Arkiv: april 2009

« marts 2009 | Forside | maj 2009 »

30.04.2009

Intelligent tyngde

Først kom intelligent design-teorien som et angreb på den biologiske evolution. Nu kommer "Intelligent Falling" med et dødbringende angreb på fysikkens teori om tyngdekraft, der jo blot er en teori. En teori, der bygger Newtons løse ide om tyngdekraften: At vores binding til jorden blot handler om legemers gensidige tiltrækning uden nogen åndelig indblanding. Men hvornår har vi nogensinde set tiltrækning uden bevidsthed? Den newtonistiske tankegang er farlig og fører til promiskuitet og fascisme. Ned med Newtonianismen!

28.04.2009

Massemord og muntert køkken

På Co-Lab kan man se absurde køkkenskriverier fra den glimrende amerikanske kunstner Selene States og skyde kunstneren Jacob Tækker igen og igen og igen og igen....Det er en fremragende lille udstilling, som man skal snuppe inden den lukker 16. maj.

Jeg har anmeldt udstillingen her

-
-
Tækker.jpg

Store værker

Hos galleri Mikael Andersen har man fået den ide at udstille store værker, altså malerier og skulpturer, der er fysisk store. Udstillingen består mestendels af galleriets faste kendinge. Det er ikke nogen stor udstilling, men man får da nogle eksempler på hvad der rører sig i visse dele af samtidskunsten i disse år.

Jeg har anmeldt udstillingen i Politiken

-
-
Eske Kath.jpg Eske Kath: Gravity (2008)

27.04.2009

Supermarkedskøens psykologi

Vi kender det allesammen: Der er lang kø i supermarkedet, og folk venter utålmodigt på at der skal komme en kassemedarbejder og åbne en ny kasse. Da det endelig sker, opstår der en socialt ustabil situation: Den civiliserede orden, som køen er, hvor alle kender og overholder reglerne, afløses af en midlertidig uorden, idet den ny kasse er åben for hvem som helst.

Her deler menneskeheden sig i to: Dem, der tænker at dem som har stået længst i køen også bør komme forrest i den nye kø. Og så dem der tænker "lad mig komme først" og går mere eller mindre til yderligheder for at komme først derhen, uagtet at de stod bagerst i den gamle kø.

Tilhører du den første eller den sidste gruppe?

19.04.2009

Lidt om hvad elektronisk musik er og kan

Jeg blev for nylig bedt af Spot Festivalen om kort at forklare hvad elektronisk musik er og hvad det kan. Det gjorde jeg så ganske kort, og man kan læse mine svar og Torben Eiks supplerende kommentarer både her og her.

Hvad angår selve min definition af elektronisk musik, så er den vist nogenlunde traditionel, mens mit bud på hvad den elektroniske musik kan er en mere speciel formulering, der trækker på min egen forskning og æstetiske kæphest.

Til Torben Eiks egen kommentar vil jeg sige at musikken efter min mening ikke behøver en musiker for at have det, han kalder "sjæl". Jeg hellere vil tale om intensitet, idet jeg ikke mener at "sjæl" giver mening. En musiker på scenen er en performance. Og selv om der er mange spændende blandinger mellem det elektroniske og det spillede, så er det ikke nogen nødvendighed for intensitet at man kan se nogen der spiller. Ellers ville det også være dødssygt at høre CD'er.

Undreskabe og tingfinderier

Nogle kunstnere kredser om det samme motiv i årtier frem for at følge med tidens tendenser. John Olsen gør noget tredje: Han er manisk optaget af noget så outdatet som fugle, dyr, natur og affald og har kredset om det i over 50 år, men til gengæld har han konstant udviklet sine virkemidler, og har de seneste 20 år lavet de mest interessante ting, idet han har taget forskellige klassiske avantgarde-teknikker i brug: Readymade, collage, tilfældighedsteknikker, seriel organisation osv. Dem forener han med sin interesse for naturen, og det giver ham en helt særlig stil. Mens hans tidlige ting kan være dødkedelige naturbilleder og mens han ind imellem er i fare for at havne i det lækker-æstetiske, så står hans vitriner og montrer knivskarpe.

John Olsen.jpg

På Sophienholm kan man i øjeblikket se en retrospektiv udstilling, der heldigvis fokuserer på de senere værker. Den er ikke kæmpestor, men den giver alligevel et godt indblik i Olsens verden.

