« Massemord og muntert køkken | Forside | Spørgsmål og svar »

30.04.2009

Intelligent tyngde

Først kom intelligent design-teorien som et angreb på den biologiske evolution. Nu kommer "Intelligent Falling" med et dødbringende angreb på fysikkens teori om tyngdekraft, der jo blot er en teori. En teori, der bygger Newtons løse ide om tyngdekraften: At vores binding til jorden blot handler om legemers gensidige tiltrækning uden nogen åndelig indblanding. Men hvornår har vi nogensinde set tiltrækning uden bevidsthed? Den newtonistiske tankegang er farlig og fører til promiskuitet og fascisme. Ned med Newtonianismen!

Kommentarer

Du glemte obskurantisme. Newtonianisme fører så afgjort til obskurantisme. OG kommunisme!

Vel, Einstein har vel også hatt noe å si for forståelsen av tyngdekraften. Men "evangelical physics" er likevel en interessant konstruksjon. Og de stiller jo også spørsmål som har blitt grublet over i århundrer, som hvordan engler kan fly, spørsmål "secular gravity alone" vel egentlig aldri har forsøkt å besvare...

Minder mig om Douglas Adams, som beskriver i "The Hitckhikers guide to the universe", at hemligheden bag at flyve er, at smide sig på gulvet, og blive ved med at ramme ved siden af...

Uanset hvor latterlige forsøg på gudsbeviser ud fra dogmer om 'intelligente' naturfænomener forekommer, så står moderne naturvidenskab stadig med et basalt filosofisk problem, når den ikke formår at svare på spørgsmålet: "Hvorfor er naturens regulariteter, som de er?" Det er eksempelvis et meningsfuldt spørgsmål, hvorfor legemer har tendens til at tiltrække hinanden.

Sagt anderledes: Teorierne om 'intelligens' i naturen kan ses som et symptom på moderne tænknings fortrængning af metafysikken som et meningsfuldt emneområde. I stedet for at pege fingre af de 'dumme' intelligent design-ideologer er det således måske mere frugtbart at give sig i kast med de besværlige filosofiske spørgsmål uden at forkaste dem som meningsløse, som det ofte er vanen.

I denne forstand kan naturvidenskaben sagtens ses som indirekte 'skaber' af obskurantisme - eftersom dette ofte er irrationele reaktioner på, at der er nnget meningsfuldt, som naturvidenskaben fortrænger.

MVH

Jeg forstår sagtens hvad du siger, og jeg er til enhver tid parat til en omgang oplysnings-selvkritik, men jeg synes du går galt i byen i forhold til intelligent design-diskussionen.

1. At den moderne naturvidenskab står med ubesvarede metafysiske problemer er ikke et naturvidenskabeligt problem. En naturvidenskabsmand har ingen forudsætninger for at svare på hvorfor der findes naturlove og regelmæssigheder, for det er ikke et videnskabeligt spørgsmål. Det må derfor overlades til filosofferne. Det er naivt at tro at naturvidenskaben skulle kunne finde dette svar.

2. Der findes så vidt jeg kan se ikke noget svar på spørgsmålet, kun fantasier i den ene og anden retning. Det er ikke fordi metafysikken er blevet fortrængt, der har været masser af forsøg på at forklare de grundlæggende metafysiske spørgsmål.

3. At gøre grin med intelligent design er helt på sin plads, for det er en okkult bevægelse med stor magt, der truer med at udradere biologiens grundlag i skolerne. At den er et symptom på noget, vi ikke har svar på, gør den ikke mere fredet for hån, spot og latterliggørelse.

Ad 1. Du synes her at forudsætte et absolut skel mellem (natur)videnskab og filosofi, som jeg finder svært (umuligt) at opretholde. Skellet er jo en moderne opfindelse i øvrigt. Hvis natur-viden-skab skal skabe viden om naturen – være andet og mere end teknik – så må den tage alle meningsfulde spørgsmål om naturen seriøst. Jeg opfordrer blot hertil og påpeger, at fortrængingen af de metafysiske spørgsmål kommer tilbage til os i irrationelle, obskure former. Jeg påstår selvfølgelig ikke, at vi ved blot at måle og veje regulariteter kan komme ’bag om’ dem og forstå dem.

