Asfaltansigt
Hvad ser du her?
Siden jeg var barn har jeg været fascineret af hvordan skyer, aftegninger i væggen, knaster og årer i træværk og alle mulige andre tilfældige formationer uvilkårligt opfattes som figurer af os mennesker. Især ser vi menneskeansigter, menneskekroppe og dyr. Vi har udviklet en enorm evne til det, som kommer os til gode når vi fx skal genkende ansigter.
Nu hvor jeg lader lidt op til Max Ernst-udstillingen, og derfor er sporet ind på den slags billedmagi, kommer jeg i tanker om det billede jeg tog for et par uger siden af et stykke fodgængerovergang. Så vidt jeg husker var det for enden af Nørregade ud mod Nørreport/Nørre Voldgade. Jeg kom kørende på min cykel, skulle holde for rødt, så dette og knipsede det hurtigt på min mobil. Og nu kan jeg så lave testen:
For mig ligner dennee tilfældige formation i fodgængerfeltet umiskendeligt et ansigt. Et dødningeagtigt blegt ansigt med sorte øjne, næse og mund. Og et stort bagudvendt hår. Ansigtet kigger mod højre. Er det bare mig, eller ser du det også? Svar meget gerne i kommentaren.
Kommentarer
Fint, at du starter med at stille spørgsmålet om, hvad man ser. Så man danner sig en forestilling, inden man læser videre. Dermed mener jeg, at din udlægning jo kunne påvirke, hvad man ser.
Faktisk ser jeg nøjagtig det samme som dig - men altså FØR jeg læste teksten.
Men måske det kan have en vis betydning, at du bruger overskriften "Asfaltansigt"? Måske det får ens hjerne til hurtigt at lede efter noget der ligner et ansigt, fordi man forventer det.
Jeg har tilfældigvis lige læst en artikel, der virker relevant her:
http://tinyurl.com/agt7hl
Posted by: mogmich | 04.02.2009 01:35
Kender du det Dürer-kobberstik, Melancolia I, hvor der måske er et ansigt ("som af en død"- Ekelöf) i polyederen??
http://www.metmuseum.org/toah/hd/durr/ho_43.106.1.htm
Posted by: Pia | 04.02.2009 12:12
Pia: Tak for linket. Ja, jeg kender godt billedet.
Der er jo også de mange fiksérbilleder, som man muntrede sig med i gamle dage.
Posted by: Torben Sangild | 04.02.2009 20:41
Du kender den garanteret, men bloggen Faces in Places skal lige nævnes:
http://facesinplaces.blogspot.com/
Posted by: Lars Andersen | 04.02.2009 22:59
Nej, den kendte jeg ikke - den er virkelig sjov!
Kom endelig med flere links!
Posted by: Torben Sangild | 05.02.2009 10:37
Synes altså det ligner Gustav Mahler - http://i190.photobucket.com/albums/z5/gregorio66/Gustav_Mahler.gif
Posted by: Frode Andersen | 05.02.2009 22:00
Hehe, er det ikke en slags arbejdsskade?
Posted by: Torben Sangild | 05.02.2009 22:29
hhmm?? Deleuze er (som altid) inde på sagen i tusind plateauer, men det skal i hans/Guattaris henseende formodentlig forståes i en mindre konkret sammenhæng end dit eksempel. Ikke desto mindre vakte indslaget minder om kapitlet om ansigtsmæssighed/hvid baggrund og sorte huller.
Posted by: Frederik | 10.02.2009 22:33
Tænker tit på om dyr har samme evne til at se artsfæller i tilfældige formationer. Vil en gris fx opfatte dit billede som en anden gris?
Posted by: Jesper | 26.02.2009 21:43
Min absolut første tanke, inden jeg overhovedet læste noget af indlægget - eller for den sags skyld overskriften - var: Det er da Wittgenstein!
Posted by: C. Gertz Bech | 27.02.2009 13:59
chaplin
Posted by: Jesper | 01.03.2009 20:43