Torben Sangilds weblog

En af mine gamle helte, Blixa Bargeld, optrådte i lørdags med sit Rede/Speech-show på Gasværket.

Jeg havde ret høje forventninger i lyset af de rygter der var om hvor fantastisk det var. De blev ikke helt indfriet, og der gik ind imellem musikhøjskole i den, men der var bestemt gode og især sjove ting imellem.

Jeg har anmeldt koncerten i Politiken

Nedenfor et par supplerende kommentarer

Supplerende kommentarer til anmeldelsen
1. Blixa kritiserede som nævnt radioens kværnende dansemusik for at være konform. Det har han ret i, men det er næppe nogen overraskende pointe. Ydermere havde hans kritik det indbyggede problem, at han kørte meget på, at denne musik altid går i 4/4. Ja, det gør den altid, men det gør næsten alle Einstürzende Neubauten-numre altså også. Der er en del af deres numre hvor der indgår arytmiske, teatralske passager (fx 'Seele Brennt', 'Headcleaner', 'Herde', 'Finger und Zähne' m.fl.) og , og så er der 'NNNAAAMMM', som går i 9/4 og måske et par flere (kan ikke lige komme på hvilke), der går i andre taktarter, men 4/4 er den evindelige rytme, også hos Einstürzende.

2. Man kunne godt blive i tvivl om, hvorvidt den kiksede udgave af 'Dingsaller' var rytmisk skæv med vilje, og det var jeg også selv. At jeg tillader mig at mene at det var kiks skyldes bl.a. følgende omstændigheder:
- Jeg kender nummeret, og det lægger ikke op til det
- Det var ikke skævt på en interessant måde
- Jeg sad lige ved siden af lydteknikeren og så ham være på overarbejde.
Men måske tager jeg fejl.

Skrevet af Torben Sangild kl. 11:03 | Kommentarer (3)
Kategorier: Lyd | Musik

Da Politiken skulle lave et museumstillæg blev jeg spurgt om jeg ville skrive om Medicinsk Museion, og jeg sagde straks ja, da jeg altid gerne har villet set dette museum, men aldrig har fået det gjort.

(tørpræparat af hoved fra omkring år 1900)

Videnskabs- og medicinhistorie er en fascinerende størrelse, og den udvikling der er sket de sidste 200 år er næsten ufattelig. Det bliver meget konkret når man går rundt på museet blandt dårekister, iglekrukker og morbide operationsinstrumenter. At forestille sig tiden før bedøvelse og simpel hygiejne er næsten ikke til at bære.

Læs min artikel om Medicinsk Museion her

Her to fraklip, som ikke kom med i artiklen:

1. På hospitalsstuen kan man se den særlige seng, man blev lagt i, hvis man havde brækket benet. Her var benet fikseret i en slags rende i selve sengen. Så skulle man ligge der i seks uger uden at kunne vende sig om på siden og svinde ind med et blylod om ankelen.

2. Museet tematiserer også tre af de seks store epidemier (spedalskhed, syfilis og kolera) og vier en afdeling til Fødselsstiftelsen, oprettet 1750, hvor kvinder kunne (og stadig kan) føde anonymt og diskret frem for at lade ligene af ”illegitime” børn og fremprovokerede aborter ligge i rendestenene på gaden, sådan som det efterhånden var blevet kotume.

(Amputation af ben fra midten af 1800-tallet)

Skrevet af Torben Sangild kl. 19:50 | Kommentarer (0)
Kategorier: Udenfor kategori

Kender du en frøsnapper? Okke-ja, okkeja.

De fleste kender nok den velsmagende tebirkes med et twist (bogstaveligt talt), som vist havde sit indtog i København omkring 1990. Lige pludselig var den hos alle bagere - eller sådan husker jeg det i hvert fald. I begyndelsen forstod jeg ikke hvad vi skulle med den. Det bar jo bare en tebirkes i en lidt anden form. I dag sætter jeg pris på den - den er let at snuppe i farten, hvor en tebirkes godt kan være lidt besværlig og birkeskoncentreret og indbyder til at blive skåret over.

