Arkiv: juni 2009

« maj 2009 | Forside | juli 2009 »

25.06.2009

Vejrudsigten anmeldt

Jeg syntes det var på tide at kigge nærmere på TVs vejrudsigter, så det har jeg gjort i en tv-anmeldelse i sidste uge. Jeg så en masse vejrudsigter på DR1 og TV2 onsdag 17/6 og begyndte at sammenligne dem. Selv om emnet kan synes småt, var der kun plads til nogle få af de mange iagttagelser, jeg gjorde mig. Jeg valgte at fokusere på den ikke-neutrale omtale af vejret og på de kiksede overgange nyhedsværterne forsøgte at peppe udsendelsen op med.

Læs min anmeldelse her

Theilgaard.jpg Britt Dige Toft.jpg Peter Tanev.jpeg

Nedenfor nogle supplerende bemærkninger:

Supplerende bemærkninger til anmeldelsen
I årene omkring år 2000 (så vidt jeg husker) voksede vejrudsigterne sig så lange at det ikke var til at holde ud. Vejrudsigterne (især om sommeren) skulle handle om alt hvad der kunne foregå udendørs og være et folkeligt show, hvor kerneydelsen druknede i gøgl og smarte påfund. Heldigvis er det ikke så slemt længere - det var det i hvert fald ikke den onsdag, hvor jeg tjekkede efter. Især TV2 er meget straight og uden bullshit, men til gengæld måske lidt poppet i sin retoriske form. Det gør dog ikke så meget. Vejret er nok en videnskab, men for de fleste seere handler det om at få et bud på én eneste ting: Hvordan bliver vejret?

TV-stationerne har fundet på ofte at placere vejrværterne udendørs, så Jesper Theilgaard stod i en lystbådehavn om eftermiddagen. Om aftenen fik han dog husly i studiet. Britt Dige Toft stod i en have, og på en bjælke under hende kørte aktiekurserne.

Peter Tanev har udviklet sig meget siden han begyndte i midten af 90'erne. Her kunne han kun én bevægelse, hvor han rakte sin let knyttede hånd frem for hver talt stavelse med tryk. Nu er han fuldstændig afslappet, varieret og overskudsagtig.

Jeg så også TV2 Lorrys vejr, som er af den klassiske slags, hvor det er nyhedsværten selv, der læser den op mens man ser et vejrkort uden noget menneske flagrende ind foran. Det er kort og koncist og lokalt. Bagefter fastholdes den hyggelige 20-årige tradition med at vise dagens børnetegning.

24.06.2009

Trier ofres på feminismens alter

Jeg mener at feministisk kulturkritik er på sin plads i mange sammenhænge, men jeg mener også at den feministiske vanetænkning nogle gange skyder i de forkerte retninger. Og et tilbagevendende eksempel på dette er Lars von Trier. Hver gang Trier laver en film, er der som en betinget refleks nogle feminister ude at sige at han er kvindehader og laver misogyne film. Argumenterne er ret dårlige og viser manglende dømmekraft hos dem, der foretager kritikken. Det er så meget desto mere frustrerende når det ofte er folk jeg kender og respekterer. Jeg er stærkt uenig, og jeg mener at det er en voldelig reduktion af de komplekse film.

Nu har vi så balladen igen, denne gang fra Elisabeth Møller Jensen, der i en artikel kalder Antichrist for "kulturel sexchikane". Og hun siger gudhjælpemig at der er tale om "en film, hvis plot er at bekræfte og legitimere den seksualiserede vold mod kvinder". Say what? Jeg ser ingen seksualiseret vold mod kvinder. Jeg ser et forældrepar, der har mistet deres barn, og ikke er i stand til at håndtere det. Manden tror sig i stand til at lave terapi mod sin egen hustru, og begår heri en stor fejl. Og hustruen viser sig så at rumme nogle dæmoniske sider, hinsides psykologisk rækkevidde. Og ja, det ender i et heksetema, og ja, det er stærkt provokerende, men at det skulle legitimere seksualiseret vold mod kvinder forstår jeg ikke.

