« Oppens plays Carter, ungdomsdyrkelse og ambient atonalitet | Forside | Skønheden i en totalskadet bil »

12.03.2009

Olafur Eliassons bølgende regnbue og tomme postulater

Olafur Eliasson udstiller sin seneste installation på galleriet Andersen S i Kalkbrænderihavnen. Det er et typisk Olafur Eliasson-værk, det er flot og gennemført og leger med prismen på en sjov måde. Men samtidig er det som altid hos Eliasson pakket ind i floskler om at beskueren deltager enormt aktivt, hvilket intet har på sig. Jeg har i mange år været irriteret over at Olafur Eliasson er sluppet afsted med denne retorik uden at blive modsagt, og nu skulle jeg så endelig anmelde ham, og fik lejlighed til i kort form at fyre kritikken af.

Læs min anmeldelse i Politiken her

Olafur.jpg (Foto: Anders Sune Berg (beskåret))

Nedenfor vil jeg forsøge at uddybe kritikken af Eliasson-diskursen

Uddybende kommentarer
Som det vist turde fremgå går min kritik ikke så meget på Olafur Eliassons kunst, som generelt er ganske udmærket, men på den smarte retorik, han omgiver den med. Alle hans værker tillægges samtlige dyder som kunsten skal have i dette årti hvis den vil tilfredsstille alle fra samlere over hattedamer til kunstteoretikere. Hans kunst er angiveligt både æstetisk smuk og samtidig en kritik af det skønne; den er umiddelbar og refklekteret på én gang; den er kommerciel og kritisk; den involverer beskueren og er relationel, kontekstuel og konceptuel, men på et fænomenologisk grundlag. Alle kan finde deres kunstsyn i disse fremstillinger og alle elsker det, men det holder bare ikke. Det er klichéer.

Det aktuelle eksempel bærer postulatet: "beskuerens umiddelbare fravær af fysisk engagement udfordres". Det er meget typisk for Eliasson-diskursen, så derfor vil jeg tillade mig at gå det pedantisk efter i sømmene.

For det første kaldes man beskuer, hvilket er en reduktion af publikum til optiske øjne, men det er der så mange andre der også gør (til min store irritation). Det er det ord de fleste bruger, ikke mindst dem som gerne vil bryde med den passive rolle, og derfor bliver det ofte paradoksalt. Kunst er ikke bare noget man ser, det er noget man oplever med hele den tænkende og sansende krop.

For det andet - og i forlængelse af det første - får man at vide at man er fysisk fraværende når man går på galleri. I mit forsøg på overhovedet at finde galleriet på cykel i en industrihavn var jeg ganske fysisk aktiv allerede på vej derud, og jeg mister altså ikke automatisk mit fysiske nærvær fordi jeg skal opleve kunst. Det gør andre heller ikke. Når man opsøger kunsten er det udtryk for et engagement, ikke en passivitet. Men Eliasson har læst hos Bourriaud og O'Doherty og andre at den gamle, onde kunst var passiv, men den nye gode kunst er engagerende. Det er fint med engagerende og engageret kunst, og det er også fint med interaktiv kunst, men det er bare ikke noget der kendetegner dette og de fleste andre Eliasson-værker. The Weather Project var en markant undtagelse (og der er givetvis flere), men Eliasson kunne ikke forudsige at der ville blive skabt en social situation, hvor publikum slog sig ned og lavede kreative ting i rummet. Jeg synes i øvrigt det var fremragende. Pointen er bare at kunst ikke engagerer publikum (underforstået: mere end normalt) bare fordi kunstneren siger det. Og i det aktuelle tilfælde med regnbuen aner jeg ikke hvad der skulle rive mig ud af mit påståede manglende fysiske engagement.

For det tredje er det en "udfordring" af min passivitet, der påstås. Det er fint at kunsten skal udfordre os, det mener jeg i princippet også at meget god kunst gør, men det er bare en kliché. Alle mener at deres værker "udfordrer" "beskuerens" dumme vaneforestillinger, men tit er forestillingen om hvor dumme og passive publikum er nærmest fornærmende. Det er et forsøg på at give værket et skær af noget kontroversielt og kritisk, men det er altså bare en prismeleg. Den udfordrer mig ikke specielt meget, men den er flot og fascinerende og godt tænkt.

