« Er du ved at komme i julestemning... | Forside | Mr. Nom Nom »

02.12.2008

Poul Anker Bech i bogform

Poul Anker Bech er en af de mest succesrige danske kunstnere, selv om han går stille med dørene ovre i Vendsyssel. Hans billeder ser fx sådan ud:

Poul Anker Bech.jpg
(Strandko, 1997)

I den nye bogudgivelse Fra baglokalet hos Poul Anker Bech har journalisten Poul Blak 9 samtaler med kunstneren. Den handler efter min mening for meget om kunstneren og hans syn på dette og hint og for lidt om billederne.

Jeg har anmeldt bogen i Politiken.

Det er altid noget af en kunst at anmelde en hel bog på så kort plads, især når den handler om mange ting. Man kan umuligt give et dækkende billede af den, men er nødt til at vinkle den meget skarpt. Nedenfor giver jeg en række uddybende kommentarer til bogen og anmeldelsen, og lægger op til diskussion:

Supplerende kommentarer
Min drilske kommentar om at Bechs værk er mere interessant end hans liv (som det fremstår i bogen) er egentlig ikke nogen personlig kommentar til Bech, men handler mere om det almene princip, at værkerne er vigtigere end kunstneren. Ja, faktisk vil jeg hævde at kunstneres personligheder i udgangspunktet ikke er spor vigtige, de har faktisk ikke noget med kunst at gøre, og kommer i udgangspunktet ikke offentligheden ved. Kunstnere er som folk er flest, og man finder i hvert fald ikke forklaringen på deres værker i deres person. Jeg har lovet at skrive et essay om dette emne, en kritik af biografismen, og det gør jeg også en dag. Når I mindst venter det.

Indtil videre kan jeg lige give et eksempel på, hvad det er, Bech selv siger om kunstnerens rolle:
"Man har jo ellers sagt, at kunstneren er ingenting, og forfatteren er ingenting, det er værket, der tæller. Men Gud ved, om det ikke er det, der står bagved, som tæller. Det, der er kommet ud af det, er kun en slags åndelig afføring, en slags ekskrement fra den åndsproces, der har fundet sted hos de forskellige kunstnere" (s. 130).

Der er flere af den slags udsagn, og karakteristisk for dem, blander de fire ting sammen, som bør holdes adskilt:
1. Kunstnerens oplevelse af sin egen rolle i skabelsen.
2. Kunstneren som person og biografi.
3. Dette mere abstrakte at der er nogen som har frembragt værket.
4. Kunstnerens selviscenesættelse.
I passager synes punkt 3 at være det vigtigste for Bech, men det er til gengæld ikke så kontroversielt som at sige at "et kunstværk kun er spor af et menneske, og at biografien således er mere væsentligt end værket" (s. 130, henvisning til tidligere udtalelse).

Mens jeg gerne vil eliminere 1 og 2, så spiller 3 nok en principiel rolle, men den er ikke afgørende, og den er frem for alt ikke afgørende for nogle værker frem for andre. Den er en instans i den æstetiske erfaring. Hvad angår 4, så kan selviscenesættelsen i visse tilfælde få performativ værkkarakter (tænk fx på Andy Warhol eller Gilbert & George). Men det er netop vigtigt ikke at forveksle denne instans med 1 eller 2.

Som nævnt i anmeldelsen kommer Bech også til gang på gang at modsige denne påstand om kunstnerens forrang for værket: Kunst handler om det sublime (50, 53). Det afgørende er at billedet fungerer som billede i kompositionen (56). Det gælder om at ramme en essens, noget alment (58-59). Skabelsesprocessen og folks forståelse af det endelige værk er stærkt adskilte, og kunstneren ved dybest set ikke hvad han laver (135). Det handler om at skabe noget, der er så specielt, at folk begynder at skabe billeder og tanker i deres eget hoved (174). Og så videre. Altsammen udsagn der peger væk fra kunstneren som den interessante instans. At nogle af disse udsagn så også er problematiske er en anden sag.