Man kan spørge sig hvorfor det egentlig hedder en "frøsnapper"? Er det opkaldt efter Orla Frøsnapper? Eller ligner det snarere (som en af mine Facebook-venner, Emil, foreslog) tungen på en frø der snapper fluer?

Jeg har nydt mange frøsnappere i mit liv. Og de har allesammen været tebirkes med et twist. Indtil i fredags. Jeg blev i Århus udsat for hvad der kunne udlægges som provinsielt barbari, hvis man ikke passede på med at sige den slags. Jeg holder meget af Århus, men denne oplevelse har kølnet vores venskab noget.

Det går galt med maden hver gang jeg er i Århus. Jeg kommer fx for at holde foredrag eller være censor og/eller anmelde udstillinger, og selv om jeg bestiller et tog så jeg har god tid, sørger DSB med sine forsinkelser for at jeg altid kommer lige til øllet hvis ikke for sent. På det tidspunkt er det middag og jeg er sulten. Jeg tror at jeg vil kunne nå noget lækkert, men det ender altid med pølser eller bagerbrød som kvæles ned i rask gang. Det skal siges at jeg er kræsen og fx ikke spiser frugt, så det indsnævrer jo mulighederne noget. Det samme sker med aftensmaden, for uanset hvad jeg kommer for kan man være sikker på at det bliver forsinket, så jeg må halse ned til banegården og igen købe hurtige pølser på vej hjem.

Således også i fredags. Og det var så på hjemvejen at det for alvor gik galt. Jeg kom flyvende i en taxa og havde kun 10 minutter til toget gik. Pølseboden var lukket (permanent?), så jeg gik ind i kiosken ved siden af. Her besluttede jeg mig lynhurtigt for fire frøsnappere. De lå ved siden af tebirkesene (eller "køwenhawnerbirksene", som de jo hedder over there).

Jeg kom hurtigt ned i toget, satte mig og tog med glubende appetit en stor bid af den første frøsnapper. Jeg lukkede øjnene, lænte mig tilbage i stillekupeen og forventede den velkendte søde smag brede sig i min gane. Efter få sekunder var jeg klar over at der var noget galt. Helt galt. Smagen af frøsnapper var blandet med noget så ubehageligt at jeg stadig får det dårligt ved tanken: Pikantost.

Jeg fik kvalme og var bogstaveligt talt ved at brække mig ud over den stakkels sidedame, som sad med hovedtelefoner på og intet opdagede. Jeg kiggede på frøsnapperen, og kunne se at der snedigt skjult under dejen var en klam, hvid masse med små røde fremmedelementer i. Dem som kender mig vil vide at jeg ikke under nogen omstændigheder spiser ost af nogen slags, og at jeg har et sygeligt fobisk forhold til det. Jeg kiggede fortvivlet på de tre andre frøsnappere i håbet om at det bare var en enestående fejl eller practical joke, men nej. De var allesammen inficeret af denne klæbrige, ildesmagende substans. Jeg måtte skylle munden i cola og æde DSB-salgsvognens wienerpølser med kolde, tørre brød til.

Hvad sker der lige for dem? Kan man forestille sig en dårligere ide end at putte pikantost i wienerbrød? At kontaminere det bedste i verden med det værste. At blande kage og pålæg. Det er den slags der får mig til at miste tilliden til menneskene og deres dømmekraft.

Jeg vil bede læserne hjælpe med at svare på to spørgsmål, hvis I ved noget:
1. Hvorfor hedder de frøsnappere og hvem opfandt og navngav dem?
2. Hvad sker der i Århus med pikantosten i frøsnapperne?

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:26 | Kommentarer (26)
Kategorier: Levned | Spørgsmål

Hvis du skal se én galleriudstilling i dette forår, så gå ind og se Nicolai Howalt på Martin Asbæk Projects. Med udstillingen "Car Crash" foretager han en fantastisk fotografisk undersøgelse af biluheldet uden at det bliver hverken sentimentalt eller sensationsagtigt. Den dødsens alvor som ligger bag er en præmis, og man skal være meget kynisk for ikke at blive påvirket etisk og æstetisk på én gang. Det er slet og ret meget smukt og rørende på en kølig måde.