Efter jeg skrev anmeldelsen har Olafur Eliasson modtaget en pris, nemlig Arkens kunstpris. I pressemeddelelsen roses han for at inddrage beskueren "aktivt og direkte" ved at aktivere vores sanser. Ja, undskyld men langt det meste kunst aktiverer da vores sanser. Og hvori består den aktive og direkte inddragelse? Jeg forstår det ikke.

Det er helt OK at mene at jeg gør alt for meget ud af nogle retoriske formuleringer. Sagen er bare at de er meget udbredte, og at kunstnere der formår at tale på denne måde begejstrer købere og museumsfolk, som åbenbart har glemt at tjekke efter om ordene nu også holder vand. Dette rækker langt videre end Eliasson, men han er et godt eksempel, både fordi han altid bruger disse formuleringer og fordi han er den mest succesrige danske kunstner i dette årti.

Se også: 'Beskueren tvinges' - kritik af en kunstkliché

Kommentarer

hovedet på sømmet.
jeg kunne ikke være mere enig.

Også jeg er helt enig. Godt du siger det, det kan ikke siges nok.

Jeg kom til at tænke på at man måske, ikke uden en vis sarkasme, ligefrem kunne sige, at Eliassons værker, modsat retorikken omkring dem, faktisk er relativt passiviserende i sammenligning med meget andet kunst.

Hvis man ser perception som en delvist aktiv (top-down) (fortolkning af figurer, gestalt-oplevelser osv.) og delvist passiv proces (bottom-up)(den automatiske aktivering af sansereceptorer osv.). Så synes Eliassons værker vel egentlig at appellere mere til passiv perception (bottom-up) end så mange andre værker. Afkodningen af værkerne er relativt simpel og banal sammenlignet med de fleste figurative og konceptuelle værker. Blandt andet derfor giver hans værker ekstra plads til den relativt passive (bottom-up) sansning af farver, spejlinger og bevægelsesmønstre.

Måske skulle man faktisk ligefrem hellere hylde Eliasson og give ham priser for hans markante passivisering af kunstoplevelsen? ;-D

1) Du har selv sagt, Torben, at kunstvidenskabsmanden måske kan sige noget om værket, som kunstneren ikke kan. Problemet for Olafur er jo bare, at han hele tiden bliver spurgt om sine værker, og at publikum måske ligger forholdsvis meget i hans ord.

Skal man så sige, at hans kunst ikke er god nok, når den ikke er præcis pædagogisk formidler af, hvad kunstneren siger? Eller man kunne vælge, at anse udtalelserne som et ekstra lag til værket? Hvis man vælger det sidste, så har vi den temmelig passive kontemplation af værket, men med en mundtlig forklaring af den aktive postition... og Olafurs snak har fået dig til at skrive denne artikel og skaber debat og bla bla bla... Jeg tror min holdning er, at kunstnere ikke skal måles på, hvad de siger, men hvad de gør.
Vi må jo også huske på at se værket som en delmængde af teorien og teorien som en delmængde af værket.
Sidstnævnte er en tilføjelse til din kritik.

2) Jeg kan ikke dy mig for en af mine kæpheste. Og det er den med at sproget eller argumentet ikke må blive det væsentligste i den kunstneriske bedømmelse, og at jeg tror på en vis portion pædagogik (hvilket jeg finder er en undervurderet og underbelyst faktor i meget kunstkritik). For mig er det æstetisk appellerende (det passive) også ret pædagogisk.

Dermed ikke sagt, at jeg giver dig uret. Jeg ville bare lige tilføje..

http://www.youtube.com/watch?v=C26IU-Es8qw

Ellers er jeg sådan set ret enig med Jesper.

Til Jesper:

1a) Nej, det er skam ikke nogen forklaring. Vi taler ikke om et interviewoffer, men om en gennemført PR-virksomhed. Og om en diskurs der dernæst breder sig ukritisk videre i fødekæden af anmeldere, formidlere, museer og prisuddelere.

1b) Ja, kunstnere skal måles på hvad de gør og ikke hvad de siger, og det gør jeg også i anmeldelsen. Ellers ville der ikke have været 4 hjerter.

2) Jeg er enig.