Det er magtpåliggende for Bech at værkerne ikke bliver politisk konkrete eller symbolske eller anekdotiske (fx s. 43, 52, 56, 174). Det er de farer, han selv forsøger at undgå, og han synes selv at et billede er mislykket, hvis det kan udlægges med et bestemt indhold. I stedet er han meget optaget af tiden og tidsligheden i billedet. Men man kunne jo godt udfordre ham her, og det gør Poul Blak heldigvis også. Som han siger: "Men kan en lille stump handling, den anekdotiske fortælling, ikke lige så godt sætte noget i gang i mig som beskuer, noget der kan vokse til uanede højder?" (s. 174). Dette indrømmer Bech delvist, men forfægter så alligevel "mystikken" som det modsatte af det anekdotiske.

Det som Blak her peger på, er at man godt kan have meget konkrete indholdsstørrelser og referencer i et værk, uden at det samlede værk af den grund bliver banalt og reduktivt. Man kan godt have emner, herunder politiske, og belyse dem på ikke-banale måder. Det er vel delvist her skellet må gå mellem god og dårlig politisk kunst. På samme måde kan kunst sætte symboler og filosofiske betydninger i spil, uden at kunne reduceres til en illustration af disse. Og endelig kan kunsten sagtens betjene sig af at fortælle konkrete historier uden at blive anekdotisk i banal forstand.

Blandt de kunstneriske forbilleder og malere, Bech holder af er Arnold Böcklin, Edvard Munch, Edward Hopper, Paul Klee, Johannes Hofmeister, Poul Winther, Niels Lergaard, Harald Leth, J.F. Willumsen og L.A. Ring. Det er bemærkelsesværdigt at der ikke er nogen surrealister iblandt. Han nævner Magritte et sted, men ikke for det gode - han mener, hans billeder er overfladiske rebuser.

Generelt om bogen
Forlaget promoverer denne bog som "den eneste bog, der er lavet om den i dag 66-årige Bech fra Vrå". Det er noget af en tilsnigelse, eftersom der er mindst 7 andre bøger om Poul Anker Bech med ISBN-numre og tekster og det hele. Det kan godt være, de fleste er udgivet af museer, og derfor kan kaldes "kataloger", men bøger er det vel alligevel af en slags.

Bogen er bygget op som 9 samtaler i den rækkefølge de blev foretaget. Det har nogle indlysende fordele, idet man så følger associationsrækken i den enkelte samtale, men jeg lurer på om ikke det ville have gavnet at forkorte i teksten og bygge den mere tematisk op. Som den er nu, tager det ene det andet og man vender tilbage til det samme emne med 100 siders mellemrum.

Poul Blak har en række stemningsrapporter mellem kapitlerne, der som oftest handler om hans tur i bilen på vej til Poul Anker Bech, inklusive hvilken musik han hører på bilens stereoanlæg. I forlængelse af dette kommer nogle strøtanker om interviewet og om Poul Anker Bech. Disse passager fungerer ikke for mig - de virker lidt søgte.

Citater
""[Jeg har] nogle gange brugt dette med en marsmand, der kommer hertil og skal aflægge rapport om, hvad mennesker foretager sig, når han er kommet tilbage til Mars. Meget af det vil være komisk. Som at vi alle sammen sidder omkring computerne som øgler. Om søndagen går mange rundt på en mark og slår til nogle bolde. Hvis man altså beskrev meget af det, vi går og laver, så ville disse marsmænd nok antage, at vi var nogle meget sælsomme og dybt ufornuftige væsener." (s. 136)

"Jeg holder vældig meget af at fange en realistisk ting og derfra gå ud i noget grovere ud fra dette, at vi jo aldrig kigger intenst realistisk på det hele, men fokuserer på "noget". Derfor er mine billeder en blanding af noget nøjagtigt og noget sløret". (138)

Om de billeder hvor horisonten ikke er vandret: "Man kan faktisk ikke opleve horisonten sådan uden at dreje kroppen. Så jeg tilføjer tilskueren en kropslig dynamik. Samtidig med, at man skal stå og dreje sin krop, så forlader man også den virkelighed, man er vant til."

Skriv en kommentar

Seneste kommentarer

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2