Jeg har anmeldt udstillingen i Politiken
(husk som altid at overskrifter mv. på iByen.dk ikke er mine egne)

Der er også kommet en bog om John Olsen, skrevet af Erland Porsmose. Jeg kommenterer den kort i anmeldelsen, men her vil jeg fyre to supplerende kommentarer af - en om det grænseoverskridende og en om det at se:

Supplerende kommentarer til bogen Kunsten at se
1. Der synes at være en vis konservatisme i Porsmoses kunstsyn. Han synes tydeligvis at John Olsen er rasende eksperimenterende og på kanten af hvad man kan kalde kunst. I hvert fald gør han enormt meget ud af at fortælle om at nogen måske ikke synes det er kunst, men at det er det måske alligevel. Det var måske interessant at diskutere i 1950'erne, men næppe i dag. Lad os bringe ét eksempel af mange:
"Det egentligt provokerende ligger imidlertid i ophævelsen af skellet mellem kunst og natur, mellem æstetik og erkendelse, mellem kunstnerisk bearbejdning i traditionel forstand og naturens egne 'sete' frembringelser"
Det er svært at se at dette skulle kunne provokere andet end meget kulturkonservative mennesker i dag. Var det 1920 kunne vi tale om det. Og at nedbryde "skellet mellem æstetik og erkendelse" er jo helt latterligt, idet langt den meste æstetik opererer med kunsten og æstetikken som erkendelse. Der sparkes åbne døre ind her. Og det skyldes nok endnu en gang trangen til at fremstille sig selv og dem man vil hylde som nogen der er på kanten og møder megen modstand. Det er negativ opbyggelighed eller "overskridelsens vulgærmetafysik", som Frederik Stjernfelt kalder det. Man kan altså godt være god nok selv om man ikke er provokerende og nedbryder grænser.
---
2. John Olsen er god til at se og at arrangere visuelle ting. Man han går for vidt i sin okularcentrisme når han siger:
"Det vigtigste det er at se! At gøre erfaring gennem øjnene som sans. Det burde være et fag i skolen at lære børnene at se. Det er som om at erfaring hentet gennem øjnene ikke rigtig tæller, som om al viden skal erhverves gennem læsning og gå gennem hovedet og hjernen for at blive regnet"
For det første er det nok meget længe siden at John Olsen gik i skole, og det er næppe sådan i dag at folkeskolens viden kun erhverves gennem læsning.
For det andet er det lige så vigtigt at lytte og mærke som at se. Ideen om at man kan isolere synet og det optiske og gøre det til vores primære erkendelse holder ikke. Vi sanser med hele kroppen og hjernen med.
Ja, også hjernen. Thi for det tredje er skellet mellem øjet og hjernen en gammel fordom. Sansning kommer ikke uden om hjernen, og hjernen bruges lige så meget til at kigge koncentreret på noget som til at læse.

18.04.2009

Ejler Nyhavn findes

I går udkom Peter Adolphsen og Ejler Nyhavns versroman Katalognien, hvor de afprøver alle mulige forskellige lyrikformer fra heksametre til rocksangtekst. Jeg skal ikke skrive så meget om bogen her, men snarere benytte lejligheden til at korrigere mine tidligere antagelser om Ejler Nyhavn og følge op på det sidste års begivenheder. Jeg skal med andre ord fortælle historien om Ejler Nyhavn som jeg har oplevet den (men dog uden decideret personlige detaljer).

I december 2007 havde jeg kun været få uger på Facebook. En dag lå der en venskabsinvitation fra en vis Ejler Nyhavn. Det var et besynderligt navn og en person, jeg ikke umiddelbart kendte. På hans profilbillede sås en spøjs fyr med et kæmpe fuldskæg, store solbriller og ikke så meget hår. Det er i mellemtiden blevet skiftet ud med et bedre, men på det tidspunkt kunne det godt ligne et falsk skæg. Jeg lavede research, og fandt ikke noget som helst på navnet Ejler Nyhavn. Intet på internettet overhovedet. Heller ikke i telefonbogen. Kiggede man på de biografiske informationer om manden, var de mildt sagt mærkelige. Hans statusbeskeder bestod (og består stadig) af lyriske sentenser. Manden syntes at være født på Facebook. Jeg tænkte: Aha! Et interessant litterært eksperiment, som jeg gerne vil følge, og godkendte anmodningen.

Ejler Nyhavn.jpg Ejler Nyhavns nye Facebook-portræt (ikke det oprindelige)
-

Det blev efterhånden klart at der var en intim sammenhæng mellem Ejler Nyhavn og forfatteren Peter Adolphsen, som kort efter også anmodede om mit venskab. Nytårsdag publicerede de sammen en versnovelle i Politiken. Jeg var ret sikker på at Ejler Nyhavn var en fiktiv opfindelse, og at manden bag var Peter Adolphsen. Det var jeg i øvrigt ikke den eneste der gættede på, og Peter Adolpsen selv var ganske gådefuld i sine udmeldinger, hvilket kun bestyrkede dette indtryk.