Breaking the Waves.jpgAntichrist.jpg

Hun sammenligner så med Breaking The Waves, som også fik forargelsen op på den store klinge i sin tid, og mener at der er tale om cirka det samme - selv om der jo tydeligvis er tale om det modsatte. Bess er en kvindelig Jesus-figur og den navnløse kvinde i Antichrist er en kvindelig satan-figur. Hvordan det skulle blive det samme forstår jeg ikke, men det hænger sammen med at handlingerne retfærdiggøres af de drilske, påklistrede metafysiske indslag i slutningen af begge film.

Okay, Elisabeth Møller Jensen og co., hvis historien om Bess er et udtryk for kvindehad, hvad er historien om Jesus så udtryk for? At mænd skal gennemgå en masse lidelser for at blive frelste?

Og hvis det at vise en dæmonisk kvinde også er et udtryk for kvindehad, hvad er alle de mange dæmoniske, voldelige, psykopatiske mænd i film så udtryk for? 9 ud af 10 farlige psykopater/dæmoner i film er....MÆND!

Burde man ikke sige at Trier bidrager til ligestillingen ved at rette en lille smule op på at Jesus og Satan (og alle mulige afledninger af dem) er mænd? Endelig nogle kvinder på de store bestyrelsesposter. I forhold til den magt dæmoner og frelsere har, er erhvervslivet småting.

Og endnu mere: Burde man ikke lære at ikke kun mænd, men også kvinder på film er individer og ikke ideale repræsentanter for deres køn? At de ikke er kønslige rollemodeller lige så lidt som mændene er det? Det synes jeg man burde. Og at man burde se nuancerne i disse film frem for at give los for sit automatiserede Trier-had.

Se også
Trier - en smal instruktør?
Direktøren for det hele
Dogville

23.06.2009

Værker der virker på Charlottenborg

På Charlottenborg er åbnet en stor udstilling med 7 kunstnergrupper, der allesammen arbejder med sociale relationer på den ene eller den anden måde. Det er samtidig en udstilling hvor nogle af værkerne udvikler sig efterhånden og hvor nogle af dem er interaktive. Dog ikke dem allesammen, sådan som det ellers er blevet markedsført. Man kan overnatte i hvide senge, trække snore, opleve sære arkitektoniske miljøer, komme på alternativ havnerundfart og optage sit eget lydspor fra byen.

Jeg har anmeldt udstillingen i Politiken (og skal understrege at jeg som altid ikke har noget at gøre med overskrifterne på iByen.dk og deres lumre antydninger)

Bosch & Fjord.jpg

Bosch & Fjord: Culture Camping. (Foto: Anders Sune Berg)

Nedenfor giver jeg nogle supplerende kommentarer og fortæller om de værker, jeg ikke fik plads til i anmeldelsen.

Supplerende kommentarer til anmeldelsen
Ud over haverundfarten har Kvinder på værtshus også et rum, hvor kvindefrigørelsens historie i København repræsenteres ved skilte placeret på relevante steder på det kort over byen, der dækker hele gulvet. Det var desværre ikke færdigt da jeg var forbi. Det bygger vistnok på en tidligere alternativ turist-tur ude i den virkelige by.

Büro Detours er en meget løseligt sammensat gruppe, der ændrer sig ikke bare fra udstilling til udstilling, men under udstillingen. Uden nogen plan bygger de bare løs af hippie-agtige indfald, der blander affaldstræ, video, planter, lyd og campingvogne. Også de var i fuld gang til pressevidningen og kunne ikke fortælle hvor det bar hen. Dog var et af rummene næsten færdigt. Her kan man på eget ansvar klatre op i et stativ, sætte sig på en guldstol og så nogle frø i blomsterkasserne. Boheme-tilværelsen er deres ideal, og det afspejler sig i værket.