Læs min anmeldelse af udstillingen her.

Nedenfor et par ekstra kommentarer til udstillingen.

Supplerende kommentarer
Ud over de værker, jeg nævner i anmeldelsen, er der også en næsten minimalistisk serie med airbag-billeder, hvor airbaggen har lagt sig på forskellige måder efter ulykken. Det fungerer både som en formel variation, og samtidig som meget konkrete spor af det hændte. Nogle af airbaggene ser ikke ud til at have foldet sig ordentligt ud. Eller også har nogen møjsommeligt pakket dem tilbage, så de ikke hang dér og flød?

Jeg referer i anmeldelsen til Andy Warhols katastrofebilleder, og dem har jeg da også et indgående kendskab til, da jeg har næranalyseret dem i min ph.d-afhandling og i tidsskriftet KRITIK. Se mere her.

Faktisk er det Warhol--disaster-billede, jeg kommer til at tænke mest på i forbindelse med Howalt ikke et trafikuheld, men et selvmord, nemlig det af en kvinde, som har begået selvmord ved at kaste sig ud fra Empire State Building, og som er landet oven på taget af en bil:

Som jeg skriver i min Warhol-artikel: "Her er der tale om et ikke blot spektakulært, men også smukt billede af en ung fotomodel der har kastet sig ud fra Empire State Building og er landet på taget af en bil. Hendes fald har skabt en fordybning i bilens tag, hun ligger næsten svøbt i denne blanke vugge med lukkede øjne som om hun sover. Lysets refleksioner i lakken forstærker den æstetiske coolness og elegance. Set langt fra ser Warhols serielle udgave ud til at være en slags organisk abstraktion et sted mellem Georgia O'Keefe og Joan Miro, blot glattere, forkromet. Går man tættere på ser man, som nævnt, et smukt billede af en smuk kvinde liggende i smukke omgivelser. Går man meget tæt på ser man at hendes nylonstrømpe er viklet rundt om benet og at hendes behandskede hånd er krampagtigt knuget. I baggrunden af billedet anes hovederne af nogle mennesker, formentlig nysgerrige tilskuere. Hun er død, hun har begået selvmord, og der ligger formentlig en tragisk livshistorie bag denne handling, men hun er glamourøst foreviget som et smukt lig, først i Life Magazine, siden i Warhols silketryk."

Der er den samme spænding mellem tragedie, distance og skønhed i Howalts billeder, selv om de er langt mindre dramatiske end Warhols. De er stille, helt stille. Man mærker næsten at det er længe siden at bilerne er forulykket. De er blevet kolde og stumme. Dette er ganske anderledes end Warhols varme, spektakulære uheld.

Blandt de mange der har behandlet trafikuheld i kunsten kan man nævne Jim Dine og hans performance "Car Crash" fra 1960. Den bærer altså samme titel som Howalts udstilling og er skabt kort før Warhol kastede sig over emnet. Men så hører ligheden også op. Jim Dines 15 minutter lange performance var eksplicit relateret til en personlig oplevelse, og handlede i høj grad om ikke at kunne udtrykke traumet. Han optrådte med ikke at kunne tale, men kun grynte, og det kridt hvormed han på en tavle tegnede bilvæsener, knækkede konstant. Imens var der lyde af hvinende bremser og bilhorn.

Man skal måske også nævne at Krass Clement i en af sine fotobøger også har et par billeder af tomme, forulykkede biler.

Kom gerne med flere eksempler. Det vil jeg også selv gøre efterhånden som jeg kommer i tanker om dem. Jeg ved at der er en del.

