På Charlottenborg er åbnet en stor udstilling med 7 kunstnergrupper, der allesammen arbejder med sociale relationer på den ene eller den anden måde. Det er samtidig en udstilling hvor nogle af værkerne udvikler sig efterhånden og hvor nogle af dem er interaktive. Dog ikke dem allesammen, sådan som det ellers er blevet markedsført. Man kan overnatte i hvide senge, trække snore, opleve sære arkitektoniske miljøer, komme på alternativ havnerundfart og optage sit eget lydspor fra byen.
Jeg har anmeldt udstillingen i Politiken (og skal understrege at jeg som altid ikke har noget at gøre med overskrifterne på iByen.dk og deres lumre antydninger)
Bosch & Fjord: Culture Camping. (Foto: Anders Sune Berg)
Nedenfor giver jeg nogle supplerende kommentarer og fortæller om de værker, jeg ikke fik plads til i anmeldelsen.
Supplerende kommentarer til anmeldelsen
Ud over haverundfarten har Kvinder på værtshus også et rum, hvor kvindefrigørelsens historie i København repræsenteres ved skilte placeret på relevante steder på det kort over byen, der dækker hele gulvet. Det var desværre ikke færdigt da jeg var forbi. Det bygger vistnok på en tidligere alternativ turist-tur ude i den virkelige by.
Büro Detours er en meget løseligt sammensat gruppe, der ændrer sig ikke bare fra udstilling til udstilling, men under udstillingen. Uden nogen plan bygger de bare løs af hippie-agtige indfald, der blander affaldstræ, video, planter, lyd og campingvogne. Også de var i fuld gang til pressevidningen og kunne ikke fortælle hvor det bar hen. Dog var et af rummene næsten færdigt. Her kan man på eget ansvar klatre op i et stativ, sætte sig på en guldstol og så nogle frø i blomsterkasserne. Boheme-tilværelsen er deres ideal, og det afspejler sig i værket.
Parfyme har snydt lidt og udstiller blot tegninger på væggen som "evaluerer" deres tidligere projekter gennem tegneserieagtige fremstillinger. De fremstiller sig selv som frække nisser, mens autoriteten er repræsenteret ved en mand mad høj hat og langt skæg. Et enkelt sted er Ingvar Cronhammer kommet ind i billedet i en lignende rolle. Hvis ikke det var ret morsomt og delvist selvkritisk, ville den heroiske selvforståelse og dæmonisering af den skæggede mand være ulidelig.
Endelig har ArtRebels i samarbejde med nogle andre lavet en luftballon, der bærer en lille orange bil med nogle drager i snore ud fra sig. Den var heller ikke færdig da jeg var forbi, og den propel, som man skulle kunne styre med pedaler inde i bilen virkede ikke. Men hyggeligt så det ud. Ude i gården står Maria Torp og laver sandskulpturer, og det er noget af et trækplaster. Jeg så adskillige turister stoppe op og kigge ind i Charlottenborgs gård da de så hende stå og modellere.
Det er en meget børnevenlig udstilling. Man må gerne røre ved tingene, hænge og gynge i snorene, klatre i stativerne osv. Jeg overvejer selv at vende tilbage med min datter på et tidspunkt - også for at se hvad det har udviklet sig til.
Som jeg nævnte i indledningen lover pressemeddelelsen mere end den holder.
1. Den påstår at (alle) kunstværkerne først finder deres rette form når udstillingen deltager aktivt. Det gælder vist kun fire ud af de syv. Med mindre det er at deltage aktivt på opfordring at sætte sig ned i en havnerundfartsbåd og lytte til hvad guiden siger. Det mener jeg ikke det er. Og det behøver det heller ikke at være. Interaktivitet er ikke altid den demokratiske forløsning, den bliver gjort til.
2. Den sætter særlige rammer for 'mødet mellem mennesker'. Det er en Bourriaud-kliché, som alle fyrer af i disse år, men jeg mødte altså ikke rigtig nogen derinde mere end jeg gør på alle mulige andre udstillinger. Jeg ville ønske at dette modeord ville blive reserveret til der hvor der faktisk arbejdes direkte med forholdet mellem folk i rummet. Sagt på en anden måde: Man kan mødes på alle kunstudstillinger og på gaden og på en café og det er ikke i sig selv noget særligt. Jeg vil så dog sige at Bosch & Fjords senge har potentialet for dette når folk, der ikke kender hinanden overnatter sammen.
3. Et andet modeord er 'diskussion'. Ikke at værkerne kan afføde diskussioner - det er jo banalt - men at udstillingen selv "er en diskussion om, hvad kunstens sigte er, og hvem der kan indgå i dens sammenhænge". Nej, den er et bud på det, ikke en diskussion af det. En diskussion kræver en uenighed og alle er enige om at det er mægtigt, så hvori er udstillingen en diskussion?
4. Det er angiveligt mere "udfordrende" at lave denne type kunst i dag end i 70'erne, og "derfor føles det ingenlunde malplaceret" at lave en udstilling med den. Say what? For det første er denne type kunst mere udbredt og anerkendt end nogensinde, og tekstens tidstypiske lingo vidner netop om dette. For det andet kan det vel næppe være et kriterium at kun "udfordrende" kunstnerroller udstilles på Charlottenborg og at det ville være 'malplaceret' at udstille almindelig kunst. I så fald var Forårsudstillingen fuld af malplacerede kunstnere. For bare at nævne ét eksempel.
Ja, jeg er måske lidt pedantisk, men så mange postulater i én tekst kalder på en kritik, og jeg er meget opmærksom på sådanne i disse dage, hvor jeg lægger an til at søsætte en sommerklummeserie om klichéer i kunsten. Det er altså ikke noget personligt eller noget der specielt er møntet på denne tekst, men noget, der er meget, meget udbredt.
Runddans. Tingeltangel og billigt fjas får magisk liv på den store væg. Hans-Peter Feldman: 'Skyggespil', 2002-09
Nathalie Djurbergs mandshøje planter af ler fylder et mørkt rum med deres fortryllelse. Men grusomheden lurer på de tilhørende videofilm. 'Eksperimentet', 2009 (detalje)
Organisk. Den sorte enkes spind er uhyre kraftigt og har inspireret tysk-argentinske Thomas Saraceno til at udfylde et helt rum med dens komplekse geometri. 'Galakse tager form langs tråde, som smådråber langs strengene i et edderkoppespind' (2008).