Parfyme har snydt lidt og udstiller blot tegninger på væggen som "evaluerer" deres tidligere projekter gennem tegneserieagtige fremstillinger. De fremstiller sig selv som frække nisser, mens autoriteten er repræsenteret ved en mand mad høj hat og langt skæg. Et enkelt sted er Ingvar Cronhammer kommet ind i billedet i en lignende rolle. Hvis ikke det var ret morsomt og delvist selvkritisk, ville den heroiske selvforståelse og dæmonisering af den skæggede mand være ulidelig.

Endelig har ArtRebels i samarbejde med nogle andre lavet en luftballon, der bærer en lille orange bil med nogle drager i snore ud fra sig. Den var heller ikke færdig da jeg var forbi, og den propel, som man skulle kunne styre med pedaler inde i bilen virkede ikke. Men hyggeligt så det ud. Ude i gården står Maria Torp og laver sandskulpturer, og det er noget af et trækplaster. Jeg så adskillige turister stoppe op og kigge ind i Charlottenborgs gård da de så hende stå og modellere.

Det er en meget børnevenlig udstilling. Man må gerne røre ved tingene, hænge og gynge i snorene, klatre i stativerne osv. Jeg overvejer selv at vende tilbage med min datter på et tidspunkt - også for at se hvad det har udviklet sig til.

Som jeg nævnte i indledningen lover pressemeddelelsen mere end den holder.

1. Den påstår at (alle) kunstværkerne først finder deres rette form når udstillingen deltager aktivt. Det gælder vist kun fire ud af de syv. Med mindre det er at deltage aktivt på opfordring at sætte sig ned i en havnerundfartsbåd og lytte til hvad guiden siger. Det mener jeg ikke det er. Og det behøver det heller ikke at være. Interaktivitet er ikke altid den demokratiske forløsning, den bliver gjort til.

2. Den sætter særlige rammer for 'mødet mellem mennesker'. Det er en Bourriaud-kliché, som alle fyrer af i disse år, men jeg mødte altså ikke rigtig nogen derinde mere end jeg gør på alle mulige andre udstillinger. Jeg ville ønske at dette modeord ville blive reserveret til der hvor der faktisk arbejdes direkte med forholdet mellem folk i rummet. Sagt på en anden måde: Man kan mødes på alle kunstudstillinger og på gaden og på en café og det er ikke i sig selv noget særligt. Jeg vil så dog sige at Bosch & Fjords senge har potentialet for dette når folk, der ikke kender hinanden overnatter sammen.

3. Et andet modeord er 'diskussion'. Ikke at værkerne kan afføde diskussioner - det er jo banalt - men at udstillingen selv "er en diskussion om, hvad kunstens sigte er, og hvem der kan indgå i dens sammenhænge". Nej, den er et bud på det, ikke en diskussion af det. En diskussion kræver en uenighed og alle er enige om at det er mægtigt, så hvori er udstillingen en diskussion?

4. Det er angiveligt mere "udfordrende" at lave denne type kunst i dag end i 70'erne, og "derfor føles det ingenlunde malplaceret" at lave en udstilling med den. Say what? For det første er denne type kunst mere udbredt og anerkendt end nogensinde, og tekstens tidstypiske lingo vidner netop om dette. For det andet kan det vel næppe være et kriterium at kun "udfordrende" kunstnerroller udstilles på Charlottenborg og at det ville være 'malplaceret' at udstille almindelig kunst. I så fald var Forårsudstillingen fuld af malplacerede kunstnere. For bare at nævne ét eksempel.

Ja, jeg er måske lidt pedantisk, men så mange postulater i én tekst kalder på en kritik, og jeg er meget opmærksom på sådanne i disse dage, hvor jeg lægger an til at søsætte en sommerklummeserie om klichéer i kunsten. Det er altså ikke noget personligt eller noget der specielt er møntet på denne tekst, men noget, der er meget, meget udbredt.

