Arkiv: januar 2009

« december 2008 | Forside | februar 2009 »

24.01.2009

Årets musikoplevelser 2008

Musikbladet Geiger bad i december mig og en række andre om at fortælle om vores bedste musikoplevelser i 2008. Blandt de musikalske højdepunkter er min datter, en koncert jeg ikke var til, et manifest og så en række nye plader af gamle kendinge (P.J. Harvey, Radiohead, Portishead) og nogle nye plader jeg har anmeldt (Maja Ratkje, Helena Tulve og Giger/Dähler).

Det er nu kommet ud på Geigers hjemmeside

De andre bidragydere er primært musikere og pladeselskabsfolk. Og så Peter Laugesen og Martin Hall. Den er inddelt i to. Se anden halvdel her.

Nedenfor vil jeg komme med nogle supplerende kommentarer, både ting der ikke var plads til og så det som er sket efter deadline 15. december:

Supplerende højdepunkter
Når jeg siger at Portishead-pladen er et stort højdepunkt, så står jeg ved det, men der er naturligvis numre der er de bedste. Det smukkeste er ubetinget "The Rip" og det sejeste er "Machine Gun".

I 2008 genopdagede jeg også to gamle kærligheder: Ornette Coleman's The Shape of Jazz to Come (med "Lonely Woman" som højdepunkt) og så Suicide-singlen Dream Baby Dream (som jeg skrev om her på bloggen).

På TV gjorde det indtryk at se L.O.C. og Simon Kvamm trykke den af til kronpinseparrets kulturpris, ikke mindst med en fabelagtig version af Nephew-nummeret "Hospital".

På podcast gjorde det indtryk at høre John Lennon-interviewet i sin fulde længde. Men endnu mere indtryk gjorde det at høre de to Radiolab-udsendelser om Earworms og Pop music. De forklarer nogle fænomener jeg har tænkt en del over. Dels dette at have sange kørende i hovedet som ikke vil ud. Og dels måske min psykedeliske oplevelse af at høre fuldt instrumenteret musik som jeg aldrig havde hørt før i mit hoved efter My Bloody Valentine-koncerten i 1992. Jeg har tænkt mig at skrive om musik i hovedet på et tidspunkt.

På filmfronten var det især koncertscenerne fra Ian Curtis-filmen Control som rykkede.

Og så til opdateringerne. Lige efter jeg havde sendt teksten afsted til Geiger midt i december, så jeg på deres hjemmeside en beskrivelse af bandet The Angelic Process, og gik straks ind i iTunes og downloadede deres album, Weighing Souls With Sand. Det er en mærkelig plade - en slags radikalt tung og dyster shoegazer med næsten konstant overstyring lydproduktionen. Det er som et møde mellem My Bloody Valentine og Sunn O))), og det har altså et eller andet. Men det er bestemt ikke for alle.

Og så er der jo lige kommet en ny med Animal Collective, hvis nogen skulle være i tvivl, Merriweather Post Pavillon. Den er allerede blevet udråbt til et udødeligt mesterværk af samtlige anmeldere i ind- og udland, og jeg havde store forventninger. Men de første gennemlytninger efterlod mig skuffet. Jeg syntes det melodiske materiale var for tyndt og at der manglede noget af det, som gør Feels så god. Dette annoncerede jeg på Facebook, og som forventet blev jeg overfaldet af AC-fans, der forsvarede albummet indædt. Nu har jeg hørt den nogle flere gange, og den er faktisk begyndt at åbne sig, så jeg trækker min umiddelbare skepsis tilbage. Selv det corny nummer "My Girls", som jeg slet ikke kunne snuppe, begynder at trænge ind i mit stenhjerte. Men ligefrem et mesterværk ved jeg nu stadig ikke. Vi får se. Og således er vi trådt ind i 2009.

Du skal være velkommen til at bidrage med såvel dine meninger om mine højdepunkter som dine egne. Lad os endelig få nogle anbefalinger af fantastisk musik, som kunne være overset - især af en nybagt far.

Links
Anmeldelse af Maja Ratkje
Anmeldelse af Helena Tulve
Anmeldelse af Giger/Dähler
Årets albums 2006

21.01.2009

MySpace-kreativitet: Morten Riis

Der er få ting der er så grimme som MySpace, og den eneste grund til at jeg ind imellem befinder mig på sitet, er for at lytte til musik, som er MySpaces eneste fortrin. Mange bands har MySpace-sider, hvor man kan få et klart indtryk af deres musik og orientere sig på den måde. Men hold da op hvor er de grimme, uoverskuelige og fulde af ligegyldig information.

