« Så er der slagtilbud på peanut-butter | Forside | Lange tasker »

09.12.2008

Mediecollager, små fotografier og forstadens kedsomhed

I sidste uge havde jeg gallerirunde-tjansen på Politiken og anmeldte tre udstillinger.

Keck 2.jpg

(Fodboldfilosofi 2, 2008)

Kirsten Otzen Keck laver gode og tidssvarende collager med udgangspunkt i massemedierede følelser. Det er fx den 66-årige nybagte mor, filmstjerner eller sportsfolk. Hun er ved at blive rigtig god og har udviklet nogle æstetiske greb som giver en sammenhæng og et rum til hendes billeder og gør hendes stil letgenkendelig.
Læs min anmeldelse her

---
Kwak.jpg

(Hyun-Jin Kwak, “Study of Elements 2”, 2008)

På Peter Lav fotogalleri har man fået en god ide. I stedet for en almindelig juleudstilling, hvor galleriet viser tilfældige værker af kunstnerne i deres stald frem, har de lavet en stram kuratering med bestilte værker i det lille format. Det er der kommet en interessant udstilling ud af, men kvaliteten af værkerne er svingende.
Læs min anmeldelse her

---
Randløv.jpg

Carina Randløv er vist mest kendt for sine papirskulpturer, men har i øjeblikket en udstilling primært med tegninger, der fortsætter hendes yndlingstema: Forstaden. Selv om der lægges op til noget foruroligende, hvor alle lurer på alle, er det desværre kedsomheden og ligegyldigheden der dominerer tegningerne. Og dermed udstillingen, som ikke formåede at vække min interesse
Læs min anmeldelse her

Nedenfor vil jeg komme med nogle supplerende kommentarer til Kirtsen Otzen Keck-udstillingen:

Supplerende kommentarer til Kirsten Otzen Keck
Som det fremgår er jeg meget begejstret for Kirsten Otzen Kecks collager, men jeg er nødt til at korrigere nogle ting i hendes egne beskrivelser og titler, som virker forstyrrende. Det er som om hun ikke er grundig nok til at identificere sine egne billedkilder, og det virker uprofessionelt. Her kommer tre pedantiske skolemester-rettelser:
1. På billedet "Begyndelsen (rollatorkørsel)" er det ikke en rollator, men en el-scooter kvinden kører på. Man får ikke indtryk af at der er tale om en subtil forskydning, men snarere et manglende kendskab til handicap-transportmidler.
2. Boksecollagen "Den lukkede himmelhvælving" viser to kvindelige boksere i nærkamp. I præsentationsteksten beskriver kunstneren det som et "frosssent knock-out". Men det er som sagt blot en nærkamp. Et knock-out er enten når den ene bokser ligger på gulvet og ikke rejser sig igen eller også når dommeren vurderer at hun ikke kan bokse videre fordi hun er for omtåget.
3. Sammesteds beskriver kunstneren "fortvivlede fodboldspillere, der løsrevet fra nationalsangens bevægende hymne, har taget opstilling ved grænsen til det store intet". Her er der formentlig tale om "Fodboldfilosofi 1". Men, som jeg beskriver det i anmeldelsen, der er tydeligvis tale om at de står som "mur" i forbindelse med et frispark og beskytter deres ædlere dele. De er altså ikke fortvivlede eller opstillet til nationalhymne, men fysisk udsatte.
Måske er hun godt klar over en eller flere af disse ting, men det fremstår som deciderede fejllæsninger af hendes egne værker, hvilket ikke er så heldigt. Det gør bare ikke værkerne dårligere, for i ingen af tilfældene afhænger betydningen af disse beskrivelser.

Den lange video, som hører til serien om Adriana Iliescu, er lidt for simpel i sine animationer med to lag billeder, hvor der er hul i det øverste, mens det bagved bevæger sig. Jeg savner i hvert fald noget af den rumlighed, hun kan frembringe i collagerne.

Der er mindst et tema, som jeg ikke fik nævnt i anmeldelsen, nemlig masseoptog og nazistiske fællesskaber, som det tydeligst viser sig i titelværket "Selvbevægelser i massebevægelsen (marchgang)". Det skal lige med for fuldstændighedens skyld.

Skriv en kommentar

Seneste kommentarer

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2