20.06.2009

Minisekterne: Fantastisk kriblekrable-tv

Det bedste børne-tv er Minisekterne, og det er også sjovt for voksne. Det er meget flot lavet, og særligt lydsiden er helt eminent. Min debut som tv-anmelder er viet dette program:

Læs min anmeldelse her.
.
.
Minisekterne.jpg

Minisekterne kommer på DR1 alle hverdage ca. 7:45-7:50.

Svævende vinyl

Grammofoner er ikke det område, hvor man forestiller sig at der er mest produktudvikling i disse år, men én designer, den fabelagtige unge komet Rhea Jeong, har skabt en mindre sensation med sin grammofon, hvor pladen svæver i luften og hvor en rød kugle fungerer som nål, forstærker og højttaler i ét. Jeg er normalt ikke den store design-freak, men det her er altså virkelig mærkeligt. Jeg forstår ikke præcist hvordan det kan lade sig gøre, og jeg aner ikke hvordan lydkvaliteten er, men ideen er altså sjov, uanset. Jeg ville meget gerne se en video med den i funktion.

void.jpg

19.06.2009

Kunst og magt

Michael Jeppesen har i den sidste tid i etaper offentliggjort en liste over de 100 mest magtfulde i dansk kunstliv. Nummer et er (ikke overraskende) Olafur Eliasson. Man kan se hele listen her.

Efter offentliggørelsen af listen top, har Karen Syberg lavet en interviewartikel, hvor hun får reaktioner på listen fra kunstnerne Uwe Max Jensen og Martin Bigum; økonomerne Christian Hjorth-Andersen og (kunstsamler) Henrik Christoffersen; og så altså mig.

Artiklen kan læses her.

Interviewet er blevet til under de sædvanlige interview-betingelser, bortset fra at jeg ikke har set et udkast til artiklen, men kun journalistens stikord. Jeg er lige nødt til på pedantisk vis at korrrigere det allerførste, jeg citeres for:

»Michael Jeppesen har med listen defineret, hvad magt er,« konstaterer Torben Sangild, ansat på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab i København og kunstanmelder på Politiken. »Alligevel er det berettiget, at det er en kunstner, der er nummer ét,« siger Sangild.

Nej, det siger jeg ikke, for det giver ikke mening. De to anstødspunkter er ordene "med listen defineret" og "alligevel". Det, jeg har sagt er:

1. Michael Jeppesen har klart defineret hvad kriterierne for listen er, og det er godt. Men det er altså ikke selve listen, der definerer det. Jeg sagde i øvrigt lige inden dette, at sådanne lister principielt er problematiske og sensationsagtige og at de skal tages med et gran salt. Jeg bad direkte om at blive citeret for begge dele, men det blev jeg altså ikke.

2. Jeg ved ikke hvad det dér "alligevel" skal betyde, men det med kunstneren har jeg sagt længere henne i samtalen, og der er ikke noget i det der strider imod at Jeppesen har lavet klare kriterier for sin liste. Er der nogen der forstår hvad det skal betyde?

Nå, men ellers er det en fin artikel om et vigtigt emne. Man kan synes det virker pedantisk at jeg retter fejlcitater, især af lettere karakter som her, men jeg forbeholder mig simpelthen bare ret til her på mit eget fristed at korrigere når jeg citeres for noget, jeg hverken har sagt eller ment. Det burde være enhver interviewoffers ret.

Og lad os så ellers diskutere magten i dansk kunstliv. Giver det mening at lave en sådan liste? Hvordan forstår man bedst magt i kunstlivet? Er Olafur Eliasson virkelig mere magtfuld end Poul Erik Tøjner, og kan man overhovedet sammenligne de to?

18.06.2009

Venedig-biennalen 2009: Making Worlds

Det var hektisk at være i Venedig. I praksis havde jeg kun to dage på biennalen, som er kæmpestor, og samtidig skulle jeg skrive den første anmeldelse dernedefra og ordne diverse praktiske ting i den forbindelse (billeder osv.). Men der blev da tid til at snuse rundt i de fleste pavilloner på biennale-området og til at se den store, internationale udstilling.

