« Hvor er tankestregen? | Forside | Auditivt kvaksalveri: Lydløs helbredelse »

11.02.2009

Max Ernst på Louisiana

Ernst 3.jpg Napoleon i Vildmarken (1941)

Louisiana har formået at skabe en imponerende udstilling af Max Ernsts herlige værker – fra de tidlige, dadaistiske ting i 1920’erne til de sene psykedeliske ting i 1960’erne. De førstnævnte er klart de sjoveste. Ind imellem kommer surrealismen, og det er som surrealist, han med rette er kendt.

Jeg har anmeldt udstillingen i Politiken (husk at overskrifter og manchet på iByen.dk ikke er skrevet af mig)

Ernst 1.jpg Ødipus Rex (1922)

Jeg har desværre lavet en faktuel fejl i anmeldelsen, som jeg vil rette nedenfor. Desuden vil jeg komme med en lang række uddybende kommentarer, som der ikke blev plads til.

Rettelse
Jeg skriver i avisen at Jackson Pollock fik ideen til sine drip paintings efter at have overværet Ernsts oscillationsmetode. Det er der ikke noget belæg for at skrive, så det vil jeg hermed rette. Sagen er at Max Ernst gerne ville anerkendes som en slags ophavsmand til drip painting, og derfor gentog en anekdote om hvordan Pollock så hans billeder og instruktioner til hvordan de var lavet, og derefter gik hjem og ændrede sin teknik. Denne anekdote fortæller Ernst først efter Pollocks død, og der foreligger så vidt jeg kan se ingen dokumentation for det. Men den understøttes flere gange i Louisianas katalog (fx s. 9, 88) og i filmen som bliver vist på udstillingen.

Det værste er at før denne udstilling var min klare idé at der ikke var nogen tæt sammenhæng mellem Ernsts oscillationer og Pollocks drypperier, men gentagelsen af myten om denne sammenhæng kombineret med at de jo faktisk færdedes i samme cirkler på det tidspunkt, fik mig altså ud på dybt vand.

Jeg er generelt pedantisk og perfektionistisk hvad fakta angår i mine anmeldelser. Jeg kan bruge (alt for) lang tid på at tjekke hvilken hunderace der optræder i en kunstvideo eller at sætte mig ind i de matematiske principper for et kompliceret kybernetisk værk. Samtidig er jeg træt af de mange myter der omgiver kunsten og kunsthistorien. Derfor ærgrer det mig dobbelt at jeg i skyndingen ikke blot er hoppet med på Ernsts myte, men endda har givet den en tand mere uden at dobbelttjekke. Jeg beklager dybt. Jeg retter fejlen i min egen version, andet kan jeg ikke gøre.

Supplerende kommentarer og iagttagelser til Max Ernst-udstillingen
Tingsliggørelsen af kroppen og af seksualiteten optager Ernst på samme tid som Duchamp og Picabia, men vist uafhængigt af dem. Maskiner, møbler, giner, beklædningsgenstande og mange andre ting bliver – netop ikke seksualsymboler, men slet og ret seksualiserede, antropomorfiserede, samtidig med at kroppene omvendt tingsliggøres.

Når mange af collagerne virker meget glatte og sømløse, er det dels opnået gennemm en enorm præcision og sans for det, men også ved at fotografere collagen og så udstille fotografiet, som udjævner niveauforskelle i overfladen.

Ernst 5.jpg

Ernst er blevet kritiseret for denne perfektionisme, der skulle være en mere borgerlig ideologi end de berlinske dadaisters grovere collager, der afslører deres egen materialitet. Det er efter min mening at svinge ideologikritikken lovligt højt. Ikke mindst fordi virkningen af Ernsts collager bl.a. består i at de faktisk ligner sammenhængende billeder i traditionel, realistisk stil og derfor tricker vores blik, da motivet samtidig er underliggjort. Det drømmeagtige er på sin vis mere effektivt hvis stilen er realistisk, hvad også Dali udnyttede (og blev ved at udnytte til det var en ulidelig gimmick).

En del af Ernsts værker er ikke værker i traditionel forstand, men postkort, bogillustrationer og vægmalerier i Paul Eluards hjem. Den slags værker dør på sin vis når de kommer på museum (”mausolæum”, som Adorno siger) – de bliver ”balsamerede” og fjernet fra deres oprindelige virkemåde. Det er lidt irriterende at se bøgerne ligge i montrer slået op på en enkelt side uden at kunne bladre i dem, men ejerne vil naturligvis ikke risikere pøbelens hænder på deres fine skatte, og jeg ville nok have det på samme måde. Men måske var der andre muligheder: Måske kunne man lave kopier som folk kunne bladre i? Uha nej, copyright copyright copyright. Men hvad med fair use?