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:17 | Kommentarer (11)
Kategorier: Kunst

Olafur Eliasson udstiller sin seneste installation på galleriet Andersen S i Kalkbrænderihavnen. Det er et typisk Olafur Eliasson-værk, det er flot og gennemført og leger med prismen på en sjov måde. Men samtidig er det som altid hos Eliasson pakket ind i floskler om at beskueren deltager enormt aktivt, hvilket intet har på sig. Jeg har i mange år været irriteret over at Olafur Eliasson er sluppet afsted med denne retorik uden at blive modsagt, og nu skulle jeg så endelig anmelde ham, og fik lejlighed til i kort form at fyre kritikken af.

Læs min anmeldelse i Politiken her

(Foto: Anders Sune Berg (beskåret))

Nedenfor vil jeg forsøge at uddybe kritikken af Eliasson-diskursen

Uddybende kommentarer
Som det vist turde fremgå går min kritik ikke så meget på Olafur Eliassons kunst, som generelt er ganske udmærket, men på den smarte retorik, han omgiver den med. Alle hans værker tillægges samtlige dyder som kunsten skal have i dette årti hvis den vil tilfredsstille alle fra samlere over hattedamer til kunstteoretikere. Hans kunst er angiveligt både æstetisk smuk og samtidig en kritik af det skønne; den er umiddelbar og refklekteret på én gang; den er kommerciel og kritisk; den involverer beskueren og er relationel, kontekstuel og konceptuel, men på et fænomenologisk grundlag. Alle kan finde deres kunstsyn i disse fremstillinger og alle elsker det, men det holder bare ikke. Det er klichéer.

Det aktuelle eksempel bærer postulatet: "beskuerens umiddelbare fravær af fysisk engagement udfordres". Det er meget typisk for Eliasson-diskursen, så derfor vil jeg tillade mig at gå det pedantisk efter i sømmene.

For det første kaldes man beskuer, hvilket er en reduktion af publikum til optiske øjne, men det er der så mange andre der også gør (til min store irritation). Det er det ord de fleste bruger, ikke mindst dem som gerne vil bryde med den passive rolle, og derfor bliver det ofte paradoksalt. Kunst er ikke bare noget man ser, det er noget man oplever med hele den tænkende og sansende krop.

For det andet - og i forlængelse af det første - får man at vide at man er fysisk fraværende når man går på galleri. I mit forsøg på overhovedet at finde galleriet på cykel i en industrihavn var jeg ganske fysisk aktiv allerede på vej derud, og jeg mister altså ikke automatisk mit fysiske nærvær fordi jeg skal opleve kunst. Det gør andre heller ikke. Når man opsøger kunsten er det udtryk for et engagement, ikke en passivitet. Men Eliasson har læst hos Bourriaud og O'Doherty og andre at den gamle, onde kunst var passiv, men den nye gode kunst er engagerende. Det er fint med engagerende og engageret kunst, og det er også fint med interaktiv kunst, men det er bare ikke noget der kendetegner dette og de fleste andre Eliasson-værker. The Weather Project var en markant undtagelse (og der er givetvis flere), men Eliasson kunne ikke forudsige at der ville blive skabt en social situation, hvor publikum slog sig ned og lavede kreative ting i rummet. Jeg synes i øvrigt det var fremragende. Pointen er bare at kunst ikke engagerer publikum (underforstået: mere end normalt) bare fordi kunstneren siger det. Og i det aktuelle tilfælde med regnbuen aner jeg ikke hvad der skulle rive mig ud af mit påståede manglende fysiske engagement.

For det tredje er det en "udfordring" af min passivitet, der påstås. Det er fint at kunsten skal udfordre os, det mener jeg i princippet også at meget god kunst gør, men det er bare en kliché. Alle mener at deres værker "udfordrer" "beskuerens" dumme vaneforestillinger, men tit er forestillingen om hvor dumme og passive publikum er nærmest fornærmende. Det er et forsøg på at give værket et skær af noget kontroversielt og kritisk, men det er altså bare en prismeleg. Den udfordrer mig ikke specielt meget, men den er flot og fascinerende og godt tænkt.

Efter jeg skrev anmeldelsen har Olafur Eliasson modtaget en pris, nemlig Arkens kunstpris. I pressemeddelelsen roses han for at inddrage beskueren "aktivt og direkte" ved at aktivere vores sanser. Ja, undskyld men langt det meste kunst aktiverer da vores sanser. Og hvori består den aktive og direkte inddragelse? Jeg forstår det ikke.