På trods af MySpaces corny layout kan det faktisk alligevel lade sig gøre at skabe et interessant design på sin MySpace-side. Det er Morten Riis et glimrende eksempel på. Han er i forvejen en af mine favoritter på den elektroniske musikscene, hvor han ikke blot laver fremragende lyd, men også tryller med dejlige software-værktøjer i Max/MSP. Hans MySpace-side er enkel, smuk og illustrativ.

Se Morten Riis' MySpace-side her.

Hvis du kender andre som har lavet ekstraordinært design på deres MySpace-side skal du være velkommen til at henvise i en kommentar. Men jeg vil gerne have en begrundelse med, og jeg vil ikke have at nogen reklamerer for sig selv eller deres venners sider. Mistanke om den slags reklame vil blive slettet.

20.01.2009

Radikal computermusik

Manden der blandt andet kalder sig Goodiepal har i en lang årrække været dansk musiks mest uforudsigelige komponist. I de senere år har han udviklet sin ide om en "Radikal Computermusik", der baserer sig på håndtegnede grafiske partiturer frem for på software. Det har han manifesteret igennem foredrag, undervisning og den hjemmelavede "værktøjskasse" Mort Aux Vaches Ekstra Ekstra. I en længere lydfil, som kan erhverves online og på kasettebånd (!), laver Goodiepal et performativt foredrag, der samtidig er en instruktion til hvordan man bliver radikal computer-komponist.

Jeg har skrevet om ideerne ovre på Det spekulative øre

Selv om Goodiepal pakker det hele ind i en "krig", vil jeg understrege at jeg ikke tager del i denne krig, hverken for eller imod Goodiepal. Jeg forholder mig kun til ideerne.

11.01.2009

Ugler i mosen

Ugler i mosen.jpg

Denne graffiti kan ses på Peter Fabers Gade på Nørrebro, og hører de til dem som ikke er umiddelbart forståelige - i hvert fald ikke for mig. Så vidt jeg kan læse står der "Den som hører uglerne i mosen hører kvider [eller krider]". For det første vil jeg gerne høre nogle bud på hvad teksten betyder, og for det andet nogle bud på hvorfor den eksisterer.

08.01.2009

Vedhæftede filer uden forklaring

Jeg får dagligt adskillige upersonlige emails i form af pressemeddelelser og andet som sendes ud på mailinglister. Jeg sorterer dem ret hurtigt i interessant/uinteressant og gemmer en del af dem i arkivmappen.

Det er blot en lillebitte ting, men jeg er begyndt at undre mig (og blive lidt irriteret) over dem som blot sender en uspecificeret vedhæftet fil (Word eller PDF) ud på mailinglisten uden nogen forklaring, og som forventer at jeg skal åbne filen i et nyt program på min langsomme arbejdscomputer for at finde ud af hvad det handler om og hvem afsenderen er (eller repræsenterer). Det sker overraskende tit.

Det seneste helt tilfældige eksempel, jeg fik for få minutter siden er en email fra en person jeg ikke kender med emneteksten "Re: New Music". Der står intet i selve emailen, men der er vedhæftet en fil med filnavnet "Pressemeddelelse til den danske presse".

Nu spørger jeg så hvorfor jeg skulle interessere mig for en mail fra en person jeg ikke kender, med en pressemeddelelse om noget som jeg godt med lidt tolkningsevner kan regne ud har med musik at gøre, men i øvrigt er fuldstændig blank over for? New music, ja der udkommer masser af ny musik hver eneste dag, og det meste er uinteressant, hvorfor skulle dette interessere mig? Hvorfor skulle jeg bruge nogle minutter af min dag på at læse endnu en masserundsendt pressemeddelelse igennem, som afsenderen ikke en gang har gidet bruge et halvt minut på at fortælle hvad er for noget?

Jeg har besluttet at jeg fra nu af ikke vil læse vedhæftede filer med mindre jeg har en klar ide om at de er relevante for mig. Det er for nemt at sende emails ud, og man bliver næsten spammet med spredhaglsinformation om dette og hint. Nu må sekretærer og informationsmedarbejdere på diverse kulturinstitutioner lære at kommunikere, ellers ryger de lige lukt igennem mit opmærksomhedsfilter. Det er ganske enkelt: Skriv en informativ emne- og brødtekst hvis jeg skal åbne filen.

Måske vil jeg samle nogle eksempler her (og du, kære læser, må gerne bidrage med dine eksempler). Jeg ved godt at du nu tænker, at så bruger jeg jo min tid og energi på det, og ja, det gør jeg så, men kun i en begrænset periode og i det omfang jeg synes det tjener et pædagogisk formål. Måske kan det skabe lidt debat, hvis afsenderne ønsker at forsvare sig.