Billedet ”Husengelen (surrealismens triumf)” (1937) burde vel egentlig have den danske titel ”Kaminengelen” eller ”Den hjemlige engel”, idet den franske titel er ”L’ange du foyer (le triomphe du surréalisme)”. Det er et fantastisk billede i mere end en forstand:

Ernst 4.jpg

Det fremstår på sin vis som Ernsts Guernica, hans kommentar til den kommende krig, og det er en fortælling kunstneren selv står bag: At han så fascismens fremmarch i Europa og havde en anelse om at det ville ende helt galt. Det havde han også god grund til, da han selv var dømt ”entartet” og senere skulle blive interneret af Gestapo.
Ifølge Ernst er den store figur et billede på fascismen, som han så måtte føre til et Europa i voldens tegn. Den lille figur i venstre side er formentlig Loplop – Ernsts genkommende figur i de år, der antager forskellige fuglagtige skikkelser. Nu er spørgsmålet: Hvis det er et billede på fascismen, hvorfor er det så en triumf for surrealismen? Hvis Loplop repræsenterer surrealismen, så ligner det ikke nogen triumf. Holder Ernsts politiske efterrationalisering overhovedet?
Måske kan man sige at dette billede er et eksempel på at det går galt når man (inklusive Ernst selv) begynder på skematisk symbollæsning.

Den amerikanske film som vises på udstillingen fokuserer uforholdsmæssigt meget på hans tid i Arizona, som kan give anledning til en masse flotte filmbilleder af det unægtelig fantastiske ørkenlandskab. Men så er det heller ikke mere spændende. Bortset fra den indvending er det en udmærket film, der især brillerer ved at fokusere på (og vise) nogle af de alternative udstillingsformer, surrealisterne/Duchamp fandt på: At udstille alle billederne i mørke, så publikum måtte have lommelygter med for at kunne se dem. At binde tråde tværs gennem lokalet, så det var endog meget svært at gå rundt i udstillingslokalet. At have spots på billederne som tændte og slukkede med sekunders mellemrum, så man aldrig kunne se alle billederne på én gang, men snarere så nogle konstellationer af dem som var tændt samtidig.

Kommentarer

Det er længe siden, jeg læste Freuds Drømmetydning, men jeg husker det bestemt ikke som, at han vil have alting i en drøm til at gå op, men blot finde ud af så meget som muligt. Han skriver noget i retning af, at enhver drøm ligesom en navle altid har ét uudgrundeligt punkt, hvor man aldrig kan komme helt til bunds.

Uden at være ekspert i Freud tror jeg altså, at det mest er folk, der har misbrugt hans teorier, der tromler over drømme og billeder med fortænkte drømmesymboler. Så vidt jeg ved, advarede Freud imod det.

Flot anmeldelse iøvrigt. Jeg må bare se den udstilling.

Tak, Jexper, for kommentarer.

Angående Freud, visse freudianere og drømmetydning: Det er helt bevidst de freudianske kunsthistorikere og ikke Freud, jeg i teksten anklager for at tromle hen over billederne med skematiske ideer.

Men jeg kritiserer samtidig Freud selv for en fortænkt drømmetydningsteori, der ikke holder. Der er naturligvis ikke plads til at udfolde denne kritik i en anmeldelse, og der er sikkert andre som er bedre rustet til det, men lad os tage den helt korte version:

1. Freud mener at alle drømme handler om ønskeopfyldelse. Forkert.

2. Når man så peger på drømme som ikke handler om ønskeopfyldelse, så skyldes det enten at de ikke er "rigtige" drømme, men blot dagsrester (bemærk cirkelslutningen) eller også at man må opfinde en dødsdrift, så også mareridt bliver ønskeopfyldelser.

3. Freud mener grundlæggende at drømme er en slags beskeder fra det ubevidste, som er forvrængede, og derfor skal tolkes. Men sagen er at drømme ikke er beskeder, men processer i hjernen, der rydder op, og derfor ikke behøver hverken at blive husket eller fortolket for at have denne effekt. Der er ikke en latent mening bag de manifeste symboler. Det betyder ikke at man ikke kan blive klogere på sig selv af visse af ens drømme, ligesom man kan af at iagttage ens egen adfærd udefra.

4. Freud har selv en stor del af skylden for at freudianske dansklærere og kunsthistorikere og andet godtfolk ser falloser og kastrationer og ødipale skemaer overalt: Han tilføjede nemlig et tillæg til sin Drømmetydning (fra og med 3. udgave) fuld af skematiske kataloger over hvilke elementer i drømmene der normalt repræsenterede hvad. Og der er mange fallosser, vaginaer og samlejer imellem.

Hvis man kigger på den sort-hvide collage ovenfor, så er den faktisk i den mere skematiske ende, idet den er tydeligt seksuel og kaktusserne med god ret er en slags penis dentata'er. Men for det første er det så banalt, at enhver ville kunne se det uden Freuds mellemkomst og begrebsverden, og for det andet er der flere elementer i billedet som overses, hvis man frådende kaster sig over dette element fordi det er let: man har jo en slags manual på forhånd. Der ligger således en del åndelig dovenskab i fryden over at spotte bekræftelse af psykoanalytiske skemaer i kunsten (og det gælder naturligvis også film og litteratur).