Jeg blev efterhånden medskyldig i at udbrede kendskabet til Ejler Nyhavn og samtidig i den opfattelse, at han var en fiktion skabt af Peter Adolphsen. Jeg blev for eksempel interviewet til Information om Facebook, hvor jeg i forblommede vendinger blev citeret for noget der i sidste ende betød at Ejler var fiktiv, noget jeg mere direkte havde skrevet her på bloggen. Jeg skrev det samme i en klumme i Politiken.

Men undervejs i denne proces blev jeg mere og mere i tvivl. For sideløbende havde jeg en meget givende og delvist personlig korrespondance med Ejler Nyhavn, som gik langt videre end den man normalt ville kunne have med en fiktiv person. Ikke mindst hans passion for jazz kom fra en kender, en sand jazz-elsker. Ejler kommenterede dog kun henkastet det mærkelige i at jeg havde kaldt ham fiktiv i aviserne, og Peter Adolphsen var ikke ivrig efter at benægte at han havde opfundet Ejler Nyhavn. Så hvad skulle jeg tro?

Så skete der noget i sommeren 2008. Ejler Nyhavn viste sig offentligt til en tegneseriereception, og en af arrangørerne sendte mig et billede for at vise at den var god nok: Ejler findes. Han er ikke en fiktion, men hans navn er et pseudonym. Nogle uger senere så jeg så Ejler og Christoffer Zieler sammen i KUAs kantine. Jeg blev så perpleks at jeg ikke kunne tage mig sammen til at gå hen og hilse. Men kort efter genoptog jeg min korrespondance med Ejler og undskyldte at jeg havde troet at han var fiktiv, hvilket han igen tog meget pænt. Vi korresponderede frem og tilbage og det mundede ud i en aftale om at mødes et par timer på mit kontor og spille yndlingsjazz for hinanden.

Og det skete. Ejler kom, lyslevende, sad på mit kontor og drak kaffe. Først snakkede vi lidt personligt, og så gik resten af tiden ellers med koncentreret jazzlytning og samtaler om de enkelte numre. Jeg fik her bekræftet Ejlers enorme viden på jazzområet og en god evne til at sætte ord på musikken. Vi skiltes efter en berigende eftermiddag, og har korresponderet siden. Jeg er kommet til at holde af den virkelige Ejler Nyhavn.

I går var der så release og oplæsning på stedet med det passende navn "Din nye ven". Her trådte Peter Adolphsen frem på scenen og citerede fra Berlingskes anmeldelse, der mente at Ejler var inde i hovedet på Adolphsen. Det samme gælder i øvrigt Politikens anmeldelse i dag. Men han kunne nu afsløre, hvad jeg og andre blandt publikum (men bestemt ikke alle) vidste: At Ejler findes. Ejler kom ind på scenen til vilde klapsalver, og han og Peter fremførte udvalgte tekster fra bogen. Det stod klart at den egner sig bedst til dette, at den for alvor får liv når den bliver til stemmer, to stemmer. Det var Ejlers debut som lyrikoplæser, og jeg håber han nød den store opbakning han fik fra publikum.

Nu er der ingen vej tilbage. Ejler er sluppet løs i offentligheden. Og ingen vil længere kalde ham fiktiv.

Links
Ejler Nyhavns nye hjemmeside
Nyhedsavisen: Hvem er Ejler Nyhavn?
Kommentarer til interviewet om Ejler Nyhavn
Om Katalognien

13.04.2009

P.J. Harvey-rangliste

Jeg har været vild med P.J. Harvey siden hendes debut-album Dry (1992), og jeg er forundret over at hun stadig kan blive ved med at lave fantastiske sange. Især 2007-albummet White Chalk var så chokerende smukt, at enhver tanke om at hun skulle være falmet kunne begraves på stedet. Jeg har altid ment at Dry var hendes bedste album, og det har da også en helt særlig status, men på det seneste er jeg begyndt at tvivle? Er de mere modne White Chalk og Is This Desire? faktisk lige så gode? Det kan man naturligvis ikke svare på, for stor kunst kan ikke måles, men man kan på den anden side heller ikke helt lade være. Så med risiko for at Dry snart vil befinde sig på en anden- eller tredjeplads kommer her min aktuelle hitliste:

Dry.jpgWhite Chalk.jpg

1. Dry
2. White Chalk
3. Is This Desire?
4. Dance Hall at Louse Point
5. Stories From the City, Stories From the Sea
6. To Bring You My Love
7. Rid of Me
8. Uh Huh Her

Nej, det nye album er ikke med, for det har jeg ikke hørt nok gange til at kunne indplacere det. Mit umiddelbare indtryk er at det ligger i midten. Jeg er ret vild med det rasende nummer "Pig Will Not".

