« TV-efterlysning | Forside | Olafur Eliassons bølgende regnbue og tomme postulater »

11.03.2009

Oppens plays Carter, ungdomsdyrkelse og ambient atonalitet

Den amerikanske komponist Elliott Carter er 100 år gammel og stadig aktiv. I den anledning er der kommet en ny plade med hans klaverværker, spillet af en af hans trofaste samarbejdspartnere, den virtuose Ursula Oppens. Carters musik er atonal med et twist og uhyre kompliceret og krævende at spille.

Jeg har anmeldt albummet i Politiken

Husk at overskrifter og manchetter på iByen.dk ikke er mine. I dette tilfælde må jeg understrege at jeg aldrig har kaldt Carters klaverstykker for "mesterlige", som de påstår i overskriften. Jeg kalder endda hovedværket for lidt kedeligt. Men roser til gengæld de nyere, mindre stykker.

Oppens cd.jpg

Nedenfor har jeg to supplerende kommentarer. Den ene er en kritik af coverfotoet af en meget yngre Oppens, den anden handler om hvordan atonal musik kan have et næsten ambient præg, hvis man lytter til den på en bestemt måde.

Supplerende kommentarer

1. Den evige ungdom
En 100-årig komponist får indspillet værker af en 64-årig pianist. På coveret ser man en køn kvinde i 30'erne, måske omkring de 40. Hvordan hænger det sammen? Ja, billedet er af pianisten Ursula Oppens, men det er mindst 20 år gammel og har intet at gøre her. Den eneste fornuftige forklaring på dette fænomen er at også avantgardemusikkens pladeselskaber tager del i ungdomsdyrkelsen og er bange for at vise billeder af ældre kvinder, fordi unge og smukke kvinder sælger bedre. Her er et nyere billede af Oppens:

Oppens.jpg

Kan en livlig og charmerende kvinde på 64 ikke pryde et CD-cover? Vil folk (også dem der hører avantgardemusik) kun se på unge kvinder? Og hvorfor skal man i øvrigt fortsætte den fantasiløse tradition med at vise et portræt af solisten på coveret når nu man ikke en gang vil stå ved hvordan hun ser ud i dag?

Se også: Magasinet og gamle kroppe (om en foryngende tegning i Politiken)

2. Atonal ambient
Normalt forbinder man serialisme og atonal musik med noget der kræver intens og koncentreret og analytisk lytning. Omvendt er ambient-musik som regel meget konsonant og lækker og "overfladisk", så den kan fungere som baggrundsmusik. Men jeg har altid haft det anderledes, og blev konfronteret med det igen da jeg gentagende gange lyttede til denne CD.

Atonal musik har ikke noget centrum og intet forudsigeligt forløb. Der er ingen spændingselementer og alle hændelser er ligestillede. Det giver netop musikken et cool tilstandspræg, ikke ulig den vindharpe, der er ambientmusikkens forbillede, bare med mange flere toner og en mere varieret dynamik. De mange toner og den megen dynamik kan på grund af deres uforudsigelighed give en zen-agtig fornemmelse af at hvad som helst kan følge og det ene kan være lige så godt som det andet, hvis man lytter til musikken på ambient-måden, som baggrund eller bare ekstensivt. Det er meget fjernt fra hvad Stockhausen og Boulez og Carter forestiller sig, men de skal ikke bestemme hvordan jeg (nogle gange) lytter til deres musik.

Kommentarer

Angående "atonal ambient" - kunne være sjovt hvis du engang kunne finde tid til at beskæftige dig mere indgående med det.. Jeg har oplevet flere gange, at når jeg lytter til musik med meget høj informationstæthed, som megen ny musik ofte har, får den en slags "ambient fornemmelse" . Men dog ikke helt det samme - fordi det er så overlæsset med information, må man enten vælge at fokusere kun på én ting under lytteprocessen, eller "kun nøjes" med at lytte til overfladen. Begge dele kan være meget givende...

Det kunne som sagt have været meget interessant at diskutere ydeligere, da jeg faktisk her på det sidste har opdaget mig selv blive en del af en musik der netop havde de egenskaber - en musik, mættet med så megen information, at man som lytter (og medvirkende/skaber) ikke har en jordisk chance at få et overblik, men alligevel får en oplevelse af noget fascinerende og tiltrækkende...

Det der tiltrækker mig ved det, er, at det også gør op med den "alvidende" komponist/skaber, der med sine rækker og systemer kan gøre rede for alle toner i det virvar, vi andre "dødelige" ikke har en chance for at forstå. Den her lidt mere "tilfældige" musik mener jeg er langt mere interessant set ud fra en moderne synspunkt, da vi jo har en samfundstruktur i dag, hvor alt påvirker hinanden i fuldstændig uoverskuelige mønstre.

I den ene af to oplevelser jeg har haft for nylig, havde komponisten godt nok brugt måneder på at beregne og forberede strukturer og principper, men det blev/er så kompliceret, at han selv ikke længere har overblikket over værkets egentlige forløb.

I det andet tilfælde, var det tale om et stykke musik, der egentlig som udgangspunkt var tænkt som et visuelt kunstværk/en happening, der dog - på grund af at de fleste inviterede medvirkende var musikere - blev til et musikstykke, med så mange ukendte faktorer og lag ovenpå hinanden, at ingen af de medvirkende (eller lyttere, for de sags skyld) kunne overskue den totale struktur, men kun bidrog med sin del til helheden - som vel at mærke var en meget fascinerende og givende oplevelse, set fra min udøvende/skabende udgangspunkt (jeg siger skabende, fordi jeg som musiker improviserede under hele forløbet).

