Arkiv: februar 2009

« januar 2009 | Forside | marts 2009 »

19.02.2009

TV-efterlysning

TV-efterlysning 1.jpg

(Set ved Nørreport Station)

16.02.2009

Auditivt kvaksalveri: Lydløs helbredelse

Jeg har før skrevet om de beroligende virkninger af hvid støj, og jeg er i det hele taget interesseret i alle områder af anvendt lyd. Og dermed også stilhed. Samtidig er jeg skeptisk indstillet over for de mere hokus pokus-agtige områder af markedet for alternativ behandling (og de fylder deprimerende meget). Denne skepsis vinder helt klart over interessen for lyd og stilhed når jeg stilles over for fænomenet "lydløs helbredelse" (silent healing).

Silent healing.jpg

Man køber en meget dyr lyd-CD, der skal sættes i en cd-afspiller. På den CD er der ingen lyd. Nej, ingen som helst signal. Men der er heldigvis hokus-pokus-filihankat, eller rettere "selected bio-resonance patterns", som på ikke nærmere angivet vis er "indkapslet" i cd'en på en måde så man bliver helbredt for hvadsomhelst-og-mere-til hvis man sætter den på en hvilken som helst cd-afspiller. Dog står der at jo kraftigere højttalerne, der skal afspille ingenting/filihankat, er, des bedre er virkningen. Men, fortvivl ikke, du som kun har en lille ghettoblaster, for selv den mindste cd-afspiller er god nok til et stort rum.

Se denne fantastiske landvinding for den alternative videnskab her.

Man kan grine, og det gjorde jeg også, men det deprimerende ved dette og så meget andet kvaksalveri er at naive mennesker bruger penge på det og at udspekulerede bondefangere tjener disse penge. Ellers ville det ikke eksistere.

(via museionblog)

11.02.2009

Max Ernst på Louisiana

Ernst 3.jpg Napoleon i Vildmarken (1941)

Louisiana har formået at skabe en imponerende udstilling af Max Ernsts herlige værker – fra de tidlige, dadaistiske ting i 1920’erne til de sene psykedeliske ting i 1960’erne. De førstnævnte er klart de sjoveste. Ind imellem kommer surrealismen, og det er som surrealist, han med rette er kendt.

Jeg har anmeldt udstillingen i Politiken (husk at overskrifter og manchet på iByen.dk ikke er skrevet af mig)

Ernst 1.jpg Ødipus Rex (1922)

Jeg har desværre lavet en faktuel fejl i anmeldelsen, som jeg vil rette nedenfor. Desuden vil jeg komme med en lang række uddybende kommentarer, som der ikke blev plads til.

Rettelse
Jeg skriver i avisen at Jackson Pollock fik ideen til sine drip paintings efter at have overværet Ernsts oscillationsmetode. Det er der ikke noget belæg for at skrive, så det vil jeg hermed rette. Sagen er at Max Ernst gerne ville anerkendes som en slags ophavsmand til drip painting, og derfor gentog en anekdote om hvordan Pollock så hans billeder og instruktioner til hvordan de var lavet, og derefter gik hjem og ændrede sin teknik. Denne anekdote fortæller Ernst først efter Pollocks død, og der foreligger så vidt jeg kan se ingen dokumentation for det. Men den understøttes flere gange i Louisianas katalog (fx s. 9, 88) og i filmen som bliver vist på udstillingen.

Det værste er at før denne udstilling var min klare idé at der ikke var nogen tæt sammenhæng mellem Ernsts oscillationer og Pollocks drypperier, men gentagelsen af myten om denne sammenhæng kombineret med at de jo faktisk færdedes i samme cirkler på det tidspunkt, fik mig altså ud på dybt vand.

Jeg er generelt pedantisk og perfektionistisk hvad fakta angår i mine anmeldelser. Jeg kan bruge (alt for) lang tid på at tjekke hvilken hunderace der optræder i en kunstvideo eller at sætte mig ind i de matematiske principper for et kompliceret kybernetisk værk. Samtidig er jeg træt af de mange myter der omgiver kunsten og kunsthistorien. Derfor ærgrer det mig dobbelt at jeg i skyndingen ikke blot er hoppet med på Ernsts myte, men endda har givet den en tand mere uden at dobbelttjekke. Jeg beklager dybt. Jeg retter fejlen i min egen version, andet kan jeg ikke gøre.

Supplerende kommentarer og iagttagelser til Max Ernst-udstillingen
Tingsliggørelsen af kroppen og af seksualiteten optager Ernst på samme tid som Duchamp og Picabia, men vist uafhængigt af dem. Maskiner, møbler, giner, beklædningsgenstande og mange andre ting bliver – netop ikke seksualsymboler, men slet og ret seksualiserede, antropomorfiserede, samtidig med at kroppene omvendt tingsliggøres.