Så er vi vel allesammen nogenlunde så enige, at vi godt kan satse på et stort gruppekram.

Jeg tror, jeg har haft det sådan med Olafur, at herregud det er da nogle meget fine betragtninger, og egentlig også et fint projekt han har gang i. Men jeg har også (i hvert fald på et intellektuelt plan) allerede godt vist, at det er vigtigt at prøve at afdække, hvad der ligger bag ved. Derfor ligger der ikke noget ny information i hans udtalelser, så jeg har føt at han snakkede til andre end mig, hvad det angår. Men jeg har ikke kunnet se noget ondt i hans projekt, omend jeg har fundet hans retorik noget reducerende i forhold til mine oplevelser af værkerne.
Jeg tror, jeg vælger den model, hvor jeg hører hans udtalelser som et supplement til værkerne (som jeg forklarer om i min tidligere tråd). Som strategiske udtalelser frem for kommunikative udtalelser. (sådan var jeg selv vant til at kommunikere i min tid som fodboldtræner. Og jeg synes faktisk, at målet helliger midlet i dette tilfælde.)

Og så undskyld hvis jeg fyrer floskler af med mine kæpheste om sprogliggørelse af værker. Men måske er netop den ukritiske fødekæde, som Torben fortæller om, et tegn på at mange alligevel tager udgangspunkt i sproget frem for værket. Så lidt berettelse føler jeg alligevel flosklen har. (alle ved også at kærlighed er vigtigere end penge, men ikke er i stand til at leve derefter.)

Så er vi vel allesammen nogenlunde så enige, at vi godt kan satse på et stort gruppekram.

Jeg tror, jeg har haft det sådan med Olafur, at herregud det er da nogle meget fine betragtninger, og egentlig også et fint projekt han har gang i. Men jeg har også (i hvert fald på et intellektuelt plan) allerede godt vist, at det er vigtigt at prøve at afdække, hvad der ligger bag ved. Derfor ligger der ikke noget ny information i hans udtalelser, så jeg har føt at han snakkede til andre end mig, hvad det angår. Men jeg har ikke kunnet se noget ondt i hans projekt, omend jeg har fundet hans retorik noget reducerende i forhold til mine oplevelser af værkerne.
Jeg tror, jeg vælger den model, hvor jeg hører hans udtalelser som et supplement til værkerne (som jeg forklarer om i min tidligere tråd). Som strategiske udtalelser frem for kommunikative udtalelser. (sådan var jeg selv vant til at kommunikere i min tid som fodboldtræner. Og jeg synes faktisk, at målet helliger midlet i dette tilfælde.)

Og så undskyld hvis jeg fyrer floskler af med mine kæpheste om sprogliggørelse af værker. Men måske er netop den ukritiske fødekæde, som Torben fortæller om, et tegn på at mange alligevel tager udgangspunkt i sproget frem for værket. Så lidt berettelse føler jeg alligevel flosklen har. (alle ved også at kærlighed er vigtigere end penge, men ikke er i stand til at leve derefter.)

Fed musikvideo i øvrigt.

Arken sender stadig flere pressemeddelelser ud om at de har givet den her pris. I den seneste version, rammer de hovedet på sømmet:

ARKEN PRISER KUNST, DER SÆTTER OS SELV I CENTRUM

Det er overskriften. Jaaaaaa, kunst der handler om mig i stedet for om verden. Huraaah! Så kan jeg være selvoptaget og kunstinteresseret på én gang.

Måske skal jeg sørge for også at komme med eksempler som ikke har noget med Eliasson at gøre, for det er langt mere udbredt end som så, og det er min plan at skrive en samlet kritik af dumme klichéer i kunstformidlingen på et tidspunkt. Her kommer der et citat fra en aktuel pressemeddelelse:

"Kunstnernes åbne eksperimenter involverer publikum – for tør vi tage konsekvensen af værkernes skæve alternativ og gå med på opdagelse i noget, der virker både mærkværdigt, overraskende, storslået og mislykket?"
(Århus Kunstbygnings pressemeddelelse til Truth or Dare, marts 09).

Det eneste udstillingen gør er vist at blande fakta og fiktion. Bliver vi virkelig "involveret" i nogen emfatisk forstand fordi noget er mærkeligt eller lettere forvirrende?

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2