Event´en blev optaget både i audio og på video, og da jeg nu herbagefter hører på det, får jeg samme oplevelse af, at det er musik med så megen information, at jeg "kun" kan opleve deler af det ad gangen, eller kun "overfladen" af uendelig aktivitet...

puha ... beklager den lange smøre- håber det giver mening!

Det giver bestemt mening. Og jeg tænker på om ikke det også var en del af ideen med John Cages "Music of Changes" og andre af hans aleatoriske værker? Er det ikke netop at bruge systemet og den kalkulerede tilfældighed til at skabe en kompleks tilstandsmusik hvor alt er ligeligt repræsenteret og enhver musikalsk spænding ophører? Det tror jeg.

Og det er måske også bl.a. dette der ligger bag Ligetis og Xenakis' iagttagelser af at det kan være lige meget om den slags musik er serielt eller aleatorisk komponeret.

Jo, jeg ville gerne skrive mere om dette en gang, men det bliver ikke lige foreløbig, og jeg kan ikke love at jeg nogensinde får det gjort.

I øvrigt, Frode: Kunne man få nogle navne og titler på de to eksempler du beskriver, eller er det hemmeligt?

Jo - både Ligetis og Xenakis musk var vel netop en kommentar til Boulez/Stockhausens systemer - Xenakis arbejder jo netop med "styrede tilfælidgheder" og stokastiske teorier...

Det er bestemt ikke hemmelig - det første var et værk af Jexper Holmen - "Oort-cloud" uropført ved Musikhøst i Odense - et værk for 2 accordeoner og saxofon. Måske skulle vi får Jesper selv til at uddybe dette...

Jesper var i øvrigt også tilhører ved den anden ting, som foregik i Hudson Memorial Chruch på Manhattan - det var "Reremember" af kunstneren Suzanne Bocanegra. hun havde opdaget, at "opskriften" en væverske væver efter, har mange ligheder med grafisk noteret musik. Hun placerede derfor en væv og en væverske i et rum sammen med mig og 50 amatørviolinster, hvor vi improviserede et forløb. Alt var forstærket, og min lyd var bearbejdet elektronisk af Ejnar Kanding. ingenting var aftalt på forhånd, andet end at det skulle vare en time, og at det ca. 20 minutter inde i forløbet ville starte et bånd med musik af David Lang. Det var ingen "alvidende" skaber/komponist - Suzanne havde "kun" satte disse mennesker sammn indenfor fysiske og tidsmessige rammer, og lod tingen folde sig ud -- en stor oplevelse for mig, og jeg fik indtryk af at det også var overvældende både for tilhørerne og de andre medvirkende.

Personligt synes jeg der i ambiancen er en væsentlig forskel mellem musik, der er komponeret til at være et "tæppe" (fx passager i Xenakis, Bocanegra eller det bedste eksempel jeg kan komme på Beat Furrer (hør fx Aria eller Nuun) og så Carter og serialisternes musik. *JEg er ikke helt skarp på det, men jeg tror, at forskellen ligger i komponistens bevidsthed om hvordan mennesket perciperer, og på lytteplanet i noget med værkets autonomi. Jeg tænker lige nærmere over, hvor forskellen mere præcist er.

Forskellen ligger i, at der i de første tilfælder er komponeret med det formål, at skabe en klanglig tekstur = et rum; en bevidsthed om at mange klange væver et tæppe. I tilfældet Carter er formålet i højere grad noget med forløb. Hvilket for mig gør, at den ambiancen er noget mindre oplagt og giver en anderledes stemning end i første tilfælde.

Naturligvis, og det er jo udgangspunktet, men jeg synes bare det giver mening ind imellem at lytte til musik på en anden måde end komponisten har forestillet sig. Det skal han ikke bestemme. Og det ambiente er et potentiale ved serialistisk musik i langt højere grad end mange andre genrer og stilarter.

ambient forudsætter vel ikke fraværet et formelt forløb eller dramaturgi, selv om det er et typisk karkatertræk? Og hvad med f.eks. Morton Felmands værker; Crippled Symmetry vil de fleste mene er ret ambient, men det et meget dramtisk værk rent formelt - det foregår bare så langsomt at man ikke opfatter det, idet stykket varer nærmere en og en halv time.

Undskyld jeg er lidt uklar, for det er heller ikke det, jeg prøver at sige. For selvfølgelig kan man høre al musik på alle måder, og man kan selv vælge en vinkel.

Men dermed ikke sagt komponistintentionen spiller ind på lytteoplevelsen.

Det jeg prøvede at sige var blot, at jeg nu alligevel synes, det giver en anden lytteoplevelse at lytte ambient til serialistisk musik, end ambient til meget kompleks musik, hvor komponisten er ligeså interesseret i / eller bevidst om overfladen som "indholdet".

Jeg tror bare, jeg ville synes, det ville være synd, hvis Torbens fokus i en eventuel artiken gik fra a) at lytte ambient til en type ny musik, hvor det ikke er hensigten, at man lytter sådan, til b) at bevidst komponere så komplekst at det bliver mere oplagt, at det er overfladen man som lytter bør lytte til.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2