Når mange af collagerne virker meget glatte og sømløse, er det dels opnået gennemm en enorm præcision og sans for det, men også ved at fotografere collagen og så udstille fotografiet, som udjævner niveauforskelle i overfladen.

Ernst 5.jpg

Ernst er blevet kritiseret for denne perfektionisme, der skulle være en mere borgerlig ideologi end de berlinske dadaisters grovere collager, der afslører deres egen materialitet. Det er efter min mening at svinge ideologikritikken lovligt højt. Ikke mindst fordi virkningen af Ernsts collager bl.a. består i at de faktisk ligner sammenhængende billeder i traditionel, realistisk stil og derfor tricker vores blik, da motivet samtidig er underliggjort. Det drømmeagtige er på sin vis mere effektivt hvis stilen er realistisk, hvad også Dali udnyttede (og blev ved at udnytte til det var en ulidelig gimmick).

En del af Ernsts værker er ikke værker i traditionel forstand, men postkort, bogillustrationer og vægmalerier i Paul Eluards hjem. Den slags værker dør på sin vis når de kommer på museum (”mausolæum”, som Adorno siger) – de bliver ”balsamerede” og fjernet fra deres oprindelige virkemåde. Det er lidt irriterende at se bøgerne ligge i montrer slået op på en enkelt side uden at kunne bladre i dem, men ejerne vil naturligvis ikke risikere pøbelens hænder på deres fine skatte, og jeg ville nok have det på samme måde. Men måske var der andre muligheder: Måske kunne man lave kopier som folk kunne bladre i? Uha nej, copyright copyright copyright. Men hvad med fair use?

Billedet ”Husengelen (surrealismens triumf)” (1937) burde vel egentlig have den danske titel ”Kaminengelen” eller ”Den hjemlige engel”, idet den franske titel er ”L’ange du foyer (le triomphe du surréalisme)”. Det er et fantastisk billede i mere end en forstand:

Ernst 4.jpg

Det fremstår på sin vis som Ernsts Guernica, hans kommentar til den kommende krig, og det er en fortælling kunstneren selv står bag: At han så fascismens fremmarch i Europa og havde en anelse om at det ville ende helt galt. Det havde han også god grund til, da han selv var dømt ”entartet” og senere skulle blive interneret af Gestapo.
Ifølge Ernst er den store figur et billede på fascismen, som han så måtte føre til et Europa i voldens tegn. Den lille figur i venstre side er formentlig Loplop – Ernsts genkommende figur i de år, der antager forskellige fuglagtige skikkelser. Nu er spørgsmålet: Hvis det er et billede på fascismen, hvorfor er det så en triumf for surrealismen? Hvis Loplop repræsenterer surrealismen, så ligner det ikke nogen triumf. Holder Ernsts politiske efterrationalisering overhovedet?
Måske kan man sige at dette billede er et eksempel på at det går galt når man (inklusive Ernst selv) begynder på skematisk symbollæsning.

Den amerikanske film som vises på udstillingen fokuserer uforholdsmæssigt meget på hans tid i Arizona, som kan give anledning til en masse flotte filmbilleder af det unægtelig fantastiske ørkenlandskab. Men så er det heller ikke mere spændende. Bortset fra den indvending er det en udmærket film, der især brillerer ved at fokusere på (og vise) nogle af de alternative udstillingsformer, surrealisterne/Duchamp fandt på: At udstille alle billederne i mørke, så publikum måtte have lommelygter med for at kunne se dem. At binde tråde tværs gennem lokalet, så det var endog meget svært at gå rundt i udstillingslokalet. At have spots på billederne som tændte og slukkede med sekunders mellemrum, så man aldrig kunne se alle billederne på én gang, men snarere så nogle konstellationer af dem som var tændt samtidig.

05.02.2009

Hvor er tankestregen?

Er der nogen som helst god grund til at der ikke er tankestreger på et computertastatur? Der er bindestreg og understreg og lodret streg, men ingen tankestreg. En tankestreg er længere end en bindestreg. Normalt bruger man bare bindestregen, men når man skriver mere officielle publikationer - artikler, anmeldelser osv. - duer det ikke at der ikke er en tankestreg.

Jeg har endnu ikke set dette ganske almindeligt forekommende tegn på et computertastatur. Til gengæld er der altid gjort plads til den irriterende CapsLock og ligegyldige tegn som ¤. Hvad skal vi dog med ¤?