Der findes dygtige psykoanalytisk inspirerede forskere, men det er fordi de er nået langt ud over skemaerne og kan bevæge sig frit ind og ud af de psykoanalytiske dogmer og forholde sig kritisk til dem. For noget behøver altså ikke at være rigtigt bare fordi Freud eller Lacan har sagt det. De siger nemlig også en masse vrøvl.

Tak for svar. Jeg kunne naturligvis aldrig finde på at påstå, at noget var rigtigt, bare fordi Freud eller nogen anden havde sagt det. Jeg prøvede blot at rydde op i en mulig misforståelse.

Men du er tydeligvis bedre inde i Drømmetydning, end jeg er.

Tjoh, jeg er bestemt ikke ekspert i Freud - har mest kigget på fra sidelinjen i adskillige år og dannet mig nogle meninger, bl.a. gennem diskussioner med freudianere. Og har naturligvis læst udvalgte Freud-tekster og uddrag. Men jeg kan sagtens have misforstået noget, og lader mig gerne korrigere.

Fin anmeldelse! Og fedt at du tager Freud og surrealisme op.

Jeg fandt et sted i drømmetydning hvor Freud siger: "Drømmeindholdet [det manifeste niveau] er ligesom givet i et billedskrift, hvis tegn et for et må overføres til drømmetankernes sprog [det latente niveau]."

Lyder det ikke som et guf-postulat for gymnasieskolen såvel som find Holger-surrealisme? Idéen om at skulle overføre drømmen fra 'et sprog til en andet'.

Netop! Tak!

Til gengæld tror jeg, det er Jung, der har fundet på det dér med, at drømmene direkte er kodede meddelelser fra det ubevidste, som det er meningen, man skal tyde. Fra Freud har han så lånt idéen med en censurinstans mellem det underbevidste og det bevidste, der gør det nødvendigt at tyde drømmene, inden man kan bruge dem til noget. Jeg kender ikke Jungs forklaring på, hvorfor meddelelserne er kodede.

Ifølge Freud fungerer drømmene vist som ønskeopfyldelse, uanset om man afkoder dem eller ej, og det latente indhold er censureret, fordi det opfylder ønsker, som ikke tåler dagens lys: På den måde kan man få afløb for agressioner mod sin bedste veninde eller udenomsægteskabeligt seksuelt begær, uden at man behøver at være bevidst om det og blive bekymret.

Det er muligt, jeg også har misforstået Jung og Freud på disse punkter, men kan diskussionen lokke nogle eksperter til, der kan forklare mere præcist, hvad teorierne går ud på.

Apropos drømme: Jeg ender anmeldelsen med ordene "hvis drømmen inspirerede ham til billederne, er det i dag hans billeder, der påvirker vores drømme". Det blev meget bogstaveligt for mig nat, idet jeg faktisk drømte om billedet "Drøm og revolution".

Hvad jeg præcist drømte står ret tåget, men det havde noget at gøre med at jeg simpelthen ikke (heller ikke i vågen tilstand) forstår Werner Spies' beskrivelse af billedet, der skulle rumme "en tydelig ironisk hentydning til Anders And" (Louisiana-kataloget s. 8 med notehenvisning til Günter Metken).

Denne henvisning til figuren Anders And er ikke så tydelig at jeg kan se den, og det irriterer mig, men eftersom Spies samtidig mener at ansigtet "ses i profil" når det tydeligvis ses forfra, så holder jeg indtil videre fast i at det er ham der ikke har kigget ordentligt på billedet.

Men når nu dette spørgsmål trænger sig på selv i mine drømme, så lad os da lige tage den:

Kig på billedet "Drøm og revolution" (som er fuldstændig bortcensureret fra nettet, formentlig af den private ejers advokat, så jeg kan ikke vise det her). Det har S/M-nummer 2500, og optræder i de fleste Max Ernst-bøger. (I Louisiana-kataloget er det på s. 10).

- Ser du en tydelig ironisk hentydning til figuren Anders And?

- Se du et ansigt i profil eller ser du (som jeg) et forvrænget ansigt forfra?

Anders And ser man hvis man forestiller sig at næbbet peger til højre. Så jo, den er god nok, det er ren Andeby.

Jeg sidder lige nu og forestiller mig at næbbet peger til højre. Jeg kniber endda øjnene sammen for at kunne abstrahere fra detaljerne, men lige meget hjælper det: Jeg kan ikke se noget der ligner Anders And. Er det bare mig? Hvad siger andre?

Andesnak,
Her er et billede der viser min pointe. god pinse

Hmmmm...jeg er stadig ikke overbevist. Man ser jo et ansigt forfra, og Anders And går normalt med en helt anden hovedbeklædning. Nej, det virker meget søgt.

Det er sjovt, Anders And var det første jeg tænkte da jeg så billedet.
Jeg fandt for øvrigt lige en anden Disney Max Ernst ting, som dog ikke er helt så fremragende som dream and revolution. http://www.artnet.com/artwork/425939121/423817074/max-ernst-mickeys-himmelfahrt.html

Jeg spekulerer for øvrigt på, om det er loplop der er ved at transformere til Anders And

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2