Nej, 4-track Demos er ikke med, for jeg kan ikke forholde mig til det som et album.

Nej, jeg mener faktisk ikke at To Bring You My Love er hovedværket, selv om titelnummeret er et af hendes allerbedste.

Jo, jeg anerkender John Parish's afgørende rolle på Dance Hall at Louse Point og A Woman A Man Walked By, men vælger i denne sammenhæng at behandle dem som P.J. Harvey-albums.

Ja, du er sikkert uenig i min liste, så lad mig høre hvorfor.

Se også
PJ Harvey synger Adorno
PJ Harvey live i norsk tv (med link til Björk-duetten)

12.04.2009

Symfoniens krampetrækninger

Man skal passe på med at erklære symfonien for død, men når nu komponisten selv har gjort det og så alligevel er faldet til patten med nogle voldsomt patetiske symfonier fulde af Hollywood-manerer, ja, så er det altså fristende at se det som en bekræftelse på selve denne dom. Det har jeg i hvert fald gjort i min anmeldelse Hans Werner Henzes 7. og 8. symfoni i Politiken, og det kan man så være enig eller uenig i:

Læs min anmeldelse her

05.04.2009

Aprilsnar 2009

Aprilsnar.jpg

Så har det igen været 1. april, og medierne er flydt over med aprilsnarre. Til gengæld har kvaliteten af dem ladet noget tilbage at ønske, synes jeg, især på avisfronten.

Tilbage i 2006 oprettede jeg på Wikipedia-artiklen "Aprilsnar i de danske medier", og heldigvis har folk taget den til sig og opdaterer den mere og mere detaljeret for hvert år. Så meget at man efterhånden burde overveje at lave en artikel for hvert år fra nu af.

Som sagt har aviserne i år været noget uopfindsomme, og er blevet slået af andre medier, såsom blade og webmedier, i hvert fald efter min mening. Her er mit bud på årets bedste aprilsnarre:

DR København kunne meddele at Ritt Bjerregaard stiller op til posten som NATO's generalsekretær, og kunne oven i købet bringe et interview med hende. (Ligger vist ikke mere på nettet).

"Har du en havfrue gemt i maven og har du mod på et stillesiddende job?" skrev Jobindex.dk. De havde et jobopslag for Københavns Turistråd, som søger en stand-in for Den lille havfrue. Se her.

Forbrugerbladet Tænk kunne på deres hjemmeside triumferende berette at Facebook langt om længe havde taget konsekvensen af deres rettighedspolitik, og fremover vil give brugerne penge for de billeder, de uploader. En god historie, der dog mistede enhver chance for at nogen skulle hoppe på den ved at hævde at det beløb, man kunne tjene, var $10 pr. billede. Yeah, right. 10 øre havde været et bedre beløb. (Ligger desværre ikke længere på nettet).

TV3-programmet "Sandhedens time" havde for første gang en kendt person i stolen, nemlig Sussi La Cour Jakobsen (alias pornostjernen Katja K). Hun var nu parat til at lægge alle kort på bordet og komme videre. Hun fik tre spørgsmål:
1. Hun bekræftede at hun har solgt dameundertøj på mål til en mandlig landsholds-håndboldspiller
2. At hun blev headhuntet til Ny Alliance, men sagde nej, hvorefter de tog Malou Aamund
3. At hun en gang har placeret en skjult mikrofon i Bonos guitar, da hun mødte U2 backstage. Det var et job for CIA.
Derefter bliver det afsløret at det hele var fup, inklusive de falske familiemedlemmer som sad og bekræftede historierne.

Ekstra Bladet kunne fortælle at Naser Khader er spidskandidat til overborgmesterposten i København for både Venstre og Konservative. Han ville oprindeligt ikke, men var så til kaffe hos statsministeren. Se her.