Og jo, man kan godt finde tegnet inde i Indsæt symbol i Word (eller i Word bruge genvejen Ctrl + NUM-), men det burde slet ikke være nødvendigt. Og så gælder det jo ikke fx når man skriver i en browser - derfor er der altid bindestreger på bloggen. Er der ikke nogen der kan fortælle tastaturfabrikanterne, at de skal gøre noget ved sagen i stedet for bevidstløst at kopiere det allerede eksisterende tastatur? Tak.

03.02.2009

Asfaltansigt

Asfaltansigt.jpg

Hvad ser du her?

Siden jeg var barn har jeg været fascineret af hvordan skyer, aftegninger i væggen, knaster og årer i træværk og alle mulige andre tilfældige formationer uvilkårligt opfattes som figurer af os mennesker. Især ser vi menneskeansigter, menneskekroppe og dyr. Vi har udviklet en enorm evne til det, som kommer os til gode når vi fx skal genkende ansigter.

Nu hvor jeg lader lidt op til Max Ernst-udstillingen, og derfor er sporet ind på den slags billedmagi, kommer jeg i tanker om det billede jeg tog for et par uger siden af et stykke fodgængerovergang. Så vidt jeg husker var det for enden af Nørregade ud mod Nørreport/Nørre Voldgade. Jeg kom kørende på min cykel, skulle holde for rødt, så dette og knipsede det hurtigt på min mobil. Og nu kan jeg så lave testen:

For mig ligner dennee tilfældige formation i fodgængerfeltet umiskendeligt et ansigt. Et dødningeagtigt blegt ansigt med sorte øjne, næse og mund. Og et stort bagudvendt hår. Ansigtet kigger mod højre. Er det bare mig, eller ser du det også? Svar meget gerne i kommentaren.

02.02.2009

Malerkrig, hvide drømme og filmsmørerier

Kaboom 1.jpgKaboom 2.jpg

Det er ikke to superhelte, men derimod to kunstneriske antihelte der mødes i projektet The KABOOM! Process, nemlig Dejkrigeren (Søren Dahlgaard) og Yellowman (israelske Meir Tati). De eksploderer farver og opfører happenings. Det er både legende og dødsens alvorligt på én gang, idet det handler om alt fra selvmordsbomber til ligusterhække. De udstiller i øjeblikket på Stalke Up North i København.

Jeg har anmeldt projektet og udstillingen i Politiken
-
-
Heltoft.jpg

Ulrik Heltoft arbejder med det subtile, det spejlblanke og det hvide i sin udstilling på Kirkhoff. Jeg har det ambivalent med udstillingen, idet ikke alle værker er lige vellykkede, men de gode er rigtig gode.

Læs min anmeldelse i Politiken
-
-
Søren Brøgger.jpg

Jeg har det ikke ambivalent med Søren Brøggers malerier af filmplakater i Bie & Vadstrup. Den er mig fuldkommen intetsigende og får en meget hård dom.

Læs min anmeldelse her

01.02.2009

Analyse

Analyse 1.jpg

Nogen har på KUAs vægge hængt fire ens plakater op med udsagnet "Analyse er fantasiløse menneskers måde at forstå kunst på". Udsagnet er i første omgang et selvmål, fordi det selv er udtryk for en analyse, men lad nu det ligge. Man må antage at personerne bag udsagnet har oplevet nogle meget dårlige analytikere, som har ødelagt værkerne for dem. Måske nogle freudianere af den type, mange har oplevet i gymnasiernes danskundervisning, som ser symboler alle vegne og derfor udøver vold på litteraturen og på de unges læselyst.

Men udsagnet er naturligvis forkert, fordi en god analyse ikke er fantasiforladt, men tværtimod kan give en endnu større oplevelse og forståelse af værket. At der findes fantasiløse analytikere skal ikke ramme den udmærkede og nødvendige aktivitet det er at analysere. Så snart to personer diskuterer et kunstværk og peger på detaljer - ja, så snart man overhovedet beskriver et værk, kan man næsten ikke undgå at røre ved analysen. En god analyse er tæt bundet til det sanselige, men er samtidig klog og følsom. Den reducerer ikke kunstværket til et udsagn eller en symbolik, men når alligevel til noget essentielt. Og den peger hele tiden på iagttagelser i værket, zoomer ind og ud mellem detaljeiagttagelse, helhedsiagttagelse, refleksion og kontekst.

Nå, nok om det, jeg kunne bare ikke lade være med at diskutere udsagnet, men egentlig behøves det slet ikke, for en vittig person har svaret igen på den venstre plakat:
Analyse 2.jpg

"Postulater er fantasiløse menneskers måde at argumentere på", står der. (Dette udsagn falder selvfølgelig for sit eget kriterium, da det selv er et postulat, men det kan måske forsvares med den satiriske effekt i at efterligne opbygningen i det udsagn, det kommenterer).

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2