Ad 2. At afvise a priori, at der ikke er nogen svar på metafysiske spørgsmål kan jeg ikke se holdbarheden i. Der er, indrømmet, et vist induktivt belæg for, at mange metafysiske spørgsmål nok er for svære for mennesket at besvare – men det udelukker ikke, at vi kan afskrive ethvert forsøg herpå som nonsens. Spørgsmål bliver ikke meningsløse af, at vi ikke (endnu) har kunne besvare dem. Tværtimod, de giver mening i kraft af at trænge sig på og ofte komme tilbage i nye (ofte perverterede) former. Mange har da forsøgt at besvare metafysiske spørgsmål, men du må da indrømme, at det ikke ligefrem er god tone for tænkningen at beskæftige sig med metafysik i moderne samfund som sådan i dag?

Ad. 3. Jeg er på ingen måde ude på at frede intelligent design fra hverken hån eller modargumentation. Slet ikke. Jeg mener bare, at en væsentlig grund til, at mange finder den (og mange andre dårlige teorier) attraktiv er, at der ofte ikke er ’plads’ til at stille de meningsfulde metafysiske spørgsmål i en meningsfuld ramme i den moderne verden. Fx, når man, som nævnt, reducerer naturvidenskab til teknik.

MVH

ad 1. Her er vi så uenige. Enhver videnskabelig aktivitet har filosofiske implikationer, men det gør den ikke selv til filosofi. Giv mig et eksempel på hvordan en naturvidenskabsmand skal kunne svare på hvorfor naturlovene er som de er? Og giv mig en grund til at naturvidenskabskvinden nødvendigvis vil være bedre til dette end filosoffen.

At de skal dannes i videnskabsteori (og gerne mere end de er i dag) er ikke det samme som at deres videnskabelige aktiviteter er filosofiske. I øvrigt bedriver mange videnskabsfolk refleksioner over deres videnskabelige aktiviteter og erkendelsesinteresser.

ad 2. Jamen du går helt fejl her. Jeg afviser hverken noget a priori eller erklærer det for meningsløst. Dine fordomme har gjort at du forveksler mig med en positivist. Lad være med det. Ikke a priori, netop fordi der har været så mange fejlslagne forsøg. Ikke meningsløst fordi ethvert spørgsmål om den dybere mening er relevant og bør tage alvorligt som spørgsmål. Af filosofien.

ad 3. Der er masser af plads, og jeg ser ikke det positivistiske spøgelse, som du gør naturvidenskaben til. Denne kritik var måske relevant i midten af det 20. århundrede (popper, Heidegger, Adorno/Horkheimer etc.), men næppe i dag. At der findes positivister betyder ikke at positivismen er fremherskende.

Måske kan man endda sige at naturvidenskaben giver en mulighed for metafysiske spørgsmål ved ikke at beskæftige sig med dem. Netop fordi evolutionsteorien ikke siger noget om hvorfor, kan man drage sig sine egne konsekvenser. Hvis nu biologien som disciplin lagde sig fast på at der ikke var nogen Gud, der havde sat det hele i gang, så ville det jo være en metafysisk lukning, og det ville for alvor give grobund for de okkulte alternativer.

Det er naturvidenskabens styrke at den koncentrerer sig om causa efficiens og lader filosofien om causa finalis.

Overordnet synes du at operere med en helt klar arbejdsfordeling mellem filosofi og naturvidenskab. Det er klart, at man kan have forskellige erkende-interesser, og en ingeniør er umiddelbart ikke interesseret i at forstå, men i at instrumentalisere, hvilket er fint. Min pointe er blot, at tænkning er tænkning. Forståelse er forståelse. Den skarpe arbejdsdeling mellem ’filosofi’ og ’videnskab’, du plæderer for, bygger på tilfældige interesser, men hvis interessen er at forstå naturen – hvilket vel også ligger i videnskabens selvforståelse – så er arbejdsdelingen måske ikke så gavning. Vi kan selvfølgelig godt stipulativt definere ’filosofi’ som beskæftigelsen med causa finalis og ’naturvidenskab’ som beskæftigelsen med de causa efficiens, men det er en arbitrær definition.