07.01.2009

Pudsig interventionskunst

Hvis man skynder sig kan man stadig nå at se østrigske Leopold Kessler i Malmö Konsthall. Han laver små pudsige aktioner og interventioner: For eksempel kunstige skudhuller i gadeskiltene eller spiritushaner forklædt som fuglekasser. Han løfter skraldespandene på lygtepælene op hvor man ikke kan nå dem. Han trækker el-kabler gennem hele byen for at stjæle strøm. Han pudser statuernes sko. Det virker lidt fjollet, men der er som regel en mening med galskaben.

Jeg har anmeldt udstillingen i Politiken

Kessler.jpg

Nedenfor kommer et par supplerende bemærkninger:

Supplerende bemærkninger til anmeldelsen
Lad mig nævne nogle flere værker:
- På en dobbelt-video ser man i den ene side Kessler pudse bilruder i et gadekryds; på den anden filmer han en offentlig toiletpassers arbejde. To lavstatusjobs fra hver sin vinkel.
- På en anden video filmer han fra et punkt på grænsen mellem Slovakiet og Østrig. På den slovakiske side ser man en række triste boligblokke. Så drejes kameraet, og på den østrigske side ser man et fornemt slot, hvor der oven i købet danses vals af en række gallaklædte par. Så kan den kontrast vist ikke trækkes tydeligere op.
- På udstillingen er der to kontorstole ved siden af hinanden. Der er fiflet med teknikken, sådan at den ene kontorstol indstiller højden på den anden. Guaranteed to break the ice at parties!

Kessler befinder sig konstant på kanten til ingenting. Hans interventioner er så små, diskrete og barnlige at man synes der mangler noget, men som regel er det sådan at der knytter sig nogle tanker til værket, som sætter det i et større perspektiv. Ved at ændre adfærden i det offentlige rum en smule, peger han på vaner og regler, som ellers er usynlige og selvfølgelige. Han privatiserer på sin vis det offentlige, men ikke på en måde som passer ind i liberalismens markedsdyrkelse.

Han befinder sig også tilsyneladende konstant på kanten af loven. Det er svært at gennemskue hvilke love, han egentlig forbryder sig imod, men man har hele tiden på fornemmelsen at han er hærværksmand, tyv, smugler og forstyrrer af den offentlige orden. Men aldrig på en måde hvor man synes at han burde straffes - dertil er overtrædelserne for uskyldige og legende. Hans trick er ofte at iklæde sig en refleks-vest, så han ligner en kommunalarbejder. Det gør at hans handlinger får et skin af noget nyttigt og officielt, uanset hvor absurde de er.

Han kunne godt ligne det primære forbillede for den danske kunstnergruppe "A Kassen", som jeg tidligere har skrevet om, og som i øjeblikket udstiller i Nikolaj Kusnthal.

02.01.2009

Fræk fyr på Ægirsgade

Frække fyr.jpg

På taget af bygningen står der så vidt jeg kan se "Fræk fyr 15A", men 5-tallet er vendt om. Det har stået der længe, men jeg ved ikke hvor længe. I årevis, så vidt jeg husker. Spørgsmålene står i kø:
- Hvem har skrevet det?
- Hvem i 15A er den frække fyr?
- Hvordan er det gjort?
- Hvorfor gå ombord i en så farlig operation, som det må være at skrive på taget, for hvad der ligner en practical joke?
- Hvorfor får det lov at blive stående i en by hvor graffiti ellers fjernes hurtigt?
- Hvad synes beboerne i 15A om det?
- Hvorfor er 5-tallet vendt om?

Sidder man inde med viden eller har man nogle gode gæt kan de lægges her.

Hegarty om støj

Der er kommet en ny bog om støj, skrevet af Paul Hegarty. Jeg havde glædet mig meget til at kigge nærmere på den, men jeg kan ikke undgå at være ret skuffet. Den handler alligevel næsten ikke om støj, men snarere om det progressive i musik som sådan, og dette ud fra et meget spekulativt udgangspunkt. Musikken forsvinder og tilbage er abstrakte ræsonnementer i forlængelse af diverse filosoffer og nogle meget generaliserende blik på forskellige fænomener. Og så er den meget kedeligt skrevet. Dette siger jeg ikke for at fremhæve min egen bog om støj (der sikkert også har sine svagheder), men fordi den type bog, han lægger op til, burde kunne skrives langt bedre.

Jeg har anmeldt bogen til det svenske tidsskrift Nutida Musik

Hvis andre har læst den og har en mening om den kan vi diskutere den her.

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2