« Max Ernst på Louisiana | Forside | TV-efterlysning »

16.02.2009

Auditivt kvaksalveri: Lydløs helbredelse

Jeg har før skrevet om de beroligende virkninger af hvid støj, og jeg er i det hele taget interesseret i alle områder af anvendt lyd. Og dermed også stilhed. Samtidig er jeg skeptisk indstillet over for de mere hokus pokus-agtige områder af markedet for alternativ behandling (og de fylder deprimerende meget). Denne skepsis vinder helt klart over interessen for lyd og stilhed når jeg stilles over for fænomenet "lydløs helbredelse" (silent healing).

Silent healing.jpg

Man køber en meget dyr lyd-CD, der skal sættes i en cd-afspiller. På den CD er der ingen lyd. Nej, ingen som helst signal. Men der er heldigvis hokus-pokus-filihankat, eller rettere "selected bio-resonance patterns", som på ikke nærmere angivet vis er "indkapslet" i cd'en på en måde så man bliver helbredt for hvadsomhelst-og-mere-til hvis man sætter den på en hvilken som helst cd-afspiller. Dog står der at jo kraftigere højttalerne, der skal afspille ingenting/filihankat, er, des bedre er virkningen. Men, fortvivl ikke, du som kun har en lille ghettoblaster, for selv den mindste cd-afspiller er god nok til et stort rum.

Se denne fantastiske landvinding for den alternative videnskab her.

Man kan grine, og det gjorde jeg også, men det deprimerende ved dette og så meget andet kvaksalveri er at naive mennesker bruger penge på det og at udspekulerede bondefangere tjener disse penge. Ellers ville det ikke eksistere.

(via museionblog)

Kommentarer

det virker sikkert lige så godt som fjern-healing ...

det virker sikkert lige så godt som fjern-healing ...

Tjahh .. man kan downloade en prøve på 5 minutter i mp3 format. Jeg tog den ind i min audio editor og normaliserede den ( = skruede den op til max mulig volume), og ud kom en variant af hvid støj. Så helt silent er det altså ikke ..

Men det er knageme noget pjat.

/D

Jeg gjorde som David, og ja - det er noget der, dog ikke noget som man normat vil høre...
Ærlig talt, tror jeg faktisk dette virker - for hvis man sidder og lytter intenst til stilhed i en times tid, VIL det garanteret have en beroligende og fokuserende effekt... men det behøver man ikke betale 40 dollar for

Måske skulle man markedsføre det i en karoke-udgave, hvor folk kan smide cd'en på og derefter stille sig op med en mikrofon og være stille i en time. Det ville med garanti også have en del positive effekter.

David og Frode: Skidegodt. Spørgsmålet er så om den hvide støj der kommer når I booster lydstyrken faktisk er et signal fra CD'en eller baggrundsstøj fra mediet?

Jeg har nogle gange brugt det som en vittighed, når huset har været fyldt med larmende unger, at nu vil jeg lave en CD med komplet stilhed, og så vil jeg skrue HELT op. Men jeg burde vel ikke blive overrasket over, at der er folk, der oprigtigt ville kunne tro, at den slags var effektivt.

Jeg tror, jeg vil lave en homøopatisk udgave, så man kan målrette den til kunderne. Hvis det f.eks. er en pædagog, der er blevet stresset af børnehavestøj, så optager jeg børnehavestøj, som jeg dæmper og dæmper og dæmper mange tusinde gange, indtil der ikke er en eneste bit sat i hele lydspektrets pulskodemodulerede fil. Det bliver et hit.

Hehe, god ide med auditiv homøopati.

Man kunne sikkert også lave en visuel homøopati: Hvis man fx vil udrydde pornografi, så skal man bare tage et pornobillede og udviske det igen og igen en trilliard gange til der kun er et hvidt billede tilbage. Alle pixels er hvide, men som bekendt husker pixels og hvis man uploader dette billede vil al porno forsvinde fra nettet.

Et magtfuldt middel. Man kan gøre det samme med reklamer eller Henry Heerup.

Ved ikke helt om det er baggrundstøj eller bevidst lyd jeg hører når jeg skruer op... og det faktum at det er mp3-fil, gør det ikke nemmere. Hvis jeg havde audio-CD´en, måske...

Hvorfor er det ikke nogen der bruger energi på at lave udstyr der kunne lave modfase til overkommelig pris? Det vill jo være genialt! Uvurderlig til børnesslskaber, til gåture på Åboulevarden og anti-teenageP3-lytteri! Det ville det være ægte medisinsk såvel som vidensabelig gods i!

Hvad er der nu galt med Heerup??

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2