Det er helt OK at mene at jeg gør alt for meget ud af nogle retoriske formuleringer. Sagen er bare at de er meget udbredte, og at kunstnere der formår at tale på denne måde begejstrer købere og museumsfolk, som åbenbart har glemt at tjekke efter om ordene nu også holder vand. Dette rækker langt videre end Eliasson, men han er et godt eksempel, både fordi han altid bruger disse formuleringer og fordi han er den mest succesrige danske kunstner i dette årti.

Se også: 'Beskueren tvinges' - kritik af en kunstkliché

Skrevet af Torben Sangild kl. 21:26 | Kommentarer (9)
Kategorier: Kunst

Den amerikanske komponist Elliott Carter er 100 år gammel og stadig aktiv. I den anledning er der kommet en ny plade med hans klaverværker, spillet af en af hans trofaste samarbejdspartnere, den virtuose Ursula Oppens. Carters musik er atonal med et twist og uhyre kompliceret og krævende at spille.

Jeg har anmeldt albummet i Politiken

Husk at overskrifter og manchetter på iByen.dk ikke er mine. I dette tilfælde må jeg understrege at jeg aldrig har kaldt Carters klaverstykker for "mesterlige", som de påstår i overskriften. Jeg kalder endda hovedværket for lidt kedeligt. Men roser til gengæld de nyere, mindre stykker.

Nedenfor har jeg to supplerende kommentarer. Den ene er en kritik af coverfotoet af en meget yngre Oppens, den anden handler om hvordan atonal musik kan have et næsten ambient præg, hvis man lytter til den på en bestemt måde.

Supplerende kommentarer

1. Den evige ungdom
En 100-årig komponist får indspillet værker af en 64-årig pianist. På coveret ser man en køn kvinde i 30'erne, måske omkring de 40. Hvordan hænger det sammen? Ja, billedet er af pianisten Ursula Oppens, men det er mindst 20 år gammel og har intet at gøre her. Den eneste fornuftige forklaring på dette fænomen er at også avantgardemusikkens pladeselskaber tager del i ungdomsdyrkelsen og er bange for at vise billeder af ældre kvinder, fordi unge og smukke kvinder sælger bedre. Her er et nyere billede af Oppens:

Kan en livlig og charmerende kvinde på 64 ikke pryde et CD-cover? Vil folk (også dem der hører avantgardemusik) kun se på unge kvinder? Og hvorfor skal man i øvrigt fortsætte den fantasiløse tradition med at vise et portræt af solisten på coveret når nu man ikke en gang vil stå ved hvordan hun ser ud i dag?

Se også: Magasinet og gamle kroppe (om en foryngende tegning i Politiken)

2. Atonal ambient
Normalt forbinder man serialisme og atonal musik med noget der kræver intens og koncentreret og analytisk lytning. Omvendt er ambient-musik som regel meget konsonant og lækker og "overfladisk", så den kan fungere som baggrundsmusik. Men jeg har altid haft det anderledes, og blev konfronteret med det igen da jeg gentagende gange lyttede til denne CD.

Atonal musik har ikke noget centrum og intet forudsigeligt forløb. Der er ingen spændingselementer og alle hændelser er ligestillede. Det giver netop musikken et cool tilstandspræg, ikke ulig den vindharpe, der er ambientmusikkens forbillede, bare med mange flere toner og en mere varieret dynamik. De mange toner og den megen dynamik kan på grund af deres uforudsigelighed give en zen-agtig fornemmelse af at hvad som helst kan følge og det ene kan være lige så godt som det andet, hvis man lytter til musikken på ambient-måden, som baggrund eller bare ekstensivt. Det er meget fjernt fra hvad Stockhausen og Boulez og Carter forestiller sig, men de skal ikke bestemme hvordan jeg (nogle gange) lytter til deres musik.

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:09 | Kommentarer (8)
Kategorier: Musik