« Olafur Eliassons bølgende regnbue og tomme postulater | Forside | Frøsnapper-meditationer og en Århus-historie »

15.03.2009

Skønheden i en totalskadet bil

Hvis du skal se én galleriudstilling i dette forår, så gå ind og se Nicolai Howalt på Martin Asbæk Projects. Med udstillingen "Car Crash" foretager han en fantastisk fotografisk undersøgelse af biluheldet uden at det bliver hverken sentimentalt eller sensationsagtigt. Den dødsens alvor som ligger bag er en præmis, og man skal være meget kynisk for ikke at blive påvirket etisk og æstetisk på én gang. Det er slet og ret meget smukt og rørende på en kølig måde.

Læs min anmeldelse af udstillingen her.

Howalt 1a.jpg

Nedenfor et par ekstra kommentarer til udstillingen.

Supplerende kommentarer
Ud over de værker, jeg nævner i anmeldelsen, er der også en næsten minimalistisk serie med airbag-billeder, hvor airbaggen har lagt sig på forskellige måder efter ulykken. Det fungerer både som en formel variation, og samtidig som meget konkrete spor af det hændte. Nogle af airbaggene ser ikke ud til at have foldet sig ordentligt ud. Eller også har nogen møjsommeligt pakket dem tilbage, så de ikke hang dér og flød?

Jeg referer i anmeldelsen til Andy Warhols katastrofebilleder, og dem har jeg da også et indgående kendskab til, da jeg har næranalyseret dem i min ph.d-afhandling og i tidsskriftet KRITIK. Se mere her.

Faktisk er det Warhol--disaster-billede, jeg kommer til at tænke mest på i forbindelse med Howalt ikke et trafikuheld, men et selvmord, nemlig det af en kvinde, som har begået selvmord ved at kaste sig ud fra Empire State Building, og som er landet oven på taget af en bil:
Warhol suicide.jpg

Som jeg skriver i min Warhol-artikel: "Her er der tale om et ikke blot spektakulært, men også smukt billede af en ung fotomodel der har kastet sig ud fra Empire State Building og er landet på taget af en bil. Hendes fald har skabt en fordybning i bilens tag, hun ligger næsten svøbt i denne blanke vugge med lukkede øjne som om hun sover. Lysets refleksioner i lakken forstærker den æstetiske coolness og elegance. Set langt fra ser Warhols serielle udgave ud til at være en slags organisk abstraktion et sted mellem Georgia O'Keefe og Joan Miro, blot glattere, forkromet. Går man tættere på ser man, som nævnt, et smukt billede af en smuk kvinde liggende i smukke omgivelser. Går man meget tæt på ser man at hendes nylonstrømpe er viklet rundt om benet og at hendes behandskede hånd er krampagtigt knuget. I baggrunden af billedet anes hovederne af nogle mennesker, formentlig nysgerrige tilskuere. Hun er død, hun har begået selvmord, og der ligger formentlig en tragisk livshistorie bag denne handling, men hun er glamourøst foreviget som et smukt lig, først i Life Magazine, siden i Warhols silketryk."

Der er den samme spænding mellem tragedie, distance og skønhed i Howalts billeder, selv om de er langt mindre dramatiske end Warhols. De er stille, helt stille. Man mærker næsten at det er længe siden at bilerne er forulykket. De er blevet kolde og stumme. Dette er ganske anderledes end Warhols varme, spektakulære uheld.

Blandt de mange der har behandlet trafikuheld i kunsten kan man nævne Jim Dine og hans performance "Car Crash" fra 1960. Den bærer altså samme titel som Howalts udstilling og er skabt kort før Warhol kastede sig over emnet. Men så hører ligheden også op. Jim Dines 15 minutter lange performance var eksplicit relateret til en personlig oplevelse, og handlede i høj grad om ikke at kunne udtrykke traumet. Han optrådte med ikke at kunne tale, men kun grynte, og det kridt hvormed han på en tavle tegnede bilvæsener, knækkede konstant. Imens var der lyde af hvinende bremser og bilhorn.

Man skal måske også nævne at Krass Clement i en af sine fotobøger også har et par billeder af tomme, forulykkede biler.

Kom gerne med flere eksempler. Det vil jeg også selv gøre efterhånden som jeg kommer i tanker om dem. Jeg ved at der er en del.

Kommentarer

Går man til filmen er der naturligvis også gode eksempler - fx Cronenbergs Crash, om den perverse dyrkelse af trafikuheld og Godards Weekend, hvor landevejene er omgivet af makabre trafikuheld, som ingen tager notits af.

Begge disse film (og Ballards historie som Crash bygger på) har en næsten dekadent distance til det forfærdelige ved trafikuheld. Men hos Godard er det tydeligt at det er en overdrivelse-fremmer-indignationen-strategi. Hvilket ikke gør filmen dårligere. Dette aspekt er mere ambivalent hos Ballard/Cronenberg, selv om pointen i sidste ende nok er den samme.

Jeg var også meget begejstret for Nicolai Howalts omtalte udstilling.

Jeg kommer til at tænke på nogle af Allan Ottes bileder, der også beskriver færdselsuheld. Her er noget af den samme tematik, omend i et helt andet perspektiv. Allan Ottes billeder er vel nærmest landskabsbilleder, men de rammer også noget af den larmende stilhed efter at en ulykke er sket.

Tak for en god anmeldelse / indlæg.

/ Janus

Hvad med optagelser af crash tests?

Fx http://www.youtube.com/watch?v=siT-SIfOnQw

Æstetisk set er de en nydelse, der ikke behøver kunstverden-mediering overhovedet(på samme måde som enhver byggeplads med maskiner).

Nick Waplingtons Carbon Monoxide Poisoning (after Turner) http://www.museum52.com/london/image.php?i=417

Det er ikke et smukt billede i konventionel forstand og det er heller ikke et billede af et crash. Men det er dog et særdeles uforglemmeligt (iscenesat) fotografi af konstellationen selvmord og biler.

ærgerligt at udstillingen sluttede i lørdags.
det ser virkelig ud til at have været et besøg værd.

Hov, ja, du har ret, den er allerede afsluttet - jeg havde fået ind i mit lille hoved at den gik til 15. maj, men det var jo marts. Øv, så håber jeg bare at mange allerede nåede at se den. Jeg har på fornemmelsen at den blev en succes.

Og tak for de supplerende eksempler. Keep them coming!

James Rosenquist har lavet rigtig mange malerier, der tematiserer og kobler biluheld og reklameæstetik. Eks. I love you with my Ford fra 1961. Blanding af 3 forskellige reklamebilleder. Et for Ford, et for noget romantikrelateret (blomster, parfume, el. andet) og et for spaghetti i tomatsovs.

Ja, det billede kender jeg godt, men der er da ikke noget uheld, er der? Bilen er glinsende ny og reklameagtig. Kan du forklare sammenhængen?

Ja, som jeg ser sammenhængen, er totalskaden i spaghettisovsen! Jeg har altid haft associationer til tarme og hjernemasse, når jeg har set det billede. Hvis du ser nogle af Rosenquists nyere billeder (efter hans egen families voldsomme trafikuheld i 71), så minder de rent kompositorisk om Howalts billede ovenfor.

Arnold Odermatt en Schweizisk politimand der fungerede som fotograf for politiet i fra 40erne og op til halvfems(vil jeg mene...) Har lavet flere bøger ved det Tyske forlag Steidl, hvor en af de første hedder "Karambolage"
Jeg har deværre aldrig set denne bog da dem er udsolgt fra forlaget. Men man kan se flere af hans ting på sitet "www.arnold-odermatt.ch" Han er ret enestående...

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2