Feltet.dk præsenterede nyheden om Bjarne Riis' debut-digtsamling Ørnesange. Se her

Og endelig kunne PC World forurolige Windows XP-brugere med at XP udløber om en måned, idet Microsoft sørger for at afvikle centrale funktioner i styresystemet. Se her

Der har i år været en del snak om at nogle af de rigtige nyheder faktisk kunne opfattes som aprilsnarre. Det gælder for mit vedkommende nyheden om at Venstre pludselig vil give penge til Humaniora, som ellers er blevet udsultet gennem 10 år. Men noget tyder faktisk på at den er god nok, selv om den kom 1. april. Det samme gælder Karen Jespersens abdicering. Information har en artikel om den stigende vanskelighed med at skelne aprilsnar fra de farverige nyheder: Se her.

Portrætter af kvindelige politikere

Når man tænker på magtens ansigter, er det traditionelt konger eller mandlige diktatorer eller mænd i jakkesæt, man tænker på. Ivar Tønsberg har i stedet lavet lang række portrætter af kvindelige folketingspolitikere, og de er udstillet på Møstings Hus på Frederiksberg.

mette frederiksen.JPG Her ser vi Mette Frederiksen, der nærmest ligner en punker og bogstaveligt talt stemples som kommunist i en udstilling, der ellers påstår at være upolitisk.

Jeg har anmeldt udstillingen i Politiken

Nedenfor et par supplerende kommentarer til anmeldelsen:

Supplerende kommentarer
Sophie Hæstorp Andersen skildres så sødmefuld, at man næsten skulle tro at kunstneren er lidt småforelsket i hende.

Margrethe Vestager-portrættet er meget mærkeligt. Det er stærkt stiliseret, og alligevel er hun meget genkendelig. Hun har selvfølgelig også et markant ansigt. Her ligner hun næsten en smilende robot.

I pressemeddelelsen står der et typisk, men forvrøvlet udsagn, nemlig at kunstneren "giver sit bud på kunstens væsen". Udstillingen handler ikke ét sekund om kunstens væsen, så hvorfor skal det stå i pressemeddelelsen? Er det fordi kunst lyder finere hvis det handler om sig selv? Jeg er så træt af denne kliché, som man tit ser i pressemeddelelser, og den skal snart have en tur gennem Sangilds nonsensdetektor-vridemaskine.

En anden kunstner, Benny Vigan Madsen, har også for nylig excelleret i alternative politikerportrætter. Her er politikerne sårede og forslåede, som var kampene på Christiansborg fysiske snarere end verbale. Se et par af dem her.

Det sidste måltid i Bredgade

Den sidste nadver er temaet for den aktuelle udstilling i Bredgade Kunsthandel. Her er man ikke vant til tema-udstillinger, men nu er Lennart Gottlieb kommet til, og han har fået en flot række af kunstnere til at lave værker baseret på temaet "Den sidste nadver". De kunne være religiøse eller profane, alvorlige eller sjove, men ideen var under alle omstændigheder at komme væk fra Dan Brown-hysteriet.
Sonny Tronborg.jpg

Sonny Tronborgs installation De rejsende (Foto: Per Helmo)

Blandt de 20 udstillende kunstnere er Michael Kvium, Peter Land, Anders Morgenthaler, Lars Bukdahl (!), Anders Kirkegaard, Peter Holst Henckel, Hein Heinsen, Peter Land, Bjørn Nørgaard og Lars Nørgård. Det er en imponerende udstilling for et galleri, men samtidig er det ikke alle værker, der er lige fantastiske. Jeg har anmeldt udstillingen i Politiken:

Læs min anmeldelse her

Nedenfor et par supplerende kommentarer, som der ikke blev plads til i anmeldelsen:

Supplerende kommentarer
Jeg fik desværre ikke plads til at nævne Søren Bjørns hverdagsagtige motiver af en kummefryser og et åbent køleskab, malet med Rembrandt-agtig clair obscur. Her forenes det tunge og det lette i et overraskende blik på nadveren som frokost i den unge malers måske bedste billeder til dato.

Hein Heinsens Fisk og talrække er til gengæld ret kedelig. En lille fisk, støbt i bronze, ligger på en hvid tallerken. Med blå sprittusch er der skrevet "1, 2, 3...n," på tallerkenen. Tjah, fisk, Jesus, måltid, tallerken, jojo. Og så en talrække, der simpelthen er de naturlige tal fra 1 til ubestemt. Og hvad skal det så fortælle os om nadveren?

Kvium.jpg

Billedtekst i avisen: "Michael Kvium viser en brødbetynget Judas, et afpillet, ødelagt menneske, der tilsyneladende kryber sammen i skam og kigger fjendtligt ud på os." Hertil kunne man tilføje noget om de tre kranier, der naturligvis symboliserer de tre kors på Golgata - og Golgata betyder jo "hovedskal".

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2