Årets musikoplevelser 2008
Musikbladet Geiger bad i december mig og en række andre om at fortælle om vores bedste musikoplevelser i 2008. Blandt de musikalske højdepunkter er min datter, en koncert jeg ikke var til, et manifest og så en række nye plader af gamle kendinge (P.J. Harvey, Radiohead, Portishead) og nogle nye plader jeg har anmeldt (Maja Ratkje, Helena Tulve og Giger/Dähler).
Det er nu kommet ud på Geigers hjemmeside
De andre bidragydere er primært musikere og pladeselskabsfolk. Og så Peter Laugesen og Martin Hall. Den er inddelt i to. Se anden halvdel her.
Nedenfor vil jeg komme med nogle supplerende kommentarer, både ting der ikke var plads til og så det som er sket efter deadline 15. december:
Supplerende højdepunkter
Når jeg siger at Portishead-pladen er et stort højdepunkt, så står jeg ved det, men der er naturligvis numre der er de bedste. Det smukkeste er ubetinget "The Rip" og det sejeste er "Machine Gun".
I 2008 genopdagede jeg også to gamle kærligheder: Ornette Coleman's The Shape of Jazz to Come (med "Lonely Woman" som højdepunkt) og så Suicide-singlen Dream Baby Dream (som jeg skrev om her på bloggen).
På TV gjorde det indtryk at se L.O.C. og Simon Kvamm trykke den af til kronpinseparrets kulturpris, ikke mindst med en fabelagtig version af Nephew-nummeret "Hospital".
På podcast gjorde det indtryk at høre John Lennon-interviewet i sin fulde længde. Men endnu mere indtryk gjorde det at høre de to Radiolab-udsendelser om Earworms og Pop music. De forklarer nogle fænomener jeg har tænkt en del over. Dels dette at have sange kørende i hovedet som ikke vil ud. Og dels måske min psykedeliske oplevelse af at høre fuldt instrumenteret musik som jeg aldrig havde hørt før i mit hoved efter My Bloody Valentine-koncerten i 1992. Jeg har tænkt mig at skrive om musik i hovedet på et tidspunkt.
På filmfronten var det især koncertscenerne fra Ian Curtis-filmen Control som rykkede.
Og så til opdateringerne. Lige efter jeg havde sendt teksten afsted til Geiger midt i december, så jeg på deres hjemmeside en beskrivelse af bandet The Angelic Process, og gik straks ind i iTunes og downloadede deres album, Weighing Souls With Sand. Det er en mærkelig plade - en slags radikalt tung og dyster shoegazer med næsten konstant overstyring lydproduktionen. Det er som et møde mellem My Bloody Valentine og Sunn O))), og det har altså et eller andet. Men det er bestemt ikke for alle.
Og så er der jo lige kommet en ny med Animal Collective, hvis nogen skulle være i tvivl, Merriweather Post Pavillon. Den er allerede blevet udråbt til et udødeligt mesterværk af samtlige anmeldere i ind- og udland, og jeg havde store forventninger. Men de første gennemlytninger efterlod mig skuffet. Jeg syntes det melodiske materiale var for tyndt og at der manglede noget af det, som gør Feels så god. Dette annoncerede jeg på Facebook, og som forventet blev jeg overfaldet af AC-fans, der forsvarede albummet indædt. Nu har jeg hørt den nogle flere gange, og den er faktisk begyndt at åbne sig, så jeg trækker min umiddelbare skepsis tilbage. Selv det corny nummer "My Girls", som jeg slet ikke kunne snuppe, begynder at trænge ind i mit stenhjerte. Men ligefrem et mesterværk ved jeg nu stadig ikke. Vi får se. Og således er vi trådt ind i 2009.
Du skal være velkommen til at bidrage med såvel dine meninger om mine højdepunkter som dine egne. Lad os endelig få nogle anbefalinger af fantastisk musik, som kunne være overset - især af en nybagt far.
Links
Anmeldelse af Maja Ratkje
Anmeldelse af Helena Tulve
Anmeldelse af Giger/Dähler
Årets albums 2006