Af de nationale pavilloner kan jeg særligt anbefale den polske og den serbiske. Jeg havde dog desværre ikke tid til at opleve dem grundigt nok til at kunne skrive om dem. Til gengæld skrev jeg en længere anmeldelse af den store udstilling.

Læs min anmeldelse her.

Hans Peter Feldman.jpg Runddans. Tingeltangel og billigt fjas får magisk liv på den store væg. Hans-Peter Feldman: 'Skyggespil', 2002-09

Nathalie Djurberg.jpg Nathalie Djurbergs mandshøje planter af ler fylder et mørkt rum med deres fortryllelse. Men grusomheden lurer på de tilhørende videofilm. 'Eksperimentet', 2009 (detalje)

Tomas Saraceno.jpg Organisk. Den sorte enkes spind er uhyre kraftigt og har inspireret tysk-argentinske Thomas Saraceno til at udfylde et helt rum med dens komplekse geometri. 'Galakse tager form langs tråde, som smådråber langs strengene i et edderkoppespind' (2008).

11.06.2009

Hvad er det offentlige rum?

Der tales ofte om kunst i det offentlige rum som noget, der er helt anderledes end kunst på museum. men hvorfor er offentlige museer ikke offentlige rum? Det har jeg aldrig helt forstået. Jeg kom til at tænke på det igen i forbindelse med Unge Kunstnere og Kunstformidleres debatbog, der giver en række glimrende stikpiller og forslag til det etablerede kunstliv.

Disse vil jeg ikke gå nærmere i her (det gør anmelderen Matthias Hvass Borello så glimrende), men blot benytte anledningen til endnu en gang at studse over begrebet om kunst i det offentlige rum som nærmest et begreb for det som er udendørs og i hvert fald ikke på museum.

Jeg forstår sagtens pointen i at skelne museer fra kunst man møder på gaden, jeg er bare ikke sikker på at "det offentlige rum" er den rigtige betegnelse for det som ikke er på museum og ejheller i privateje. For ret beset er Statens Museum for Kunst vel et offentligt rum, også indendørs? Eller et bibliotek eller en lufthavn, for den sags skyld.

Jeg spurgte mine Facebook-venner, hvad de mente, og fik det for mig overraskende svar, at det offentlige rum:
- Først og fremmest skal være gratis
- Desuden skal være udendørs
- Og endelig skal være formålsløst
Hvis man tager dette alvorligt, er det kun mærkelige øde steder, der kvalificerer som offentlige rum, for både gader og pladser og parker har et formål. Og ideen om at det offentlige rum kun er udendørs forekommer mig næsten komisk - bliver noget privat så snart der kommer tag på? I øvrigt findes der gratis museer, så det første og mest udbredte kriterium udelukker altså ikke museer som Statens Museum for Kunst, Overgaden eller Malmö Konsthall.

Jeg gik derfor til sociologien, for hvis der er nogen der er hjemme i alt med offentlighed, så er det dem. Professor Heine Andersen siger til Kristeligt Dagblad at det offentlige rum må defineres som
"alle de steder i samfundet, hvor der er adgang til, og hvor vi alle frit kan færdes uden for hjemmets fire vægge. Det kan være gader og stræder, uddannelsesinstitutioner eller møder, som kan være mere eller mindre offentlige. Men det er også de rum, som er båret af medier af alle slags, og som indeholder den offentlige debat og andre ytringer, og hvor der er offentlig adgang. Her kan folk mere eller mindre frivilligt blive inddraget, og så kan det blive kontroversielt."
(link)

Han inddrager lufthave og hospitaler, så mon ikke også museer hører til her?

Det gør staten i hvert fald i definitionen i forbindelse med rygerloven: "Det offentlige rum defineres som alle tog og busser samt lokaler, hvortil offentligheden har adgang, f.eks. museer." Det er da klar tale.

Men måske er det noget andet i kunsten? Jeg går ud fra at dem der bruger begrebet har tænkt over det. Så nu er der frit slag for (i en sober tone) at forsvare ideen om at museet ikke er et offentligt rum, hvis man er uenig med mig.