Du synes at forudsætte, at jeg mener, at naturvidenskabsmanden skulle være ’bedre end filosoffen’ til at besvare på, hvorfor naturlovene er, som de er. Så må jeg udtrykke mig lidt klarere, for min pointe går dermed tabt. Jeg taler ikke for, at naturvidenskabsmanden skal overtage filosoffernes arbejde; jeg taler for, at det absolutte skel imellem de to ikke er holdbart. Naturfilosoffen må have blik for og trække på moderne naturvidenskabelige teorier, og den seriøse naturvidenskabsmand, der vil forstå naturen og ikke blot instrumentalisere den – den teoretiske fysiker, fx – må tage klassiske filosofiske indvendinger seriøst.

Jeg har ingen fordom om, at du er positivist, jeg reagerede på dit udsagn om det metafysiske natur-spørgsmål: ” Der findes så vidt jeg kan se ikke noget svar på spørgsmålet, kun fantasier i den ene og anden retning.”. Det tolkede jeg som et principielt statement frem for en foreløbig antagelse eller en konstatering af, hvordan sagen ligger pt.

Fair nok: Det er i dine øjne filosoffen, der skal beskæftige sig med det metafysiske, ikke naturvidenskabsmanden. Igen: Denne arbejdsdeling er et moderne påfund – ikke en absolut størrelse – der måske bør sættes tvivl om gavnligheden af i nogen henseender. Fx når det gælder forståelsen af naturen.

Jeg anser ikke positivisme som fremherskende i forskningsverden. Stort set ingen tager den videnskabsteoretisk seriøst. Og jeg anerkender fuldt ud, at nogle naturvidenskabsmænd reflekterer i dybere forstand over deres videnskab. Så jeg gør ikke naturvidenskaben til et ’positivistisk spøgelse’ (det er vist din fordom…).

Men politisk hærger positivismen stadig – kig fx på, hvad der gives forskningsbevillinger til. Positivismekritikken er stadig relevant – men dens emne er mere rettet mod det politiske i dag end mod forskningen som sådan. I den offentlige sfære er beskæftigelsen med det metafysiske hamrende useriøs. Jeg efterlyser blot lidt mere plads i samfundet til seriøs beskæftigelse med det metafysiske, dvs. på ræsonnementets præmisser frem for evig og altid i (ny)religiøse termer. Hvorfor tiltrækkes folk af teorier som intelligent design (eller tyngde)? Det er fordi, teorierne foregiver at tage det metafysiske seriøst på fornuftspræmisser. Dette kan vi godt latterliggøre, men vi kunne også (som samfund) prøve at efterkomme det behov, som mange mennesker rent faktisk har for at søge efter seriøse svar på de metafysiske spørgsmål. Det vil efter min overbevisning være en langt mere effektiv måde at ’bekæmpe’ teorier som Intelligent Design.

Det er en god pointe, at naturvidenskaben ikke skal ’lukke sig’ ved fx at antage at Gud ikke eksisterer eller lignende. Men du forudsætter her – hvis dette skal være en indvending mod metafysisk indblanding i naturvidenskaben – at metafysikken ’lukker’ sine spørgsmål. Denne forudsætning holder ikke (i dag). Den principielle fejlbarlighed har jo indfundet sig på alle områder af vores tænkning, ikke kun den naturvidenskabelige. Jeg taler på alle måder for en åbning af spørgsmålene frem for en lukning. Det er jo netop pointen, at naturvidenskaben ikke bør ’lægge sig fast’ på ét bestemt interesse-område. Det er at lukke af.

Misforstå mig ikke: Jeg kan godt se gavnligheden af i nogen henseender at sætte parentes om de metafysiske spørgsmål. Man skal bare huske, at det er en parentes, og at det ikke ophæver hverken vigtigheden af det metafysiske eller sammenhængen mellem det metafysiske og det empiriske. I øvrigt gør vi i filosofien jo det samme: Vi sætter parentes om spørgsmålet om viljens frihed, fx, når vi beskæftiger os med etik. Selv om de to emner er fuldkommen sammenhændende.

”ethvert spørgsmål om den dybere mening er relevant og bør tage alvorligt som spørgsmål.” Dette er min pointe! – Jeg finder bare det absolutte skel mellem filosofi og naturvidenskab hverken holdbart eller gavnligt herfor, og jeg mener netop ikke, at vores samfund giver ret meget plads til seriøs beskæftigelse med ’den dybere mening’. Og denne mangel skaber grobund for, og er én af hovedårsagerne til udbredelsen af, den useriøse af slagsen.

MVH

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2