, og det slog mig at de burde masseproduceres. Jeg ville i hvert fald gerne have sådan en derhjemme eller på mit kontor til når jeg går i stå. Så kunne jeg lige gå hen og sætte en finger i, så pindende gik i kage og iagttage hvordan de på naturlig vis finder ind i en rytme hvor de ikke kolliderer. Jeg forestiller mig at jeg så ville have fået ideen til hvordan jeg skulle komme videre. Lava-lamper og stress-æg kan godt pakke sammen.

Her må jeg i øvrigt korrigere en fejl: Jeg skriver i avisen at der er fire pinde. Der er kun tre, ser jeg nu. Jeg ved ikke hvorfor jeg var så sikker på at der var fire at jeg ikke tjekkede det, og det ærgrer mig. Jeg sætter en ære i præcise beskrivelser, og det kan denne ikke just gøre krav på at være når jeg ikke kan tælle til tre.

Ralf Baeckers værk Rechnender Raum var nok det sværeste at beskrive fordi det er det mest komplekse. Alligevel er det fascinerende blot at kigge på og lytte til de processer som er blevet gjort anskuelige på en legende mekanisk måde. Den regel som den cellulære automat bygger på er regel 110, fik jeg at vide da jeg plagede dem med mine nørdede spørgsmål. Dens højfrekvente lyde kan minde om insekters. Disse lyde kommer dog fra de små motorer, der styrer trisserne og lodderne på træskelettet. Disse simple, supermekaniske og binære bevægelser skaber tilsammen en organisk bevægelse i midten, og det er fascinerende at være vidne til.

Det sidste værk, jeg vil nævne her er et som der ikke blev plads til at nævne i anmeldelsen, nemlig Erik Olofsens videoinstallation Public Figures. Her ser man indefra en metro, der kører forbi en station med ventende passagerer. Det hele er filmet med et højhastighedskamera, ligesom Bill Viola ofte gør det, for at kunne vise noget i ekstrem slow-motion uden at det hakker. Men modsat Viola er det ikke en metafysisk eller affektiv situation der skildres, men en ganske almindelig hverdagssituation. Man får et andet blik på de små bevægelser og trætte, ikke-ekspressive ansigter, folk har på når de venter på metroen, og man kan se ting, som ellers sker for hurtigt til at vi lægger mærke til dem.

Det er et meget flot og spændende værk, men jeg mangler nogle fakta om hvad vi ser. Det påstås at vi ser autentiske, intetanende mennesker på stationen, altså at det ikke er et iscenesat tableau (igen modsat Viola, kunne man sige). Men det kan være svært helt at tro på, især på grund af den lækre teknik og postproduktion. Der klippes ikke en eneste gang i de 22 minutter, videoen varer, og det er som om man bare kører på en endeløst lang perron. Der er altså manipuleret stærkt med optagelserne for at skabe en illusion, hvilket bekræftes af at baggrunden/horisonten på den anden side af glasvæggen ikke flytter sig spor. Togets bevægelse er også mistænkeligt stabil. Disse ting er ikke uforenelige med at dem på perronen virkelig ikke ved at de bliver filmet, men der er bare nogle ting, der ikke helt passer. Hvorfor er mindst 95% af alle menneskene alene uden nogen de kender? Hvor er kæresteparrene og kollegerne og vennerne? Hvad ser de når toget kører forbi med Olofsons speedkamera, og hvorfor kigger ingen ind? Hvad tror de at dette tog gør? Jeg ville gerne have nogle svar på disse spørgsmål. Erik Olofsen giver dem ikke selv. Måske skulle man spørge ham.

Kommentarer

Det sidste værk du beskriver minder mig rigtig meget om de nat-udsendelser fra tysk tv for mange år siden hvor et kamera var placeret i forruden på et lokomotiv og man fik en tur gennem landskab, by, industri eller hvad der nu end måtte dukke op. Af en eller anden grund blev man svær afhængig af det dronede i udsendelsen.
Lyder ellers som en fin fin udstilling - afsted til Malmø

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2