10.06.2009

Venedig-biennalen 2009: Den danske/nordiske pavillon

Elmgreen & Dragset har fået frie hænder til at boltre sig i både den danske og den nordiske pavillon på Venedig Biennalen. De har inviteret 25 kunstnere til at bidrage med interiør til den fortælling, de har skabt. En åben fortælling, hvor Den Danske Pavillon er omskabt til en rigmandfamilies villa, der nu sættes til salg efter en skilsmisse. Den Nordiske Pavillon er omdannet til bolig for en lige så rig bøsse, der nu ligger druknet i poolen. Det er en meget flot udstilling, så kommer man forbi Venedig, er der ingen vej udenom.

Læs min anmeldelse her.

Spisebord.jpg

Pool.jpg

09.06.2009

Sonic Youth på udstilling

Det var en mærkelig fornemmelse at være i Malmö og se den store Sonic Youth-udstilling Sensational Fix. Jeg er jo gammel Sonic Youth-fan og har fulgt dem siden 1980'erne, men de sidste 10-15 år er min interesse dalet noget. Nu blev jeg bombet tilbage til dengang og samtidig var bandets tre kernemedlemmer til stede ved pressevisningen. I 1989 var jeg blevet ellevild, men nu var det mere som at møde nogle gamle bekendte, man ikke har set længe.

Sonic Youth 1.jpg

Christian Marclay: Uden titel, 1987

Sonic Youth 2.jpg

Richard Kern: Submit To Me (1986). (Indgår som bekendt på coveret til EVOL).

Jeg skulle jo anmelde den til Politiken, men det var en af de sværeste anmeldelser jeg har skrevet indtil nu. Hvordan på kort plads formidle alle de indtryk og minder og samtidig alle de hundredevis af mere eller mindre interessante værker, der er strøet hulter til bulter på udstillingen? Jeg ved ikke om jeg gjorde det rigtige, men her er mit bud:

Læs min anmeldelse her
(Jeg skal som sædvanlig understrege at overskrift mv. på iByen.dk ikke er mine egne. Denne gang bør man især ikke fæstne sig for meget ved den entydigt negative billedtekst, som desværre også skæmmede avisudgaven).

Nedenfor nogle supplerende kommentarer:

Supplerende kommentarer
Ind imellem går der lige lovligt meget kendis-samleri i den, såsom et billede af Lee Ranaldo på gaden sammen med Allen Ginsberg. Jeg tvivler ikke på at Ranaldo er inspireret af Ginsberg, men altså...

Og så på den anden side. Sonic Youth har altid befundet sig i udkanten af NY-kendis-miljøet, og har derfor et dobbeltblik på disse berømtheder: Deres forbilleder er også ofte deres venner/bekendte, og det samme gælder for deres beundrere. De udstiller celebrity-kulturen og er samtidig delvist en del af den.

Mange af videoerne om/af Sonic Youth hænger side om side på væggene som malerier. Man kan tage hovedtelefoner på og stå lige foranskærmen så længe man gider. Her kunne man godt have lavet et sækkestolearrangement el. lign., så man kunne slænge sig og nyde dem.

Mange af film/video-installationerne (bl.a. Tony Ourslers) virkede endnu ikke på pressevisningsdagen, så dem kunne jeg ikke beskrive. Det var ærgerligt, for jeg tror de er blandt de bedste værker på udstillingen. Der var også en række lange tv-portrætfilm, som Oursler har lavet, af bl.a. Kim Gordon, Lydia Lunch, Alan Vega, Dan Graham, Tony Conrad, og Laurie Anderson. De skal ikke ses på et museum (de varer vist en time hver), men bør sendes på DR2 eller vises på CPH.dox. For de så faktisk ret gode ud.

Der er så meget andet man kunne nævne - udstillingen er gigantisk og heterogen, men det må være nok for nu. Spørg gerne, hvis der er noget du vil have uddybet eller tilføjet.

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2